Yannick Haenel: La solitude des professeurs est infinie

 Yannick Haenel: La solitude des professeurs est infinie

Yannich Haenel fortæller via hovedpersonen Jean Deichel om sine første år som underviser. I præsentationen af bogen hedder det:

Jean Deichel, en ung fransklærer, er i praktik på en skole i en forstad til Paris. Om natten bor han i en tennisklub i Deuil-la-Barre; om dagen opdager han både de udfordringer og de dybe glæder, som faget byder på, samt skolens vold og skønhed.

Jean er også en eventyrlysten digter, der er opsat på at finde lyset fra det »rigtige liv« midt i den mest grå hverdag: i virkelige eller drømte haver, ved bredden af en sø, under udflugter til Pompeji og Tarquinia, men frem for alt i den skrøbelige ynde ved en vellykket time. Mellem politisk virkelighed og eksistentielt mysterium er lærernes liv en roman.

Bogen er på den måde konkrete oplevelser i skolen men samtidig en digters søgen efter sig selv. Skoledelen er for mig det absolut bedste ved bogen. 

Jean er en lidt vild person med sine egne ideer om undervisning, selv om han aldrig rigtigt har prøvet at stå i situationen, men hans vigtigste pointe er, at eleven skal være i centrum. Men læreren skal være den der åbner døre for nye oplevelser og nye fordybelser i sprog og kultur. Litteratur er et middel.

Da Jean starter, får han at vide, at man aldrig skal smile til eleverne, men være aflukket og bestemmende. De passer slet ikke på Jean, og vi får mange eksempler på, at han lykkes med sine ideer. Da han efter et års pædagogikum, endelig bliver godkendt (man kan ikke afvise ham, da man mangler lærere), får han lejlighed til at fremføre sine ideer, der på mange måder er kætteriske mod det franske autoritative system.

Men skolerne i forstæderne er en umådelig mundfuld at klare, og sammen med Jean personlige og psykiske nedbrud betyder det hans farvel til undervisningen.

Jeans historie er meget mere end skolen, hans vilde ideer, løssluppenhed, forhold til kvinder er andre dele i en person der er splittet.

Har læst med fornøjelse hans introduktion til en første skoledag i en skole, hans kolleger og en verden, der er noget andet end studier, men jeg kan også lide hans grundtanke, at en lærer skal formidle, åbne for nye verdener og ikke lade sig kue af et system, der er alt andet end frihed. Friheden har han dog alene i klasseværelset, men ensomheden er voldsom.

20/08/2026
Gallimard  

Armel Job: La Cuisinière du Kaiser

 Armel Job: La Cuisinière du Kaiser

Endnu en bog af Armel Job, som jeg kommer til at holde mere og mere af som forfatter. I denne roman der tager udgangspunkt optegnelser om krigen i 1914-18, som den foregik i de belgiske Ardenner.

Det er på en måde en familiesaga (fra 1885 til 1929) om Magda, mor til otte børn, og som i 1918 lavede mad i toget til Kejser Wilhelm II. 

Bogen starter med, at den gamle dommer François Martin overdrager nogle familiedokumenter til en fætter, der er historiker, og som måske kan bruge dem til at skrive en artikel. Fortælleren modtager et gammelt foto, der er reddet fra en brand, samt et manuskript skrevet på tysk, hvis forfatter vi først får kendskab til ved fortællingens afslutning

Bogen bliver et smukt portræt af en kvinde med hendes styrker og svagheder. Alligevel er Magda en stærk og dominerende kvinde, der ikke lader sig trampe på. Men hun ved jo godt, at i hendes tid, mellem 1880 og 1920, var det mændene, der bestemte, især når man var gift.

Der er intet værre end at miste et barn. Magda vil forsøge at forstå, hvorfor hendes 14-årige søn Guillaume blev skudt af kejserens hær under invasionen af Belgien i 1914. Det fører til et møde med Kejser Wilhelm II, der opholder sig i Spa. 

Men sammen med Magdas liv følger hendes families hårde og til tider tragiske liv, hvor vi i den store historie får dybt kendskab til den lille historie i denne saga.

Armel Job leverer et imponerende værk, der griber læseren stille og roligt. Der er hele tiden noget nyt der afsløres om en familie, der siden 1. Verdenskrigs slutning har forsøgt at nedtone, omfortolke og senere helt glemme en meget voldsom hændelse fra 1914.

Det kan ikke skrives meget bedre.

20/02/2025
Robert Laffont  

Serge Joncour: Une histoire d'amours

 Serge Joncour: Une histoire d'amours

En dejlig roman om to kærlighedshistorier der spejler hinanden med 200 års afstand.

Franck og Léa er to parisere, der netop er flyttet ind i en gammel mølle i le Morvan. Léa arbejder stadig af og til i Paris. De lærer deres naboer, Joss og Kelly, at kende, som bor i portnerboligen ved det forladte Josserand-slot. 

Kelly og Franck er begge interesseret i ruinerne af slottet og især i »Chapelle des amants«, et sted, der er forbundet med en kærlighedshistorie fra det 19. århundrede. Det vækker Francks nysgerrighed, og han opdager kærlighedshistorien mellem Joséphine, datteren af baronen, der ejer slottet, og Rodolphe, en sundhedsofficer. Deres historie er centreret omkring 1824.

