Jean-Christophe Rufin: Les flammes de pierre

 Jean-Christophe Rufin: Les flammes de pierre

Endnu en vidunderlig bog fra Jean-Christophe Rufin omkring et af hans yndlingsbeskæftigelser: bjergbestigning og bjerge i det hele taget.

Her er det rammerne, bjergene, der er omgivelserne til en banal kærlighedshistorie. Historie og rammer i denne roman er ret vellykket, som en god film, uden længder, og slutningen er særlig betagende.

Men Jean-Christophe Rufin er også  lykkedes med sit væddemål: at skrive en bjergbog med udgangspunkt i det traditionelle skema, som består i at beskrive en eller flere stigninger i kronologisk tilstand; klatringen til refugiet, umuligheden af ​​at sove, afrejsen om natten og den kolde tidlige morgen, derefter begejstringen i solen, der varmer muren, til sidst toppens rus i den menneskelige varme fra den rebfestede fest med pølse og ost.

I denne roman er bjerget flettet sammen med kærlighedshistorien, hvilket giver det dens kraftfulde, spændende og farlige rammer, som kærligheden selv.

Gennem bogens to hovedpersoner, Remy der er guide i bjergene og Laure der arbejder i finansverdenewn i Paris modsætter romanen det kunstige og overfladiske i et samfund, der er hierarkiseret af penge og forblændet af illusioner, til bjergets ubevægelige ubevægelighed.

Ved bjergets storhed, dets barskhed og dets farer kan du hurtigt blive bragt tilbage til bevidstheden om din ydmyghed og vise hvem du virkelig er.

Dejlig læsning, selv om jeg hverken er til skisport eller bjergbestigning.

GALLIMARD (07/10/2021)

Jean d'Amérique: Soleil à coudre

 Jean d'Amérique: Soleil à coudre

En ung pige, hvis kælenavn er Tête Felée (skørt hoved), vokser i Haïti op i et slumkvarters elendighed, hvor hun observerer de voksne. Hendes familie er Papa, som ikke er hendes rigtige far. Han er håndlanger for den værste bandeleder i byen; Fleur d'Orange, hendes mor, har kun sin krop at sælge.

Hun ser de voksne, deres vold, deres svagheder, deres afhængighed, men det giver indhold til hendes fantasier om flugt.

Ofte alene mellem den uhumske lejligheds fire beskidte vægge begynder hun utrætteligt på et brev til den klassekammerat, hun er forelsket i, og leder efter de ord, der hverken vil forråde hendes drømme eller hendes sandhed.

Men kan en 12-årig piges naivitet og drømmeverden i en barndom der er alt andet end barndom holde stand? Hun prøver tappert ved at skrive i et sprog der er poetisk. Lige så brutalt livet er skildret, afbøder hun sine mørke sandheder ved at klæde dem i lys, i malerier af farverig vold, der nogle gange fremmaner slams protestpoesi, nogle gange sangen om en evig tragedie.

En grusom historie fyldt med poesi, begær, vold, magt og blod. Det, der gør denne bog unik, er først og fremmest forfatterens enestående stil, som kombinerer den mest direkte råhed med kraftfuld figurativ poesi. Vi oplever et originalt sprog, nogle gange foruroligende, men ofte af en forvirrende skønhed.

Jean d'Amérique viderefører på glimrende vis den haitianske litteratur.

ACTES SUD (03/03/2021)

Jean-Cristophe Rufin: Notre otage à Acapulco

 Jean-Cristophe Rufin: Notre otage à Acapulco

Nu er fjerde bind udkommet i serien om den lidt mislykkede konsul Aurel Timescu, oprindeligt født i Rumænien, men blevet fransk efter et kort giftermål. Han bliver altid rodet ind i nogle lyssky affærer, men klarer sig altid igennem. Det gør han selvfølgelig også denne gang trods voldsomme begivenheder.

Aurel kommer til at slå sine folder i Mexico, nærmere bestemt i Acapulco, der i 1960'erne var mødet for stjernerne fra Hollywood: Weismüller (Tarzan), Ava Gardner, Bogart, John Wayne, Sinatra m.fl., men som senere blev besat af diverse narkobaroner, der jog turister væk.

Aurel bliver tilkaldt, faktisk for ikke at foretage sig noget. Det passer ham fint. En ung fransk kvinde er forsvundet i Mexico, datter af en politiker med ministerdrømme, så hun skal findes. Eftersøgningen ledes af Frankrigs ambassadør, der er en lidt usympatisk person. Aurel er blot tilkaldt for at vise, at man tager eftersøgningen alvorligt ved at sende ham til Acapulco. Det viser sig at være et uanet pletskud.

Vi kender jo Aurel fra de tre første bind som en mand der går klædt i store frakker og umoderne jakkesæt, så det er sjovt at se ham her i Acapulco, hvor varmen tvinger ham til at bære T-shirts og badesandaler. Han kan heller ikke få sin sædvanlig hvidvin, men tequilaen bliver en udmærket erstatning.

