Monday, September 28, 2020

Serge Joncour: Nature humaine

 Serge Joncour: Nature humaine


Det her er virkelig en fantastisk god bog, lad mig side det med det samme! Den griber én fra start til slut og er at billede af udviklingen i Frankrig fra 70'erne til årtusindskiftet.

Bogen er bygget op i store afsnit: 1976-1981, 1986, 1991, 1996, mens den omkranses af kapitler fra julen 1999. Der er ikke tale om en dag til dag handling, men om nogle sammenhængende dage i en periode af betydning for bogens personer og især for hovedpersonen Alexandre. Men det er oftest knyttet sammen med store begivenheder i samfundet f.eks. Mitterrands valg til præsiden i 1981 og de store naturkatastrofer i 1999.

Det er mageløst flettet sammen og viser os en udvikling af samfund og personer i de 25 år, den strækker sig over, men den peger også helt klart hen til nogle store temaer i dag med forbrugersamfundet, den grønne bevægelse, kvindernes frigørelse, land-by og hermed natur og den menneskelige natur.

Hovedpersonen Alexandre er født på en større gård, der ligger ret øde højt i landskabet i området le Lot i det sydvestlige Frankrig. Han er født i 1961.

I det første afsnit fra den 23. december 1999 bliver vi ført lige ind i sagen, men det er lidt svært at forstå, hvorfor Alexandre er helt i alene i det mørke hus, roder med mørtel og brændstof. Det er først i de sidste kapitler at gåden afsløres, så Joncour forstår at holde os fast.

Det er naturen og menneskets behandling af den, der er det store tema, men det virker stærkest når det er knyttet til personer som Alexandre, hans forældre og den gamle oprører, der er deres nabo. Det er land mod by og tradition mod nytænkning. Støvede små veje mod motorveje, det lokale samfund mod handel på tværs af alle grænser.

Men der er også en anden kamp som den udspilles i bogens kærlighedshistorie. Alexandre bliver forelsket i Constanza, en tysk studerende. Hun vil gøre noget for verden, men Alexandre vil gøre noget for den verden der er omkring ham. Hun vil rejse rundt i verden, han vil blive på gården.Det er et kærlighedsforhold beskrevet med stor ømhed.

Der er simpelt hen så meget i denne roman, at man bør læse den mange gange. Hvilket jeg hermed opfordrer til.


Flammarion, august 2020


Camille Laurens: Fille

 Camille Laurens: Fille


Bogen starter så at sige med den kommende fortællers fødsel en gang i 50'erne. Man ved altså ikke noget om barnets køn, og skuffes ret meget, da det kun er "une fille", som man allerede har i en storesøster. Denne skuffelse over, at det ikke blev en dreng forfølger Laurence, pigen" nærmest resten af hendes dage.

Vi følger hende i opvæksten, i skolen og i studierne, - ofte fortalt meget rammende og med humor - for det er ikke let bare at være en pige. Der er ikke de samme rettigheder og mændene er dem altid overlegne.

Laurence bliver gift, men hendes graviditet ender med et dødfødt drengebarn. Det havde jo ellers kunnet rette op på hendes stilling i familien. Hun får senere en datter, der faktisk er mere end dreng end en pige. Slutningen skal ikke røbes her, men er nok et chok for hele familien.

Det er en interessant bog, fordi den trods alt viser en udvikling af kvindens rolle i Frankrig i de sidste 50 år, og den tager selvfølgelig også aktuelle emner som me-too og sexisme op. Det er et opgør med den stærkt patriarkalske familie, men det har også sine omkostninger.

Bliver måske lidt for langtrukken, men er skrevet godt og levende, for det meste set fra fortællerens synsvinkel, men også et afsnit, hvor hun skildres udefra.

De nærmeste familiemedlemmer er godt beskrevet og er levende billeder på almindelige franskmænd. Oplagt til at debattere væsentlige emner i dag både hvad angår kvinder, men også det moderne menneske som sådan.


