Friday, December 23, 2016


Léa Wiazem­sky: Le vieux qui déjeunait seul




Igen en debutroman, men denne gang fra en forfatter med kendte aner. Léa Wiazemsky er nemlig datter af Régine Deforges, og har Francois Mauriac som oldefar. Det er da noget at leve op til!

Bogen handler om en ung servitrice, Clara, 27 år, der læggter mærke til, at der hver mandag kommer en ældre herre på omkring de 80 år og spiser alene og altid det samme på restauranten. Hun begynder at fantasere om, hvordan hans liv mon har været.

Clara er ellers meget isoleret og bærer på en form for skyld, da hendes bedstefar var kollaboratør under 2. Verdenskrig. Clara omgås ikke med andre unge. Hun læser meget litteratur og går meget op i fortiden, og her findes hun forståelse hos den gamle mand Clément. Clara får et chok en dag, da hun ser at Clément har fået et nummer tatoveret på armen - han har været i koncentrationslejr.

Det medfører en række ting i begges liv, men kun til det bedre, da Clara via Clément lærer at elske og at tilgive sig selv. Clément får også et positivt syn på tilværelsen, der siden hans kones tidlige død har været trist. Der er også en lille kærlighedshistorie, der kører parallelt med hendes frigjorthed.

Bogen er bygget op i små kapitler med hver sin fortæller, og på den måde får vi både historien og forhistorien præsenteret med en stadig stigende intensitet. Det virker godt. Personerne bliver skildret indgående og med forståelse via disse private optegnelser.

Det er en flot debut og en god historie trods de noget dystre emner og Claras selvødelæggende skyldfølelse. Der er også gode beskrivelser af dagligdagen i Paris med en god indlevelse.

Kan absolut anbefales.

Michel Lafon, 2015

Pascale Dewambrechies: L'Effacement



En debutroman fra en 62-årig forfatter, der foregår i Frankrig i 1950'erne, hvor de to krige i Indokina og Algeriet prægede tiden.

Hovedpersonen er Gilda Maurel, hun er 36 år, underviser på en lille skole nær Pyrenæerne. Hun er alene og synes, at hun har forspilt sit liv. Men da den 20-årige Luiz kommer til byen, ændrer situationen sig drastisk. Han bor hos sin onkel og skal sættes ind i notar-arbejdet.

Ved et bal kommer Luiz til at danse med Gilda, og der opstår straks en tiltrækning.
Vi følger nu dette umage par, der først må nærme sig hinanden og derefter holde deres forhold skjult. Luiz er mindreårig og hun er lærerinde! Luiz vender tilbage til Paris efter nogle måneder og inviterer Gilda, men det er til en afsked.
Problemet for Gilda er, at hun er gravid, og det får selvfølgelig konsekvenser for hendes videre liv, men det vil jeg ikke røbe mere om.

Bogen er skrevet en en slags dagbogsform, men også med indslag fra de forskellige personer i bogen i form af breve. Det er meget fint konstrueret og giver os et fornemt billede af en kvindes situation på det tidspunkt: ugift, med barn og uden støtte. Det var ikke nemt.

Skildringen af Gildas liv i den lille provinsby og senere i Bordeaux er meget realistisk. Det er også en bog om kvindens ret til at have et begær og et seksuelt behov. Hvorfor skal hun altid været undergivet mændenes verden. Me4n også en skildring af at en kvinde bør udslette sig selv bag manden. En skarp konflikt!

God og letlæst bog udgivet på et mindre forlag.

Editions Passiflore, 2014

Wednesday, December 21, 2016


Virginie Despentes: Vernon Subutex 2




Har for nylig haft fornøjelsen af at anmelde første bind af trilogien om Vernon Subutex i en dansk oversættelse. Desværre bliver andet bind først klar i 2018, så jeg måtte lige læse den på fransk her og nu, da første bind var en stor oplevelse.

Bogen starter med et lille resume omkring de vigtigste personer, men derefter bliver vi straks ført ud i nye begivenheder omkring Vernon. I første bind endte det med, at han blev vagabond med fast opholdssted lidt nord for Buttes-Chaumont, der bliver et samlingspunkt for en gruppe af hans venner og bekendte i anden del. De har nemlig startet en eftersøgning af ham, efter at han har været væk i lang tid.

De berømte videobånd med sangeren Alex Bleach får Hyænen fat på, men hun vil ikke give dem videre til den ubehagelige filmproducent Dopalet. I stedet samler hun Vernon og gruppen omkring Vernon og viser dem filmene. Det sætter en del i gang, som jeg ikke skal røbe her, men gruppen fortsætter med at mødes i en bar, Rosa Luxembourg, i Buttes-Chaumont.

Andet bind lever stærkt op til første bind med beskrivelser af de enkelte venner fra den tidligere pornostjerne Pamela Kant til Aïcha, den unge fromme muslim, der vil hævne sin mor, som Dopalet efter Alex Bleachs udsagn har dræbt.

