Amélie Nothomb:
La bouche des carpes - entretiens avec Michel Robert

I år er der også udgivet en bog, hvor journalisten Michel Robert beretter om nogle interviews med Amélie Nothomb, som foregik fra 1995 til 2001. Man må nok sige, at det er på tide eller snarere for sent, at de bliver udgivet. Michel Robert er stor beundrer og ven med Amélie Nothomb, men det giver ham også styrke til at stille hende en række skarpe spørgsmål, som hun velvilligt besvarer.

Det er mest en bog for fans af Amélie Nothomb. Folk der tørster efter at trænge endnu dybere ind i en forståelse af hendes verden, for der er jo ingen tvivl om, at hun har skrevet flere ret selvbiografiske værker uden helt at have løftet sløret.

Der er følgende afsnit: 
1. Être écrivain
2. Solitude et sentiments
3. Philosophons
4. Tous les pays du monde
5. Spiritus sanctus
6. Légèretés au quotidien

Kender man lidt til Amélie Nothomb, kan man hurtigt gennemskue, hvad hun skal tale om.

Som trofast læser af hendes romaner og udgiver af én af hendes bøger til undervisning (Antéchrista), lever hun meget godt op til det billede, jeg fik af hende ved en samtale i Paris. Hun rummer mange forskellige personer i sig, er både indad- og udadvendt. Har en facade skabt af medierne og hendes læsere, men er også et menneske der har en intim og personlig side, som hun ikke vil afsløre.

Læs bogen, hvis I vil prøve at forstå hende og hendes bedre.




Librairie Lafontaine
august, 2018

Amélie Nothomb: Les prénoms épicènes

Amélie Nothomb er klar med dette års roman fra hendes side. 

Man må først lige forstå titlen: prénoms épicènes betyder at have et navn der staves ens til både hankøn og hunkøn. F.eks. Dominique og Claude, som er navnet både romanens kvindelige hovedperson og  den mandlige hovedperson. I princippet kunne det godt have været omvendt.

Claude frier i begyndelse af bogen til Dominique, selv om de kun har kendt hinanden ganske kort. De bliver gift, flytter fra Brest til Paris, hvor Claude får ledelsen i et firmas nye afdeling. Efter noget besvær får de en datter, der også får et enslydende fornavn, nemlig Épicène.

Det lyder jo som et godt oplæg til en skildring af en lykkelig familie, men det mærkelige er, at Claude nærer et stort had til datteren, der trods hans ønsker om at få et barn, synes at have ødelagt det hele for ham. Datteren fornemmer det også efterhånden, men i stedet for at blive ked af det, forvandles hendes følelser også til had.

Mere vil jeg ikke lige afsløre af intrigen, der er ganske udspekuleret og har en overraskende slutning, men det er vi jo vant til i Nothombs romaner.

Hendes stil er som sædvanlig i hendes blanding af sprog, der både rummer sjældent brugte ord og dagligdags gloser. Temaerne i bogen er forholdet forældre-børn, jagten på social prestige, fremmedhad, hævn og kærlighed.

En hurtig læst bog på kun 63 sider, og måske glemt lige så hurtigt trods ganske munter at læse.

Albin Michrel, august 2018

   Yasmina Khadra: Khalil

Den 13. november indtraf de frygtelige terroristangreb i Paris, men for én af terroristerne virkede sprængladningen ikke, og han måtte flygte fra Stade de France uden at have udført sin handling. Det var Khalil.

Yasmina Khadra beskriver denne unge mand, født i Belgien og bor i kvarteret Molenbeek. Han har aldrig været i Paris, men vi følger ham i selskab med Driss, en ven som han har haft hele sin barndom i en bil sammen med to andre terrorister og chaufføren Ali. En mærkelig aften hvor han ved, at han skal slå til.

De fire skilles foran Stade de France, og Khalil siger farvel til sin ven. Han skal selv udløse sit selvmordbælte i RER efter kampen. Vi følger hans færden rundt i gaderne under kampen og hans beslutsomhed, da han stiger ind i toget. Han trykker på udløsningsknappen, men der sker intet! Han prøver flere gange, men stadig uden resultat.

