Tuesday, July 17, 2018


Julie de Lestrange: Danser, encore


Her er så fortsættelsen til Hier encore, c'était l'été, hvor vi er nået længere frem i tiden. Hovedpersonerne er nået ud over første ungdom, er blevet 30 år og har fået ansvar og børn.

Det gælder dog ikke Marco og Anouk, der stadig har svært ved at leve sammen med andre i et forhold. Flere af dem har forladt Frankrig til fordel for London og Singapour. Verden er blevet større.

Der er alle sorger og glæder, som almindelige mennesker kan møde. Der er samtidig henvisning til konkrete begivenheder som attentatet på Charlie Hebdo, der er med til at fjerne den ungdommelige naivitet og uskyld. Bjælkehytten er stadigvæk et samlingspunkt, men da bedsteforældrene er bort, tales der om salg. Læs selv hvad det ender med.

Bogen er lidt kortere end første bind, men jeg synes faktisk, at det styrker den. Forfatteren har fået styr på sin fortælleform, der er kortfattet men uden at glemme vigtige detaljer. Der er et godt flow, der holder en fast.

Titlen henviser til en sang af Calogero, hvor man opfordres til at komme videre, ikke lade sig slå ned af sorg, ulykkelig kærlighed, slægtninges død etc. Vi har kun et liv, så lad os leve det, men samtidig ikke bare skøjte hen over det.

Håber næsten at der kommer et tredje bind!


Éditeur : MAZARINE (04/10/2017)



Julie de Lestrange: Hier encore, c'était l'été




I denne beretning om to familier over tre generationer er der mange personer, så forfatteren har også givet os et stamtræ i begyndelsen, men hvor det kan være lidt svært at holde de forskellige personer ude fra hinanden, bliver det lettere, da vi især kommer til at følge børnebørnene fra deres opvækst og ungdom .

To familier bygger efter 2. Verdenskrig to bjælkehytter i Alperne og kommer til at kende hinanden. Det er familierne Fresnais og Lefèvre, der faktisk også bor tæt ved hinanden i Paris. Ferierne tilbringes i hytterne og der opstår et varmt venskab mellem dem.

Vi kommer hurtigt gennem de to første generationer og bogen koncentrerer sig så om de respektive børn: Guillaume, Marco og Sophie fra den ene familie og Alexandre og Anouk fra den anden.

Det er børn, der udvikler sig i alle retninger, men de er vel samtidig karakteristiske for perioden fra 2000 og frem.

Vældig godt skrevet og efterhånden som man får lidt styr på personer, ser man frem til næste afsnit, hvor de omtales.

Bestilte straks fortsættelsen, da jeg havde læst dette bind.



Éditeur : FERYANE (15/09/2016)



Friday, June 29, 2018


Patrick Chamoiseau/Michel Le Bris: Osons la fraternité




Patrick Chamoiseau/Michel Le Bris har taget et godt initiativ for at få 30 forfattere til at vise deres støtte til "les migrants". Indtægterne fra bogen bliver givet til Gisti (Groupe d’information et de soutien aux immigrés).

Der er mange kendte navne blandt bidragsyderne bl.a. J.M.G Le Clezio og Boualem Sansal for blot at nævne et par stykker. 

Der er mange skildringer af migranter, folk på flugt, folk der bliver tvunget væk og mange tragedier, umenneskelige forhold, men også håb og en fremtid i broderskab.

En del tekster er ikke litterære, men beretninger om myndigheders indgriben på godt og ondt. Der er også et manifest og en erklæring fra digtere, der ønsker en større del af broderskab og en fredeligere verden.

Ikke alle tekster er lige interessante, men der er mange guldklumper, der rammer plet i emnet. Hvad er der blevet af broderskabet og hvordan kan vi bygge det op igen. Hvorfor skal man gribe til handling og ikke blot være tilskuer.

Fremragende indlæg i debatten.



Philippe Rey, 2018



Hubert Haddad: Casting sauvage



Hubert Haddad har jeg ikke tidligere læst, men denne bog fik jeg tilfældigvis fat på, da den drejede sig om Paris, men et helt andet Paris end man venter.

Damya er en ung danserinde, der netop skulle til at have en hovedrolle i en ballet, da hun bliver såret ved terrorhandlingerne i november 2015. En aften hvor hun netop skulle have  møde en ung fyr, som hun er blevet forelsket i. Hun kan ikke mere danse, men må klare sig med små job.