Der er også gode passager om nætterne i Rosa Luxembourg, hvor Vernon er DJ og stemning er til dans i en tåge af stoffer.

Mod slutningen sker der nogle ting, som får gruppen til at gå lidt under jorden og holde fester på hemmelige steder, men det får vi nok mere at høre om i tredje del, som forhåbentligt snart kommer på gaden.

Læs den, for Despentes holder sin sædvanlige stil, er politisk skarp og leverer et andet billede af dagens Frankrig.

Editions Grasset, janvier 2015

Tuesday, December 13, 2016


Rachid Sguini: Le monde de Rakidd - 

de 2001 à nos jours


Rachid Sguini er en ung tegner og forfatter, der med denne udgivelse tegner og kommenterer en række skelsættende begivenheder fra 2001 og frem.

Vi starter med World Trade Center og senere Charlie Hebdo og Nice, der er de voldsomme attentater, der har præget vort nuværende århundrede. Sguinis forældre stammer fra Marokko, og det giver sig bl.a. udtryk i, at han er muslim og har en slags dobbelt nationalitet, som han også kommenterer.

Der er helt andre ting som "Coup de boule de Zidane" og "80 ans de Donald Duck", omtale af afdøde kendte personer som Abbé Pierre, Michael Jakson og Nelson Mandela. Alle med nogle skarpe kommentarer og kritik.

En meget personlig, men også meget væsentlig historiegennemgang med gode tegninger og korte og skarpe kommentarer. Værd at læse og vende tilbage til.



Udgivet i serien Sens Figuré på Forlaget Faces Cachées


Les Aventure de Lucky Luke d'après Morris

La Terre Promise
Achdé & Jul d'après Morris


Det nye makkepar Achdé & Jul har leveret en god julegave til alle Lucky Luke-fans med albummet La Terre Promise. Historien har som tema jødernes ankomst til det vilde vesten og historien bliver fortalt med megen humor og adskillige hints til jødernes historie og deres betydning for det moderne USA.

Der er alt hvad hjertet kan begære af  gode karikaturer, klassiske optrin fra Vesten og en række dejlige tegninger, der bestemt kan leve op til forbillederne.

Lucky Luke bliver fremstillet som den kølige og styrende, men også som et almindeligt menneske med mareridt og måske ønsker om et mere almindeligt liv.

Lucky Lukes hest Jolly er også godt med i historien og kan endda kravle op i et træ, da der er tale om at spise heste.

Et rigtig god og morsom historie, der også inddrager vor egen tid og giver anledning til eftertanke.Skynd jer at få fat i den!


Lucky Comics, december 2016


Saturday, December 10, 2016


Justine Caizergues: Une vue à deux



Underligt nok lige at falde over en bog med en hund så kort tid efter min egen dejlige hund bukkede under for sin sygdom, men måske egentlig befordrende for at leve en smerte ud.

Bogen handler om den unge Marion, 25 år gammel, kæreste med Christophe, som hun har kendt i 5 år. På hendes fødselsdag frier han til hende, og alt synes at se lyst ud, men dagen efter går alt i sort hende. Pludselig på gaden bliver hun ramt af blindhed. Hun bliver hjulpet på hospital, men en operation hjælper ikke, hun er dømt til evig blindhed.

Nu starter en kamp, hvor Marion trods hjælp fra søster og venner ikke vil forsøge at komme ud af sit psykiske nedbrud. Hun lærer dog at klare sig nogenlunde i sin lejlighed med støtte fra en hjælper, men da søsteren sender hende til træning med førerhunde, erklærer hun straks, at hun ikke kan fordrage hunde.
Nu vil jeg ikke afsløre så meget mere, men kan dog fortælle, at hun får en hund med hjem, og at forholdet mellem dem langsomt forbedres, Der kommer også en ny kæreste ind i billedet, og vi følger Marions positive udvikling.

Hunden, en brunlig labrador, bliver bogens anden hovedperson, og vi kommer gennem hele følelsesregistret indtil flere gange, fra tårer til latter. En skildring for hundeelskere.

Det er en velkomponeret roman, skrevet i et let sprog og med et dybt kendskab til de blindes vilkår og problemer. Manges fordomme og måde at være på med blinde er også en vigtig del af bogen.

Særdeles vellykket roman af den unge forfatter på 22 år. Hende hører vi forhåbentligt mere til.

Læs mere om bogen her: Om bogen

EDITION LES PRESSES LITTÉRAIRES (2015)

Tuesday, December 06, 2016


Luc Lang: Au commencement du septième jour



En stor roman i mere end én forstand. Den er på mere end femhundrede sider og er delt op i tre bøger: Livre 1, 2 og 3, men de er selvfølgelig knyttet sammen i en sand familiesaga/-tragedie.