Franck og Kelly føler sig tiltrukket af hinanden. De har begge problemer i deres ægteskab: Joss lever lidt på kant med loven og er ofte brutal og voldelig. Léa har fortrudt, at hun har forladt Paris og kan ikke følge hverken Francks eller deres børn begejstring for den rige natur i området.

Det er imponerende, hvordan fortællingen er opbygget på tværs af to tidsplaner – to romaner i én – for de to historier spejler hinanden, svarer hinanden, og forfatteren har meget dygtigt vævet forbindelser mellem dem. Med to århundreder imellem er der rige resonanser.

Denne roman handler om to kærlighedshistorier (deraf »s'et« på et sted, hvor man ikke nødvendigvis forventer det), som giver hovedpersonerne mulighed for at åbenbare sig selv og være sig selv.

Slottet har et sydligt område, hvor naturen er utæmmet. Sumpene er en helt egen karakter: De er rammen om al krybskytteri og ulovlig handel, fordi de er svært tilgængelige; de er stedet, hvor hemmelige kærlighedsforhold udspiller sig; de er et frirum, hvor naturen ikke kan tæmmes, men de er også smittekilder til feber og sygdomme på grund af deres stillestående vand og de mange myg. De er allestedsnærværende i baggrunden i denne roman.

Selvom bogen er på næsten 400 sider, læser man den i ét stræk. Den er spændende, rørende og rummer meget om samfundets udvikling i løbet af de to hundrede år, men samtidig er der noget centralt menneskeligt som ikke forandres.

.

Denne sammenligning af forskellige epoker giver i øvrigt læseren mulighed for at stille sig selv spørgsmål ved at sammenligne vores nuværende rettigheder med de ældre og mere begrænsede rettigheder (især for kvinder). Udviklingen af lægevidenskaben er en vigtig del af historien.

En vældig roman, velskrevet og afsæt for mange tanker om før og nu.

19/08/2026
Albin Michel  

Amélie Nothomb: L'adolescence du perroquet

 Amélie Nothomb: L'adolescence du perroquet

Så starter vi på Rentrée littéraire 2026, og som sædvanlig åbner vi med årets Amélie Nothomb, der på mange måder er lidt utraditionel. Der er dels titlen, men også at det er en mandlig fortæller og så selvfølgelig, at bogens hovedperson er en papegøje!

I sin 35. roman fortæller Amélie Nothomb på 160 sider historien om Alban, en ugift mand i fyrrerne, der er radiokommentator hos France Inter. Fortælleren, der er en ubetinget elsker af Louvre, beslutter sig en dag, efter at have læst en annonce, for at adoptere en papegøje: en grå papegøje fra Gabon ved navn Jo. En fugl med en formidabel intelligens, som forfatteren kender godt, da hun har været passioneret af fugle af alle slags, siden hun var 11 år.

Denne nye bog markerer et brud. Den vender tilbage til det moderne, grusomme eventyr i stil med »Hygiène de l’assassin«. I »Papegøjens ungdomsår« skildrer forfatteren en grå papegøje fra Gabon midt i sin vanskelige ungdom. Men i modsætning til den menneskelige variant kan fuglens ungdom vare op til femten år. Men da Alban, bogens fortæller, indser det, er det for sent. 

Ved første blik på denne lille kugle med det uforholdsmæssigt store næb bliver han grebet af en ubetinget kærlighed. En hemmelig lidenskab, da den lille er født af en papegøje, som en nabo har anskaffet via smugleri, og som derfor ikke har nogen tilladelse. Hvis en dyrlæge afslører dens tilstedeværelse, vil den blive konfiskeret. Papegøjen hedder Jo, der jo kan være både hankøn og hunkøn.

Jo nøjes ikke med at gentage, den taler, forstår, »fløjter« melodier inspireret af Aretha Franklin og efterligner til perfektion alle mulige lyde, lige fra det »klik«, når den vil have Alban til at slukke lyset, til lyden af et toiletskyl for at vise sin misbilligelse. Efterhånden som den vokser op, bliver fortælleren mere og mere betaget af denne fugl, som han kun deler én fælles passion med: smagen for croissanter.

Men fuglen er grusom og hævngerrig og gengælder Albans kærlighed med had, for selv om han elsker fuglen, behøver det ikke at betyde, at den elsker ham. Den er upålidelig og lunefuld som unge i puberteten, og dens skrig af utilfredshed tvinger Alban ud af lejligheden om dagen. Imens raserer papegøjen hans hjem.

Det kommer der virkelig en historie ud af, som også drejer sig om Albans forhold til Louvre (kunst) og musik.

Her genfinder man Amélie Nothombs lette, absurde og ironiske tone i denne korte roman, der er skrevet som et eventyr med temaer som forældreroller, opdragelse, magt - afmagt, kærlighed som et offer der accepteres, vold kontra skønhed (kunst) og musik. Papegøjen kan glemme sin angst ved at synge som Alban kan glemme sin angst gennem sine ophold på Louvre.

Der kan siges meget mere om denne korte roman, der er sprudlende i sit sprog og med de mange små latterudbrud man får under læsningen.

Bestemt godkendt!

 

19/08/2026
Albin Michel  

 

Eliette Abécassis: Ruptures

 Eliette Abécassis: Ruptures

Denne novellesamling, der består af omkring tyve selvstændige noveller, udforsker en universel oplevelse, som alle på et eller andet tidspunkt kommer ud for: bruddet. Naturligvis i kærlighedslivet, men også i familien, blandt venner eller endda på et eksistentielt plan.

