Friday, January 27, 2017



 Frédéric Viguier: Aveu de faiblesse




I 2015 debuterede han med "Ressources inhumaines", som vi gav en fin omtale. Hans nye roman starter også skarpt ud: « Je suis laid, depuis le début. On me dit que je ressemble à ma mère, qu’on a le même nez. Mais ma mère, je la trouve belle. »

Det er en 1. personsfortælling med Yvan som fortæller. Han ved godt, at han er grim, fed, rødhåret og går med for korte bukser. Hans mor laver skulpturer i smør! og Yvan spiser dem på sin mad. Det er ikke uden grund, at han er tyk. Yvan går på teknisk gymnasium og har gode evner som snedker. Han holder sig hjemme, da han bliver drillet meget.

En dag bliver en mindre dreng fundet dræbt, og af forskellige grunde bliver Yvan anset for at være morderen, uden at man har konkrete beviser. Politikommisær Grochard behandler ham hårdt for at få ham til at tilstå.

Hvad der så ellers sker, skal jeg ikke fortælle her, men man bliver overrasket undervejs og bogens slutning giver anledning til at læse den igen.

Yvans naive og godtroende natur bliver i bogen sat op overfor politiets brutale metoder og et retssystem, der er for ukritisk. Bogen foregår i et lille landsbysamfund i et yderområde, der er præget af arbejdsløshed, nederlag i skolen, familievold. Et miljø hvor fordomme florerer, og hvor alle er sig selv nærmest. Der er bid i beskrivelserne og en afsløring af en knap så pæn side af Frankrig.

Bogen er i sin kritik tæt på debutromanen, men er her pakket mere ind gennem den enfoldige fortæller.

En virkelig god roman!

Albin Michel, 28/12 2016

Thursday, January 26, 2017



Léna Forestier: Comme des poissons dans un aquarium



Léna Forestier, hvis trilogi vi afsluttede for nylig, har udgivet en speciel e-bog, der bygger på gamle noter tilført nyt stof. Ganske vellykket trods alt.

Bogen foregår i Lyon, som vi får nogle glimrende beskrivelser af gennem bogen. Historien handler om Antoine, gymnasielærer, der lige er blevet skilt. Han passer parrets fælles datter hveranden week-end. En ensom person der ikke rigtigt ved, hvad han skal stille op efter skilsmissen. En anden ensom person er Maya, en meget smuk og særegen kvinde, der mistede sin kæreste ved en ulykke for mange år siden. Hun har siden levet meget alene og med tilfældige jobs trods en akademisk uddannelse.

Hvordan støder de to på hinanden, og hvordan påvirker det dem, det er hvad bogen handler om. 

En ekstra pointe er at Maya er ved at skrive en bog, men kan ikke finde ud af, hvordan hendes personer skal møde hinanden. Altså en roman i romanen. Meget fikst lavet.

Det er en bog, der handler om almindelige menneskers hverdag, deres problemer og kamp for at få det bedste ud af tilværelsen.

Léna Forestier forstår at iscenesætte dette, og i denne roman får hun skabt et smukt værk med sit lette og klare sprog.

Harlequin, 2017


Grégoire Delacourt: Danser au bord de l'abîme


En ny bog fra den glimrende forfatter Grégoire Delacourt, der sidst var fremme med On ne voyait que le bonheur og Les quatre saisons de l'été, som vi var ret begejstrede for.

I denne roman med den dramatiske titel får vi en parallel tekst at sammenligne med, nemlig "La chèvre de monsieur Seguin", efterhånden som man læser sig gennem historien, ser man klart en sammenhæng.

Romanen er i tre afsnit og første afsnit starter med kapitel 72! Vi tæller nu ned og følger Emma, en kvinde på ca 40, tre børn, mand i god stilling, stort hus. På Brasserie André ser hun imidlertid en mand som hun falder for med det samme. Vi følger nu hendes opgør med sig selv og sin familie, det begyndende samspil mellem Emma og Alexandre, men da de er blevet enige om at tage afsted, sker der noget forfærdeligt.Her slutter første del.