Hovedpersonen Thomas er it-ekspert og udvikler programmer til styring af mennesker, hans storebror Jean bestyrer den afdøde fars gård i Pyrenæerne, hans storesøster Pauline styrer et lægecenter i en fattig del af Cameroun. Det fremgår også af omslaget på bogen.

Bog 1 starter med et opkald til Thomas, der bor i et pænt hus nær Vincennes-skoven. Hans kone Camille er kørt galt og ligger nu i koma. De har børnene Elsa og Anton og har levet som et typisk ægtepagt med gode indtægter og karrierer. Men nu er der grus i maskineriet, så meget desto mere som Camille er kørt galt på en smal vej, hvor hun egentlig ikke havde noget at gøre. Thomas forsøger at udrede det, men bliver bare mødt med flere gåder, som jeg ikke vil afsløre her.

Bog 2 foregår i Pyrenæerne hos broderen Jean, der trods sin gode uddannelse har valgt at slå sig ned som bonde med en flok får. Han lever af at fremstille gedeost. Jean er meget indelukket og ruger over ting fra fortiden, som Thomas ikke kan få noget at vide om.  Ved en julefest for familien (undtagen Pauline) bliver Jean endnu mere mærkelig, da hans nærmest flår børnene fra hans mors nye mand. Hvad ligger der mon bag? Vi får ikke meget at vide om Camille her.

Bog 3 foregår i Cameroun hvor Thomas opsøger sin søster Pauline, som han ikke har set i årevis, og her får vi efterhånden tingene i familiens tragedie til at hænge bedre sammen. Der er også ved at ske noget, der måske kan få startet Thomas' liv op igen.

Vi har hele tiden et eller andet lille mysterium eller hemmelighed som driver os frem gennem de mange sider, samtidig er det tre fantastisk gode beskrivelser af helt forskellige miljøer og skikke: Paris - Pyrenæerne - Cameroun. Rent kronologisk foregår det fra ca 2012 til nu, så der inddrages helt aktuelle problemstillinger f.eks. i beskrivelsen af de nærmest umenneskelige arbejdsvilkår i moderne virksomheder, bøndernes kamp mod storindustrien og endelig det fattige Afrika og islamiske grupper som Boko Haram. Der er virkelig et stort repertoire i bogen.

Titlen spiller på det religiøse hvor den syvende dag er søndag, hviledagen, og hovedpersonernes navne ligeledes. Hvad er det mon der skal ske på denne hviledag, ja det må man som læser selv fundere over gennem bogen.

Bogen er skrevet i et smukt og varieret sprog med mange detaljer og med sans for verdens store skønhed på trods af personernes problemer. På mange måder bevæger vi os fra det konkrete til det psykiske, fra virkelighed til drøm, og på den måde udvides vores viden om personerne, men også om det de beskæftiget sig med og den verden, de lever i.

Vellykket, velskrevet og aktuel bog.

Stock 2016



Friday, December 02, 2016



Sylvain Tesson: Sur les chemins noirs


Sylvain Tesson har især været kendt for sine rejser og ekspeditioner overalt i verden, men aldrig i Frankrig. Han elsker at klatre på tage, bjerge og andre høje steder, men i 2014 falder han 10 meter ned fra et tag og bliver særdeles hårdt kvæstet. Et længere hospitalsophold får ham lappet sammen, og undervejs har han fået en plan. Den franske regering har udsendt et skrift om de særligt isolerede områder i Frankrig, som man nu vil forsøge at modernisere. Dette er mod Tessons indstilling, da han netop ønsker at bevare naturområder og ikke er en tilhænger af moderne teknologi.
Han beslutter sig derfor at genoptræne sin kvæstede krop ved at gå fra den ene ende af Frankrig med start ved grænsen til Italien til den anden ende ved kysten i Normandiet. Men han vil gå på "les chemins noirs", de små veje ofte kun angivet med små sorte streger på de detaljerede IGN-kort. Rejsen varer fra den 24. august til den 8. november.
Sur les chemins noirs handler om denne tur, hvor han oftest er alene, undertiden ledsaget af en ven, men hvor nætterne oftest tilbringes i et medbragt telt. Det er en forrygende tur i bjergområder og gerne gennem skove, langs floder eller lignende, hvor der er rester af gamle stisystemer. I bjergområderne er der ruiner fra gamle landsbyer, andre steder har udlændinge købt sig ind i forladte huse, men Tesson anklager vores fortravlede hverdag, hvor alt skal flyttes rundt i vores trang til at få ting. De byer som han passerer hurtigst muligt ligner jo hinanden: et historisk centrum i midten, en ring af huse og villaer, en ring af trafik og en ring af indkøbscentre.
Det er på mange måder også en indre rejse for at finde de indre værdier og fastholde dem, men også en ode til naturen og et liv der ikke er fastlagt og bestemt i alle detaljer. Han citerer også flittigt forfattere og forskere.
Bogen rummer beskrivelser af Frankrig og steder der ikke er i guidebøger, så her er der ideer at hente.

