Saturday, November 25, 2017


Marie Richeux: Climats de France



Endnu en af de nye bøger, hvor Algeriet igen bliver en form for hovedperson sammen med arkitekten Fernand Pouillon. Fortælleren Marie binder de forskellige historier sammen, men slet ikke kronologisk. Hvert kapitel bliver i dets overskrift placeret tidsmæssigt, men ellers må læseren selv holde styr på kronologien. Ganske fikst lavet, men det kræver nogle opslag frem og tilbage.

Marie blev født midt i 1980'erne i Frankrig. Hendes forældre er fra Algeriet. Hun tager i 2008 til Alger og får en oplevelse da hun opdager bygningen "Climats de France", der har samme arkitekt som det kompleks, som selv er opvokset i i Meudon-la-Forêt, bygget i 60'erne, nemlig Fernand Pouillon. Hun kan genkende stenene og de små finesser. Komplekset i Alger blev bygget med 1000 lejligheder for at slippe af med den voldsomme slum. Bygningen blev foretaget på forbløffende tid, men da Marie ser det i 2008 er det noget forsømt.

Bogen er nu bygget op omkring arkitektens indsats og ideer fra hans lange karriere, der starter i 1934 i Aix-en-Provence. Han bliver lidt af en helt for Marie, selv om han på et tidspunkt kommer i fængsel.

Andre vigtige personer er en taxachauffør Malek fra hendes ejendom. Hun husker stadigvæk en aften i 1997, hvor der blev sunget i hans lejlighed hele natten. Det viser sig at være på grund af hans søns død. Sønnen var blevet narkoman, for det er jo ikke usædvanligt i forstadskvartererne. Disse kvarterer får vi skildret via Maries fortællinger om barndom og opvækst.

Malek blev af sine forældre sendt til Frankrig i 1956, for at han ikke skal blive involveret i krigen, men Marie får gennem sine spørgsmål til ham besked om de ting der skete både i Algeriets men også i Frankrig i forbindelse med krigen. Grusomme afsløringer.

Der er i det hele taget et enormt materiale fra perioden gennem de konkrete skildringer af byggeri og de deltagende arbejdere og beboere.

Bogen virker selvbiografisk, men også som en biografi over Pouillons indsats. Samtidig bruger den også romangenren, og det gør den til en fascinerende og spændende historie.

Editeur Sabine Wespieser, 2017

Wednesday, November 15, 2017


Yves Simon: Génération(s) éperdue(s)


En dejlig opsamling af sangtekster fra Yves Simon, der også har illustreret og kommenteret en stor del af de 140 tekster, som bogen rummer. Der er også en del fotomateriale.

Yves Simons første album udkom i 1973 : Au pays des merveilles de Juliet med titler som Les bateaux du métro og Rue de la Huchette. Det var ikke for ingenting, at han havde været gademusikant i Paris.. I Respirer, chanter fra 1974 starter vi i Paris, men kommer ellers ud i verden: J'ai rêvé New York og Manhattan, hvor der er en poetisk, men barsk skildring. 

Yves Simon kredser i sine næste albummer omkring de udsatte, de farvede og de unge der søger en form for kærlighed, som er svær at finde. Et af de bedste album er Demain, je t'aime, der både musikmæssigt og tekstmæssigt er på højt niveau. Mine favoritter er Petite fille, p'tite misère (Tu voudrais pouvoir crier tout haut tes rêves Avant que la nuit s'achève), Attention futur og Une pierre roule.

Une vie comme ca fra 1981 har jeg hørt utallige gang. Alle tekster er rettet mod fremtiden, hvad vil den bringe, hvad kan vi tage med os og hvad vil vi betyde. Fremragende album.

Desværre blev der lidt længere mellem udgivelserne: 1983, 1985, 1987, 1999, 2007 og de blev måske musikalsk og teknisk bedre, men manglede lidt nogle samlende temaer. Der er dog en række guldkorn i alle albummer.

Man kan sagtens finde Yves Simons musik på de forskellige platforme, lyt til ham og ha' teksterne ved hånden.

Vi må jo ikke glemme at nævne , at Yves Simon efterhånden er blevet romanforfatter med en 10-15 titler, der bestemt også er værd at læse.

Flammarion, 2017

Saturday, November 04, 2017


Patrick Modiano: Nos débuts dans la vie



Samtidig med en roman udsendte Modiano også et teaterstykke, og i udsendelsen "La Grande Librairie" fortæller han, at teaterstykket var en slags forløber for "Souvenirs dormants". At skrive i replikker var mere konkret og præcist end romanformen. Da han i øvrigt som barn ofte havde været i teatret med sin mor, der var skuespiller, blev stykket i virkeligheden til et teaterstykke, der handler om teatret.

