Olivier Adam: Dessous les roses

 Olivier Adam: Dessous les roses

En ny roman fra Olivier Adam, hvis forfatterskab jeg ofte har læst og sat pris på. Det gælder også denne roman om familien Eriksen (ja det hedder de), der er sammen i forbindelse med familiefaderens død.

Den udspilles over tre dage, der kaldes tre akter og foregår næsten kun i familiens hus, hvor de tre børn er vokset op. Den ældste Paul, søsteren Claire og den sidste efternøler Antoine.

Vi en blanding af monolog og minder om dialoger mellem hovedpersoner, hvert afsnit har titel efter den person der er fortæller. Et snedigt system, der er endnu snedigere end man tror, men det bliver først afsløret til slut.

Paul, den ældste, er den, der normalt er mindst til stede. Han er altid optaget af sit arbejde som filminstruktør og skuespilforfatter. Desuden er det ham, hans mor stadig venter på om aftenen.

For de to andre er der. Claire ledsaget af sin mand og hendes børn ankom for lang tid siden. Ingen kunne forestille sig, at denne ansvarlige datter ikke ville være sammen med sin mor på et så vanskeligt tidspunkt. Antoine, den yngste, foretrak at komme alene. Han kunne dog have taget Sarah, kvinden, som han har boet længe sammen med, og præsenteret hende for sin mor. Fuldstændig optaget af sit arbejde er han kun i stand til at frigøre sig for en dag. 

Hurtigt dukker misforståelser, vrede, men også minderne op, som uudsletteligt binder de tre børn, som er blevet voksne sammen. Genstanden for al forargelsen er denne bror, der er så lidt til stede, men særligt aktiv på netværkene og de forskellige TV-kanaler. Paul er instruktør. Han har en frygtelig tendens til at bruge sin erfaring, sin fortid i sine kreationer og ikke altid til fordel for hovedpersonerne, især hvad angår faderen.

Under hele læsningen afføder denne roman en mærkelig atmosfære, tung af uudtalte ord, uudtalte insinuationer, misforståelser, der aldrig rigtigt kommer til udtryk mellem medlemmerne af denne søskendeflok. Der indtages megen alkohol og efterhånden lukkes der lidt op for alles hemmeligheder.

Usædvanligt skarpt beskrevet familieliv, der måske ikke er så flot set indefra sammenlignet med den modelfamilie den har været for andre. Under roserne er der måske ikke altid harmoni.

Kan bestemt anbefales.

FLAMMARION (24/08/2022)

Franck Bouysse: L'homme peuplé

 Franck Bouysse: L'homme peuplé

Jeg er allerede blevet imponeret af Franck Bouysse efter at have læst “Né d'aucune femme”, så det var med stor fornøjelse, at jeg fandt hans suveræne pen igen! 

Historien er langsommere denne gang, mere fokuseret på omgivelserne og stemningen i plottet, en iskold atmosfære, skræmmende og tung, hvori truslen om et tidligere eller fremtidigt drama hænger...

I denne roman tilbyder forfatteren os en polyfonisk roman, hvor fortid og nutid fletter sig sammen. To ensomme mænd: Harry, en forfatter, der mangler inspiration, flytter ind i en faldefærdig gård langt ude på landet. Caleb, en ensom ung mand opdraget af en stiv mor og indehaver af helbredende kræfter som en troldmand, bliver hans nabo.

Vi følger det hektiske liv for disse to væsener, fordi Harrys hus giver genlyd med lydene fra spøgelsernes hvisken. Romanen er bygget i form af en alternativ fortælling, med Harry på den ene side og Caleb, hans mystiske nabo, isoleret fra resten af ​​indbyggerne på grund af sin mærkelige magt, på den anden side. Han siges at være en troldmand i stand til at helbrede dyr, kommunikere med naturen og finde dybt begravede kilder.