Forfatteren udviser stor fantasi og formår at undgå, at læseren nogensinde keder sig. Hendes historier er skiftevis morsomme, dramatiske og gådefulde, og nogle af dem fører os ind i en mere eller mindre nær fremtid. Disse historier tegner et ret dystert billede af fremtiden, især hvad angår menneskelige relationer.

At elske virker naturligt. At gå fra hinanden er derimod ofte en sand kamp. Det er ud fra denne tanke, at Eliette Abécassis bygger sin bog op.

Hver novelle skildrer en anden situation: en omhyggeligt iscenesat forsvinden, en skilsmisse på afstand, et virtuelt møde baseret på løgne, par, der ikke længere genkender hinanden, digitale svig eller glemte lidenskaber.

Forfatteren skriver ikke kun om kærlighedsbrud. Hun udforsker også brud i familien, venskaber, der smuldrer, og bånd, der langsomt løsnes, indtil de bliver uigenkendelige.

Denne mangfoldighed af situationer beriger fortællingen i høj grad. 

Der er manden der får et brev fra en tidligere kæreste som pludseligt har brudt med ham for tyve år siden og som beder ham om at undskyld. Han husker hende bare slet ikke. Der er også skilsmissen via Zoom eller de to ægtemænd der beslutter sig for at bytte koner for at slippe for dem. Der er virkelig et godt arsenal af spændende brud!

Værd at læse!

29/04/2026
Grasset  

Marie-Paule Istria: Sur qui tombe la nuit

 Marie-Paule Istria: Sur qui tombe la nuit

Foreløbig eneste bog fra denne forfatter, der ellers har en meget omfattende kulturel aktivitet. Hun er født i Algeriet, og det præger også hendes bog.

1952, Mondovi, Algeriet: Den ti måneder gamle Anna og hendes søster Line, der er lidt ældre, bliver taget til sig af deres bedsteforældre efter deres mors uforklarlige forsvinden. Tredive år senere dukker hun op igen, som et spøgelse, i Annas liv.

Anna er mor til tre børn, som hun opdrager så godt hun kan, med stor kærlighed, og det er der god grund til, for hun har aldrig haft status som »datter af«. Hendes eksmand Simon er netop gået bort, og sorgen og smerten vækker minder om en fortid, der var delt mellem to lande.

Anna tilbragte en del af sin barndom i Algeriet hos sine bedsteforældre, men blev derefter tvunget til at flytte til sin far i Frankrig for at undgå en usikker situation og en krig – en form for livsvigtig rodløshed.

2020, Paris. Anna står over for endnu et tab: hendes eksmand Simon. Omkring hende forsøger deres børn, Bastien, Laura og Manon, der nu er voksne, at komme over deres sorg, hver på sin måde. Det er da, at fortiden dukker op igen.

Vi følger Annas personlige oplevelser gennem hendes forskellige minder og personer, der bestemt ikke altid er hende særligt venligtsindede, men hun er en overlever, selv da hun rammes af kræft,

Et af romanens mest markante træk er den måde, hvorpå den fletter personlige skæbner sammen med den historiske kontekst.

Annas barndom udspiller sig i et Algeriet, der gradvist glider ind i en krigssituation. De politiske og sociale spændinger trænger sig ind i hverdagen, selv når børnene endnu ikke forstår dem.

Et fin måde at kombinere det personlige med det historiske, en det kniber med at holde tråden lige, da det også er en families historie, der er præget af andre problemer og tavsheder.

En følsom og dybt menneskelig skrivestil, men hun vil næsten for meget på en gang. Her kunne hun udmærket have delt det op i to-tre romaner.

12/03/2026
LIVRES AGITES 

Armel Job: Sa dernière chance

 Armel Job: Sa dernière chance

Har igen fundet en lidt ældre bog af Armel Job og er igen blevet overvældet af hans sublime måde at skrive og fortælle på. Der skal bestemt graves mere i hans forfatterskab, for når selv Amélie Nothomb kalder ham Belgiens bedste forfatter, så er der være noget om det.

Bogens titel er som sædvanlig lidt tricky, for er det hans eller hendes eller hvis sidste chance og er det positivt eller negativt ment. Det afslører fortællingen for os.

Den 39-årige Élise, der er ugift, bor hos sin søster, en anerkendt gynækolog, og sin svoger, der er ejendomsmægler. Hun passer huset og tager sig af de fire børn i familien, og hendes tilværelse forløber således i en slags uforanderlig rytme: Élise har altid levet i sin søsters skygge. Men pludselig gør hun oprør.

Hun møder en antikvitetshandler, der opfører sig mere end lusket. Han ser ud til at være involveret i handel med stjålne religiøse kunstværker med hjælp fra en præst, der er endnu mere uærlig end ham selv.

Faktisk følger begivenhederne hurtigt efter hinanden; der er ingen pauser i denne roman: man forestiller sig scenerne og forstår dem med det samme, men tilbageblik til de få timer, der gik forud for handlingen, giver det, der lige nu udspiller sig, en ny dimension. Historien tager efterhånden en dramatisk og overraskende vending i stil med »fangeren bliver selv fanget«. Det er, tror jeg, kombinationen af tempoet, personerne og den subtile humor, der gør denne velskrevne fortælling så spændende.

