Viginie Grimaldi: Il nous restera ça

 Viginie Grimaldi: Il nous restera ça 

Ja, når nu alle andre læser hendes bøger, så følger jeg gerne trop. Det er en af disse feel-good- romaner, hvor man gennem en række dagligdagsproblemer, følelser af enhver art, hvor vi møder død, fattigdom, hustruvold, sorg, ensomhed og de efterladte unge. Ja, der er plads til meget, men det er ikke en samfundskritisk roman, men en roman der prøver at vise, hvad andre mennesker betyder for os. Ikke så ringe endda.

Udgangspunktet for roman er Jeanne, der lige har mistet sin mand. Hun er 74 år og kan se nogle økonmiske problemer foran sig. Hun beslutter at leje et værelse ud i sin lejlighed.

Hun bliver nærmest overfaldet, da hun er ved at sætte en annonce op i en lokal butik. Theo er den første der henvender sig. Han er 18 år, boet på ungdomshjem, men har fået en plads hos en bager. Han har intet sted at sove, så en billig leje passer ham. Den næste er Iris, 33 år, der kun har sin kuffert som bagage. Hun har forladt sin hjem og vil bygge en tilærelse op selv.

Jeanne tager imod de to.

Når tilfældighederne bringer dem sammen under samme tag, bliver disse tre beskadigede væsener nødt til at lære at leve sammen. Den mystiske unge kvinde, den frække dreng og den diskrete dame befinder sig på trods af dem selv i en lejlighed, der har mange overraskelser i vente.

Det er historien om tre ensomheder, der støder sammen, om disse uventede møder, der lyder som almindeligheder.

Bogen er bygget op over en periode på ca 7 måneder, hvor vi skiftes har vinklen på Jeanne, Iris og Theo. Det er tre skæbner, som vi stille og roligt tager til os og forstår. De er skildret i deres hverdage, men opbygges med flashbacks til deres fortid. Vi bliver efterhånden meget klogere på deres liv og de muligheder/ikke muligheder de har haft.

En mesterlig opbygninger og en yderst dygtig  forfatter, der holder fast i trådene.

Man bliver måske ikke specielt overrasket over forløbet, sproget er enkelt og uden større stilistiske effekter, men historien er god og man lukker bogen med et smil på læben.

FAYARD (04/05/2022)

Étienne Kern: Les envolés

 Étienne Kern: Les envolés

Denne bog fik meget fortjent Goncourt-prisen for den første roman fra en forfatter. Det er en blanding af historie, fakta og forfatterens egne oplevelser, mareridt og tanker. En historie om ensomhed, kærlighed, drømme og tro på fremskridt.

4. februar 1912. Dagen er knap nok startet.. Omgivet af en lille skare af tilskuere begynder to journalister at filme. Deroppe, på første sal i Eiffeltårnet, sætter en mand sin fod på rækværket. Han vil prøve sin opfindelse, en faldskærm. Han er blevet advaret: han har ingen chance. Kærlighedshandling? Skør, desperat gestus? Han har en drøm, og ingen kan stoppe ham. Hans død er en af ​​de første, der er fanget af et kamera.

Forfulgt af disse billeder blander Étienne Kern den sande historie om Franz Reichelt, en dameskrædder fra Bøhmen, med mindet om sine egne forsvundne. der har hjemsøgt ham siden de døde efter at have kastet sig ud af et vindue/altan.

Fra Belle Époques glædelige Paris til i dag, mellem tro på fremskridt og fristelsen til katastrofe, sætter denne kraftfuldt charmerende første roman spørgsmålstegn ved den andel af håb, som alle bærer i sig selv, og det aftryk, som de fløj væk.

Hovedpersonen Franz Reichelt er en indesluttet type, der er kommer til Paris for at søge arbejde. Han har en ven der vil bygge sin egen lille flyvemaskine, men det ender galt. Det berører Franz dybt, og da han ser at der en en konkurrence om at lave en faldskærm, går han i gang. Kan han hjælpe med at hjælpe folk i en flyvemaskine? Vi følger hans arbejde samtidig med at forfatterens egen historie og tanker flettes ind.

Franz' vens kone, der fødte kort før hans flyvemaskine faldt ned, kommer også til Paris og de indleder et forhold, men da det går op for hende, at her er endnu en gal og genial mand, der vil springe ud fra Eiffeltårnet, må hun tage en beslutning.

Étienne Kern gør alt for at blotlægge Franz' liv og hvad der drev ham, alle spor eftersøges, men man ikke gøre noget for dem man elsker andet at huske på dem, når de er fløjet bort.

En god og velskrevet bog.

GALLIMARD (26/08/2021)

Annie Ernaux: Le jeune homme

 Annie Ernaux: Le jeune homme

En meget kort (48 sider) og hurtigt læst ny bog fra Annie Ernaux, som i virkeligheden er nøglen til hendes forfatterskab. Selve historie er ikke i sig selv noget, men det handler egentligt mere om det at skrive end det forhold hun som 50-årig har med en 30 år ungre mand.

Tekstens motto lyder: « Si je ne les écris pas, les choses ne sont pas allées jusqu'à leur terme, elles ont été seulement vécues. » og for hende skal oplevelser skrives ned, ikke kun opleves. Skrivekunsten er en bearbejdelse af det oplevede, der giver uendelig tilfredshed, hvis det lykkes.

Det forhold hun skrives om, giver hende også mulighed for at genopleve sin egen tid som studerende i Rouen, og hun får en form for genoplevelse af det der skete. Hun bliver som en opdrager for den unge mand og hun tager ham med på rejser.

