Friday, December 23, 2016


Léa Wiazem­sky: Le vieux qui déjeunait seul




Igen en debutroman, men denne gang fra en forfatter med kendte aner. Léa Wiazemsky er nemlig datter af Régine Deforges, og har Francois Mauriac som oldefar. Det er da noget at leve op til!

Bogen handler om en ung servitrice, Clara, 27 år, der læggter mærke til, at der hver mandag kommer en ældre herre på omkring de 80 år og spiser alene og altid det samme på restauranten. Hun begynder at fantasere om, hvordan hans liv mon har været.

Clara er ellers meget isoleret og bærer på en form for skyld, da hendes bedstefar var kollaboratør under 2. Verdenskrig. Clara omgås ikke med andre unge. Hun læser meget litteratur og går meget op i fortiden, og her findes hun forståelse hos den gamle mand Clément. Clara får et chok en dag, da hun ser at Clément har fået et nummer tatoveret på armen - han har været i koncentrationslejr.

Det medfører en række ting i begges liv, men kun til det bedre, da Clara via Clément lærer at elske og at tilgive sig selv. Clément får også et positivt syn på tilværelsen, der siden hans kones tidlige død har været trist. Der er også en lille kærlighedshistorie, der kører parallelt med hendes frigjorthed.

Bogen er bygget op i små kapitler med hver sin fortæller, og på den måde får vi både historien og forhistorien præsenteret med en stadig stigende intensitet. Det virker godt. Personerne bliver skildret indgående og med forståelse via disse private optegnelser.

Det er en flot debut og en god historie trods de noget dystre emner og Claras selvødelæggende skyldfølelse. Der er også gode beskrivelser af dagligdagen i Paris med en god indlevelse.

Kan absolut anbefales.

Michel Lafon, 2015

No comments:

J.M.G. Le Clézio: Bitna, sous le ciel de Séoul I sin nye bog tager Le Clézio os til Sydkorea, nærmere bestemt Séoul. Hovedpersonen e...