Wednesday, November 01, 2017


Patrick Modiano: Souvenirs dormants


Endelig kom der en ny bog af Modiano efter hans Nobelpris, men den var værd at vente på.
Der er ikke tale om en egentlig roman, men snarere en søgen efter de minder som sover i os, med eller mod vores vilje.

Fortælleren Jean D., der også er forfatter, kan næsten kun være Modiano selv, der afslører lidt mere af sin fortid og om sine unge år fra han var 17 til 22 år. Når man har læst hans tidligere bøger, kan man genkende en del af de personer, han nævner i denne bog, fra tidligere bøger, og temaerne er også velkendte: flugt, drøm-virkelighed, Paris, ensomhed og angst.

Han husker tilbage på de lystavler, der tidligere var i metroen: man kunne trykke på sin endestation og så blev det med farvede lys vist, hvordan man kunne tilrettelægge sin tur. Jean D. tror, at man måske en dag vil kunne trykke på en knap og møde de folk som man har mistet kontakt til eller som indgik i ens fortid.

I bogen får vi flere eksempler på møder med kvinder, som så pludselig forsvinder, men som han så senere møder tilfældigt på gaden. Det er den slags sammentræf, der fascinerer ham, og som han selv søger at skabe.

Selv om det er mere end 50 år siden, er der en bestemt hændelse som han ikke kan afsløre alt om. Det er en kvindelig bekendt, der ringer til ham og indtrængende beder ham om at komme hen til en bestemt lejlighed. Han tager derhen, men ser at der ligger en død person på gulvet. Hun forklarer det som en ulykke, men de skynder sig væk og skjuler sig i lang tid. Dette skete i 1965, og det er egentlig først når han skriver om det nu, at han føler sig ubekymret og fri.

Vi får at vide, hvordan han arbejder med små sedler, notater og diverse gamle aviser, bøger og kort, for på den måde kan han fastholde glemte personer og minder. Hvor meget der er virkelighed og hvor meget der er drøm, kan han selv komme i tvivl om. Bogens slutning er måske også en start på en ny søgning baseret på nogle notater fra sidst i 60'erne. Det venter vi på med spænding.

For en inkarneret fan af  Modiano er denne bog en sand gave. Vi bliver ført længere ind i dette univers af drøm og virkelighed i hans sædvanlige smukke sprog, og oplever samtidig hvordan tiden opløses. Disse tilfældige møder og begivenheder kan på de rette tidspunkter annullere den tid der gået.

Gallimard, 26. oktober 2017

No comments:

Corbeyran/Le Roux: La lune en héritage (Novembre 1918) Så kom 10. og sidste bind af tegneserien om 14-18, som jeg har læst med stor ...