Der er selvfølgelig folk der skuler lidt til dem, når de går sammen som kærester, for hun kunne jo næsten være hans mor. Men her nyder hun at sige, at det jo ikke kun er gamle mænd, der kan have unge kærester. Hun bliver selvfølgelig revet ud af sin alder, men kommer ikke til at tilhøre hans i stedet for.

På trods af styrken af ​​de følelser, der binder dem sammen, finder forfatteren og hendes elsker sig ude af trit med de samfundsminder, der har bygget dem. Aldersforskellen er for stor. Men for forfatteren er dette forhold helt klart en mulighed for i nogle måneder at dykke tilbage i det, der var hendes ungdom.

Hun fortæller også i starten af bogen, at hun somme tider er nødt til at kaste sig ud i et forhold, når hun har problemer med at skrive. Den tilfredsstillelse hun kan få i et forhold kan slet ikke måle sig med den udløsning hun får ved at skrive.

Deres forhold slutter, da hun har skrevet sin bog færdig. Ud fra årstallene kan vi se, at det må være færdiggørelsen af L'Evénement, der handler om den abort hun får i 1964. Faderen var italiener, og hun havde mødt ham i Venedig. Den by som hun netop tager den unge mand med til. Ringen er sluttet.

Som sædvanlig glimrende skrevet. Kort og præcis og med en evne til at være dobbeltdeltager og betragter i den forstand, at hun genlever en del af sin ungdom, har et nyt forhold og straks bruger det til sin skrivning.

En bog der viser Annie Ernaux' dybe forståelse af sig selv og den visdom hun har nået.

GALLIMARD (05/05/2022)

Louis-Ferdinand Céline: Guerre

 Louis-Ferdinand Céline: Guerre

For nylig er der kommet nogle manuskripter frem af Louis-Ferdinand Céline. Céline hævdede, at de var blevet stjålet men måske er de bare blevet gemt væk til hans enke var død. Det er i sig selv en spændende historie.

Man har nu udgivet en roman, hvis handling foregår i Flandern under 1. Verdenskrig. Med transskriptionen af ​​dette første manuskriptudkast, skrevet omkring to år efter udgivelsen af ​​Rejsen til nattens ende (1932), bliver et centralt stykke af forfatterens arbejde bragt frem i lyset.

Titlen Guerre er særdeles passende, for vi får endnu et indblik i denne vanvittige krig, ikke ret meget direkte på slagsmarken men på hospitalet og i en lille by tæt ved fronten. I bogen veksler Céline mellem en selvbiografisk historie og et litterært værk. Det afslører den centrale oplevelse af hans liv: det fysiske og moralske traume ved fronten. Céline fortæller gennem hovedpersonen Ferdinand om hans sår under krigen, hans indlæggelse og hans afrejse til England.

Céline udnytter sin erfaring som soldat, da han kun var tyve år gammel, til at vidne om al den rædsel, som krig fremkalder hos ham. Traumet af en sådan oplevelse vil forfølge ham i lang tid sammen med den enorme hovedpine, som han bliver offer for på grund af bombernes eksplosioner omkring ham på slagmarken.

Han udtrykker sit had mod disse vanvittige konflikter med et vokabular fra gaden, et rendestensfransk, med brud på alle regler for fransk grammatik. Krig har ifølge Céline en lugt, der stinker, han hader den så meget som det mest uudholdelige, det mest afskyelige.

Personerne er alle drevet ud til det yderste, blod, forrådnelse, sex, død, der bliver ikke sparet på beskrivelserne. Kvinderne er ludere, men samtidig også nogle stærke personer, der på mange måder styrer mændene, der ofte lader sig styre af drifterne og angsten.

Det er et stort værk for der er plads til lidt ømhed og medlidenhed i dette kaos af lidelse og larm.

GALLIMARD (05/05/2022)

Aucune définition n'a été trouvée

Aucun synonyme n'a été trouvé

Djahil Amadou Amal: Cœur du Sahel

 Djahil Amadou Amal: Cœur du Sahel

Faydé bor i bjergene i det nordlige Cameroun. For at hendes mor, hendes brødre og hendes søster ikke er i nød, da hendes stedfar er forsvundet under en razzia af Boko Haram, beslutter den unge teenager at tage til Maroua, den nærmeste by, hvor hun vil være tjenestepige.

Ligesom sine kammerater skal hun vænne sig til sit nye liv, urbant og svært for piger. Klasseforagt, mishandling, voldtægt... Hvordan skal Faydé klare sig i et miljø, hvor hendes skæbne ser ud til at være bestemt på forhånd? Vi møder hende sammen med andre tjenestepiger, der alle kæmper deres egen sag, men alligevel er der en solidaritet.

Faydés mor Kondem arbejdede engang også i byen og faldt for ​​sin chef, der fyrede hende, da han indså, at hun var gravid. Kondem er bange for Faydé, bange for at historien gentager sig, fordi voldtægt er en del af traditionen.

En stærk roman om kvinders vilkår, forfædres traditioner, kasternes magt, to verdener, der nok mødes, men aldrig blander sig, de rige købmænd og dem, der tjener dem og adlyder med et smil, men et hjerte fyldt med en unævnelig bitterhed. Tjenestepigerne skal sænke blikket og frem for alt lukke munden. Uddannelse og skole, den eneste vej ud, en utilgængelig luksus for disse unge piger. Skyggen af ​​Boko Haram, som smadrer landsbyerne, gidseltagning, kvinder og piger bliver misbrugt, de forvandles til sexobjekter eller menneskelige bomber til terroristangreb.

Djaïli Amadou Amal udgiver med Cœur du Sahel en ny roman om kvinders forhold og situation i Sahel som tjenere og nærmest slaver for de velstående. Det markerer hendes engagement mod uretfærdigheder mod kvinder.

En roman der mærker sin læser.

ÉDITIONS EMMANUELLE COLLAS (15/04/2022)