Bogen handler så om, hvad der sker efter denne aften, for hvad sker der med hans tro og hans hengivenhed for de folk,der har sat ham igang, emiren og sheiken i Molenbeek. Han flygter fra Paris med hjælp fra Rayan, der henter ham i bil. Imidlertid fortæller han ikke Rayan sandheden, heller ikke til en søster, han bor hos nogle dage, for han har jo en hemmelighed han ikke må røbe.

Der er en dramatisk og intens fortsættelse af hans flugt og hjemkomst til Bruxelles, men det vil jeg ikke afsløre her. 

Khadras historie er ikke at gøre Khalil til en helt, men et forsøg på at afklare hans tanker og væremåde. Er han et produkt af manglende integration, dårlige skoleresultater, arbejdsløshed, desillusion og håbløshed ... Men han bliver støttet og hjulpet af "brødrene" og  optaget af imamens prædiken om jihad, så vejen bliver snart klar til at gøre ham til terrorist.

Hans liv var jo på en måde slut, da han stod ved Stade de France, men den manglende bombe får ham til at tvivle og giver ham grund til at vende sig mod sig selv og måske også mod sin iman og sin mission. Khadra skildrer denne indre kamp på bedste vis og kan på nogle områder få os til at få lidt medlidenhed med ham.

Bogens slutning med terrorangreb i Bruxelles holder os fast til det sidste.

Absolut værd at læse


Julliard, august 2018

Emilie de Turckheim: Le Prince à la petite tasse

Forfatteren Émilie de Turckheim fortæller i dagbogsnotater og små digte om hvordan hendes familie, der består af  Émilie, hendes mand Fabrice og de to drenge Marius og Noé, en dag beslutter at give en immigrant husly.

De har en lejlighed i det 5. arrondissement og har udsigt til Panthéon, så de er velstillede, spiser stort set kun vegetarmad, har ingen fjernsyn, opdrager deres børn til at være kreative og er altså en solid moderne familie.

De beslutter i fællesskab via SAMU social at tage imod Reza, der  som 12-årig er flygtet fra Afghanistan. Han er nu 19 år.

Man kunne måske tro, at hun skriver denne bog for at vise deres store humanitære indsats, men man må tage hatten af for denne intellektuelle familie, der med stor nænsomhed, forståelse og samspil med Reza lever sammen i 9 måneder. Reza har et arbejde som rengøringsassistent og har derfor ikke absolut et behov for økonomisk hjælp, men til gengæld skal han lære sprog og en anden kultur.

Vi får serveret problemer og løsninger via små dagbogsnotater. Det er en skildring af helt almindelige foreteelser i en fransk familie, men pludselig bliver nogle almindelige ting svære at forklare for en fremmed. Samtidig udsender han nogle kulturelle signaler, som de så skal tyde.

Det er med stor forsigtighed at de spørger ind til hans liv, men lidt efter lidt får vi indtryk af en række rædsler, som han har været igennem. Han har ikke mere kontakt til sin familie og har svært ved at glemme de voldsomme ting, som han har gennemlevet.

Beretningen er skrevet med varme, humor, men også stor alvor. Den rammer ind i en række fordomme, som møder migranterne, men bliver slet ikke til en sød humanisme. 

Problemerne bliver skildret, når de er der, men mulighederne for at leve med andre kulturer og opleve deres rigdomme, får bestemt også en plads.

Bør straks oversættes og indgå i den danske debat.

Éditeur : CALMANN-LÉVY (16/08/2018)

Nina Bouraoui: Garçon manqué

En fantastisk god bog om en pige (forfatteren), der har en mor fra Bretagne og en far fra Algeriet, for selv om hun synes, hun rummer både det ene og det andet land i sig, så bliver hun alligevel aldrig accepteret hverken det ene eller det andet sted. Hun har faderens algierske ansigt, men moderens franske sprog. Racisme træffer hun i begge lande.

Forfortælleren Yasmina (=Nina) ville meget hellere have været en dreng, så hendes identitetskrise gælder altså både nationalitet og køn. 

Hun skildrer Alger i 1970'erne da hun vel er en 12-15 år. Hun har en god ven Amine, som for hende rummer Algeriet, men da han samtidig er meget feminin, er han også et modstykke til hendes maskulinitet. Hun bliver dog klar over faren ved at være en pige og teenager, da en mand er ved at ville voldtage hende.

