Erika Nadège: Mon petit

 Erika Nadège: Mon petit

For Érika Nadège er det at skrive et bolværk mod smerte og uretfærdighed. Det er en anden måde at interessere sig for dem, der ligger på knæ, og som hun bekymrer sig om i sit daglige arbejde som specialpædagog. Det er hendes måde at afvise at man blot lader stå til og ikke engagerer sig for andre.

Mon Petit er hendes første roman.

Det er en herlig og barsk selvbiografisk bog, der skildrer en opvækst i Belleville-kvarteret i 90'erne. Fortælleren Naëlle søger som 45-årig tilbage til sin bedstemors gade i Belleville, og det sætter gang i hendes erindringer om en meget omtumlet barndom. 

Hendes mor Jeanne, der har fået fem børn med forskellige mænd, er sygeplejerske. Hun er frisindet, ofte ubekymret, fattig og betaler ikke sine regninger, så de må klare sig uden el i en lille lejlighed ved Porte de Montreuil. Ofte har de heller ikke noget at spise.

Når Jeanne på grund af sine vagter eller andet presserende ikke kan tage sig af børnene, bliver de sendt til bedstemoderen i Belleville. Hun tager sig af dem og forsøger at lære dem nogle basale ting, som moderen ikke bekymrer sig om. Selv om hendes bedstemor lever beskedent, gør hun sit bedste for at lære dem gode manerer.

Naëlle vokser op, stiller spørgsmål, der forbliver ubesvarede, møder mænd, der aldrig er helt rigtige, forelsker sig i Gustave, hans grønne øjne og hans nye Nike-sko, og bliver mor til tvillinger som 19-årig, men dramaet ser ud til at vente på sin tid ...

Mon Petit er en chokerende og menneskelig debutroman, som tager os med gennem Bellevilles gader i de hektiske fodspor på en ung pige, der er fast besluttet på at leve tidligere end alle andre. Vi følger hende i sorg og glæde, men Naëlle bliver efterhånden klar over, at ikke alt er uden problemer.

En virkelig velskrevet førsteroman, der tager os helt ind i en fattig familie der må kæmpe hårdt for at klare sig. Heldigvis mister de ikke lysten til at stå imod og skabe deres egen tilværelse.

LIVRES AGITES (24/08/2023)

Hervé Le Tellier: Le nom sur le mur

 Hervé Le Tellier: Le nom sur le mur

Hervé Le Tellier slog sit navn fast med Goncourt-prisen L'Anomalie i 2020, en lidt dyster fremtidsversion, men i den nye bog vender han blikket tilbage til 2. Verdenskrig og en bestemt ung mand fra modstandsbevægelsen. Han døde som 20-årig.

En tilfældighed får Hervé Le Tellier til at interessere sig for Andre Chaix, for han finder hans navn indgraveret på muren i et hus, han lige har købt i Monjoux. Hans interesse stiger, da han finder samme navn »CHAIX ANDRÉ (mai 1924-août 1944)« på byens krigsmindesmærke.

Hervé Le Tellier vil finde ud af mere om André Chaix, og han får hurtigt nogle konkrete oplysninger om hans familie. Han var søn af en bager i Montjoux, meldte sig til modstandsbevægelsen, men blev dræbt i et træf med en letkørende tysk kampvogn i august 1944. Familien har gemt en lille æske med nogle personlige ting som fotos, breve mm, og fremlæggelsen af indholdet i æsken giver os et meget personligt forhold til André. Hervé Le Tellier har inkluderet fotos, som han har indsamlet under sin efterforskning. 

Men Le Tellier må undertiden digte og skrive om musik og film som André og kæresten Simone så og hørte. Vi hører om forfatteren til Jules et Jim og får fortalt historien om den første film om Titanics forlis.

Bogen er først og fremmest en mulighed for at genopfriske vores hukommelse om, hvad fascismen egentlig er, og dens rædsler, eller for at give dem videre til yngre læsere i en tid, hvor demokratierne er mere skrøbelige end nogensinde, hvor truslen fra den yderste højrefløj er alt for reel, og hvor antisemitismen viser sit afskyelige ansigt i fuldt dagslys. Le Tellier undersøger spørgsmålet om engagement ved at interessere sig for begge lejre - hver gang med ønsket om at forstå kompleksiteten i tiden, menneskene og sammenhængene.

Vi får på mange måder nye vinkler på besættelsestiden, men med koblingen til nutiden bliver det en meget barsk historie, som Le Tellier vil vise os. Vil fortiden blive gentaget men blot meget voldsommere?

En bog man bør læse.

GALLIMARD (04/04/2024)

Nicolas Mathieu: Le ciel ouvert

Nicolas Mathieu: Le ciel ouvert

Ny og usædvanlig bog fra Nicolas Mathieu. En bog der ovenikøbet er forsynet med virkelige gode tegninger af Aline Zalko - en fornøjelse at have i hånden.

Denne selvbiografiske beretning er ret atypisk for forfatteren. Romanen samler tekster, som forfatteren har skrevet på de sociale netværk siden 2018, især dem, han offentligt har adresseret på Facebook og Instagram til en kvinde, han ville have, men som ikke var fri. En hemmelig kærlighedshistorie, som ikke er mere, men som han husker hvert øjeblik af og beskriver i alle intime detaljer i et poetisk og inciterende sprog.