Vi ser igen Modiano operere med flere parallelle verdener i stykket. Hovedpersonen Jean (20 år) vil som ung gerne være forfatter, men har ingen støtte hos moderen Elvire (ca 50 år) eller moderens samlever Caveux (ca 50 år). Derimod får han støtte hos sin kæreste Dominique (20 år), der netop er ved at indstudere sin rolle i Tchekhovs "Mågen". I teatret ved siden af spiller moderen i en boulevardkomedie, så der er forskel på niveauet.

Modiano udnytter teaterstykkernes indhold i sine hovedpersoners opgør, for Jean lægger ikke fingrene imellem i sin kritik af moderen, der aldrig har haft tid til at tage sig af ham som barn, mens hun nu lader som om hun vil frelse ham fra forholdet mellem ham og Dominique. Caveux deltager også i dette spil og kritiserer voldsom det romanudkast, som Jean er i færd med at skrive færdigt. Jean går i øvrigt nu rundt med det i en kuffert der er lænket til hans håndled.

Hele dette spil på flere scener samtidig iblandet en drømmeverden, en forskydning i tid og sted gør stykket særdeles spændende at læse. Brug af diverse rekvisitter kalder også på en fortolkning f.eks. Jeans kuffert. 

Modiano havde ikke selv forslag til, hvem der kunne spille det, for det kunne jo spilles i forskellige tempi. Nu må vi se om det kommer op på et tidspunkt.

Der er ingen tvivl om, at Modiano spiller på sit eget forhold til moderen og hendes samlever (Jean Cau), men vi får samtidig dette lidt mystiske univers mellem virkelighed, drøm og minder, som uddybes i romanen. Samtidig er det også et brud med fortiden, for Jean og Dominique kan nu starte på deres "débuts dans la vie".

Igen en perle fra Modiano.

Gallimard. 26. oktober 2017

Wednesday, November 01, 2017


Patrick Modiano: Souvenirs dormants


Endelig kom der en ny bog af Modiano efter hans Nobelpris, men den var værd at vente på.
Der er ikke tale om en egentlig roman, men snarere en søgen efter de minder som sover i os, med eller mod vores vilje.

Fortælleren Jean D., der også er forfatter, kan næsten kun være Modiano selv, der afslører lidt mere af sin fortid og om sine unge år fra han var 17 til 22 år. Når man har læst hans tidligere bøger, kan man genkende en del af de personer, han nævner i denne bog, fra tidligere bøger, og temaerne er også velkendte: flugt, drøm-virkelighed, Paris, ensomhed og angst.

Han husker tilbage på de lystavler, der tidligere var i metroen: man kunne trykke på sin endestation og så blev det med farvede lys vist, hvordan man kunne tilrettelægge sin tur. Jean D. tror, at man måske en dag vil kunne trykke på en knap og møde de folk som man har mistet kontakt til eller som indgik i ens fortid.

I bogen får vi flere eksempler på møder med kvinder, som så pludselig forsvinder, men som han så senere møder tilfældigt på gaden. Det er den slags sammentræf, der fascinerer ham, og som han selv søger at skabe.

Selv om det er mere end 50 år siden, er der en bestemt hændelse som han ikke kan afsløre alt om. Det er en kvindelig bekendt, der ringer til ham og indtrængende beder ham om at komme hen til en bestemt lejlighed. Han tager derhen, men ser at der ligger en død person på gulvet. Hun forklarer det som en ulykke, men de skynder sig væk og skjuler sig i lang tid. Dette skete i 1965, og det er egentlig først når han skriver om det nu, at han føler sig ubekymret og fri.

Vi får at vide, hvordan han arbejder med små sedler, notater og diverse gamle aviser, bøger og kort, for på den måde kan han fastholde glemte personer og minder. Hvor meget der er virkelighed og hvor meget der er drøm, kan han selv komme i tvivl om. Bogens slutning er måske også en start på en ny søgning baseret på nogle notater fra sidst i 60'erne. Det venter vi på med spænding.

For en inkarneret fan af  Modiano er denne bog en sand gave. Vi bliver ført længere ind i dette univers af drøm og virkelighed i hans sædvanlige smukke sprog, og oplever samtidig hvordan tiden opløses. Disse tilfældige møder og begivenheder kan på de rette tidspunkter annullere den tid der gået.

Gallimard, 26. oktober 2017

Guillaune Musso: Quelqu'un d'autre

 Guillaune Musso: Quelqu'un d'autre Côte d'Azur - Forår 2023 Ud for Cannes' kyst driver en yacht rundt mellem Lérins-øerne. ...