Hun får en opgave med at finde statister til en filmatisering af Marguerite Duras roman La douleur, hvor instruktøren forlanger statister, der ligner de fanger der slap ud fra koncentrationslejrene efter krigen. Ideen er at hun kan finde dem i Paris blandt de boligløse, narkomaner, fattige etc. Hun skal finde 100 i alt.

Vi følger hende på hendes jagt, hvor hun selv synes, at hun bliver mere og mere usynlig og hendes håb om at genfinde fyren, hun skulle mødes med, svinder. Slutningen bliver alligevel ganske drastisk, men den vil jeg ikke røbe her.

Det er et fantastisk og på sin vis poetisk billede af Paris med mange mærkelige personer, som Damya kommer til at holde af. Som læser bliver man ført rundt i byen og i hendes lidt triste liv og skæbne, men det griber en.

Bogen er bestemt værd at læse

Zulma, 2018



Tuesday, June 26, 2018


Sophie Tal Men: De battre la chamade




Vi er nu nået til tredje bind og sidste? med historien om lægen Marie-Lou og hendes turnus i Bretagne.

Efter bind to "Entre mes doigts coule le sable" var der stadigvæk mange ubesvarede spørgsmål tilbage omkring Matthieu og hans familie. Hvor er hans far f.eks. blevet af? Han forlod familien, da Matthieu var en dreng, men kommer igen ind i billedet, da Matthieu får en lidt mærkelig besked fra ham fra La Réunion. 

Marie-Lou flytter fra Brest til Quimper og flytter ind i en slags kollektiv med andre læger på turnus. Hun får nye venner og bliver vel modtaget, men Matthieu bliver lagt lidt på is, da hun ikke kan få fat i ham og han giver ikke nyt fra sig.

Men en dag tager Matthieu hende med til sin fødeø, og alt synes at blive lykkeligt, dog tvinger familieproblemer  ham til at tage til La Réunion efter faderen. Vi får således også en række scener fra La Réunion.

Jeg vil ikke afsløre mere om handlingen, andet end at sige, at der er fuld tryk på tll det sidste, hvor vi kommer til Marie-Lous hjemegn tæt ved Grenoble.

Det er tre gode romaner, og det er en fornøjelse at genfinde de kendte personer og en række nye, der kommer til at få indflydelse på deres liv.

Velskrevet og behændigt sat op.

Albin Michel, 2018

Sophie Tal Men: Entre mes doigts coule le sable


 Efter en vellykket debutroman (se omtalen)  er Sophie Tal Men på banen igen med en fortsættelse af historien om Marie-Lou, der er udstationeret i Brest i sin lægeturnus. 

Hun har indledt et forhold til Matthieu, der også er læge i turnus, men han er bretoner af fødsel og lidt af en stenmand, når han skal vise sine følelser.

Vi følger Marie-Lou på neurokirurgisk og senere psykiatrisk afdeling og får derved stort kendskab til to forskellige måder at behandle sygdom på.

Kærlighedsforholdet har sine op- og nedture og Marie-Lou har heldigvis sine venner og værtshuset "Gobe.Mouches", der er kendt for sine specielle drikke.

Der er gode beskrivelser af livet på sygehuset både med de alvorlige tilfælde, men også med en mere generel beskrivelse af videreuddannelsen af læge.

Heldigvis er det ikke kun hospital, vi får også gode stemninger fra Bretagnes natur og kyst samt mange af de specielle ting som man kan opleve der.

Lever bestemt op til første bind.

Albin Michel 2017

Thursday, May 31, 2018


Susie Morgenstern: Jacques a dit




Susie Morgenstern er især kendt for sine børne- og ungdomsbøger, men har også skrevet noveller til et voksent publikum og her en selvbiografisk roman om hendes liv med matematikeren Jacques Morgenstern. Hun er oprindeligt amerikaner, men flyttede, da hun var færdig med sine studier med sin mand til Nice, hvor hun stadigvæk bor.

Det er en vidunderlig skildring af to meget forskellige mennesker; han er den tavse og lidt strenge type, men samtidig umådeligt beskyttende og åben overfor andre. Hun er den impulsive, følelsesladede og kærlige type, så hvordan deres ægteskab kunne fungere, kan hun skrive meget om.

Det er også et møde mellem to forskellige kulturer, for Jacques giver Susie opgaver, f.eks. at gå på posthuset og indløse checks. Når man kender det seje franske bureaukrati, kan man godt forstå, at det kan være vanskeligt, når man ikke helt behersker sproget.