Friday, November 25, 2016


Lena Forestier: Un voisin si craquant (La Fin) 

+ Le Bonus






















Tidligere har jeg omtalt de to første bind i denne serie med billige e-bøger (2-3 €) fra forlaget Harlequin, og nu er turen så kommet til de sidste to.

La fin foregår i Irland otte år efter, at Armelle har forladt Lyon og Maxence. Der er selvfølgelig diverse forviklinger, men Armelle og Maxence mødes igen og så... I må selv gætte resten.

Letlæst triviallitteratur, men har dog også sine kvaliteter, hvor især skildringen af Armelle er fin. Armelle er også hovedperson i den gratis bonus, der omhandler hendes tur i junglen i Sydamerika!

Det samlede værk kan nu købes som e-bog til 7€

Wednesday, November 16, 2016


Magy Cherfi: Ma part de Gaulois



En fortælling om et indvandrerkvarter i det nordlige Toulouse med forfatteren selv som hovedperson. Vi får skildret hverdagen i et kvarter der er præget af vold og håbløshed, hvor pigerne og kvinderne ikke har noget at have sagt, men hvor den lille Magyd gennem sin ihærdige mor bliver tvunget ind på en ny vej.

Hun vil have at han skal have sin studentereksamen, og hun ofrer alt for at få ham igennem. Han bliver således den første i kvarteret, der får sin "bac".

Men det er kamp mod alle andre i kvarteret på nær to venner, men de tre bliver også kaldt "bøsser" af de andre unge og får tit bank af dem. Man tåler således ikke, at de læser i en bog eller låner en bog ud til nogle af pigerne, der også gerne vil vælge et liv selv.

Magyd får dog en position i bydelen, da han kan hjælpe med at skrive til myndigheder og andre der kræver skriftlige henvendelser. Sammen med vennerne og med hjælp fra nogle fritidspædagoger starter de en klub med lektielæsning, teater mm, der trods modstand alligevel får succes. Magyd interesserer sig for litteratur og poesi og skriver også meget selv. Ved bogens slutning træder han ind i en kendt gruppe Zebda.

Der er mange fine skildringer af moderen og faderen, af pigernes vilkår og den rå omgangstone mellem de unge i bydelen. Der er virkelig skruet op for slang af den værste slags. Andre temaer er savnet af en identitet, for ser han tilbage, kan han jo kun se den franske fortid, men han ligner jo ikke en galler.

Det er skildring set lidt i bagspejlet, men også med en humor og barskhed, der gør den interessant at læse. Man kan så spørge sig selv, om der er sket meget i forstæderne gennem de sidste 30 år? Måske lidt, men ikke meget. 

Aktuel bog i et splittet Frankrig.

Actes Sud, 2016




Sunday, November 13, 2016


Philippe Delerm: Journal d'un homme heureux




Igen en vidunderlig bog fra Philippe Delerm men denne gang i form af en dagbog som han skrev i perioden 1988/89, en periode hvor han måske oplevede den største lykke. For han kommenterer den gamle dagbog med mellemrum og siger netop mod slutningen tilføjet i februar 2016: "En relisant ces pages, l’une me vient, s’obstine, finit par s’imposer. Je n’ai sans doute jamais été plus heureux que cette année-là."

Men hvad består den lykke så af? Det er hans evne til at opleve og gemme sånne øjeblikke, der rummer så meget, selv om det blot kan være at se nogle blomster i haven, mærke en let brise, samtale med lokale beboere, være sammen med Martine, hans kone, og sønnen Vincent, der på dette tidspunkt går på gymnasiet. Han overvejer flere gange hvad lykke er og konkluderer på et tidspunkt: "Le bonheur, c'est d'avoir quelqu'un à perdre."

Philippe Delerm er på dette tidspunkt ansat på gymnasiet i nedsat tid, det samme er hans kone. De er netop flyttet i et hus i en landsby i Normandiet og nyder nu dels at dyrke haven og have tid til at skrive og tegne. Som han siger: "Mais je souhaite à tout le monde ce que j’ai : du temps quand on est encore jeune, du temps perdu avec au bout comme un peu de remords, et l’énergie de le transformer."

Philippe Delerm er ikke særlig kendt på dette tidspunkt, men vil selvfølgelig gerne blive kendt som forfatter. Martine har mere held med en illustreret bog, som hun udgiver. Han skriver samtidig med dagbogen på bogen "Autumn".

Vi får små bidder af dagligdagen og højtider og ferier hos familien i syd-vest Frankrig, ikke alt er glæde, men er en blanding af lykke og smerte, men aldrig ligegyldighed. Altid opsøgende og åben for nye oplevelser, men også med en afstand til opstyltede bogmesser. Der er også en del skarpe bemærkninger om vores samfund, kommunismens fald, forbrugersamfundet, reklamernes verden etc.

