Wednesday, March 29, 2017


Raphaël Haroche: Retourner à la mer


Raphaël Haroche er nok mest kendt som sangeren Raphaël, men nu får han også sin debut som novelle-forfatter. Det kan sådan set ikke undre, for hans sangtekster rummer også tegn på et forfattertalent, så springet har ikke været så stort.

Det er en kort samling på 100 sider med 13 noveller om forskellige skæbner, der næsten alle har problemer, uopfyldte drømme og mangel på mening med tilværelsen, som de forsøger at forklare.

Der er f.eks. arbejderne på et slagteri, der ikke kan slagte en ung kalv og får den gemt væk, der er tre unge der pludselig oplever et fly der går ned tæt på dem, da de sidder ved havet - men ingen andre har set noget og tror ikke på dem. Der er en ung mand der bliver kostet rundt med af en meget smuk kvinde, der bare udnytter ham. Vil det lykkes for ham at komme i seng med hende. Der er tretten historier med meget forskellige typer og miljøer, men de gennemgående emner om meningen med tilværelsen følger med i dem alle.

Det er skarpt skrevet, men også med lidt humor undertiden f.eks. i historien om to gamle, der forsøger at drukne sig i en sø tæt ved plejehjemmet. Problemet er bare, at den ikke er dyb nok. Der er også manden, der efter et hospitalsophold tager sin gamle mor med på en tur i Antibes og Nice. Han er meget kritisk overfor hende, men inderst inde fortryder han sin hårde skal.

Ofte lidt triste skæbner, men skildret med stor præcision.

En meget fin debut som forfatter.

Gallimard, 2017


Céline Coulon: Trois saisons d'orage



Céline Coulon er en spændende ung forfatter, der trods sin unge alder (født 1990) allerede har udgivet 9 bøger. Hendes nyeste Trois saisons d'orage er en særdeles velskrevet roman om tre generationer af en familie, der lever i et bjergområde kaldet Les Trois Gueules.

Området opnår en status efter at have været et næsten forladt område, da brødrene Charrier åbner et stenbrud, der kan konkurrere på et stort plan. Økonomien forbedres i landsbyen, folk flytter til, og André, en ung militærlæge, ender med at slå sig ned der. 

Her starter historien om familien. André har faktisk en søn Benedict, som er blevet holdt skjult for ham. Benedict føler sig også tiltrukket af området, bliver også læge, gifter sig med Agnès, som han får datteren Bérangère med.

Alt synes jo at være godt, men der lurer skjulte kræfter, der varsler om naturens uovervindelighed.

Man gribes af historien med rigtige og levende personer, beskrivelsen af miljøet i en ellers forladt landsby og hvordan man søger at skabe et nyt samfund. Men det er svært at være tilflytter, man skal helst være født i området. Hele tematikken omkring by/land og menneske/natur sætter historien i et større perspektiv.

Bogen er skrevet i et enkelt sprog og har en evne til lidt efter lidt at få intrigen til at blomstre. Der er overraskelse på overraskelse, og selv om romanen spænder fra slutningen af 2. Verdenskrig og 70 år frem, så er den alligevel tidsløs. En slags græsk tragedie udspillet i en voldsom dragende natur, som ikke lader sig kue.

Kan meget anbefales



Éditeur : VIVIANE HAMY (05/01/2017)


Saturday, March 11, 2017



Emmanuelle de Boysson: Les années solex



Juliette Monin mindes sit liv som en ung pige på 13-14 år der i 1969 var på ferie hos sine bedsteforældre i Alsace sammen med kusinen Camille. 

Vi følger hende nu gennem hendes dagbogsnotater og minder i en periode på 4-5 år, som måske var den bedste i hendes liv.

De to unge, især Camille, var påvirket af 1968-ånden og ville have mere frihed og ikke være underlagt de gamle normer som forældre og bedsteforældre står. For dem skal en ung pige lære at overholde kvindens plads og forberede sig på at indgå i et ægteskab med en passende mand. Vi får et billede af de velhavende borgerliges liv og sædvaner og fornemmer nok, at det ikke lever op til de unges drømme.

Juliette bliver forelsket i Patrice, men det bliver et forhold med mange problemer. Camille derimod fører sit vilde liv, til hun møder en ung adelig med en passende formue, så hun kan gifte sig. Vi følger ellers de unge med deres skole, fritid, venner, politiske holdninger, forældre og familieforpligtelser og drømme og får et godt indtryk af perioden.

Bogen springer meget fra episode til episode med lange beskrivelser og opremsninger og bliver derved ofte lidt for kedelig og anstrengende. Kunne godt have trængt til at blive strammet væsentligt op. Men perioden som sådan er bestemt skildret indgående.


Éditeur : EDITIONS HÉLOÏSE D'ORMESSON (02/02/2017)




Saturday, March 04, 2017


Philippe Claudel: Au tout début




En lille bog af Philippe Claudel (32 sider) hvor han fortæller om sin barndom, og hvordan han allerede der lavede små film, men uden kamera.

Han var altid på farten på sin cykel, og han brugte sine øjne. Undertiden klippede han et hul i et stykke papir for at se, hvordan man kan beskære et billede. Han havde sin inspiration fra cowboyfilm o.lign.

Der er ingen tvivl om, at Philippe Claudels evne til at iagttage og senere beskrive eller filmen blev til i de ungdomsår, hvor den noget triste og øde landsby krævede, at man kunne bruge sin fantasi og arbejde med de indtryk, som man nu en gang havde foran sig.

En smuk og poetisk lille tekst der viser en ny side af Philippe Claudels opvækst.




Forlaget Æncrages & Co, 2016

Wednesday, March 01, 2017


Philippe Claudel: Inhumaines


I dag (1. marts 2017) udkommer Philippe Claudels nyeste værk: Inhumaines. Selv om jeg normalt er meget begejstret for Claudels bøger, må jeg indrømme, at jeg er blevet noget skuffet over denne bog.

Meningen er sikkert god nok: Claudel har villet vise alle de umenneskelige ting, der sker omkring os, men hans groteske og ikke altid sjove fremstilling er i mange tilfælde forfejlet.

Vi følger en flok ansatte på en fabrik/virksomhed, der alle er godt stillet, men de keder sig sig. De har penge nok, alle seksuelle spærringer og tabuer er ophævet og så har de en masse fattige, gamle og indvandrere, som de kan behandle som ting.  Det er sjovt til en vis grænse, men den mangel på medfølelse og overfladiskhed som udvises, bliver man træt af at følge.

Bogen har 25 kapitler og hvert kapitel er viet til at vise nedgørelsen af f.eks. de gamle, kvinderne, børnene, julemanden, Gud etc. Der er faktisk ikke nogen grænser, der er hellige. Selvfølgelig kan man genkende vores moderne forbrugersamfund og følelsen af at alle er sig selv nærmest, men når vi når ud i det groteske som at de bliver inviteret til et selvmord, laver en klub om at ramme biler fra en bro, udryddelsen af de gamle etc. Bliver det groteske for meget.

Der er en enorm fokus på det seksuelle: man går i seng med hvem som helst, udlåner sin kone, bruge alle former for apparater, ja endda fisk, men spændende er det ikke.

En noget forfejlet kritik af vores samfund, det kunne have været gjort bedre.

Stock, marts 2017

Susie Morgenstern: Jacques a dit Susie Morgenstern er især kendt for sine børne- og ungdomsbøger, men har også skrevet novel...