Thursday, May 31, 2018


Susie Morgenstern: Jacques a dit




Susie Morgenstern er især kendt for sine børne- og ungdomsbøger, men har også skrevet noveller til et voksent publikum og her en selvbiografisk roman om hendes liv med matematikeren Jacques Morgenstern. Hun er oprindeligt amerikaner, men flyttede, da hun var færdig med sine studier med sin mand til Nice, hvor hun stadigvæk bor.

Det er en vidunderlig skildring af to meget forskellige mennesker; han er den tavse og lidt strenge type, men samtidig umådeligt beskyttende og åben overfor andre. Hun er den impulsive, følelsesladede og kærlige type, så hvordan deres ægteskab kunne fungere, kan hun skrive meget om.

Det er også et møde mellem to forskellige kulturer, for Jacques giver Susie opgaver, f.eks. at gå på posthuset og indløse checks. Når man kender det seje franske bureaukrati, kan man godt forstå, at det kan være vanskeligt, når man ikke helt behersker sproget.

Vi får mange sjove episoder beskrevet med stor indfølelse og humor, men også deres sammenstød. Det centrale i bogen er deres køb af et højt beliggende hus i Nice, ja der er faktisk 300 trappetrin førend man er oppe. Men det lykkes for dem at få det indrettet, så der er rum til de to og deres tre piger

De er begge jøder og vi får gennem bogen et dybt kendskab til deres skikke og vaner og deres syn på jøders skæbne i al almindelighed. 

Det vigtigste er beskrivelsen af den uendelige kærlighed som holder dem sammen, men desværre dør Jacques i en forholdsvis ung alder. Susie Morgenstern har imidlertid fået sat et smukt minde om ham og deres kærlighed gennem denne bog.

Er bestemt værd at læse.

Bayard, 2015

Wednesday, May 30, 2018


Jean-Christophe Rufin: Un léopard sur le garrot : Chroniques d'un médecin nomade


Med denne bog fra 2008 skrevet da Rufin er blevet ambassadør i Senegal er en selvbiografisk fremstilling af de ting, der har drevet Rufin rundt i det meste af verden med en stærk vilje til at ville udrette noget for andre.

Han er uddannet som læge, måske fordi han så meget op til sin bedstefar, der også var læge. For Rufin er lægevidenskaben tættere knyttet til humanismen end til de eksakte videnskaber, og det får ham til at tage del i en del humanitært hjælpearbejde f.eks. gennem Médecins sans frontière og andre organisationer.

Det er interessant læsning, især hvis man har læst nogle af hans bøger og romaner, for vi får adgang til en række ting om udviklingen i de sidste 30-40 år ved at følge Rufin på hans vej.

En enestående person på mange måder, der ikke er bange for at erkende sine egne fejl, men som heller ikke udelader sine meninger om uddannelse, administration, magtmisbrug og menneskelighed.

God bog at læse.

Gallimard, 2008



Jean-Christophe Rufin: Katiba


Denne roman af Jean-Christophe Rufin er fra 2010 og har igen efterretnings-selskabet Providence som et væsentligt element.

Romanen foregår i Mauretanien og ørkenområderne omkring landet. Handlingen sættes i gang med mordet på fire italienske turister, og handlingen tillægges de al-Qaida grupper som befinder sig i området. Der er samtidig varsler om et planlagt attentat på en fremtrædende person fra Saudi-Arabien, der skal til reception på Quai d'Orsay. 

En sådan terroristhandling sætter sig selvfølgelig spor hos forskellige nationers efterretningstjenester, for det kan jo være tegn på en større udbredelse af terroristerne, og netop de punktangreb som stadig præger verden.

Sammen med denne uro præsenteres vi for Jasmine, der bliver en hovedperson sammen med Kader. De tos historier bliver langsomt rullet op gennem bogen, og vi får indblik i de to personers opvækst og udvikling. 

Spændende læsning, men samtidig en afdækning af de vilkår, der giver liv til al-Qaida.

Bogen er mere stramt opbygget end "Le parfum d'Adam" og beskrivelserne af ørkenen og landet er på højt niveau


Flammarion, 2010




Jean-Christophe Rufin: Le Parfum d'Adam



Er begyndt at læse nogle af Rufins tidligere romaner, da jeg mener, at han er en kvalitetsforfatter, som man bør kende. 