Natur og dyr spiller en stor rolle i bogen og udsiger meget om de mennesker der færdes i den. Franck Bouysse har en udpræget evne til at beskrive og samtidig indgive natur og dyr en hemmelighedsfuld kraft der overgår menneskenes fornuft.

En særdeles spændende, velskrevet, mystisk roman om to skæbner, der færdes i en dyster og uhyggelig verden.

Bør absolut læses!

ALBIN MICHEL (17/08/2022)

Laure Gombault: Les sans-gloire

 Laure Gombault: Les sans-gloire

En bog der efter forfatterens grundige research fortæller os tre historier om kvinder, der kunne have eksisteret, og som opsummerer livet for dem, der gennemgik den store krig. Den krig hvor mændene blev trukket ud af samfundet og sendt i krig i fire år.

Tre kvinder fortæller om deres daglige liv under den store krig. Deres mænd er ved fronten, mens Jeanne, Lucienne og Fernande er på sygestuen, på gården eller på fabrikken. Tre kvinder, der frigør sig selv i et land, der fuldt ud stoler på dem og deres indsats uden egentlig at betænke dem.

Jeanne, der halter på grund af et vanskabt knæ, bliver alligevel gift med Pierre, der en morgen under orlov bliver hevet ud af sengen og anklaget for at desertere. Vi får nu historien om Jeanne, der søger at finde ud af, hvad der er sket med ham og hvad det er der har ødelagt hendes drøm om et lykkeligt liv med Pierre. Gennem hendes beskrivelser af forholdene på hospitalerne og fænglerne får vi et skarpt blik på de umenneskelige forhold.

Lucienne, der passer en større gård efter at hendes mand er blevet indkaldt. Hun kæmper hårdt for at få det til at fungere, selv om hun ikke får megen hjælp. Vi får skildret det hårde arbejde, høsten uden heste, de store dele af høsten som militæret skal have etc. Hendes stedfar er for gammel til at være til stor hjælp for hende. Hvad angår husholdersken, Sidonie, irriterer hun Lucienne på trods af sin venlighed. Men hun må beholde hende, og da Sidoine bliver lun på en markarbejder, der er en soldat på rekonvalesens, Hassan fra Nordafrika er konflikten optrappet. God historie med en blanding af voldsomme følelser, fremmedhad, kulturer der mødes og det slidsomme arbejde.

Fernande arbejde på en fabrik hvor de fremstiller granater, for kvinderne er blevet kaldt ind til det der var mændenes arbejde. Kvinderne slæber på de tunge granater hele dagen i røg og damp og farlige kemikalier. Pludselig hører Fernande ikke mere til sin mand, der komme ikke flere breve. Hun bliver trøstet af en anden kvinde fra fabrikken, så nu opstår der konflikter i hendes følelsesliv. Savn, kærlighed, hårdt fysisk arbejde, hvad mon udgangen bliver på dette?

En velskrevet novellesamling, der får belyst kvindernes forhold i Frankrig under første verdenskrig, men samtidig får fortalt historien om nogle udvalgte kvinder med både medfølelse og spænding.

EDITIONS SOUFFLES LITTÉRAIRES (20/05/2022)

Virginie Despentes: Cher connard

 Virginie Despentes: Cher connard

Altid spændende at se, hvad Despentes kan finde på at skrive om efter trilogien om Vernon Subutex, så hendes roman er på forhånd udråbt som et af årets højdepunkter.

Cher Connard er en epistolær roman, hvor Oscar og Rebecca udveksler deres tanker og oplevelser. Han er en relativt succesrig forfatter, sidst i fyrrerne. Hans kone har forladt ham, og de har en datter sammen. Han har et stort problem med at drikke og skubber familien fra sig på den måde. Han er nu blevet fanget i en Me-Too-sag. Rebecca er en skuespillerinde af fortidens herlighed, men nu hvor hun er i halvtredserne er hendes tilbud færre, og hendes udseeende har også lidt meget. Hun er meget afhængig af stoffer. Deres skriverier bliver nogle gange blandet med sider fra Zoé Katanas blog, Oscars tidligere presseattaché, hun er fan af Rebecca og har hængt Oscar ud.

