Philippe Claudel: Inhumaines

I dag (1. marts 2017) udkommer Philippe Claudels nyeste værk: Inhumaines. Selv om jeg normalt er meget begejstret for Claudels bøger, må jeg indrømme, at jeg er blevet noget skuffet over denne bog.

Meningen er sikkert god nok: Claudel har villet vise alle de umenneskelige ting, der sker omkring os, men hans groteske og ikke altid sjove fremstilling er i mange tilfælde forfejlet.

Vi følger en flok ansatte på en fabrik/virksomhed, der alle er godt stillet, men de keder sig sig. De har penge nok, alle seksuelle spærringer og tabuer er ophævet og så har de en masse fattige, gamle og indvandrere, som de kan behandle som ting.  Det er sjovt til en vis grænse, men den mangel på medfølelse og overfladiskhed som udvises, bliver man træt af at følge.

Bogen har 25 kapitler og hvert kapitel er viet til at vise nedgørelsen af f.eks. de gamle, kvinderne, børnene, julemanden, Gud etc. Der er faktisk ikke nogen grænser, der er hellige. Selvfølgelig kan man genkende vores moderne forbrugersamfund og følelsen af at alle er sig selv nærmest, men når vi når ud i det groteske som at de bliver inviteret til et selvmord, laver en klub om at ramme biler fra en bro, udryddelsen af de gamle etc. Bliver det groteske for meget.

Der er en enorm fokus på det seksuelle: man går i seng med hvem som helst, udlåner sin kone, bruge alle former for apparater, ja endda fisk, men spændende er det ikke.

En noget forfejlet kritik af vores samfund, det kunne have været gjort bedre.

Stock, marts 2017