Som altid morer Armel Job sig med at føre os på vildspor, der får os til at tage parti for den ene eller den anden, for derefter at vende det hele på hovedet. Han sætter os i samme situation som sine figurer og får os til at dømme andre og fordømme dem lidt for hurtigt. Denne roman fungerer som et spejl af vores egne mangler.

I denne roman skriver Armel Job om familie, kvinder, børn, begær og det indtryk, man giver andre, og han udforsker den sump af følelser, der ligger skjult under overfladen.

Armel Job skriver ikke som en lidt kedelig politirapport som han citerer flere gange. Der skal en forfatter til for at forklare sagen. Måden, han leger med sit eget forfatterskab på, er særdeles behændigt og giver romanen endnu et lag.

04/02/2021
Robert Laffont  

Philippe Collin: Le barman du Ritz

 Philippe Collin: Le barman du Ritz

For at skildre de mørke år under den tyske besættelse i Paris har Philippe Collin sat sig i Frank Meiers sted, bartenderen på Ritz, en stilling han har haft siden 1921.

Denne østriger, der kæmpede mod Tyskland under Første Verdenskrig, lærte sit håndværk i New York.

Ved at blande historiske facts med fiktion skildrer forfatteren en diskret mand af beskeden herkomst, der gennem hårdt arbejde har markeret sig i den meget eksklusive verden af bartendere på luksushoteller.

Balancen mellem fortællingen og Francks dagbog er vellykket, hvilket gør det muligt at holde dialogerne på et minimum. Et bilag bagerst i bogen indeholder biografier og fotos af de berømtheder, der omtales.

Meier, der er af jødisk herkomst, bliver en kamæleon i disse mørke år.

I dette luksuriøse og diskrete palads, der ledes med jernhånd af enken Ritz, udspiller der sig intriger, angivelser og pludselige forsvindinger. For trods Marie-Louise Ritz’ bestræbelser er krigen trængt ind i paladset.

Denne mystiske bartender med en skjult fortid har Philippe Collin gjort til en indtagende figur, der illustrerer tvetydigheden i de franske følelser. Skal man stole på Pétain og samarbejde, eller skal man gøre modstand og være ulydig? Et dilemma, man helst ikke vil stille sig selv, så risikofyldt som den periode var.

Meier er fraskilt og har en søn, som han har lidt svært ved at kommunikere med. Han er også betaget af flere af kvinderne der kommer i baren, men tør ikke erklære sig. Det er i virkeligheden hans problem: hvem er han egentlig?

Interessant læsning om en lille isoleret verden, men vi når ikke på Modiano-niveau, når talen er om 2. Verdeskrig i Paris.

14/01/2026
Le Livre de Poche

Adeline Fleury: Les combattantes

 Adeline Fleury: Les combattantes

Læser ofte bøger der omhandler 1. Verdenskrig, og denne lille historie om nogle uforfærdede kvinder har været spændende læsning, selv om der måske er skruet lidt for højt op for dramatikken og et stort antal intriger og kærlighedshistorier.

Bogen har i øvrigt været udgangspunkt for en tv-serie på Netflix, hvor man bestemt ikke har sparet på dramatikken. Foretrækker dog den skrevne udgave.

De fire centrale kvinder i bogen er nonnen Agnès, der kæmper mod mændenes skændighed, Marguerite, der er prostitueret og leder efter sin søn, Caroline der overtager ledelsen af fabrikken, efter at hendes mand er draget i krig, og Suzanne, der er sygeplejerske og holder sig skjult, fordi hun er eftersøgt for mord efter at have udført en abort.

Alle fire tager deres skæbne i egne hænder under Første Verdenskrig og viser, at kvinder kan være mændene ligestillede.

Selvfølgelig optræder der nogle scener fra fronten, men det, der først og fremmest fremhæves, er kvindernes liv i samfundet på den tid, og hvordan de måtte træde i mændenes sted, mens disse var i kamp. 

Forfatteren giver her et godt indblik i datidens liv med mange meget interessante detaljer. Hun tøver ikke med at skildre det hårde liv, som kvinderne kunne have på den tid, og man fornemmer også fortørnelsen over kvindernes mangel på stemmeret. Den opnåede de først efter 2. Verdenskrig!

Man bliver hurtigt meget optaget af de fire skæbner, der er skildret meget fint. Man kunne sagtens have brugt en meget længere fortælling om dem.

05/07/2023
J'ai lu / Littérature  

 

Armel Job: En son absence

 Armel Job: En son absence

Endnu en roman af Armel Job der i den grad henrykker mig. Vi er igen i en lille by i Ardennerne, men en dag sker der noget,

Romanen begynder torsdag den 17. marts 2005 og slutter søndag den 20. marts samme år.

En kort periode med så mange begivenheder, der udspiller sig i hjertet af de belgiske Ardenner.

Den forsvundne som bogens titel antyder er Bénédicte, 15 år. Den her morgen i marts 2005 tager hun ikke bussen, der hver dag kører hende i skole. Om aftenen er hun ikke hjemme, da hendes mor kommer hjem. Hvor kan hun dog være blevet af? 

Først bekymring, så angst – moderen alarmerer sin eksmand, som tager hen til politistationen næste morgen. Politiet har ikke travlt, hun er bare stukket af et par dage. Et par dage, fire for at være præcis, før man finder ud af, hvad der er sket. Bortløb, bortførelse – i mellemtiden går sladder, mistanker, bebrejdelser og (pseudo-)afsløringer på højtryk i denne lille landsby i de belgiske Ardenner, tæt på grænserne til Frankrig og Luxembourg.

