Wednesday, October 25, 2017


Yves Bichet: Indocile


Endnu en bog om Algierkrigen i dette års høst af bøger, men det er denne gang et oprør mod at deltage, om at blive militærnægter, at dertere og tage afstand til en krig som man ikke forstår.

Vi er i september 1961, hvor Theo(dore) besøger sin ven Antoine, der er indlagt på et hospital ved Lyon. Han er blevet sendt hjem fra krigen i Algeriet, er i coma og der synes ikke at være meget at gøre. Théo er dybt rystet og frygter selv at blive indkaldt, da han er blevet 18 år. Antoines skæbne udrulles viere hen i bogen.

Théo er en ung mand med lyst til at finde en kæreste og leve et liv som et ungt menneske uden bekymringer. Han møder pigen Mila, der er præget af, at hun er blevet forbrændt ved et lynnedslag og har nogle familiemæssige problemer. Hun har en enorm trang til frihed og vil ikke underkaste sig.

Théo og Mila indleder et forhold, men det må vige, for Théos indkaldes på session, hvor han trods flere tricks alligevel bliver indkaldt. Under et besøg hos Antoine på hospitalet kommer der et forhold i gang mellem Théo og Antoines mor, der er advokat.

Nu går det ellers heftigt til, for de gemmer sig i hendes sommerhus, og Théo udebliver fra sin indkaldelse.

Nu vil jeg ikke fortælle hele historien, men den er ret hæsblæsende med skift mellem Théos, Milas og Antoines liv, som bliver vist i flash-backs. Det er smukt komponeret.

Det mest betagende i bogen er skildringen af de personer, der mod deres vilje faktisk bliver inddraget i krigen, og de konsekvenser det har for dem selv, deres venner og familie. Vi får en række baggrunde for personernes væremåde præsenteret, og vi bliver dermed stærkt involveret.

Der bliver bestemt ikke lagt fingrene imellem, når vi får beskrevet både soldaternes, FLNs og OAS' metoder. Det er hård læsning.

Bogen er bestemt med til at åbne for det tabu som Algierkrigen stadigvæk er for mange franskmænd. Den er vældig god som pendant til de øvrige nye bøger om perioden.

Mercure de France, 2017

Thursday, October 19, 2017


Jean-Yves Ferri/Didier Conrad: Astérix et la Transitalique



Vi er nu nået til album nr. 37 i Asterix-serien, og det er tredje gang af parret Ferri/Conrad har skrevet og tegnet historien. Lad mig sige det med det samme: det er også denne gang lykkedes i stor stil!

Adskillige gange under læsningen har jeg været ved at bryde sammen i latterkrampe.

Historien handler i korte træk om en slags "Tour de France", men denne gang i Italien, deraf titlens Transatlantique.

En korrupt senator ved navn Lactus Bifidus, der har ansvaret for de romerske vejes tilstand, bliver anklaget for at bruge pengene på orgier og ikke på vedligeholdelse af vejene, hvis tilstand er elendig. Som forsvar foreslår han at afholde et løb med hestevogne gennem hele Italien for at vise deres gode tilstand. Cæsar går ind for ideen, idet det skal vise sammenholdet i det romerske rige, men det skal være en romer der vinder! Alle folkeslag i områder i det romerske rige har nemlig mulighed for at deltage.

På en måde er det Obelix der får hovedrollen, da han bliver spået til at vinde et løb. Vi følger nu løbet gennem Italiens provinser, og hvem der vinder kan I jo nok gætte, men det bliver under svære prøvelser.

Hæftet er fyldt med alle de sædvanlige ordspil, anakronismer, karikaturer og de stereotype opfattelser af andre folkeslag sammen med latinske citater. Herligt!

Men ud over denne side af historien er der også gok til doping i sporten, de multinationale selskabers magt, de politiske skandaler, det europæiske samarbejde etc. Blandt de deltagende barbarer er kimbrerne også repræsenteret i en ikke helt pæn rolle. Vi får også en sjov gennemgang af Italiens regioner og blandt personerne genkender man Berlusconi, Sophia Loren, Pavarotti, ja selv Mona Lisa optræder! 

