Virginie Despentes: Cher connard

 Virginie Despentes: Cher connard

Altid spændende at se, hvad Despentes kan finde på at skrive om efter trilogien om Vernon Subutex, så hendes roman er på forhånd udråbt som et af årets højdepunkter.

Cher Connard er en epistolær roman, hvor Oscar og Rebecca udveksler deres tanker og oplevelser. Han er en relativt succesrig forfatter, sidst i fyrrerne. Hans kone har forladt ham, og de har en datter sammen. Han har et stort problem med at drikke og skubber familien fra sig på den måde. Han er nu blevet fanget i en Me-Too-sag. Rebecca er en skuespillerinde af fortidens herlighed, men nu hvor hun er i halvtredserne er hendes tilbud færre, og hendes udseeende har også lidt meget. Hun er meget afhængig af stoffer. Deres skriverier bliver nogle gange blandet med sider fra Zoé Katanas blog, Oscars tidligere presseattaché, hun er fan af Rebecca og har hængt Oscar ud.

Oscar har på sin blog skrevet om Rebecca, som han har set på en restaurant. Hun der førhen var skønheden selv er nu blevet grim og gammel. Rebecca læser det ved et tilfælde og går straks i krig med ham. Det er ikke de pæneste gloser de bruger om hinanden i deres brevveksling. 

Men efterhånden mildnes forholdet lidt, da Rebecca findes ud af, at Oscar er lillebror til hendes bedste veninde i barn- og ungdommen. De er fra et arbejdermiljø i det østlige Frankrig og har kun ønsket at komme væk og hæve sig over deres stand og miljø. 

Nu er begge hovedpersonerne ofre for deres narkomani i alkohol og stoffer og ønsker at komme ud af det. Oscar især da han bliver anklaget af Zoé for at lægge an på hende, true hende mm, men han kan intet huske på grund af sine drukture. 

I deres brevvekslinger er der meget interessante refleksioner over vores samfund og dets påbud. Det er råt og kontant, godt opfattet, med smukke spydigheder, som vi forventede det hos Despentes. Det starter godt, men efterrhånden bliver man lidt sløvet af ophobningen af de mange sider om feminisme, stoffer, skønhed, alderdom, forældreskab og ungdomsår. Det bliver bare for meget.

Despentes stil er gennemgående enkel, men hun forsøger, at give hver af hovedpersonerne sin egen måde at udtrykke sig på, hvor Rebecca ofte krydrer sit sprog med slang, er Oscar mere litterær. Zoés sprog er mere ungdommeligt og præget af blogsproget. Romanen er helt nutidig med nedlukningen på grund af covid, det bliver anset for positivet af Oscar og Rebecca, da det holder dem væk fra deres laster.

Man kunne sagtens lave en samling af punchlines og gode citater fra bogen, men den store sammenhæng mangler.

Grasset (17/08/2022)