Romanen "Le Parfum d'Adam" er fra 2007 og er en rigtig thriller-roman med et overordnet emne omkring økologi og befolkningstilvæksten i verden. Er der plads til os alle og hvad kan man egentlig stille op?

Vi får præsenteret emnet via et ung kvinde Juliette, der bliver hyret til at slippe dyr løs fra et laboratorium, men samtidig skal hun tage en beholder med sig. Indholdet i denne beholder bliver en ledetråd gennem bogen, der samtidig er en afdækning af ekstreme økologister. Afsløringer kommer via et privat efterretningscenter "Providence", der udgøres af en flok mmeget ihærdige og specielle medarbejdere.

Der er helt klart en krimiintrige blandet med spionage, internationale grupper mm, men Rufin giver sig tid til at trække argumentation og holdninger frem.

En fyldig roman (700-800 sider), der måske til tider er lidt for omstændelig, men det er aktuelle emner og giver stof til eftertanke.

Flammarion, 2007

Thursday, April 12, 2018


J.M.G. Le Clézio: Bitna, sous le ciel de Séoul


I sin nye bog tager Le Clézio os til Sydkorea, nærmere bestemt Séoul. Hovedpersonen er den unge pige Bitna, der er taget fra en lille fiskerby for at studere i storbyen. Hun er fattig og må i starten bo hos en tante og hendes ondskabsfulde datter.

Men hun flytter i sit eget kælderværelse og får en dag et job hos Salomé, der er en ung kvinde, der er uhelbredeligt syg. Birna begynder at fortælle hende sine egne opdigtede historier. Salomé betaler hende godt og sender ofte bud efter, når Bitna ikke kommer og fortæller videre.

Vi får en række historier f.eks. om manden med de to duer, om de to drager, om det bortførte barn og om den unge pige der bliver sangerinde. Umiddelbart er det selvstændige historier, men de kobles alligevel, for det er historier, der også handler om Bitnas og Salomés situation: om liv og død, om uvenskab og venskab, om egoisme og solidaritet. Ja, der er mange andre facetter også. Historier foregår også i Seoul og omegn, for Salomé vil høre noget, som hun kan forholde sig til.

Det er en utrolig spændende og velskrevet bog, hvor vi også oplever forfatteren/fortælleren som den der udvikler en lille detalje til en stor historie via sin evne til at søge dokumentation (her i den grundige beskrivelse af Seoul, de lokale skikke mm) og bruge fantasien. Historien er jo sand, selv om den er opfundet!

Igen en bog som man bør læse, for Le Clézio lever bestemt op til det bedste i hans forfatterskab.



Stock, marts 2018

Wednesday, April 11, 2018


David Foenkinos: Vers la beauté


Ny pragtfuld roman fra Foenkinos, der handler om at søge trøst gennem kunst både som betragter og som udøvende, hvis man har været udsat for voldsomme psykiske chok og traumer. 

Den ene af bogens hovedpersoner er Antoine Duris, der er lærer på Beaux-Arts i Lyon, en vellidt og meget arbejdsom lærer, der er meget opsat på at støtte de studerende på alle måder. 


"Il voulait être davantage complice avec ses élèves. Cela lui donnait même une raison d’être.. Il voulait être davantage complice avec ses élèves. Cela lui donnait même une raison d’être."

Men pludselig forlader han sit job, tager til Paris og bliver opsynsmand i Musée d'Orsay. Han får et job i en sal, hvor han kan se på et billede malet af Modigliani, som han er ekspert i. Billedet forestiller Modiglianis muse. Antoine taler ofte til billedet, og vi får at vide, at hans kæreste gennem mange år har forladt ham. Er det mon skyld i at han har forladt alt?