Oscar har på sin blog skrevet om Rebecca, som han har set på en restaurant. Hun der førhen var skønheden selv er nu blevet grim og gammel. Rebecca læser det ved et tilfælde og går straks i krig med ham. Det er ikke de pæneste gloser de bruger om hinanden i deres brevveksling. 

Men efterhånden mildnes forholdet lidt, da Rebecca findes ud af, at Oscar er lillebror til hendes bedste veninde i barn- og ungdommen. De er fra et arbejdermiljø i det østlige Frankrig og har kun ønsket at komme væk og hæve sig over deres stand og miljø. 

Nu er begge hovedpersonerne ofre for deres narkomani i alkohol og stoffer og ønsker at komme ud af det. Oscar især da han bliver anklaget af Zoé for at lægge an på hende, true hende mm, men han kan intet huske på grund af sine drukture. 

I deres brevvekslinger er der meget interessante refleksioner over vores samfund og dets påbud. Det er råt og kontant, godt opfattet, med smukke spydigheder, som vi forventede det hos Despentes. Det starter godt, men efterrhånden bliver man lidt sløvet af ophobningen af de mange sider om feminisme, stoffer, skønhed, alderdom, forældreskab og ungdomsår. Det bliver bare for meget.

Despentes stil er gennemgående enkel, men hun forsøger, at give hver af hovedpersonerne sin egen måde at udtrykke sig på, hvor Rebecca ofte krydrer sit sprog med slang, er Oscar mere litterær. Zoés sprog er mere ungdommeligt og præget af blogsproget. Romanen er helt nutidig med nedlukningen på grund af covid, det bliver anset for positivet af Oscar og Rebecca, da det holder dem væk fra deres laster.

Man kunne sagtens lave en samling af punchlines og gode citater fra bogen, men den store sammenhæng mangler.

Grasset (17/08/2022)

Amélie Nothomb: Le Livre des sœurs

Amélie Nothomb: Le Livre des sœurs

"La rentrée littéraire" starter altid for mig med at læse den roman, som Amélie Nothomb normalt udgiver i august. Dette års roman Le Livre des sœurs er hendes roman nummer 31! Ikke nødvendigvis den bedste hun har skrevet, men til en vis grad opfindsom og velskrevet.

De to søstre er Tristane og Laetitia, men historien starter faktisk med at fortælle om en overvældende kærlighedshistorie mellem Nora og Florent, der i den grad bliver opslugt af en kærlighed, der faktisk ikke tillader dem at interessere sig for andre. 

De får dog datteren Tristane, der bliver meget overladt til sig selv. Hun er et meget artigt barn, og da faderen siger til hende, at hun ikke må græde i sengen om natten, holder hun op. Tristane er et overbegavet barn, der lærer sig selv at tale, skrive og læse, men hun får slet ikke forældrenes kærlighed.

Men hun får en lillesøster, da hun er 5 år, og denne lillesøster får al hendes kærlighed og Laetitia gengælder den. En voksen der forstår og støtter Tristane er hendes moster, der lever et kaotisk liv med fire børn, som hun ikke kan styre.

I bogen følger vi nu de to søstres liv og udvikling, og det giver os mulighed for at fordybe os i hvad søsterkærlighed er og hvad manglen på forældrenes kærlighed betyder. Men det er frem for alt nuancerne mellem de to unge pigers karakterer, Amélie Nothomb udforsker. Et første spor er allerede indlejret i deres fornavnes etymologi: hvis "Tristane" fremkalder tristhed, betyder "Laetitia" "glæde" på latin. Laetitia nærmer sig livet med optimisme og med vished om sin overbevisning, Tristane er for altid præget af de første år af sit liv og mærket som "kedelig lille pige", som Nora engang har betegnet hende.