Skildringen af hendes ferie hos bedstemoren i Bretagne er i en helt anden verden, hvor hun har lidt svært ved at forlade sin algierske baggrund.

Hun beskriver også, hvordan hendes far og mor mødte hinanden på universitetet i Rennes og de problemer, det medførte. Som en understrøm i hele fortællingen ligger hele den historie som Algeriet har været igennem fra Algierkrigen og de borgerkrigsagtige scener med massakren af kvinder af OAS-folkene mm. Krig og vold og utryghed, frygt for at vise sig.

Bogen er skrevet i meget korte sætninger, undertiden kun med et enkelt ord i en sætning. Det kan virke telegramagtigt, men udtrykker også problemerne med at se en sammenhæng, en enhed.

Bogen udmærker sig således ved at være både en personlig skæbne og udvikling, men også to nationers langsomme og måske forgæves forsøg på at kunne oprette et fællesskab på trods af den dystre fortid.

Stock, 2000

Isabelle Carré: Les Rêveurs

Isabelle Carré er en kendt skuespillerinde, der her har sin debut som forfatter. Det er ikke så meget en roman som en selvbiografi, der tager udgangspunkt i moderens skæbne.

Hendes mor bliver nemlig gemt væk i en lejlighed i Pantin, da hun er blevet gravid i en alder af sytten år. Hendes agtværdige familie ønsker ikke at beholde hende mere, da det kaster skam over dem.  

Vi følger moderen, først i hendes ensomhed, senere da hun får en mand og de lever et meget specielt liv med nu tre børn, hvor det er Isabelle, der fortæller om hvordan det var at være barn i 70'erne og 80'erne. Vi hører også om moderens sygdom og overfølsomhed, om faderen der er en rigtig kunstnertype, men som har fortrængt sin egentlige seksualitet

Der er mange små kapitler og oplevelser blandt med nutidige reflektioner, men der er ikke rigtig en kronologi. Som hun selv skriver i slutningen af bogen: Mon récit manque d’unité, ne respecte aucune chronologie, et ce désordre est peut-être à l’image de nos vies, en tout cas de la mienne, car il existe certainement des gens capables d’ordonner la leur.

Det er en beretning om at finde et fodfæste i livet efter en omtumlet barndom og ungdom, men det ville have været rart med lidt mere struktur. Her bliver vi blot vidner til mange scener og følelser, men nogle kunne vi måske godt have undværet.



Grasset 2018

Luc Fori: Maria Lesca

En moderne udgave af « Manon Lescaut » skrevet af l'abbé Prévost i 1730'erne. Den oprindelige Manon Lescaut-bog blev flere gange dømt til at blive brændt på grund af de meget frie indstillinger til datidens moral.

Manon Lescaut er jo blevet gendigtet flere gange, omsat til opera og film, så det er måske lidt specielt at forsøge det en gang mere, men Luc Fori får alligevel held til at skrive en hæsblæsende roman omsat til aktuelle forhold.

Det er jo en historie om kærlighedens og begærets store magt over fornuften og det veletablerede. Denis Degris er navnet på den unge mand, der bliver så fascineret af Maria, en ung pige, som han møder på en banegård, at han siger farvel, til familie og venner for at følge hende.

Maria er overskøn, men har en tilbøjelighed for luksus og forbrug, så den unge mand må låne penge, snyde sig til penge og svigte en god ven Tib. 

Det er en historie om de slemme, Dédé og Maria, der gang på gange kommer i vanskeligheder, men som har held til de fleste gange at komme igennem ved at snyde deres naive og faste venner og familie.

Vi kommer langt omkring fra Paris, Monaco, London, men historien slutter i Guyana.

Bogen er sat op på samme måde som Manon Lescaut med en fortæller, der møder Dédé flere gange og får ham til at berette om sit eventyr.

Kan læses som en bog om moralsk forfald, men også om det moderne forfald, hvor penge tager magten og menneskene kun bliver brikker i det ende snyderi efter det andet.

IPAGINATION ÉDITIONS

2017