Gallimard, marts 2020

Friday, September 11, 2020

Hadrien Bels: Cinq dans tes yeux

 

Hadrien Bels: Cinq dans tes yeux


Herlig og underholdende roman fra kvarteret Le Panier, der ligger ved den gamle havn i Marseille.

Fortælleren, som de andre kalder Stress, mindes kvarteret da han var ung i 90'erne, og hvor han sammen med vennerne Ichem, Kassim, Djamel og Ange satte sit præg på kvarteret. Han er den eneste der er lyshudet og som bor i selve kvarteret. De andre er mørkere i huden og kommer fra Korsika, Comorerne eller Magreb-landene. Kvarteret blev oprindeligt til med først italienske fremmedarbejdere, men blev senere præget af nye invandrere fra fattigere dele af Frankrig og Nordafrika.

Stress er nu blevet 40 år, er en lidt fortabt kunstner, der har en ide om at lave en film, der handler om hvordan det var i 1990'erne i bydelen. Nu er de gamle og forfaldne ejendomme revet ned og erstattet af moderne byggeri for det velstående unge borgerskab. Kvarterets tidligere befolkning er ekspederet ud til forstadskvartererne i det nordlige Marseille.

Der er egentlig ikke en rigtig handling i bogen, men en række scener, der viser hvordan det var dengang og hvordan det er nu. Stress har stadig lidt kontakt til hans tidligere venner, der er blevet til buschauffører, sikkerhedsvagter og narkotikahandlere.

Det er meget levende beskrevet i et fantastisk rigt sprog, der rummer slang og dialekter og de unge unges særlige sprog. Vi får en fortryllende beskrivelse af Marseille dengang og nu. Der er selvfølgelig en nostalgi efter den medmenneskelighed og sammenhold, som er lidt forsvunden nu. Stress er stolt af sine rødder. Personerne er meget rørende, det være sig hans venner eller endda hans mor, der er en sand kæmpe.

Virker som noget Bels selv har oplevet og det griber én med det samme. Virkelig en fornøjelse at læse.


Éditeur : L' ICONOCLASTE (19/08/2020)

Thursday, September 10, 2020

Christophe Perruchas: Sept gingembres

 

Christophe Perruchas: Sept gingembres

Antoine er udadtil en lidt nedgørende chef, men en elskelig mand derhjemme. Han har dog en anden side som skørtejæger og kvindeforfører.

Gennem Antoines egen skildring får vi et portræt af en mand, som samfundet har skabt tusinder af i årevis. Han er ikke selv helt vidende om sin uhyrlighed, manglende respekt for kvinder, for han ser dem som objekter for sit begær, bruger dem, dømmer dem og tvivler aldrig på at opnå, hvad han vil. Desuden kender han alle tricks, og foragter kvinders forsøg på frigørelse og me-too-bevægelser.

Konstruktionen er meget elegant med kapitler med titlen "Dehors", "Dedans" og "Gingembres 1-7" og et stykke hen i historien vakler man mellem sympati og antipati. Skrevet meget præcist og med konkrete eksempler på samtaler, der virker meget afslørende.

Lidt svær at læse, men et voldsomt angreb på en mandetype, der måske er meget typisk. Bogens titel forklares i bogen.


Éditeur : EDITIONS DU ROUERGUE (01/04/2020)





Tuesday, September 08, 2020

Jean-René Van Der Plaetsen: Le Métier de mourir

 

Jean-René Van Der Plaetsen: Le Métier de mourir


En roman der handler om krig og overlevelse med udgangspunkt i tre dage hos en lille enhed der forsvarer Israel mod Hitzbolla i  Libanon.

En ung franskmand Favrier har meldt sig for at komme ud og se krigen på nærmere hold, og for at forstå hvorfor man kæmper for Israel. Han kobles sammen med Belleface, den erfarne professionelle soldat, der har levet under det mystiske pseudonym fra Fremmedlegionen. Der bliver vævet et stærkt bånd mellem de to mænd, et meget rørende far-søn-forhold.