I denne første del følger vi den kvindelige fortællers spændinger mellem det rolige og faste, et fornuftigt liv som hun ikke helt har været med til at skabe selv overfor det nye alternativ, hvor begær og lyst indgår. En mand der måske bedre forstår hende og kan møde hende i hendes drømme.
Denne del af bogen er langt den bedste, men der er dog også gode ting i tredje del, men jeg vil ikke afsløre det her.

Bestemt godt skrevet, men burde nok være kortet lidt ned.

JC Lattès, 28/12 2016

Tuesday, January 10, 2017


Philippe Forest: Crue


En mand vender tilbage til et kvarter, som han kendte før, men meget er forandret. Der hviler en slags mysterium over det hus, han flytter ind i, men selv om han kommer i kontakt med en kvinde og også en mand, der bor i huset, finder han ikke det svar, han søger.
De to personer forsvinder pludseligt, og området bliver udsat for en kraftig oversvømmelse. Han isoleres i sin lejlighed og har tid til at tænke over livets store mysterier. Slutningen vil jeg ikke røbe.

Bogens fortæller er en person, der helst vil gemme sig totalt, være upersonlig, men samtidig ser han sig selv som et karakteristisk eksempel på et menneske.

Romanens temaer er sorg og mangel på håb, og også et billede på moderne tid. Forfatteren har mistet en datter på fire år og kan ikke komme over det. Men der er mange andre tab f.eks. de to personer fra ejendommen, der forsvinder. Hans kat forsvinder også. Der opstår brand i et nabohus med asylsøgere, de forsvinder også sammen med gadens tiggere. Helt galt bliver det, da bydelen oversvømmes.

Fortælleren søger forklaringer og beskrivelserne af den nye by, der er ved at opstå indvier os i et mystisk og fantastisk univers, hvor vi lidt slipper det konkrete. Vi føres ind i mandens fantasier, der også indeholder nogle moralske tanker om det moderne menneske, der også er ved at "drukne".

Romanen kan virke lidt for lang og omstændelig, men der er virkelig gode passager om sorg og tab. Hvordan kan man gå helt i stykker som menneske?

Titlen betyder "oversvømmelse", men er også en bøjning af verbet "croire" = at tro. Begge læsninger bør tages med her.

Gallimard 2016

Monday, January 02, 2017


Amélie Moy: Zélie femme libre


Zélie er en ung kvinde der arbejder som medhjælper på et plejehjem for ældre. Hun forsøger hele tiden at være i godt humør og hjælpe de ældre med deres problemer, men hendes liv er ikke tilfredsstillende: hun har en dårlig ledelse på plejehjemmet, forholdet til manden er problematisk, da han ikke kan forstå hende og hun kan aldrig får luft til sine drømme. Hun bliver gravid og en dag stikker hun af til en landsby i Sydfrankrig, hvor alting er anderledes, og det handler anden del af bogen om.

Det er en bog skrevet med stor sympati for Zélie og med en sønderrivende kritik af behandlingen af de ældre og andre kritisable forhold i et samfund, der ikke har plads til følelser og drømme.

Første del af bogen er bedst, og er både realistisk og også med stor forståelse af de ældre. Blandt dem er der også nogle gode portrætter og en god form for humor. Anden del af bogen hvor Zélie finder en form for frihed hænger mindre godt sammen og er måske lidt for optimistisk og upræcis. Hvordan skal hun kunne blive der og skabe en tilværelse for sig selv og sit barn? Hvad med hendes mand?

Men der er mange gode ting i beskrivelsen af en kvindes liv i det moderne samfund, hvor rutinen tager over og drømmen forsvinder.


Presse de L'Ehesp  (2016)

Susie Morgenstern: Jacques a dit Susie Morgenstern er især kendt for sine børne- og ungdomsbøger, men har også skrevet novel...