En anden person, en ung pige Camilla, bliver introduceret i romanens anden del (af fire). Hun har svært ved at komme over en pubertetskrise, men bliver pludselig optaget af at male og tegne. Det er ved at overtage hende fuldstændigt, men der er ingen tvivl om, at hun har evner. Camilla bliver også ramt af voldsomme traumer på grund af en bestemt begivenhed, som jeg ikke vil afsløre her. Hun prøver at komme ovenpå igen. Det hjælper med et besøg på museer i Paris:




"Elle demanda à ses parents de passer quelques jours à Paris au lieu de filer directement vers la Bretagne. Ils ne pouvaient rien lui refuser ; ses envies étaient de la vie. Elle voulait tant revisiter les musées de la capitale, celui d’Orsay notamment. Ce second voyage fut un enchantement encore supérieur à celui de la première fois ; elle aurait voulu ne plus quitter les lieux, y passer tout l’été. Elle comprenait la puissance cicatrisante de la beauté. Face à un tableau, nous ne sommes pas jugés, l’échange est pur, l’œuvre semble comprendre notre douleur et nous console par le silence, elle demeure dans une éternité fixe et rassurante, son seul but est de vous combler par les ondes du beau. Les tristesses s’oublient avec Botticelli, les peurs s’atténuent avec Rembrandt, et les chagrins se réduisent avec Chagall."

De to skæbner knyttes sammen, og vi får en forklaring på Antoines handlinger. 

Det er et spændende forløb og tema. Kunsten der kan ændre folk og måske give dem håb. Men det er også en bog om at undervise, at være lærer, hvor der kan opstå en skizofreni i en person som privat og som lærer.

Der er mange andre stærke scener i bogen, ofte med små kommentarer fra forfatteren, og vi møder temaer fra "Charlotte" og Foenkinos tidligere roman. Men i denne roman har han absolut nået et toppunkt.

Bør læses!



Gallimard, 2018





Tuesday, April 10, 2018


Jean-Christophe Rufin: Le suspendu de Conakry


Jean-Christophe Rufin er ude med en ny bog, der denne gang foregår i Guinea, nærmere bestemt i hovedstaden Conacry.

Bogen fremtræder som en slags krimi-historie, hvor et mord skal opklares, men det særlige er noget mere de personer, der optræder i den, forholdene mellem de tidligere koloniherrer og den indfødte befolkning og en beskrivelse af et land, hvor alting ikke er som i Europa.

Hovedpersonen er konsulen Aurel Timescu, der er født i Rumænien. Hvordan han er blevet fransk konsul i Afrika, er en historie for sig selv, men hans situation er denne, at han er stort set blevet frataget sine forpligtelser. Han hader at bo der på grund af varmen, men klæder sig alligevel i store frakker etc. En meget særegen person, der ikke er særlig vellidt, og som er en enspænder, der holder sig for sig selv.

En morgen finder man en franskmand, myrdet og hejst op i masten på sin sejlbåd. Ambassadøren er bortrejst, så Aurel må tage over, men han påtager sig også at finde ud af sammenhængen. Egentlig er det ikke hans opgave, men nu hvor han endelig har et hverv, kaster han sig ud i det.

Mere vil jeg ikke afsløre, men vi ender med at få en løsning på gåden.

Det er ikke én af Rufins bedste bøger, og krimi-genren skulle han måske ikke have kastet sig så voldsomt over, for han skriver meget bedre om stedet, kulturen, de forskellige folk og folkeslag og forskellige interesser, der mødes. Det behøver han ikke et mord for at skrive om.

Bogen er dog velskrevet i store dele, men lidt udpenslet og forklarende ved mordets opklaring.


Flammarion, marts 2018


Léonor Serraille: Jeune femme

Scénario complet et dialogues du film, Interview de Léonor Serraille

Léonor Serrailles film fik Caméra d’Or à Cannes 2017, og man kan nu læse hele hendes filmmanuskript i denne udgivelse.

Manuskriptet er meget detaljeret og kan læses som en roman. 

Historien starter ret voldsomt med en ung kvinde, Paula, der forsøger at komme ind i en lejlighed. Til sidst smadrer hun sit hoved ind i døren. Næste scene er på hospitalet, hvor vi får lidt om hendes baggrund. 

Hun har i 10 år været i Mexico med en lidt ældre fotograf, Joachim, der har afbrudt deres forhold og smidt hende ud af lejligheden. 

Paula er faktisk ret meget på spanden, for hun har ikke været i Paris i 10 år, ingen bekendtskaber eller næsten ingen venner, så for hende begynder der nu en hurtig nedtur i de sociale miljøer.

Hun får jobs som servitrice i en pornobar, børnepasser, studerende og ansat i et indkøbscenter. Samtidig slæber hun rundt på Joachims kat, for hun er nødt til at have noget af ham.