I denne samling af tekster skriver han om de mennesker, han elsker, og som har betydet noget for ham. I sine tidligere romaner har han allerede demonstreret sin evne til at forankre sit forfatterskab i virkeligheden ved at fremkalde præcise detaljer, der griber læserne.

Den første del af bogen, som er viet til en kvinde, han elskede vanvittigt højt, er storslået. Hvad kan være mere universelt end den kærlighed, der gør ondt, den mangel, der gnaver i én? Denne utro kærlighed fortalt til alle, denne umulige kærlighed har skabt de smukkeste tekster om kærlighed.

I anden del af bogen bliver perspektivet bredere med hovedpersonerne hans far og hans søn, men samtidig en opsamling på hans barndom, ungdom og hans nu mere modne alder. Der er hans skildring af livet der kan køre som en rutine, mennesker der er frataget deres egen vilje og en opfordring til ikke at underkaste sig. Det er en formidabel samling småtekster.

I denne udvalgte selvbiografi slutter han sin beretning med at sige til sig selv: "Og på trods af krigen, på trods af det umulige hav, på trods af dine mørke rande og dårlige valg, var du i det øjeblik den lykkeligste mand på jorden."

ACTES SUD (07/02/2024)

Dany Lafferrière: Fête chez Hoki

 Dany Lafferrière: Fête chez Hoki

Ny lille udgivelse fra én af mine favoritter. Det er en god samling af små tekster samlet fra tidlige ikke-udgivne tekster, men skrevet med samme glød og med samme emner som Dany Lafferrière altid har kredset om: død og sex og livlyst.

Navnet på én af de første atombomber var Rity Hayworth. Hun var en eksplosiv rødhåret pin-up og skuespillerinde, så sammenligningen er ok. For Dany Lafferrière er sammenhængen mellem død, atombombe og sex helt klar. Vi må have noget at ty til, når døden hænger lige over os.

O sit møde med Hoki kan han kun sige: "Jeg er kun interesseret i klichéer, og den første kliché om Japan er erotik. Den anden: atombomben."  Hoki, en modefotograf, er japansk, implosiv, radioaktiv. Hun elsker i 72 timer i træk, før hun glider væk og overlader sit loft til forfatteren, som absolut ikke vil forlade hendes seng.

Det kommer der mange beretninger om, der er ladet med erotik, men også erkendelsen af at alt får en ende. Festerne i Hokis lejlighed er en fanfare af oplevelser og et farvel til al borgerlighed. Hoki møder vi også i mange andre af Laferrières bøger.

Anden del af bogen "Le zoo de Kama-sutra" bevæger sig lidt væk fra Hoki og mod kendte kunstnere i New York og andre steder, og her er erotikken bestemt heller ikke gemt væk. Læs blot om Norman Mailer og hans kone og datter.

Et lille handby by bog som bestemt lyser af lyst og sex, men også om store temaer som liv-død, religion, hudfarver. Det er Laferrière og det er godt!

Zulma (04/04/2024)

Julie Malye: La Louisiane

 Julie Malye: La Louisiane

En fantastisk bog på mange måder, både hvad angår indholdet og hvad angår det billede af en fransk koloni i starten af 1700-tallet som skildres i bogen på næsten 600 sider. Forfatteren fortæller,at det har taget hende 8 år at gøre værket færdigt. Imponerende!

Handlingen starter i  1720 i hospitalet, anstalten la Salpêtrière, hvor lederen Marguerite skal lave en liste over piger. Guvernøren i Louisiana har nemlig bedt om flere koner til kolonien: 90 kommende mødre, frugtbare, kompetente og diskrete. 

Det er en helt ukendt historie, Julie Malye vil fortælle os her, historien om snesevis af unge kvinder, der blev sendt fra Frankrig, og mere præcist fra Salpêtrière-hospitalet, forældreløse eller efterladte, i den fødedygtige alder, dvs. fra 12 eller 13 års alderen, for at kunne give afkom til de franske kolonister, der ankom til Louisiana i begyndelsen af det 18. århundrede.

Da pigerne efter tre måneder på skibet La Baleine går i land, har de ingen anelse om, hvor de skal overnatte, eller hvor hurtigt de ville blive forlovet. Selve beskrivelse af de meget unge pigers tur over Atlanten er i sig selv hele romanen værd. 

Vi følger i fodsporene på de kvinder, der blev sendt til Louisiana for at befolke den nye franske koloni. En korroman, hvor vi følger Geneviève, en englemager, Pétronille, en aristokrat, der er spærret inde af sine forældre, og Charlotte, et forældreløst barn, der er vokset op på Salpêtrière.

La Louisiane er en helt igennem feminin eventyrroman med dødsfald, fødsler og krige mod indianerstammer, men disse stærke kvinder gør modstand og skaber sig en plads i denne nye verden.

Denne historie er omhyggeligt skrevet og veldokumenteret, og den giver læseren et øjebliks oplevelse af forhold for 300 års siden.

En roman/skildring af for mig helt ukendte sider af Frankrigs kolonisering af det sydlige USA. Det er en grusom historie, men det er også historien om nogle kvinder der tør stå imod og tage kontakt til en ny natur, nye folkeslag og som tør mere end man troede.

En absolut fantastisk roman som kun kan anbefales.

STOCK (03/01/2024)