Philippe Delerm skriver sin dagbog med en glæde ved sproget og dets finesser, udsøgte adjektiver og citater fra Proust med flere. Undertiden korrigerer han nogle af sine udtalelser, for han ser jo næsten 30 år tilbage.

En bog der skal læses i små bidder, for man har behov for at tænke hans små oplevelser igennem og se dem i forhold til sin egen hverdag.

Éditions du Seuil, 2016

Tuesday, November 01, 2016


Catherine Cusset : L'autre qu'on adorait



Catherine Cussets tolvte roman er blandt finalisterne til dette års Prix Goncourt, og den har måske også en chance.

Romanen starter med, at to kvinder, Nora og Evelyne som vi senere får præsenteret, finder Thomas, der har begået selvmord. På den måde ved vi altså allerede fra starten, hvad det skal ende med, da fortælleren Catherine i en slags ligtale fortæller om Thomas, og næsten kronologisk følger ham fra 1986 og ca 20 år frem. Catherine er hans gode ven, på et tidspunkt endda hans kæreste, og hun har fulgt ham gennem hans omtumlede liv, for Thomas er et omtumlet menneske.


Vi starter i Paris i 80'erne med en af de sædvanlige protestaktioner fra studenterne. Allerede her ser vi Thomas som én der er i centrum, han er begavet, umiddelbar, har tiltrækning på pigerne og udstråler godt humør. Med Thomas følger latteren.

Han er dog ikke flittig nok til at komme ind på École Normale Supérieure, har heller ikke let ved at fastholde sine kvindelige erobringer, så han tager til USA. Her følger vi ham rundt til forskellige universiteter med forskellige kvinder, men hvor hans charme og udstråling hjælper ham i starten, går det efterhånden ned ad bakke.

Romanen fortæller os om en spændende person, men den viser også, at den ydre og umiddelbare person ikke er den, som man tror. Der gemmer sig meget inde i ham, der er en slags negativ udgave af ham. Thomas eneste større bedrift er en afhandling om Proust, og han følger Thomas igennem hele bogen i form af citater, der i virkeligheden afspejler Thomas' væsen. Der er i øvrigt masser af henvisninger til litteratur, film og musik, der alle er en væsentlig del af Thomas' liv.


Vi får en god indføring i livet på diverse universiteter i USA sat i kontrast til de franske. Der er en kodeks, som Thomas undertiden overskrider uden at vide det. Thomas er også besat af New York, og vi følger ham i hans rastløshed rundt til hans utallige venner, rige som fattige. Det er den slags ting, der hæver bogens niveau, for vi får ikke blot et billede af Thomas, men af et helt samfund, både det franske og det amerikanske.


Et andet kodeord omkring Thomas er venskab, som han dyrker intenst, men det bliver sværere for ham, da vennerne efterhånden bliver gift og får børn. Thomas er bange for at binde sig, søger ofte trøst i flasken, lever luksuøst og har evig problemer med pengene Hans energi bliver ikke altid brugt rigtigt.


Bogens fortæller, Catherine, henvender sig til Thomas med et "tu", og denne fortælleform bringer os ind i en intim beretningsform, der også er et af bogens fortrin.


En god og velskrevet roman, men ikke helt min favorit til årets Goncourt.


Gallimard, 2016




Thursday, October 27, 2016


Gaël Faye : Petit pays


Gaël Faye debuterer med denne fremragende roman, der bygger på selvoplevede hændelser i Burundi/Rwanda før og under den store borgerkrig, der startede i 1993 og førte til enorme udryddelser og folkemord, især i Rwanda men også i Burundi, Burundi der er et "petit pays" som bogens titel også angiver. De politiske problemer er langt fra løst i vore dage, men det er ikke det, som Faye vil fortælle om.

Bogens hovedperson og fortæller er drengen Gabriel, kaldet Gaby. I 1992 er han 10 år og starter sin beretning om en lykkelig barndom, der er ved at få et knæk, da forholdet mellem forældrene ikke længere er så godt. De bor i hovedstaden i Burundi, faderen er fransk, moderen fra Rwanda, men flygtet til Burundi. Gaby har også en lillesøster Ana. Da de lever i et kvarter med diplomater og andre der ikke er født i Burundi, virker deres verden sikker og ubekymret. Gaby er med i en lille bande af drenge, og de laver diverse drengestreger og hygger sig sammen. Der er gjort meget ud af beskrivelserne af det smukke og indbydende land, hvor også tjenestefolkene trives. Der er et væld af blomster, mangotræer, fredelige floder og en lokal musik der griber alle. Det er nærmest paradisisk.