Nu vil jeg ikke afsløre mere om handlingen, der faktisk er ret spændende, for Paula er hele tiden på vej. Vi kommer rundt i Paris og følger samtidig hendes modning. Hun VIL stå imod, ikke blot give op og græde over sig selv.

Der er spændende nu at skulle se filmen!


Editions LettMotif, 



Sunday, March 18, 2018


Philippe Claudel: L'Archipel du Chien


Den meget produktive Philippe Claudel er på banen med en ny roman, der tager stilen op fra nogle af hans tidligere lidt barske og mørke romaner som f.eks. Les Âmes grises. Vi har i hans nye roman en fremstilling af menneskers mørke side.

Handlingen foregår i et lille ø-samfund. De lever på en ø i Middelhavet med en vulkan, der somme tider varsler om udbrud, men indtil videre går det godt. Øens borgmester vil gerne have mere liv på øen og har planer om et spa-center mm for at trække folk til.

Vi har ingen navne på de fleste af personerne. Det er borgmesteren, lægen, præsten, den gamle og læreren, der bliver hovedpersonerne. 

En dag finder den gamle dame tre lig på stranden, tre sorte, der er druknet på deres vej til Europa. Borgmesteren vil have dem væk og holde det skjult, for det kan skade øens omdømme og umuliggøre hans projekt. Kun læreren er imod at bortskaffe ligene. Det ender dog med, at de smider de tre lig ned i vulkanen. 
Læreren er dog ikke tilfreds og begynder at undersøge strømforholdene, for hvordan kunne de ende her. Vi starter her på lidt af en spændingsroman, for borgmesteren er ikke tilfreds med dette.

Pludselig kommer en ny person til øen. Det er en politikommisær, der har stor indsigt i hvad der sker via satellitfotos!

Vi får skildret en række personer fra deres negative sider, mens læreren er den eneste naive og uskyldsrene. Alt bliver sat ind i en ramme af beskrivelse af øen og dens befolkningsgrupper, skikke og traditioner.

Der er ingen tvivl om, at romanen kan læses på mange niveauer. Den kan læses som en beretning om den aktuelle situation, men lige så vel som en myte om mennesket og om det moderne menneskes mangel på menneskelighed. Her kan man henvise til en af Claudels seneste bøger om "Inhumaines", der dog har en mere munter tilgang. I denne historie er der ikke meget at le af.

Stor roman fra en stor forfatter. Læs den!

Stock 2018


Grégoire Delacourt: La femme qui ne vieillissait pas




Grégoire Delacourt har jeg tidligere været ret begejstret for, og det fortsætter med hans nye roman om kvinden, der ikke blev gammel. Ja, det lyder lidt som et eventyr, men det er måske ikke helt så lykkeligt, som man skulle tro. Bogen starter i 1950'erne, hvor Martines far vender hjem fra Algier med en benstump. Martine elsker sin mor totalt, og det er et enormt chok, da moderen i en alder af 35 bliver kørt ned og dør. Den nu 13-årige Martine må sørge for sin depressive far.

Vi følger Martines liv år efter år med beskrivelser af hende og tiden. Hun er meget lykkelig, da hun begynder at læse i Lille og møder André, der er manden i hendes liv. De får en søn Sébastien. Fra Martine bliver 30 år vil hun hedde Betty, og hendes hud ældes ikke. Selv da hun er langt oppe i 50erne ligner hun stadigvæk en ung kvinde på 30.

I starten er hun genstand for alles beundring og jalousi. Hvordan bærer hun sig ad? Men det bliver faktisk også et problem for både manden og sønnen, der præsenterer hende som sin kusine!

Nu skal jeg ikke afsløre mere. Men blot sige, at bogen jo rummer mange tanker om ungdom kontra alderdom. Hvordan kan man bevæge sig fra det ene til det andet. 

I den evige ungdom som Betty har fået, bliver hun alligevel ældre indvendig. Hendes venner bliver ældre, og selv om hun ser ung ud, kan hun ikke altid tilpasse sig til deres måde at være og at leve på.

JC Lattès, 2018




Editions JC Lattès

Thursday, March 08, 2018


Virginie Grimaldi: Le parfum du bonheur est plus fort sous la pluie


Meget lang titel til en bog, der er meget lang, for lang efter min mening. Det er ikke fordi der ikke er interessante temaer i bogen, men det bliver altså bare for meget. Heldigvis er der nogle gode scener og kvikke replikker, der højner standarden.