Efter overvågning fra vagttårnet  patruljerne rundt i lejren og dens omgivelser, krydret med en svømmetur i en lille sø lever læseren så tæt som muligt på disse to mænds daglige liv. Langsomt lærer vi lidt efter lidt deres respektive liv igennem romanen. Bellefaces mystiske og urolige fortid fascinerer den unge Favrier, mens den Gamle, som franskmanden kalder ham, undrer sig over årsagerne til denne unge idealists engagement i den libanesiske milits.

Gennem deres diskussioner og deres tilståelser opdager vi deres hemmeligheder i dette kontrolpunkt, den sidste barriere mod Hizbollah før Israel.

Man bliver grebet af Bellefaces historie, der afslører en hård mand med flerårige ar, mens han forsøger at forstå, undertiden forgæves, motivationen hos den unge Favrier.

En intensiv skildring men samtidig en roman, der fortæller os om krigen, militæret, hvorfor dette valg, hvilke kampe fører de? Hvad skjuler deres engagement om dem? Hvordan lever de med truslen om død ved et terrorangreb?

Smuk skrevet og gribende læsning. Kan anbefales.


Grasset, august 2020




Sunday, September 06, 2020

Victor Pouchet: Autoportrait en chevreuil

 

Victor Pouchet: Autoportrait en chevreuil


En bog der atter tager temaet far-søn op, men på en noget speciel måde. Hovedpersonerne er Elias, hans far og hans kæreste Avril. 

De får hver deres afsnit, hvor de fortæller deres vinkel på historien. Elias fortæller sin historie på ca 100 sider, Avrils historie er en gengivelse af hendes dagbog, ca 40 sider, og faderens lange monolog de sidste 10 sider. Der er altså fra starten sat en vægtning af de tre dele.

I et lille indledende kapitel ligger den voksne Elias på en seng med kæresten Avril. Hun synes, at han er indelukket og ikke vil fortælle noget om sin fortid. Hun mener, at det skyldes hans barndom og opfordrer ham til at skrive det ned for at få det ud af kroppen. Brænde karavanen, siger hun, som sigøjnere gør, når en dør. Det er således det han gør i det følgende afsnit.

Hans mor er død, så det er faderen der opdrager ham, og det er på en meget speciel måde f.eks. opdrager han ham til at udholde smerte ved at holde ham nede i koldt vand. Først da Elias kommer i skole og hører, at de andre børn kalder hans far for en tosse, begynder der at gå noget op for ham. Han har ellers set meget op til ham.

Faderens store interesse er magnetiske bølger, han kan undertiden helbrede folk ved berøringer. Hans har en masse instrumenter og maskiner og synes også at være meget vidende. Han går op i magi og søger ud til bautastenene i Bretagne.  Senere får han en ny kone Céline, der også får en søn. Den nye søn er meget knyttet til faderen og i modsætning til Elias synes han at kunne overtage faderens interesser og evner.

Avril kommer heldigvis ind i billedet, men kan hun redde Elias. Det må I selv læse om.

Det er en ret fænglende historie om en mærkelig barndom, ensomhed og en tilflugt i drømme og billeder. Man bliver draget ind i en mærkelig verden, hvor også dyrene og naturen kommer til at spille en stor rolle. Lidt efter lidt kommer puslespillet til at falde på plads, efterhånden som man kommer igennem de tre vinkler på historien.


Finitude, august 2020



Dorothée Janin: L'Île de Jacob

 

Dorothée Janin: L'Île de Jacob


L'île de Jacob er et andet navn for Christmas Island, der er kendt for sin vidunderlige natur, men også for at huse illegale indvandrere til Australien, som øen hører under.