Men det begynder efterhånden at være slut med idyllen. Der fortælles om vold og udryddelser i Rwanda, den nyvalgte præsdent i Burundi myrdes, derefter skydes et fly med den næste præsident i Burundi ned med kollegaen fra Rwanda. Gabys mor tager til Rwanda for at lede efter familiemedlemmer, og Gaby forsøger at danne sig en anden verden gennem læsning af bøger som en nabo låner ham.

Volden, krigen og udslettelsen kommer nærmere og efter en række grusomme episoder vender Gabys mor tilbage og fortæller om de rædsler, hun har oplevet. Hendes familie er blevet dræbt, og hun kan ikke få billedet af fire dræbte børn ud af sit hoved. Gabys far får til sidst sendt Gaby og Ana til Frankrig.

Bogens styrke er den mageløse fortælleform som Gaël Faye vælger. Det er den uskyldige, uskyldsrene  og gode dreng med et godt og sundt barndomsliv som han forgæves forsøger at bevare. Da virkeligheden bliver for barsk flygter han ind i bøgernes verden, men da rædslerne rammer hans egen familie og vennernes, må han tage stilling. Han har ment, at han hverken var Hutu eller Tutsi, men må forlade barnets paradisverden og blive voksen.

Det er en stærk bog, der gennem barnets lidt uklare forestillinger og naive spørgsmål til hvad der foregår afslører meget af hvad der var årsåg til de etniske krige og folkemord. Som der står et sted i bogen:  « Il y a des choses qu'on ne devrait jamais voir dans une vie » og "Le génocide est une marée noire, ceux qui ne s'y sont pas noyés sont mazoutés à vie."

En klar favorit til årets Goncourt. Læs den!


Wednesday, October 26, 2016


Régis Jauffret: Cannibales





Régis Jauffret har skrevet en ret speciel roman til dette års "rentrée" med en lidt mystisk titel, for det er ikke en roman om kannibaler, men om to kvinder og en mand, men alligevel..

Bogen er skrevet som en brevroman, hvor Noémie, en ung kunstner på 24 år, skriver et brev til sin svigermor, Jeanne, der er i 70'erne. Brevet handler om, at Noémie har slået op med Geoffroy, arkitekt i halvtredserne. Der har været den store aldersforskel og andre problemer, der har medført bruddet. Noémie svinder Geoffroy grundigt til i brevet.

De to kvinder begynder nu at korrespondere, hvor de starter med udsøgte fornærmelser og smædeskrivelser, hvor Jeanne forsvarer sin søn, men efter at Noémie har besøgt Jeanne i Bretagne får brevene en anden lyd. Nu er de begge enige om, at Geoffroy skal ned med nakken og koge i sit eget fedt i en eller anden forstand, for de hader ham begge. I brevvekslingen indgår også et par breve fra Geoffroy

Det er et portræt af to kvinder, der er blevet skuffede, og kærlighed er blevet ændret til et næsten psykotisk had. Den ældre Jeanne følger trop, når Noémie udvikler vilde planer for, hvordan de kan hævne sig, for hun har ikke andet i sit liv og lever isoleret i Bretagne.

Det interessante ved bogen er selvfølgelig de to kvindeportrætter og indirekte portrættet af en sølle mand, men det stærke i bogen er de sproglige finesser, metaforer henvisninger til litterære værker og et arsenal af ord der udtrykker had og ondskab. Her excellerer Jauffret virkelig, men efter min mening bliver man efterhånden lidt træt af at læse de forskellige udpenslinger og bogens slutning er også lidt søgt.

Er kandidat til årets Goncourt, men vinder forhåbentligt ikke.

Seuil, 2016

Thursday, October 20, 2016


Jean d'Ormesson: Guide des égarés




Efter at have set Jean d'Ormesson på TV besluttede jeg mig til at stifte nærmere bekendtskab med ham gennem hans nye lille bog om og til "les égarés" - de forvildede, vildfarne, forvirrede. For stiller man sig selv spørgsmålet om, hvorfor man er født, og hvad der skal ske ved døden, så kommer man nok til kort. Man kan også spørge selv om, hvad man egentlig laver her i verden?

Den nu 91-årige Jean d'Ormesson forsøger med sin store viden og livskundskab beskedent at hjælpe os lidt i denne lille guide, der på samme tid tager os ved hånden i filosofisk, følelsesmæssig og naturvidenskabelig forstand.

Jean d'Ormesson hævder selv, at det ikke er en filosofisk værk, men det er det samt en masse mere.

Kapitler er korte og har et stort emne i hvert, f.eks. "l'angoisse", "le secret", "les nombres", "l'espace", "l'eau", "le temps", "le mal", "le plaisir" og "Dieu".

Umådelig velskrevet bog, der selv om man måske ikke er enig med forfatteren i alle hans udsagn giver stof til eftertanke og gør én opmærksom på, at livet trods alt er dejligt.

Gallimard, 2016

Wednesday, October 19, 2016



Léonora Miano: Crépusule du tourment



En spændende og meget anderledes roman med beretninger fra et land syd for Sahara, måske Cameroun, fra fire kvindestemmer, der henvender sig til den samme mand.