Bogen handler om Pauline, hvis mand Ben en dag fortæller hende, at han ikke elsker hende mere og vil skilles. De har en søn Jules sammen.

Pauline vil ikke slippe ham og skriver et brev hver dag til ham om en god oplevelse, de har haft sammen. Det virker næsten meningsløst, at de skal skilles. Han skriver også til hende, men sender dem ikke, så dem får vi først senere.

Hele Paulines liv udrulles på den måde, samtidig med at hun går ned med stress på sit arbejde og tvinges til at holde ferie med sin familie i et sommerhus ved havet.

Det er ikke alene Pauline, der har problemer. Hendes søster har også, faderen er tidligere dranker, broderen er homoseksuel, svogeren er utro, ja der er sikkert mere, der kommer frem i denne families tur gennem en slags sommer-psykoterapi. 

Pauline går i øvrigt til psykolog, men det tager lang tid, førend han får åbnet lidt for hende, så vi bedre kan forstå sammenhængen.

Elegant komponeret, også relevante emner, men den virker for overlæsset, for personlig og er for svær at holde ud, til man når slutningen.


Fayard, 2017

Eve Borelli: Après l'ubscurité - L'Intégrale



En roman der åbenbart har været udgivet i fire del, men jeg fik det samlede værk ret tilfældigt.

Det viste sig at være en historie om Olivia, kendt journalist fra et radioprogram i Montpellier. Hun elsker at arbejde for radioen og afslår også et tilbud fra Paris. Hun har dog et problem, og det er et stort modersmærke på den ene kind. 

Det har givet hende store problemer i skolen og som voksen gør hun alt for at skjule det med pudder, men det sidder i hende som en plage. Hun må skjule højre kind og er således kun et halvt menneske.

Da hun en dag tager med en elevator møder hun Noam, en flot fyr som hun falder totalt for og tænder på. 

Ja, så starter historien ellers, og vi får lidt efter lidt en udvikling af forholdet, men de skal igennem mange brud og indrømmelser, inden de får skrællet alle lag af, for de gemmer godt på en række fortrængninger, der skjules bag løgne. Der er også andre personer med i bogen til at belyse de to hovedpersoner, så vi får faktisk flere parallelle forløb.

Det er faktisk rigtig godt skrevet og rummer temaer omkring barnet der mobbes, opdragelse, sorg og også livsglæde og elskov.

Ja, læs den bare, for hun skriver godt.

Forlaget Nisha 2017



Monday, February 19, 2018


Carl de Keyzer/Philippe Claudel: Hauteurs Ararat


Da jeg normalt anskaffer mig alt af Philippe Claudel, måtte jeg også se, hvad denne bog var for noget.

Det er egentligt svært helt at kategorisere den, men det er kort sagt en fotobog med tekster. Ikke nødvendigvis tekster der beskriver eller bedømmer et bestemt foto, men mere et foto der giver anledning til en overvejelse af personlig art, evt en indlevelse i nogle personer på fotoet eller en sindstilstand.

De fotos som bogen har med er forbundet med begrebet "Hauteurs", det er billeder fra bjergene og ting der foregår i bjergene. Nogle gange virker de lidt opstillede med mennesker, der forsvinder i den store natur, det kan også være mennesker der forsøger at stille sig op mod bjergene eller bruge dem til selfies.

Der har været mange muligheder for Philippe Claudel til at skrive små tekster til billeder, og meget ofte spiller tekst og billede godt sammen, hvis ellers opsætningen tillader det. Der er helt tydeligt nogle gange hvor tekst og billede er forskudt. Virker lidt sjusket.

En speciel bog.

Edition Glénat, november 2017

Saturday, February 17, 2018


Servane Lc: émulsions


Somme tider kan man være heldig at finde en perle på et af de mange små forlag, der eksisterer i Frankrig. Det gælder denne lille samling af korte tekster illustreret af en række tegnere kendt fra tegneserieverdenen.

Teksterne kan være fra få linjer til en side, men alle har fået deres egen illustration. Der er i alt 18 tekster/tegninger og titlerne viser, at det er refleksioner, historier om dagligdags ting: Ton Dos, La piscine, La nuit, La robe, Le tunnel

Vi har ofte meget konkrete situationer, der er udgangspunkt for en lille overvejelse, tanke. Men der er også meget erotiske tekster f.eks. om et lesbisk par.