Fortælleren har boet på øen i sine ungdomsår, barn af en meget omsorgsfuld mor, men ved forældrenes skilsmisse, følger han faderen til øen.

Mange år senere møder han sin gamle veninde, Vicky, fra øen og de genkalder sig deres minder fra tiden på øen. Der kunne være starten på en lidt romantisk erindringsroman, men da vi får rullet historien ud, viser det sig at være en fortælling om ødelæggelse af såvel natur som mennesker.

Ødelæggelse af en ø ødelagt af mænd med en lugt opstået fra driften af en fosfatmine. Ødelæggelse af øens biodiversitet, øens kendte røde krabber forsvinder på grund af invasive myrer, der ødelægger alt. 

Nedbrydning af mennesket repræsenteret af fortællerens far og af Jacob, en ældre ven. Begge mænd vil, ligesom krabber, blive spist væk af et frygteligt rovdyr: druk og depression.

For fortælleren er det også skildringen af at blive voksen, tage ansvaret for sig selv i en verden, hvor ødelæggelse og pessimisme har overtaget.

En stærk roman med skildringen af voldsomme følelser i et mørkt og dystert perspektiv. Fremtidsudsigterne er ikke lyse og fortælleren må vel også bukke under på et tidspunkt, selv om han forsøger at flygte fra de traumer og den ø, der blev hans skæbne.

Mange dystre, men aktuelle temaer


Bogen er netop blevet tildelt Prix Littéraire 2020 Maison Rouge.


Fayard, august 2020


Tuesday, September 01, 2020

Grégoire Delacourt: Un jour viendra couleur d'orange

 

Grégoire Delacourt: Un jour viendra couleur d'orange


Grégoire Delacourt er en forfatter, hvis bøger jeg normalt sætter pris på, og hans nyeste er bestemt også værd at læse.

Bogen starter med de gule vestes (gilets jaunes) første demonstrationer og besættelser af rundkørsler.

Ved daggry en november formiddag i det nordlige Frankrig står en gruppe venner ved en rundkørsel og beslutter at besætte den. Blandt dem udtrykker Pierre, en deltidsvagt i et supermarked efter en afskedigelse, endelig en længe indeholdt vrede. Han bliver næsten den lokale leder.

Hans engagement og den voldsomme vrede ødelægger forholdet til hans kone, Louise, en palliativ sygeplejerske, og Geoffroy, deres tretten år gamle søn, en unik dreng, der altid har skræmt ham. En søn, der nægter at blive rørt, sorterer alt efter farve, tæller den nøjagtige længde af sine skridt og husker alt, hvad han læser, i stilhed. Da Pierre en lørdag morgen tvinger ham til at smide en Molotov-cocktail mod en offentlig bygning, smider Louise ham ud, udmattet af sin mands vold og fast besluttet på at beskytte Geoffroy.

Der er med andre ord lagt op til en række dramatiske hændelser i det følgende. Vi får bl.a. introduceret Djamila, der som araberpige udsættes for mobning ligesom Geoffroy, der er den mærkelige. Det bliver til et bånd mellem de to, og de søger ofte ud i skoven, hvor de møder Hagop, der lærer dem om naturen.

Men mange truer deres lykke, og vil Pierre fortsætte sin kamp? Det bliver til en handlingsmættet historie, afbrudt af beskrivelser af natur og flere kærlighedsforhold.

Bogens kapitler har næsten alle en titel med en farve. Konstruktionen er virkelig et mesterværk og stilen er sikker. Forskellige aktuelle temaer behandles i denne roman som udsathed, sociale kampe, retten til at dø med værdighed, religion, det grønne samfund, men også og fremfor alt kærlighed, opofrelse  og frihed.

Kan stærkt anbefales.

Grasset, 2020



Jean-Paul Dubois: L'origine des larmes

 Jean-Paul Dubois: L'origine des larmes Den vidunderlige  Tous les hommes n'habitent pas le monde de la même façon  fik fortjent sin...