Philippe Djian: Les inéquitables

Jeg har læst mange af Djians romaner siden 37.2 le matin. I en periode faldt niveauet en del, men hans seneste romaner er faktisk vældig godt skrevet med et specielt persongalleri.

I denne roman der foregår i en havneby er hovedpersonerne Diana og Marc. Dianas mand er blevet myrdet under omstændigheder, som vi ikke helt får at vide. Hun lider meget under det, forsøger flere selvmord og er blevet lettere invalideret, hun er ca 50 år. Marc der er hendes mands lillebror er ca 20 år yngre. Han flytter ind i hendes hus for at støtte hende.

Dramaet starter da Marc finder tre pakker kokain der er skyllet ind på stranden. Han giver den ene til Joël, Dianas bror, som han arbejder lidt for. Han har åbenbart de rette forbindelser, bl.a. borgmesterens søn, Serge, der også er gode venner med politiet. Nogle unge narkohandlere uden form for moral kommer på banen.

Denne del af historien får et barsk forløb. Det er en rigtiog roman noir

Samtidig er der et indviklet spil med venskab, kærlighed og sex mellem Diana, Serge, hans kone, Joël og hans kone, Marc og en gammel veninde til Diana, Denise.

Historien er fint fortalt med mange løse ender, som læseren selv skal føje sammen. Personerne ved godt, at de ikke alle er af den bedste slags, men de forsøger at nærme sig sandheden om sig selv og de andre. Det giver dybe sår og flere dødsfald.

Djian har bestemt fat på noget væsentligt i nutidens samfund: hvem kan man egentlig stole på, ikke engang sig selv?

Gallimard, 2019

Jean Teulé: Entrez dans la danse

Denne helt specielle bog bygger på nogle hændelser, der forekom i Strasbourg i juli 1518. Der opstod en slags epidemi, hvor folk begyndte at danse. De dansede nærmest uafbrudt i to måneder og folk faldt om og døde af det.

Vi får nogle beskrivelser af forholdene i Strasbourg på det tidspunkt, hvor der var tørke, mangel på mad, meteoritnedslag nær byen og den tyrkiske hær, der nærmede sig. Der var ingen mad, og folk begyndte at spise deres egne børn, samlede afføring fra de spedalske op og spiste det og spiste i det hele taget alt, der kunne minde om føde.

Vi følger i bogen parret Enneline og Melchior, hvor Enneline efter at have smidt sin baby i floden, for ikke at blive fristet til at spise det som naboerne gør, pludselig går ud på gaden og giver sig til at slå en rytme og danse. Først er alle forargede, men lidt efter lidt følger andre efter og epidemien breder sig. Melchior bevarer hovedet koldt og prøver at redde Enneline fra hendes vanvid.

Der er mange kræfter i gang for at standse dette vanvid. Borgmesteren prøver, men må til sidst overgive opgaven til de gejstlige, der sidder på alle de fødevarer der findes, godt gemt af vejen og til salg for høje priser. Den katolske kirke er på dette tidspunkt truet af Martin Luthers opslag, så der er der også en fare.

Bogen er skrevet i en meget præcis og detaljeret skildring af sulten, nøden, udskejelserne og samfundets reaktion. Der er de store sociale skel, der skildres, som et af onderne. Det er samtidig fyldt med nutidige begreber og henvisninger, ofte i en let humoristisk tone f.eks. når han kalder det historiens første rave party.

En voldsom bog, men bestemt værd at læse.

Editions Julliard, 2018

Jean-Christophe Rufin: 

Les sept mariages d'Edgar et  Ludmilla

Alt begynder i Ukraine, hvor Edgar er på en speciel rejse i URSS i 1958. Et land der ellers var lukket for fremmede. I en lille landsby sidder den unge Ludmilla, nøgen, oppe i et træ! Hun synes at være byens skøre pige, men hendes blik fanger Edgars og der opstår en kontakt på tværs af sprog og sociale skel. 

Senere lykkes det for Edgar at hente Ludmilla til Paris efter deres første giftemål.

Vi følger nu de to gennem deres op- og nedture, skilsmisser og giftemål gennem den sidste halvdel af det tyvende århundrede. Det er en historie om enorm succes for Ludmilla som operasanger og for Edgar som forretningsmand - ja det er med konkrete personer i tankerne som Maria Callas og Bernard Tapie. Der er også enorme nedture, der styrter dem fra at være berømtheder til at miste alt.