Det er godt skrevet og illustrationerne er alle glimrende trods deres store forskellighed.

Det er en lille bog, der er rar at have.


Pigeon Moelleux Edition, 2018

Wednesday, February 07, 2018


Philippe Claudel: Le lieu essentiel


En lille ny bog af én af mine favoritforforfattere, der er formet som en "entretien avec Fabrice Lardreau" og nogle små tekster, som har haft betydning for Claudel.

Fabrice Lardeau er forfatter og journalist ved La Montagne & Alpinisme, og det leder os hen på bogens indhold, for det er Claudels fortælling om hans store begejstring for bjergbestigning og alpinisme.

Vi får historien helt fra hans unge dage, hvor han fattede denne interesse, som han læste alt om. Mere konkret blev ferier med forældrene i Harzen og senere Chamonix. Vi hører også om en tur til Sydamerika.

Claudels fascination af bjergene er dels naturen og muligheden for at prøve sig selv, men det er også fællesskabet og tilliden til andre under en opstigning. Der er mange spændende ting, som kommer frem om Philippe Claudel, og de giver bestemt en bedre forståelse af forfatteren Claudel.

Han tager ofte op i en hytte i bjergene, når han skal skrive. Han nyder denne afsondrethed for al form for kommunikation. Der er kun ham og naturen, som han betragter med stor ydmyghed, når han således er alene i bjergene.

Arthaud, januar 2018

Tuesday, February 06, 2018


Pierre Lemaitre/Christian de Metter: Au Revoir là-haut



Pierre Lemaitre fik fortjent en Goncourt i 2013 for sin storslåede roman, som vi tidligere har omtalt, og som nu kan opleves både som film og som tegneserie.

Oprindeligt udkom tegneserien i 2015, men på grund af filmpremieren i oktober 2017, blev tegneserien trykt op igen i 2017.

Det var med en vis mistro, at jeg startede på tegneserien. Hvordan kunne man dog får den store roman ind i dette nye format, der jo normalt ikke er teksttungt? Men hurtigt blev jeg klar over, at det var lykkedes på mange måder at fortælle historien igen, men på helt andre prænisser.

Handlingen er selvfølgelig skåret ind til benet, men er bestemt sammenhængende og med et pænt persongalleri. Og nu til det væsentlige: tegningerne. Her er Christian de Metter fortrinlig til at fange tidsånden i perioden efter 1. Verdenskrig, til at skabe et persongalleri der i deres fremtræden viser deres personlighed.

Man læser faktisk tegneserien på 170 sider med næsten lige så stor energi og overvældelse som romanen. Flot arbejde.

Nu mangler jeg så lige at se filmen!



Rue de Sèvres, 2017

Faiza Guène: Millénium Blues


En ny roman fra Faïza Guène, hvis titel afslører en del. Vi er kommet forbi et årtusindskifte og de forhåbninger, som man kunne have haft til nye tider og forandringer både på det personlige som på det samfundsmæssige plan, er nok ikke helt blevet til noget.

Vi følger Zouzou og hendes veninde Carmen i perioden ca 1990 til vor tid, hvor de skifter fra barn til voksen. Det er en historie om et venskab, som ikke rokkes trods mange forhindringer, selv da Carmen er indblandet i en ulykke, der koster en ung kvinde livet eller da Zouzou bliver gift med en dominerende type, der ikke vil se Carmen.

Det er ikke kronologisk fortalt, men hængt op på en række små episoder, da ofte er knyttet til en større begivenhed: VM i fodbold i 1998, 11. september og præsidentvalget i 2002. Selv om vi springer frem og tilbage, er det alligevel med til at give os et godt indtryk af nogle almindelige skæbner, måske typiske for perioden, fortalt uden nostalgi, men ofte med en snert af humor og et ønske om ikke at forfalde til sørgmodighed. Zouzou får en datter Lila som hun vil gøre alt for, så hun oplever et bedre forløb end hende selv.