Der er moderen, hvis fortid er gemt væk, for hun er nu en rig kvinde, der efter et ægteskab hvor hun har tålt mandens vold, nu råder som Madame, men lykkelig er hun ikke. Hun taler til sin søn, som hun har svigtet og han har også svigtet hende. En af hans kærester taler nu og beretter om, hvorfor de ikke kunne holde sammen. Hans nuværende kæreste, hvis søn fra et tidligere ægteskab skal udgøre det for hans søn, fortæller om deres specielle forhold og sit oprør mod den kommende svigermor. Mandens lillesøster har det sidste afsnit og afslører en del familiehemmeligheder.

Bogen handler først og fremmest om modsætning mellem "le Nord" (Europa) og "le continent" (Afrika). Vi føres ind i kuilturer der fører tilbage til det gamle Ægypten og religioner der lå før kristendommen. Vi møder også en række kvinder, der har skabt deres eget samfund, hvor kvinden ikke er underlagt manden, men som har samme rettigheder og muligheder.

Der er mange sproglige udfordringer i bogen, hvor de afrikanske sprog og dialekter bruges, men det er besværet værd at trænge ind i det univers, der står som en modsætning til det moderne europæiske.

Grasset, 2016

Thursday, October 13, 2016


Tardi: Le dernier assaut


En ny tegneserie fra Tardi om 1. Verdenskrig. Denne gang er der desuden en cd med med sange til teksterne og små oplæg fra Tardi selv. En sand fornøjelse!

Vi følger gennem historien Augustin, der "brancardier" dvs han samler sårede op på slagmarken. Han oplever sammen med den anden hjælper Sauvageon et voldsomt angreb, hvor Sauvageon bliver kraftigt såret. Augustin er faktisk nødt til at kvæle ham for at undgå, at tyskerne finder ham, for Sauvageon skriger kraftigt op. 

Efter denne barske start følger vi nu Augustin gennem krigshelvedet.

Tardi holder sig ikke tilbage, når han skal skildre slagmarken, soldaterne og de øverstbefalende. Der er særdeles kraftige angreb på de befalende og han kommenterer også videre til hvad der skete senere med 2. Verdenskrig. Stærke politiske udsagn!

Hans måde at tegne og skildre krigen på er præcis og samtidig gruopvækkende, måske meget bedre end fotos.

Tegneserien har også en cd med, hvor Tardi  fortæller i nogle afsnit og hvor hans kone Dominique Grange har sat tekst til nogle sange der uddyber tegneserien. Smukt akkompagneret af orkestret Accordzéàm.

Bestemt værd at fordybe sig i.

Casterman, 2016


Karine Tuil: L'insouciance



Lidt af en moppedreng af en roman på mere end 500 sider, men et ret godt bekendtskab trods alt.

Romanen foregår i vore dages Frankrig og kan i visse passager nærmest læses som en nøgleroman om folk i den politiske verden. Der er fire hovedpersoner, hvis liv udgør bogens handling: Romain Roller, der er hjemsendt soldat fra Afghanistan, Marion Decker, der er journalist og har været i research i Afghanistan også. De to indleder et meget heftigt kærlighedsforhold, men da de begge er gift, giver det nogle problemer. Marion er gift med den store finansmand François Vély, der kommer ind i en stor krise, da han på grund af et foto bliver anklaget for racisme mm. Den sidste af de fire er Osman Diboula, en ungdomsven af Romain, der har spillet en rolle i det sociale arbejde efter optøjerne i 2005. Han er siden steget i graderne og arbejder i starten i Elysées-Palæet for præsidenten.

Handlingen siger jeg ikke mere om, men kan dog afsløre at vi kommer vidt omkring med flere omslag og overraskelser. 

Det mest interessante er derimod det billede som tegnes af det moderne Frankrig, og som man trods nogle klicheer får et rimeligt sandfærdigt billede af. Der er vold på alle niveauer, krig mod terrorisme, de sociale mediers magt: fra det ene øjeblik til det andet kan en skæbne som François Vélys ændres. Der er den forfejlede politik om integration og den voksende islamiske radikalisering. Stigende antisemitisme.

Alle hovedpersonerne befinder sig i en eller anden form for identitetskrise, og der er ikke megen hjælp at hente, for under den overfladiske tolerance og forståelse gemmer der sig en hård egoisme. Alle er sig selv nærmest.

Der er mange gode skildringer og oplæg til videre debat, men der er næsten for mange tråde til at det kan lande ordentligt. Men det er et godt forsøg på at skildre det moderne Frankrig og dets problemer.

Gallimard 2016



Wednesday, October 12, 2016



Marie-Hélène Lafon: Histoires




En dejlig novellesamling der har fået Goncourt de la nouvelle 2016.