Det er en lang historie fortalt af deres svigersøn, der har opsøgt alle, der har kunnet bidrage til at udrede deres liv. De får nemlig en enkelt datter i deres samliv.

En historie om kærlighed, der modsvarer vor tids hurtige skilsmisser og at leve i nutiden uden interesse for en sammenhængende tilværelse.Interessant at læse om tiden i dette lys.

Er måske lidt for langtrukken, men har en livsvisdom, som det er vigtigt at møde. I et efterord skriver Rufin om sit eget liv, der har bidraget til romanens tilblivelse.

Gallimard, 2019

Agnès Martin-Lugand: Une évidence

Som den foregående omtalte bog foregår historien i denne historie også i Bretagne, nærmere bestemt Saint-Malo, og Normandiet. Der er åbenbart en speciel atmosfære i Bretagne, der tiltrækker en del forfattere, men det er en sag som må undersøges senere.

Hovedpersonen i Agnès Martin-Lugands nye roman hedder Reine, men er hun nu en rigtig dronning? Hun har ikke nogen konge,for hun har opdraget sin søn, Noé, selv, og faderen bliver fremstillet for sønnen som en der har svigtet. Efter en lidt hård tid bliver Reine meget optaget af sit arbejde for Paul i deres reklamebureau. Paul tager sig af Noé som en slags far, men der er kun et arbejdsforhold mellem Reine og Paul.

Alt går således godt, til Noé er i en alder hvor han skal op til studentereksamen og senere flytte. Reine bliver sat på et job, hvor hun skal til Saint-Malo, men nu begynder problemerne, for én af ejerne i det firma, som hun skal arbejde for, er hendes gamle kæreste Nicolas, far til Noé.

Hvad stiller man op, når ens tilværelse bygger på en form for løgn? Hvordan kan hun forklare sin søn det? og hele familien? En afsløring udefra er på vej, så det er en selvfølgelighed, évidence, at hun gør bedst i selv at fortælle sandheden. 

Reine bliver, før hun møder Nicolas, også forelsket i hans partner, så historien bliver noget indviklet.

Jeg kan afsløre, at forviklingerne ikke bliver mindre fra det punkt, men lad nu det ligge.

Agnès Martin-Lugand skriver godt og medrivende, og de følelsesmæssige udsving og personernes indbyrdes forhold bliver spændende som en krimi. Men måske lidt for opfindsom efter min mening. Der er ingen tvivl om at hun er meget god til at skildre de forskellige følelser og situationer, som Reine kommer ud i.

God læsning, også om Saint-Malo.

Editiosn Michel Lafon, 2019

Sophie Tal Men: Qui ne se plante pas ne pousse jamais

Med sin nye bog kommer Sophie Tal Men atter omkring læge- og hospitalsverdenen, men i et lidt andet lys end i de foregående værker. Desuden indvies i en chokoladeverden.

Vi har tre hovedpersoner, hvor Jacqueline, en 82-årig bedstemor, er samlingspunktet. Jacqueline er en særdeles aktiv og meget speciel person, der bliver ramt af en alvorlig sygdom. Hun ved, at det snart er slut, men hun har nogle ting, hun skal nå.

Det foregår omkring Margaux, hendes barnebarn, og Alexandre en slags "barnebarn" også. Margaux og Alexandre var som børn de bedste venner og legede hos Jacqueline, der bor i Cap Fréhel i Bretagne. 

Margaux er nu meget optaget, bor i Paris og rejser verden rundt for hendes fars chokoladeimperium. Chokoladeekspert og afhængig af at spise det, så meget at der i et ekstra afsnit af bogen er opskrifter.

Alexandre er næsten færdig med sin lægeuddannelse og arbejder hårdt på hospitalet. Han har en kæreste, der vil giftes og han tvinges nærmest ind i ægteskabet, men har det meget bedre med kolleger på deres fælles kollegium.

Hvordan får Jacqueline de to til at genoptage tråden og måske finde sammen igen, bliver bogens dramatiske linje.

Sophie Tal Men er god til at skildre sine personer, men kører nok historien lidt for langt ud. Vi kommer ellers rundt i verden: Bretagne, Paris, Cuba, Canada etc.

Der er væsentlige temaer i bogen som alderdom, forhold på hospitaler og plejehjem, gamle skikke og den nye verden, så på den måde bliver bogen relevant.

Editions Albin Michel, 2019.