Sunday, September 24, 2017


Pauline Dreyfus: Le déjeuner des barricades



En herlig lille roman, der meget morsomt skildrer en dag under studenteroprøret i 1968 i Paris på det berømte Hôtel Meurice.

Anledningen er overrækkelsen af en check til vinderen af årets Prix Nimier den 22. maj midt under oprøret, hvor venstre bred er mere eller mindre besat af studenterne. Prisen tilfalder Patrick Modiano for hans første roman "Place de l'Étoile".

Personalet på hotellet stemmer for selvstyre samme morgen og afsætter direktøren, men beslutter sig alligevel for at den store frokost i forbindelse med overrækkelsen af prisen skal gennemføres.

Det er den amerikanske millionær Mme Gould, der er fastboende på hotellet, der betaler for frokost og prisen til forfatteren. Hun er i sig selv et studie værd sammen med andre af hotellets gæster bl.a. Salvador Dali og J. Paul Getty. Dali har i øvrigt sin ocelot boende hos sig. Den æder i øvrigt under frokosten Mme Goulds pekingeser. Ja, der er meget sjove scener, selv om de også kan være lidt tragiske.

Vi får virkelig den gamle verden vist frem med en række højreorienterede forfattere der samarbejdede med tyskerne under krigen, en minister der bruger hotellet til sine elskerinder, et personale, der slet ikke kan finde ud af at tage magten, en række opgivende hotelværter for de fineste hoteller og sådan kunne vi fortsætte. Virkelig en komedie.

Den stakkels sky Modiano forlader hastigt festen efter frokosten!

Meget velskrevet og sjov beretning. Kan anbefales, men husk at se billeder fra hotellet på nettet, medmindre I kender det indefra.

Grasset 2017

No comments:

Hervé Le Tellier: Le nom sur le mur

 Hervé Le Tellier: Le nom sur le mur Hervé Le Tellier slog sit navn fast med Goncourt-prisen L'Anomalie i 2020, en lidt dyster fremtids...