Egentlig er det er samling af noveller der tidligere har været udgivet i forskellige sammenhænge. Man bør egentlig starte med at læse den sidste tekst i bogen "Histoires", da Lafon her redegør for sin måde at skrive på og hvordan hendes forfatterskab har udviklet sig. Bliver det en roman eller en novelle, ja det er hun faktisk ikke klar over, når hun starter. Derfor sker det, at personer fra hendes noveller bliver hovedpersoner i en roman eller omvendt. Det gælder f.eks. personen Mo, der kun har lidt nederlag i skolen, til der er en lærer der viser ham, at han rummer andet end manglende evne til at stave korrekt. Der er også Roland, der begår selvmord. Naboens fortvivlelse over ikke at have set, hvad der var på vej, er både et tema i en roman og i novellen, der findes i denne samling, og som er en af mine favoritter.

Ellers møder vi som i romanen "Joseph", som jeg tidligere har omtalt (2/12 2015), en række skildringer af forholdene på landet i områderne Auvergne og Cantal, og de personer, der på mange måder lever i traditionerne og som er kommet lidt bagefter eller er på kant med nutiden. Beskrivelserne er rammende, enkle og sande. Der er tale om børn, voksne, ældre, og de bliver skildret i situationer, hvor vi kommer tæt på deres verden, deres ensomhed og deres kamp. Landskabet spiller ofte ind, og det er som om den barske vinter og de øde områder har prentet sig helt ind i sjælen på personerne. De er ofte tavse, indadskuende, seje og udholdende.
Lafons måde at skrive på er en kunstart for sig, her er der ofte en fri tegnsætning for ikke at bryde rytmen, passager med korte sætninger, der afslører abruptheden i følelserne, skiftende med lange beskrivende passager af egnens natur.
Nyd de 20 noveller. Jeg vil til at læse nogle flere af hendes romaner.

Buchet-Chastel 2015


Marie-Hélène Lafon: Le Soir du chien, Mo, L'annonce


 
               

I juli måned har jeg fået læst trte romaner mere af Marie-Hélène Lafon, og det har været en god oplevelse. Jeg startede med hendes debut fra 2003 "Le soir du chien", der som så mange andre af hendes bøger foregår i en fjern landsby i Cantal. Handlingen er enkel, for det er en kærlighedshistorie mellem Laurant og Marlène, der ender med, at hun forlader ham for at flytte sammen nmed stedets dyrlæge. Det der gør bogen interessant er at der mange fortællere i byen og omegnen. Vi får historien fra mange vinkler, hvor fortællerne gensidigt belyser hinanden. Lidt svært at følge med i starten, men efterhånden føres trådene sammen. Fornem komposition.

Mo er fra 2005 og er en helt anden slags bog, skrevet i et meget simpelt sprog, minimalistisk,  men fyldt med bibelske undertoner, f.eks. er der 14 Stationer, som kapitlerne bliver kaldt. Mo er en forkortelse af Mohammed, og Mo er i virkelighed en erstatning for en ældre bror som døde. Mo tager sig af sin moder, der bevogter ham nidkært, og egentlig slet ikke kan lide ham. Mo har et job som oprydder mm i et stort indkøbscenter, er nu 33 år, har haft flere damebekendtskaber, men en ny ung portugisisk pige Maria, der bliver ansat i bagerafdelingen, fortryller ham fuldstændigt. Vi følger nu de to, men mens Maria er ærgerrig og ambitiøs, er Mo allerede i skolen blevet stoppet i sin udvikling. Der er et drama på vej. Igen et par psykologiske portrætter og en religiøs verden, der lægger sig over de to.

Den sidste L'annonce er fra 2009 og er igen en roman, der foregår i Fridières i Cantal, meget mere postiv end de to foregående. En landmand Paul sætter en kontaktannonce i avisen og får svar fra Annette der bor i Nordfrankrig. Hun har ikke nogen uddannelse, men har haft et dårligt ægteskab med en voldelig mand. Hun har fået en stille søn Eric.
Det ender med at Annette og Eric flytter ind på gården, der også huser Pauls ugifte søster Nicole og to ældre onkler (mere end 80 år gamle), og vi følger nu hvorledes alle må tilpasse sig for at få det til at gå. Det er en god og solid beskrivelse af sorger og glæder, og også med mange sjove episoder med de to onkler og Nicole, der er ret specielle. Vi får samtidig en beskrivelse af forholdene på landet, hvor Paul ikke vil give op selv om indtægterne er små. En smuk historie om to der langsomt nærmer sig hinanden og kaster de bånd der ellers er lagt på deres følelser. En herlig bog.

Lafon har jo skrevet flere bøger, så mon ikke jeg snart skal igang med nogle flere.

BUCHET-CHASTEL

Susie Morgenstern: Jacques a dit Susie Morgenstern er især kendt for sine børne- og ungdomsbøger, men har også skrevet novel...