Vi får mange sjove episoder beskrevet med stor indfølelse og humor, men også deres sammenstød. Det centrale i bogen er deres køb af et højt beliggende hus i Nice, ja der er faktisk 300 trappetrin førend man er oppe. Men det lykkes for dem at få det indrettet, så der er rum til de to og deres tre piger

De er begge jøder og vi får gennem bogen et dybt kendskab til deres skikke og vaner og deres syn på jøders skæbne i al almindelighed. 

Det vigtigste er beskrivelsen af den uendelige kærlighed som holder dem sammen, men desværre dør Jacques i en forholdsvis ung alder. Susie Morgenstern har imidlertid fået sat et smukt minde om ham og deres kærlighed gennem denne bog.

Er bestemt værd at læse.

Bayard, 2015

Wednesday, May 30, 2018


Jean-Christophe Rufin: Un léopard sur le garrot : Chroniques d'un médecin nomade


Med denne bog fra 2008 skrevet da Rufin er blevet ambassadør i Senegal er en selvbiografisk fremstilling af de ting, der har drevet Rufin rundt i det meste af verden med en stærk vilje til at ville udrette noget for andre.

Han er uddannet som læge, måske fordi han så meget op til sin bedstefar, der også var læge. For Rufin er lægevidenskaben tættere knyttet til humanismen end til de eksakte videnskaber, og det får ham til at tage del i en del humanitært hjælpearbejde f.eks. gennem Médecins sans frontière og andre organisationer.

Det er interessant læsning, især hvis man har læst nogle af hans bøger og romaner, for vi får adgang til en række ting om udviklingen i de sidste 30-40 år ved at følge Rufin på hans vej.

En enestående person på mange måder, der ikke er bange for at erkende sine egne fejl, men som heller ikke udelader sine meninger om uddannelse, administration, magtmisbrug og menneskelighed.

God bog at læse.

Gallimard, 2008



Jean-Christophe Rufin: Katiba


Denne roman af Jean-Christophe Rufin er fra 2010 og har igen efterretnings-selskabet Providence som et væsentligt element.

Romanen foregår i Mauretanien og ørkenområderne omkring landet. Handlingen sættes i gang med mordet på fire italienske turister, og handlingen tillægges de al-Qaida grupper som befinder sig i området. Der er samtidig varsler om et planlagt attentat på en fremtrædende person fra Saudi-Arabien, der skal til reception på Quai d'Orsay. 

En sådan terroristhandling sætter sig selvfølgelig spor hos forskellige nationers efterretningstjenester, for det kan jo være tegn på en større udbredelse af terroristerne, og netop de punktangreb som stadig præger verden.

Sammen med denne uro præsenteres vi for Jasmine, der bliver en hovedperson sammen med Kader. De tos historier bliver langsomt rullet op gennem bogen, og vi får indblik i de to personers opvækst og udvikling. 

Spændende læsning, men samtidig en afdækning af de vilkår, der giver liv til al-Qaida.

Bogen er mere stramt opbygget end "Le parfum d'Adam" og beskrivelserne af ørkenen og landet er på højt niveau


Flammarion, 2010




Jean-Christophe Rufin: Le Parfum d'Adam



Er begyndt at læse nogle af Rufins tidligere romaner, da jeg mener, at han er en kvalitetsforfatter, som man bør kende. 

Romanen "Le Parfum d'Adam" er fra 2007 og er en rigtig thriller-roman med et overordnet emne omkring økologi og befolkningstilvæksten i verden. Er der plads til os alle og hvad kan man egentlig stille op?

Vi får præsenteret emnet via et ung kvinde Juliette, der bliver hyret til at slippe dyr løs fra et laboratorium, men samtidig skal hun tage en beholder med sig. Indholdet i denne beholder bliver en ledetråd gennem bogen, der samtidig er en afdækning af ekstreme økologister. Afsløringer kommer via et privat efterretningscenter "Providence", der udgøres af en flok mmeget ihærdige og specielle medarbejdere.

Der er helt klart en krimiintrige blandet med spionage, internationale grupper mm, men Rufin giver sig tid til at trække argumentation og holdninger frem.

En fyldig roman (700-800 sider), der måske til tider er lidt for omstændelig, men det er aktuelle emner og giver stof til eftertanke.

Flammarion, 2007

Thursday, April 12, 2018


J.M.G. Le Clézio: Bitna, sous le ciel de Séoul


I sin nye bog tager Le Clézio os til Sydkorea, nærmere bestemt Séoul. Hovedpersonen er den unge pige Bitna, der er taget fra en lille fiskerby for at studere i storbyen. Hun er fattig og må i starten bo hos en tante og hendes ondskabsfulde datter.