Et begrænset men farverigt persongalleri: Der er Liesbeth og Julien. Hun, der er af flamsk afstamning, vasker op på en restaurant. Han er buschauffør. Der er Walter, skovhugger, og hans kone, Julie. Julie, den jaloux. Julie, den mistænksomme. Walter, der elsker at flirte. Deres datter Laura, der er flyttet over grænsen til Mézière for at undslippe atmosfæren i Montange og så er der fru Maca, hustruen til en tidligere gendarme, som hun har anbragt på et plejehjem for at få fred.. Armel Job får dem sat i scene, belyst og karakteriseret på bedste vis.

Vi får virkelig en subtil og velskrevet psykologisk thriller. Den analyserer indgående kompleksiteten i forholdet mellem mænd og kvinder samt mellem forældre og børn, ligesom den udforsker den menneskelige sjæl, hvis skjulte laster undertiden pludseligt dukker op under det sociale fernis.

23/02/2017
Robert Laffont / Roman  

Armel Job: Sept histoires pas très catholiques

 Armel Job: Sept histoires pas très catholiques

En særdeles dejlig lille novellesamling skrevet i et udsøgt sprog og med en beskrivelse af et efterkrigstidsmiljø i Ardennerne.

De syv noveller i denne samling har et skær af en menneskelig tragikomedie, hvor personerne krydser hinanden fra den ene episode til den næste. Temaet er en bestemt opfattelse af datidens mentalitet, der var stærkt præget af socialt pres, især af religiøs art, og som nogle allerede dengang gjorde oprør imod, selv blandt de religiøse.

Armel Job skildrer livet i en landsby med figurer som Achille, den vantro, der blev født under en dolmen, abbé Volner, der kunne have undgået lungekræft, hvis han havde lyttet til anbefalingerne fra Paula, sin unge elskerinde. Der er også en fotograf, der rejser rundt i landsbyerne for at sælge postkort. En række personer vil kredse omkring ham, men jeg vil ikke sige mere, for ellers ødelægger jeg fornøjelsen ved at opdage det selv.

Titlen er fin, for vi får afsløret små, meget menneskelige hemmeligheder ind mellem siderne – hemmeligheder, man ikke ville forvente at finde i et så velordnet landsbyliv, hvor alle tror de ved alt om de andre. Ja selv ægtefolk imellem finder der afsløringer sted.

Et helt lille drama set gennem Jobs indtrængende blik, som ikke er særlig nådig og som krydrer sine beskrivelser med humor også af den helt sorte slags...

Hver af de 7 historier handler om en person, vedkommendes hverdag og vedkommendes forhold til den katolske tro set i lyset af denne hverdag. Det religiøse sættes på spil, hvor præstens tiltrækning af unge piger ikke skjules, men han regner med en form for tilgivelse for sit arbejde i kirken, for hvis Gud ikke er den stærkeste, så er han jo ikke Gud længere.

En underholdende læsning.

27/07/2016
Weyrich / PLUMES DU COQ  

Virginie Avril: La librairie des secrets

 Virginie Avril: La librairie des secrets

En første bog fra Virginie Avril, der indeholder gode løfter om et kommende forfatterskab. Det er en jagt for at finde ud af, hvem der er hendes far, men samtidig en historie om en kvinde der midt i trediverne forsøger at løsrive sig fra de vante mønstre og finde sig selv.

Charlotte har kun kendt sin mor. Hun ved intet om sin familie og har aldrig mødt sin far, hvis navn hun ikke engang kender. Da hendes mor dør, ønsker hun endelig at få sandheden at vide og begynder at undersøge sagen. Denne søgen efter sandheden bliver afgørende for hende, hvis hun skal komme videre. Hun får hjælp af sin barndomsven, Victor, der ejer en boghandel med tilhørende tesalon, »L'exquis Mot«.

Virginie Avril behandler på en meget præcis og diskret måde nogle tunge temaer: identitetssøgningen, familiehemmeligheder, sorg, hypersensitivitet, men også de perioder med selvransagelse, som kan opstå i vores liv. Der tales også om moderlig kærlighed og en ny begyndelse. Kærlighed og opbrud i et forhold knytter bogens historie sammen.

Romanens temaer er meget aktuelle, men den bringer ikke noget nyt til genren, som er meget brugt i mange af tidens romaner. Den er dog velskrevet, og læseren bladrer ivrigt siderne igennem for at finde ud af, hvordan den ender lykkeligt. Historien er ikke særlig realistisk og lidt for forudsigelig – for god til at være sand. 

Bogens bedste dele er beskrivelserne af Alsace og især Strasbourg, hvor man bliver ført rundt.

Ikke et mesterværk, men god sommerlæsning.

18/06/2026
L'Archipel  

Laura El Makki/Guillaume Gallienne: Un été avec Hugo

 Laura El Makki/Guillaume Gallienne: Un été avec Hugo

Radio- og bogserien "Un été avec" er udsendelser, der bliver sendt i løbet af sommeren på France Inter...