Bogen starter lidt tungt, men den tager heldigvis hurtigt fart og lever op til de forrige bind i serien om Aurel.

God roman at slappe lidt af med. Rufin er en virkelig god fortæller og han rammer godt i sine portrætter og beskrivelser af naturen, byerne og de sociale forhold.

FLAMMARION (06/04/2022)

Véronique Olmi: Le Gosse

 Véronique Olmi: Le gosse

En meget voldsom roman om en drengs opvækst i tiden efter 1. Verdenskrig. Hans far kommer såret hjem fra krigen og dør hurtigt efter af den spanske syge. 

Joseph vokser op i et arbjderkvarter nær Bastillien, men forkæles og beskyttes af sin mor og bedstemor.

Omsvinget kommer da moderen dør på grund af en mislykkes abort, bedstemoren er lidt omtåget og gammel, så Joseph må klare det for de to. Også det går galt og Joseph kommer på børnehjem, plejefamilie og senere børnefængsel, inden han sendes ud til en institution på landet, hvor han skal arbejde med landbruget. Det bliver et slavearbejde.

Alt dette er måske godt nok, men den måde man behandler børnene på er horribel og næsten ikke til at holde at læse om. Joseph klarer sig igennem på grund af en kærlighed til musik og evne til at spille. Men kan han blive til noget, har han nok at stå imod med? Det fortæller Véronique Olmi videre om.

En barsk historie der bygger på faktisk materiale om den måde man forsøgte at tage sig af forældreløse børn på.

Ikke læsning for svage sjæle, men et vægtigt indslag om opdragelse, børns ensomhed, fattigdom, seksualitet og politiske forhold i mellemkrigstiden.

ALBIN MICHEL (26/01/2022)

Jérôme Leroy: Les Derniers Jours des fauves

 Jérôme Leroy: Les Derniers Jours des fauves

I denne på en måde aktuelle roman er vi på tærsklen til præsidentvalget i 2022. I 2017 blev valgt, til alles overraskelse, en kvinde, Nathalie Séchard, som skabte en politisk bevægelse kaldet New Society. 

Hverken fra højre eller venstre omgiver hun sig med ministre, der kommer fra både højre og venstre, såsom hendes indenrigsminister, Patrick Beauséant, fra rækken af ​​det hårde højre, og Guillaume Manerville, minister for Miljø, som kommer fra den miljøaktive venstrefløj.

Mens hun tøver med at stille op igen, er hendes største konkurrent Agnès Dorgelles, leder af den patriotiske blok. Nathalie Séchards mandat har været præget af to alvorlige kriser: De Gule Vestes og en virus, der fortsætter med at mutere. (I begge tilfælde er kriserne mere alvorlige end dem, der rent faktisk fandt sted.) 

Alt dette foregår på baggrund af truslen om et totalt sammenbrud af systemet på grund af især økologiske og demokratiske problemer.

Jérôme Leroy viser os et plot for erobring af magten ved at placere alle hans karakterer i en kontekst af vold mod politikere, pandemi og hedebølge. Man har indtryk af at fordybe sig i de politiske intrigers drejninger med glæde og/eller afsky. Man følger en mørk historie fuld af koldblodige beskidte tricks.

Man kan klart gennemskue henvisningerne til de faktiske forhold, men det forekommer mig at være noget overspillet i Leroys version.

LA MANUFACTURE DE LIVRES (03/02/2022)

Jean Teulé: Azincourt par temps de pluie

 Jean Teulé: Azincourt par temps de pluie

Igen en ny bog efter bogen om Baudelaire, men denne gang om et historisk emne som Frankrig ikke kan være stolt af. Shakespeare har beskrevet slaget i Henry V, men nu tager Teulé fat på det.

I sommeren 1415 havde Frankrig genvundet størstedelen af sine landområdet tabt i Hundredårskrigen. Englænderne sad fortsat på Aquitaine og Calais, men invasionsstyrkerne fra den anden side af kanalen var drevet næsten fuldstændigt ud af Normandiet og Flandern. Henrik V var opsat på at generobre store områder af Frankrig.

Romanen fortæller historien om slaget ved Azincourt, hvor alle franske medlemmer af den franske adel bliver tilkaldt for at slagte den engelske hær, der ikke er særlig stor, er plaget af sygdom og i det hele taget synes at være et let offer.

Teulé gennemgår hele slaget for os, viser hvor overmodige adelen er, blændet af deres eget ego. Kun feltludderen kan se, at franskmændene griber det hele forkert an og løber ind i et enomt nederlagt med ufattelige tab.

Teulé kan jo ikke dy sig for at sammenligne med aktuelle forholde og på den måde kommer der en ekstra dimension på. Det er skrevet i hans sædvanlige stil med det meget grundige kildemateriale, men også med evnen til at lægge et nyt lag på dette berømte slag.

Har læst den med stor fornøjelse og er blevet meget klogere på ridderne udrustning og tidens regler for afvikling af et slag. Men englænderne har langbuer og lange spid, som knuser den franske hærs rytteri.

MIALET BARRAULT (02/02/2022)