Yves Bichet: Indocile

Endnu en bog om Algierkrigen i dette års høst af bøger, men det er denne gang et oprør mod at deltage, om at blive militærnægter, at dertere og tage afstand til en krig som man ikke forstår.

Vi er i september 1961, hvor Theo(dore) besøger sin ven Antoine, der er indlagt på et hospital ved Lyon. Han er blevet sendt hjem fra krigen i Algeriet, er i coma og der synes ikke at være meget at gøre. Théo er dybt rystet og frygter selv at blive indkaldt, da han er blevet 18 år. Antoines skæbne udrulles viere hen i bogen.

Théo er en ung mand med lyst til at finde en kæreste og leve et liv som et ungt menneske uden bekymringer. Han møder pigen Mila, der er præget af, at hun er blevet forbrændt ved et lynnedslag og har nogle familiemæssige problemer. Hun har en enorm trang til frihed og vil ikke underkaste sig.

Théo og Mila indleder et forhold, men det må vige, for Théos indkaldes på session, hvor han trods flere tricks alligevel bliver indkaldt. Under et besøg hos Antoine på hospitalet kommer der et forhold i gang mellem Théo og Antoines mor, der er advokat.

Nu går det ellers heftigt til, for de gemmer sig i hendes sommerhus, og Théo udebliver fra sin indkaldelse.

Nu vil jeg ikke fortælle hele historien, men den er ret hæsblæsende med skift mellem Théos, Milas og Antoines liv, som bliver vist i flash-backs. Det er smukt komponeret.

Det mest betagende i bogen er skildringen af de personer, der mod deres vilje faktisk bliver inddraget i krigen, og de konsekvenser det har for dem selv, deres venner og familie. Vi får en række baggrunde for personernes væremåde præsenteret, og vi bliver dermed stærkt involveret.

Der bliver bestemt ikke lagt fingrene imellem, når vi får beskrevet både soldaternes, FLNs og OAS' metoder. Det er hård læsning.

Bogen er bestemt med til at åbne for det tabu som Algierkrigen stadigvæk er for mange franskmænd. Den er vældig god som pendant til de øvrige nye bøger om perioden.

Mercure de France, 2017