Ret tilfældigt faldt jeg over en bog fra 2016,  hvor det var Victor Hugo, som jeg altid har beundret. Aldrig glemmer jeg afsnittet fra Les Misérables om Jean Valjean, som vi læste i fransktimerne. Senere har jeg været godt i gang med hans enorme værk, men mangler stadigvæk meget.

Det er ikke en biografi eller litteraturhistorie, men en række korte kapitler (= med en radioudsendelse) der kan resumeres med følgende temaer:

Barndommen, Adèle, hustruen, Paris, de tidlige skrifter, Hugo og kvinderne, Gud, Napoleon I, politikeren,  Napoleon den Lille, Juliette Drouet, »Les Misérables«, Eksil, havet, den europæiske drøm, Shakespeare, galskaben, Hugo som tegner, interessen for middelalderen, humoren, forsvaret af de sorte, de roterende borde, musikken, Théophile Gautier, Eugène Delacroix osv.

Mange mindre kendte tekster hentes frem og giver et bredt billede af en mand, der var et geni, som ikke var bange for at stå på de svages side. Det er stadig lige så bemærkelsesværdigt, hvor aktuelle digterens kampe og engagementer er: afskaffelsen af dødsstraffen, uddannelse, kritisk granskning af retssystemet, forsvaret af de fattige, de udstødte... de sorte, kvindens ligestilling.

Meget fine citater fra værkerne og en præsentation, der kun kan give en lyst til at læse mere af hans værk.

Udsendelserne kan stadigvæk findes på France Inter.

27/04/2016
Éditions des Équateurs / Un été avec  

Tosca Noury: Dissidentes, tome 1

 Tosca Noury: Dissidentes, tome 1

En rigtig dystopi om en verden der ikke ligger så langt fremme i forhold til vores nutid, som også indgår i historiens temaer. Foreløbig er 1. bind af to udkommet, så det er det bind der omtales her.

Edgar er vokset op hos sin bedstefar, helt selvforsynende i en afsidesliggende hytte. Men frem for alt har han levet i en løgn, da han ikke har den mindste anelse om, hvordan situationen er i landet. Da han er atten år, får hans tvivl ham til at stikke af. Han bliver straks anholdt af militsen, fordi han ikke har en identifikationschip, og bliver derefter solgt til pigen Jo, der forsøger at flygte mod grænsen til Den Skandinaviske Union ...

Vi befinder os i en dystopisk verden, hvor en virus har medført, at kvinderne næsten er forsvundet. Som følge heraf er kvinderne gradvist blevet frataget deres rettigheder. I dette univers krydser flere personers veje hinanden. Edgar, der intet kender til verden udenfor. Jo, der er på flugt. Og så Côme og Virgile, en tidligere soldat og en leder af modstandsbevægelsen. Og så er der Clay, der blev tvunget til at gifte sig som 15-årig.

Der er mange voldsomme scener og de 5 unge må kæmpe mod det nye regime, mod fordomme mod kvinder og et brutalt samfund, der bruger tortur og henrettelser.

Kapitlerne er velstrukturerede og afbrudt af sider fra Almas dagbog – en lille pige, der er blevet voksen, og som er vokset op med virussen. Desuden pryder lovtekster, uddrag fra aviser eller videnskabelige artikler, der er mere virkelighedstro end virkeligheden selv.

Karaktererne er fremragende skildret: den følsomme og naive kok Edgar og den hårde, handlekraftige mekaniker Jo. Virgile og Côme, to bøsser, hvis ulovlige forhold alligevel virker oprigtigt. Endelig er der  Clay, der blev gift som femtenårig og tvunget til at følge loven for at føde børn. 

En voldsom historie der griber læseren, så jeg ser frem til bind to, der kommer til efteråret.

01/10/2025
Didier Jeunesse / Romans Young Adult 

Louise Mey: Les Ogres

 Louise Mey: Les Ogres

Louise Mey er en fransk feministisk forfatter, der skriver krimier, detektivromaner og børne- og ungdomslitteratur.

I sine krimier skildrer hun vold mod kvinder, voldtægt, chikane og seksuelle overgreb.

Alex Dueso, efterforsker ved Afdelingen for Seksualforbrydelser i det nordlige Paris, har mistet overblikket over de utallige sager om vold i parforhold, voldtægter og chikane af enhver art, som hun har måttet håndtere gennem årene. Selvom hun langt fra har vænnet sig til det, føler hun alligevel behov for en pause. Hendes kæreste Marco foreslår derfor, at de sammen med Alex' datter Ana tager et par dage til Puy-de-Dôme for at lade batterierne op.

Men kan godt forstå, at det er nødvendigt at lægge politiarbejdet lidt på hylderne, når man ser på de sager som vi indtil nu har fået præsenteret: en 14-årig skolepige, der har et forhold til en skolevagt, som hun er blevet gravid med, voldtægt inden for ægteskabet, gruppevoldtægt, mord og voldtægt begået af en kæreste, der ikke kan acceptere bruddet, en hjemløs kvinde, der blev voldtaget på et herberg og senere slået og voldtaget igen, mens hendes hund – hendes eneste ledsager – blev dræbt, en ung laotisk kvinde, der holdes som slave og voldtages i en borgerlig familie. 

Der er nok at læse om, og man forstår Alex' tiltagende vrede over mændenes behandling af kvinderne, ikke kun i forbindelse med politiarbejdet, men også i mange andre sammenhænge. Kvinderne er og bliver de undertrykte og mændenes våben er ofte vold.