Bestemt værd at læse og genlæse - glæder mig allerede til næste nummer.

Udkommer i dag den 19. oktober 2017

Tuesday, October 10, 2017


Brigitte Giraud: Un loup pour l'homme


Endnu en roman fra årets "rentrée littéraire", hvor Algeriet er i cemtrum. Her er det et ungt par, der forsøger et få en abort, da manden Antoine indkaldes til militæret i 1960. De får afslag og Antoine tager afsted. Han vil ikke bære våben og har fået en uddannelse som sygeplejerske, så han kan blive udstationet på hospitalet i Sidi-Bel-Abbès.

Lila der ikke vil føde et barn der skal leve uden far tager modigt også til Sidi-Bel-Abbès for at være tættere på Antoine.

Men det er bestemt ikke nemt for nogen af dem. Antoine der ikke ville være i direkte krig får på mange måde krigen meget tættere på, da han dag efter dag må tager sig af sårede unge soldater, sårede på både krop og sjæl. Antoine har ikke nogen større indsigt i hverken Algerierts historie eller baggrunden for konflikten, men han møder de rædsler som soldaterne fortæller om. Grufuld tortur fra begge sider og en udvikling som styres fra ledere langt fra den barske hverdag.

Specielt en patient, Oscar, der har fået amputeret et ben, fanger Antoines opmærksomhed. Oscar taler ikke, men gennem et venskab der styrkes, viser han efterhånden Antoine så megen tillid, at han åbner sig for ham. Deres venskab er en bærende søjle i romanen.

Lila føder på en specialklinik og får efterhånden et godt forhold til en ung araber Fatima, men det kan ikke holde til de trusler, der efterhånden udvikler sig med bomber og brande og et tydeligt skel mellem franskmænd, harkier, indfødte, FLN, OAS etc.
Krigen ødelægger ethvert venskab og de kulturelle forskelle styrkes.

Det er en stærk roman, der igen forsøger at fortælle historien, der ofte er blevet fortiet, for kan man egentligt fortælle den? Brigitte Giraud er selv født i Sidi-Bel-Abbès, og hun har kunnet bruge dele af sin egen historie i bogen.

Det er en helt anden historie end i Alice Zeniters L'Art de perdre og Kaouther Adimis: Nos richesses, men alle tre romaner giver et billede af en periode af Frankrigs historie som det er værd at beskæftige sig med.

En utroligt velskrevet og medrivende fortælling der giver os en ny vinkel på problematikken om de unge der mistede deres liv, førlighed og ungdom.

Flammarion, 2017




Marie Darrieussecq: Notre vie dans les forêts


En meget speciel og lidt underlig fortælling fra en kvinde, der skriver dybt inde i en skov. Hun fortæller om, hvordan hun er født med en dobbeltperson, der sover, men som kan bruges til at erstatte organer, der svigter i hendes egen krop.

Vi har at gøre med en grufuld distopi, hvor vi følger mennesket der via lægernes herredømme er begyndt at ødelægge sig selv. Står det til de herskende, bliver vi bare til en form for robotter, der kan få svigtende elementer udskiftet. Ja, i romanen er det faktisk mere eller mindre robotterne der overtager en del af hverdagen og som bliver mere og mere styrende.

Det er en fremtidsversion der fremstilles gennem notater fra en tidlige psykoterapeut, der er flygtet fra systemet og som har gemt sig i skovene med en flok oprørere, der forsøger at redde dobbeltgængere ud fra hospitalerne.

Det er megen alvor, men også med skildringer der rummer en barsk humor, at forfatteren indbyder os til at interessere os for hvad vi måske er på vej til. Skildringen fra kvindens hånd viser med stor præcision, hvordan et menneske kan gå i opløsning både kropsliogt og menneskeligt. Fremragende.

Marie Darrieeussecq er en meget speciel forfatter, men bestemt værd at læse, da hun kan sætte nogle tanker i gang med sine ofte lidt bizarre romaner.

P.O.L 2017


Guillaune Musso: Quelqu'un d'autre

 Guillaune Musso: Quelqu'un d'autre Côte d'Azur - Forår 2023 Ud for Cannes' kyst driver en yacht rundt mellem Lérins-øerne. ...