Faïza Guène har fået mere styr på sin fortællestil siden hendes debut med Kiffe, kiffe demain, heldigvis er der stadig en fandenivoldskhed i hendes udtryksfacon. Opbygningen i korte kapitler, korte sætninger og en skarp præcision gør bogen til meget værd at læse.


Fayard, januar 2018



Sunday, January 21, 2018


13 à table 2018



For fjerde år i træk udsendes der en samling noveller for at skaffe måltider til Les Restaurants du Coeur. For hver solgt bog kan der blive uddelt 4 måltider, så det er da en strålende ide.

Forfatterne giver deres bidrag i form af en novelle. Der er bidrag fra Michel Bussi, Christian Jacq, Agnès Martin-Lugand og Leïla Slimani for bare at nævne et par stykker. Alle tekster er nye og ikke tidligere udgivet.

Årets tema er "célébrer l'amitié", og det er der kommer mange gode og sjove vinkler på i teksterne.

Der er venskaber, der af den ene eller anden grund er blevet glemt eller skubbet til side, andre hvor venskaber er opstået gennem brevvekslinger. Der er også venner, der føler sig svigtet, og i et tilfælde hvor dette svigt kræver hævn. Men i alle novellerne er der som i alle gode noveller en pointe eller slutning der overrasker. Roman Puertelas bidrag handler f.eks. om en firefarvet kuglepen, der kommer verden rundt inden vi når slutningen.

Nu vil jeg ikke afsløre for meget om indholdet, men af de 13 bidrag er der i hvert fald fuld valuta for de 10, så det må siges at være tilfredsstillende!

Sempé står for den søde forside.

Pocket, 2017

Saturday, January 20, 2018


Philippe Delerm: Et vous avez eu beau temps ?




Endnu ben herlig bog fra Philippe Delerm, som vi tidligere har omtalt. Igen er det små korte prosatekster, hvor han beskæftiger sig med små sætninger og situationer fra hverdagen. Her ridser han så lidt i lakken, så man ser, at en velment bemærkning i virkeligheden dækker over en form for skadefryd eller hykleri. 

Som eksempel kan man tage bogens titel. Det er jo ikke et spørgsmål, når man bruger vendingen over for folk der har tilbragt 14 dage i Bretagne med regnvejr og derfor kommer blegnæbbede hjem.

Samlingen er måske ikke helt på højde med den "Journal d'un homme heureux" (se vores omtale), men der er bestemt mange guldkorn. Læs blot for eksempel "Tais-toi, tu vas dire des bêtises !", "J'ai raison", "Passez un texto en arrivant"..

Der er et stort udvalg, men læs dem langsomt med et par stykker om dagen, for Delerm fortjener at blive læst langsomt, så der bliver tid til at overveje og eftertænke.



Seuil, 2017


Jean-Loup Chiflet: Ramener sa fraise





Igen en lille sjov bog fra Le Figaro med 100 expressions savoureuses à partager entre Petits & Grands.

Det er meget sjovt at få forklaringer på en række udtryk som man kan møde i fransk og hvor enkelte også kan findes på dansk f.eks. "La coupe est pleine".

For blot at nævne nogle eksempler, så kan man få forklaret udtryk som:
avoir les jambes en compote - Manger de la vache enragée - Faire ses choux gras

Virkelig en fin lille sag med gode illustrationer.



Figaro, 2017
Bogen kan købes via avisens hjemmeside

Friday, January 12, 2018


Delphine de Vigan: Les layautés



I 2015 udsendte Delphine de Vigan den meget omtalte "D'après une histoire vraie", som vi omtalte her. Nu er hun tilbage med en helt anden type roman, men måske alligevel med temaer som den schizofreni og personspaltning, som vi mødte i værket fra 2015.

Bogen er skrevet i en ganske enkel form med vekslende kapitler, der bærer den persons navn, som vi følger. Historien udvikles efterhånden gennem de forskelliges oplevelser og følelser. Der er læreren Hélène, der var udsat for vold som barn, husmoderen Cécile, der efter mange års ægteskab opdager en skjult ond side hos sin mand. Cécile er derefter blevet fjern og taler højt med sig selv. Det der bringer historien sammen er de to tolvårige venner Mathis, der er Céciles søn, og Théo, hvis forældre er skilt. Han tilbringer skiftevis en uge hos hver af sine forældre. 