Men ferien udvikler sig til noget helt andet: Hun finder en dagbog, skrevet af en vis Elodie for 25 år siden, som viser sig at være det første led i en langt mere omfattende efterforskning...

Særdeles velskrevet og spændende, men også med en dyb analyse af Alex' reaktion på det hun oplever og en minutiøs beskrivelse af politiets arbejde og det sammenhold, som Alex har til sine kolleger, der ofte har svært ved ikke "at tage arbejdet med hjem".

En omfangsrig roman, der ligger et sted mellem krimi og sociologisk analyse. Der er en voldsom og koncentreret blanding af følelser, der spænder fra empati til oprør, fra vrede til opgivelse!

Kan bestemt anbefales.

12/06/2026
Points  

Catherine Diament /Clémence Thioly: La Crue

  Catherine Diament /Clémence Thioly: La Crue

En velvoksen roman fra to kvindelige forfattere, der tager fat på en af de største katastrofer i Paris' historie.

I januar 1910 blev Paris ramt med fuld styrke af en naturkatastrofe, der blev døbt »Århundredets oversvømmelse«. I mere end tre uger stod halvdelen af hovedstaden under vand. Det er begivenhederne omkring denne pludselige oversvømmelse, som man ikke havde forudset, der skildres fra flere forskellige vinkler. De ansvarlige politikere og embedsmænd der nægtede at erkende at et problem kunne opstå, men samtidig de mange mennesker der mistede alt. Huse, der faldt sammen, på grund af for dårligt fundament. De rige der havde deres på det tørre og deres nedværdigende behandling af de fattige, og en flok ærgerrige kvinder der forlangte ligestilling.

I et Paris, der er ødelagt af oversvømmelsen i 1910, flettes skæbnerne for fire kvinder sammen, som aldrig burde have mødt hinanden. De fire kvinders skæbner bliver vendt på hovedet og ført sammen. De kommer fra forskellige sociale baggrunde, deler alle det samme ønske om personlig selvrealisering og beslutter sig for at kæmpe for deres overlevelse og frihed i en mandedomineret verden, der undertrykker dem. 

Madeleine er en ung kvinde fra de bedre kredse, i den rigtige alder til at gifte sig, med en passion for meteorologi, som hun studerer i hemmelighed, og som er dybt bekymret over det, hun ser komme.

Jeanne, en tidligere prostitueret, der drømmer om at stå på scenen, bliver ansat på Comédie Française, hvor hun bliver påklæder for Adèle, en berømt skuespillerinde, der er engelsk og af blandet herkomst og leder efter sin far i Paris.

Og endelig Suzanne, der er gift med en voldelig, fordrukken mand og laver hudcremer i håb om at kunne genvinde sin frihed.

Der er med andre ord stof til mange intriger og forviklinger blandet med kærlighedshistorier og skildringer af dybt tragiske sociale skæbner.

På de første sider er fortællingen spændende, medrivende, realistisk og velunderbygget. Vi er vidne til vandets stigning sammen med en meget bekymret Madeleine, der forsøger at advare både sin far, der er minister, universitetsledelsen via professor Antoine og aviserne. Spændende at høre hende tale om målinger og observationer. Billedet af byen er meget levende, og man kan tydeligt forestille sig de nævnte gader og kvarterer, den voksende frygt, de steder, der blev ufremkommelige, de tragiske konsekvenser på kort og lang sigt, og derefter redningsindsatsen, der bliver iværksat i lyset af tragedien, gensidig hjælp osv. 

En voldsom bog, der spiller på mange tangenter og har måske lidt for mange indviklede historier. Det er en flydende, billedrig og næsten filmisk roman. Den er skrevet i fællesskab af to manuskriptforfattere, og det mærkes med det samme. Man kan uden besvær forestille sig en tv-serie eller en film baseret på bogen, så levende er scenerne.

Alt i alt trods de mange forviklinger en spændende roman med en historisk katastrofe som baggrund.

02/04/2026
L'Observatoire  

Marion Brunet: Nos armes

 Marion Brunet: Nos armes

Som bogens omslag fortæller, så er det virkelig en en hjerteskærende roman, der tager udgangspunkt i det stærkt venstreorienterede miljø i Paris i 1990'erne.

Det hele begynder med et dyk ned i 1990'ernes yderliggående venstrefløj. Set fra bogens nutid er det for 25 år siden.

Mano, Axelle, Paola, Charly, Nacer og Jicé er oprørske aktivister, der kommer fra forskellige baggrunde, men som er forenet om en indlysende kendsgerning: brugen af vold bliver uundgåelig som svar på statens vold. Det skete naturligt, gradvist: brugen af magt er uundgåelig i et uretfærdigt, korrupt samfund, der er rådnet helt ind til marven. Fjenden er først og fremmest politiet, derefter fascisterne.

Mano, der er den ene af bogens hovedpersoner, er lige blevet fyret fra den bar, hvor hun arbejder som bartender. Gruppen overfalder chefen og stjæler kassen. Nacer havde taget en pistol med, hvilket skræmte livet af alle, men i sidste ende hjalp det faktisk.

Gruppen får blod på tanden og planlægger at ramme kapitalen og samtidig få midler til at fortsætte kampen. Det er en ungdom i oprør, tørstende efter retfærdighed. Oprørske til marven og klar til kamp. De vil udligne ulighederne, konfrontere og vælte den siddende magt. Det er dog ikke alle i gruppen der vil være med til at bruge våben.