Som præsentation af bogen har forlaget valgt et citat fra bogen: "Les mots ont le pouvoir qu'on leur donne", og det passer. Et godt værk med forfatterens yndlingstemaer: kærlighed til andre og selvkærlighed, kærlighed til ord og litteratur.

ALBIN MICHEL (17/08/2022)

Louis Barthas: Les carnets de guerre de Louis Barthas, tonnelier, 1914-1918

 Louis Barthas: Les carnets de guerre de Louis Barthas, tonnelier, 1914-1918

I 14 dage har jeg dagligt læst i denne beretning om Louis Barthas' liv under første verdenskrig. Der er en foruroligende iagttagelse og deltagelse i krigens rædsler, hvos den menige soldat ikke har noget overblik, ikke bliver spurgt om noget, behandles som et dyr eller tugthusslave under vilkår der er hårrejsende dårlige. Ingen mad, ingen steder at sove, uendeligt mange kilometer til fods og ustandseligt med fare for at blive ramt af fjendens skyts.

I 1914 var Louis Barthas femogtredive år gammel. En bødker i sin landsby i Aude –Peyriac-Minervois– blev han mobiliseret i det 280. infanteri baseret i Narbonne. Han gennemlever hele krigen som korporal. Han kommer til kende skæbnesvangre sektorer som Lorette, Verdun, Somme, offensiven ved ​​Chemin des Dames; mudder, rotter og lus; angrebene foran maskingeværerne og de knusende bombardementer; kommandoens absurditeter, mytterierne i 1917, forsøgene på fraternisering. Det er en tur gennem alle de lokaliteter og oplevelser som andre har beskrevet, men her er de set fra gulvet i skyttegravene

Ved fronten skriver Barthas alt ned, hvad han ser, alt, hvad han føler. Hjemme igen i 1919 som overlevende, vil han skrive sin egen krigsdagbog, ud fra de nitten skolenotesbøger, som han har fyldt op under krigen fra den 4. august 1914 til den 14. februar 1919.

Det er et væld af præcise iagttagelser, skrevet med klarhed, følelser og humor kombineret, der afslører korporalens talent som forfatter, et skildring der ikke er spoleret af nogen søgen efter litterære effekter.

Som afslutning på sine optegnelser skriver Barthas:

"Ofte tænker jeg på mine rigtig mange kammerater, der er faldet ved min side. Jeg har hørt deres bebrejdelser mod krig og dens ophavsmænd, oprøret af hele deres hjerte mod deres fatale skæbne, mod mordet på dem. Og jeg, overlevende, tror jeg er inspireret af deres vilje ved at kæmpe uden pusterum eller sorg indtil mit sidste åndedrag for ideen om fred og menneskelig broderskab."

Det kan kun anbefales at læse dette vidnesbyrd om en ond verden, der er båret af forfatterens ønske om fred og broderskab.

LA DÉCOUVERTE (24/10/2013)

Laurent Gounelle: L'homme qui voulait être heureux

 Laurent Gounelle: L'homme qui voulait être heureux

Åbenbart en bestseller i 2008/09 som jeg havde downloadet et eller andet sted. Det skulle jeg nu aldrig have gjort, for det er bestemt ikke andet end en gang forholdsvis tom snak om et menneskes muligheder for at udvikle sig.

Det er historien om en mand på ferie på Bali, der møder en healer, som han har hørt godt om. Manden synes ikke at være tilfreds med sig selv og vil gerne have et bedre liv. Der er ikke mange teoretiske forklaringer vedrørende psykologi og personlig udvikling, men han tiltrækkes af healerens væsen og evne til at gennemskue ham.

Det er en dårlig udgave af psykologi for begyndere. Det må være titlen, der har tiltrukket læsere.

Lad være med at læse den!

ANNE CARRIÈRE (13/02/2008)