Hélène er meget bekymret for Théo, da hun mærker, at han har problemer. Théo har det ikke godt, for hans far er ved at gå i hundene, og hans mor vil ikke hører noget om ham. Theo skal gå i brusebad, så snart han kommer tilbage fra faderen, hans tøj skal vaskes og faderen omtales ikke. 

De to drenge søger sammen, for de har begge svært ved at klare at skulle være loyale over for deres forældre og hnanden. Hélène skal være loyal over for sin skole og ikke bruge sin fritid på at skygge Théo, og Cécile skal være loyal over for sin mand. Alle disse forhold skildres skarpt i bogen og sætter spørgsmålstegn ved om det er rimeligt.

Delphine de Vigan skærer ind til benet og lægger skæbnerne frem. Det er de mørke sider og kan loyalitet bære det?

Vældig god og kort roman der med præcise og enkle midler fører os dybt ind i personerne og afslører sider som har almen interesse.



JC Lattès, januar 2018



Tuesday, January 09, 2018


Pierre Lemaitre: Couleurs de l'incendie



Her er så andet bind af trilogien der startede med Goncourt-vinderen fra 2013 "Au-revoir là-haut", som jeg omtalte dengang.

En af hovedpersonerne i første bind var Édouard Péricourt, der blev lemlæstet i 1. Verdenskrig og endte med at kaste sig ud foran faderens vogn. Faderen som han bestemt ikke bryder sig om, og som ikke engang får at vide at han overlevede krigen.

I denne bog er det Edourds søster Madeleine, der har hovedrollen. 

Bogen starter i 1927 med den rige bankejer Marcel Péricourts begravelse, og sjældent har jeg læst så pragtfuld en start på en roman. Vi får alle personer præsenteret, får en følelse af tidens ånd og et første indtryk af hovedpersonerne. Foruden det er det et stort drama, da Madeleines søn Paul kaster sig ud fra et vindue ned på morfaderens kiste, der står i en ligvogn i gården omgivet af de fine folk, der skal ledsage kisten til kirkegården. Det er virkelig et drama! Men skildret med Lemaitres sans for detaljen og spændingen krydret med kommentarer til læseren.

Madeleine er en ung pige, der aldrig rigtig har fået lov til at komme ind i mændenes verden, virker i starten meget naiv og har bestemt ikke forstand på penge. Hvad sker der nu med hendes formue? Ja, det er et af bogens temaer, samtidig med at vi får skildret et samfund med folk, der kun tænker på egen fortjeneste og omdømme. Vi får indtryk af de store klasseskel og de politiske kræfter i spil i første halvdel af 30'erne, hvor nazismen og fascismen kommer på banen.

Lemaitre er som sædvanlig meget grundig i sit forarbejde, så selv om det er en roman er tidsbilledet uden tvivl meget korrekt og bygger på datidens kilder. Men det er skildringen af de forskellige personer, der driver værket. Stærke følelser som kærlighed, had og hævn kombineret med sex, penge og egoisme er beskrevet i et forløb, der overrasker og holder læseren fanget.

Selv om det er en roman på mere end 500 sider, bliver man ikke træt af at læse den. Det er faktisk ret svært at lægge den fra sig!


Albin Michel, januar 2018




To guider fra Le Figaro


To fine og billige guider fra Le Figaro Magazine. De kan købes på nettet til meget rimelige priser. Begge i et lille handy format, så man kan stoppe dem i lommen til sine ture rundt i Frankrig

100 lieux qui ont fait la France starter med Lascaux og Alésia  og slutter med Stade de France, 1998, hvor Frankrig vandt VM i fodbold. Vi får således lejlighed til at læse om steder, der har betydet meget i Frankrigs historie og i det billede som er blevet skabt omkring Frankrig.

100 lieux du patrimoine franc à avoir vu au moins une fois dans sa vie er bogen for den sande Frankrigselsker, for selvfølgelig skal man da have set disse 100 steder. Der er f.eks. Hospice de Beaune, Pont Neuf, La Place de Jaude i Clermont-Ferrand og le Château de Beynac. Man kan jo passende krydse af efterhånden, som man har nået Frankrig rundt. Jeg mangler vist en fjerdedel endnu, så jeg må stadig være på farten.

Susie Morgenstern: Jacques a dit Susie Morgenstern er især kendt for sine børne- og ungdomsbøger, men har også skrevet novel...