Deres plan bliver at lave et røveri mod Crédit Municipal. Men her går det galt, det ender endda i et blodbad. Axelle bliver pågrebet, men Mano formår at slippe væk.

De to kvinder Axelle og Mano er blevet lidenskabeligt forelskede under deres oplevelser i kampen mod politiet… Romanen bliver nu en lang fremragende fortælling. Vi bliver i skiftende kapitler over en periode på 25 år vidner til at følge med i Axelles lange fængselsstraf og Manos radikale valg.

Marion Brunet er meget stærk i den psykologiske skildring af personerne, der er fuld af nuancer og skiftende facetter. Det er et portræt af en flok utilpassede unge i 90'erne og en form for belysning af årsagerne.

Vigtige temaer er venskab og kærlighed, kampen mod det etablerede magtapparat, fængsel, selvransagelse, forholdet til familien og kvindens nye plads.

»Nos armes« er en roman, der rammer læseren lige i plet– en roman om kærlighed og had, vrede og savn, skyldfølelse og trofasthed.

For mig er det en absolut favorit, både på grund af historiens originalitet og kvaliteten af Marion Brunets skrivestil.

29/01/2025
Le Livre de Poche 

Armel Job: Le Testament du Diable

 Armel Job: Le Testament du Diable

Den nye roman fra ham, som Amélie Nothomb kalder »den bedste nulevende fransktalende forfatter i Belgien«. Stor ros fra hende, der efter min mening af den bedste. Har ikke tidligere læst nogen af hans romaner, men blev bestemt ikke skuffet ved læsningen af Le testament du diable, der er djævelsk godt skrevet..

Romanen tager fat på en borgerlig familie der tilsyneladende fungerer godt, men da François Lebel den 14. august 1990 i en alder af 65 år dør midt under træning i en romaskine, starter løjerne. Han var en respekteret direktør for den lokale avis, enkemand og far til fire børn, og han efterlader sig et billede af en retskaffen, til tider hård, men elsket mand samt en familiearv, der tilsyneladende er uden skavanker. Indtil Fanny, hans unge partner 35 år, dukker op, overbevist om, at Au Bon Bec, den restaurant, hun drev takket være ham, bør tilfalde hende.

Arv er ofte et tabubelagt og kompliceret emne, når der ikke findes noget skriftligt dokument. Det gør der ikke her, indtil man tilfældigvis falder over et godt gemt dokument. Så starter kampen mellem de fire søskende indbyrdes og den unge Fanny. Vi ser den egoistiske, der ikke vil dele; hende, der vil købe sig et sommerhus; den solidariske og empatiske; den ubeslutsomme, der ikke vil lægge sig fast…

 Denne roman fanger med sin stramme fortællestil de mange facetter af personerne, der er perfekt uddybet, samt de talrige vendinger, der hele tiden holder spændingen i live, for ikke at glemme de forskellige humoristiske indslag, der præger historien. "Le bourgogne l’avait mis dans des dispositions particulièrement bienveillantes" kan være et eksempel på karakteristikken af advokaten. Han har fuldstændig styr på fortællingens rytme og indfletter med finurlighed subtile vendinger og vildspor, der forvirrer læseren og får ham til at tvivle.

Dejlig oplevelse, skal bestemt have læst flere af hans bøger.

26/02/2026
Robert Laffont 

 

Sophie Demange: Les Bouchères

 Sophie Demange: Les Bouchères

Ret utraditionel bog der både er en skildring af et erhverv men også et portræt af tre usædvanlige kvinder, der trods en ødelagt barndom kæmper sig op undertiden med ret specielle midler.

Anne og Stacey mødes på slagteruddannelsen, og der opstår hurtigt et tæt venskab mellem dem, som styrkes af, at de er de eneste to kvinder på årgangen. Anne beslutter sig for at overtage sin fars slagterforretning efter hans død og ansætter Stacey. De får selskab af Michèle og danner en uadskillelig trio, der blandt andet er forbundet af deres fortid; alle har været udsat for vold fra mænd. Da en række fremtrædende personer begynder at forsvinde, kommer de i beboernes søgelys, og Nour, en journalist der er forelsket i Anne, tager sagen op...

Men pas på, det er ikke hvilken som helst slagterbutik! En slagterbutik med et nyt udtryk, uden skel, piftet op, hvor både kødets kvalitet og den menneskelige kontakt er i højsædet. Men selv i det 21. århundrede er tre kvindelige slagtere mistænkeligt, helt klart mistænkeligt. Og når mændene begynder at forsvinde i kvarteret, giver det hurtigt anledning til sladder…

Det er en engageret og skør debutroman, hvor kvinderne tager hævn for år med patriarkat, ydmygelser, mishandling og forbrydelser. Både i slagterbutikkerne og udenfor er spillereglerne ændret. Det er tydeligt, at nogle mænd ikke har forstået det.

 »Les Bouchères« af Sophie Demange er en feministisk roman, der er lige så blodig som den er slagkraftig. Med en blanding af sort humor, satire og hævn vender forfatteren rollerne på hovedet med en foruroligende frimodighed.

En stor fornøjelse at læse denne blanding af gys, kærlighed og venskab og en fremvisning og fordømmelse af de gamle dyders klicheer.

Herligt!

23/01/2025
L' Iconoclaste