Wednesday, March 29, 2017


Céline Coulon: Trois saisons d'orage



Céline Coulon er en spændende ung forfatter, der trods sin unge alder (født 1990) allerede har udgivet 9 bøger. Hendes nyeste Trois saisons d'orage er en særdeles velskrevet roman om tre generationer af en familie, der lever i et bjergområde kaldet Les Trois Gueules.

Området opnår en status efter at have været et næsten forladt område, da brødrene Charrier åbner et stenbrud, der kan konkurrere på et stort plan. Økonomien forbedres i landsbyen, folk flytter til, og André, en ung militærlæge, ender med at slå sig ned der. 

Her starter historien om familien. André har faktisk en søn Benedict, som er blevet holdt skjult for ham. Benedict føler sig også tiltrukket af området, bliver også læge, gifter sig med Agnès, som han får datteren Bérangère med.

Alt synes jo at være godt, men der lurer skjulte kræfter, der varsler om naturens uovervindelighed.

Man gribes af historien med rigtige og levende personer, beskrivelsen af miljøet i en ellers forladt landsby og hvordan man søger at skabe et nyt samfund. Men det er svært at være tilflytter, man skal helst være født i området. Hele tematikken omkring by/land og menneske/natur sætter historien i et større perspektiv.

Bogen er skrevet i et enkelt sprog og har en evne til lidt efter lidt at få intrigen til at blomstre. Der er overraskelse på overraskelse, og selv om romanen spænder fra slutningen af 2. Verdenskrig og 70 år frem, så er den alligevel tidsløs. En slags græsk tragedie udspillet i en voldsom dragende natur, som ikke lader sig kue.

Kan meget anbefales



Éditeur : VIVIANE HAMY (05/01/2017)


No comments:

Nicolas Mathieu: Le ciel ouvert

Nicolas Mathieu: Le ciel ouvert Ny og usædvanlig bog fra Nicolas Mathieu. En bog der ovenikøbet er forsynet med virkelige gode tegninger af ...