Men hun flytter i sit eget kælderværelse og får en dag et job hos Salomé, der er en ung kvinde, der er uhelbredeligt syg. Birna begynder at fortælle hende sine egne opdigtede historier. Salomé betaler hende godt og sender ofte bud efter, når Bitna ikke kommer og fortæller videre.

Vi får en række historier f.eks. om manden med de to duer, om de to drager, om det bortførte barn og om den unge pige der bliver sangerinde. Umiddelbart er det selvstændige historier, men de kobles alligevel, for det er historier, der også handler om Bitnas og Salomés situation: om liv og død, om uvenskab og venskab, om egoisme og solidaritet. Ja, der er mange andre facetter også. Historier foregår også i Seoul og omegn, for Salomé vil høre noget, som hun kan forholde sig til.

Det er en utrolig spændende og velskrevet bog, hvor vi også oplever forfatteren/fortælleren som den der udvikler en lille detalje til en stor historie via sin evne til at søge dokumentation (her i den grundige beskrivelse af Seoul, de lokale skikke mm) og bruge fantasien. Historien er jo sand, selv om den er opfundet!

Igen en bog som man bør læse, for Le Clézio lever bestemt op til det bedste i hans forfatterskab.



Stock, marts 2018

Wednesday, April 11, 2018


David Foenkinos: Vers la beauté


Ny pragtfuld roman fra Foenkinos, der handler om at søge trøst gennem kunst både som betragter og som udøvende, hvis man har været udsat for voldsomme psykiske chok og traumer. 

Den ene af bogens hovedpersoner er Antoine Duris, der er lærer på Beaux-Arts i Lyon, en vellidt og meget arbejdsom lærer, der er meget opsat på at støtte de studerende på alle måder. 


"Il voulait être davantage complice avec ses élèves. Cela lui donnait même une raison d’être.. Il voulait être davantage complice avec ses élèves. Cela lui donnait même une raison d’être."

Men pludselig forlader han sit job, tager til Paris og bliver opsynsmand i Musée d'Orsay. Han får et job i en sal, hvor han kan se på et billede malet af Modigliani, som han er ekspert i. Billedet forestiller Modiglianis muse. Antoine taler ofte til billedet, og vi får at vide, at hans kæreste gennem mange år har forladt ham. Er det mon skyld i at han har forladt alt?


En anden person, en ung pige Camilla, bliver introduceret i romanens anden del (af fire). Hun har svært ved at komme over en pubertetskrise, men bliver pludselig optaget af at male og tegne. Det er ved at overtage hende fuldstændigt, men der er ingen tvivl om, at hun har evner. Camilla bliver også ramt af voldsomme traumer på grund af en bestemt begivenhed, som jeg ikke vil afsløre her. Hun prøver at komme ovenpå igen. Det hjælper med et besøg på museer i Paris:




"Elle demanda à ses parents de passer quelques jours à Paris au lieu de filer directement vers la Bretagne. Ils ne pouvaient rien lui refuser ; ses envies étaient de la vie. Elle voulait tant revisiter les musées de la capitale, celui d’Orsay notamment. Ce second voyage fut un enchantement encore supérieur à celui de la première fois ; elle aurait voulu ne plus quitter les lieux, y passer tout l’été. Elle comprenait la puissance cicatrisante de la beauté. Face à un tableau, nous ne sommes pas jugés, l’échange est pur, l’œuvre semble comprendre notre douleur et nous console par le silence, elle demeure dans une éternité fixe et rassurante, son seul but est de vous combler par les ondes du beau. Les tristesses s’oublient avec Botticelli, les peurs s’atténuent avec Rembrandt, et les chagrins se réduisent avec Chagall."

De to skæbner knyttes sammen, og vi får en forklaring på Antoines handlinger. 

Det er et spændende forløb og tema. Kunsten der kan ændre folk og måske give dem håb. Men det er også en bog om at undervise, at være lærer, hvor der kan opstå en skizofreni i en person som privat og som lærer.

Der er mange andre stærke scener i bogen, ofte med små kommentarer fra forfatteren, og vi møder temaer fra "Charlotte" og Foenkinos tidligere roman. Men i denne roman har han absolut nået et toppunkt.

Bør læses!



Gallimard, 2018





Julie de Lestrange: Danser, encore Her er så fortsættelsen til Hier encore, c'était l'été, hvor vi er nået længere frem i ti...