Friday, August 11, 2017


Jean-Christophe Rufin: Rouge Brésil



Da jeg efterhånden har læst en del bøger af Rufin og generelt synes, at det er inspirerende og gode bøger, er jeg så småt begyndt at læse mig ind i hele hans forfatterskab, der rummer mere end 30 bøger. Der er således et godt stykke vejtil jeg når igennem :-)

Rouge Brésil hører til blandt hans første romaner, og den fik Prix Goncourt i 2001. Romanen bygger på nogle faktiske historiske begivenheder, som flere andre af hans værker, og fortæller om Frankrigs forsøg på at kolonisere Brasilien i 1500-tallet. I 1555 forlader to skibe Le Havre for at sejle til Brasilien, hvor de skal forsøge at skabe mulighed for at grundlægge en fransk koloni. Admiral Nicolas Durand de Villegagnon leder ekspeditionen, og de når til en lille ø i Rio-bugten, hvor det lykkes for dem at at lave et fort, der kan beskytte deltagerne på rejsen.

Inden man tog afsted forsøgte man at få folk til at melde sig, men da det ikke gav noget godt resultat, bliver skibet fyldt op med frigivne fanger og forbrydere samt fem børn, der skal være tolke. Man har nemlig en forståelse af, at børn hurtigt kan lære sprog. Blandt de fem er Colombe og Just, som måske ikke helt er forældreløse, men de kommer med alligevel, dog mod at Colombe kommer med forklædt som dreng.

Bogen bygger som sagt på mange historiske beretninger og fakta, men de er vævet omkring de Colombe og Justs oplevelser og opvækst fra barn til voksen. Her kommer fiktionen til sin ret.

Det er særdeles interessant at få adgang til et stykke fransk historie, som man ellers ikke hører meget om, men det er også et møde med renæssancens kultur og de vilde kannibaler, for det er de rygter som man har fået om indianerne på stedet. 

Et andet vigtigt emne er religionen, da der er en gruppe katolikker og en grupper huguenotter på øen, der efterhånden kommer til at stå stejlt overfor hinanden. Vi ser her optakten til de voldsomme religionskrige i Europe udspillet på en ø i Sydamerika.

Sproget er præget af et ordvalg der tilhører det 16. århundrede for en dels vedkommende, beskrivelserne er lange og detaljerede, så der skal tid til at læse de 550 sider, men det er besværet værd.

De mange rædsler som de overlever på overfarten på skibet er beskrevet så levende, at man kan føle, hvordan det har måttet være for dem. Jeg vil ikke fortælle yderligere om handlingen, men kan love, at man kommer tæt på hovedpersonerne og deres forskellige valg, oplever indianerne set fra deres side og har lejlighed til at tænke på vores tid set i bagklogskabens lys.

Et enkelt citat fra bogens vise mand, der har levet blandt indianerne i 30 år: "Ce n'est pas l'homme qui a été chassé du paradis terrestre, mais Dieu. Et l'homme s'est emparé de la création, pour la détruire."


Gallimard, 2001

Thursday, August 03, 2017


Philippe Labro: Ma mère, cette inconnue



En meget smuk beretning om en helt usædvanlig mor, der aldrig røbede alt om sin fortid.

Philippe Labro er en kendt journalist og forfatter, der i tidligere bøger har skrevet om sin far og om sin barndom. Men bogen om hans mor har haft en lang fødsel, for han har selv måttet forsøge at skabe klarhed om hendes ungdom.

I bogen kaldes moderen mest Netka, som er det navn, som hendes far, som hun aldrig har kendt, gav hende. Det kaldte hendes mand Paul Labro hende også, mens de fire sønner kaldte hende Maman, børnebørnene Mamika. På hendes dåbsattest står der Henriette, moderen er Marie-Louise Carisey og faderen er ukendt. Netka har også en storebror Henri.

Den ukendte far til de to børn viser sig dog ikke at være helt ukendt, for det var faktisk en polsk greve Henryk de Slizien, der havde et langvarigt forhold til Marie-Louise. Denne tager sig dog ikke meget af børnene, men sætter dem i pleje først i Genève, senere i Versailles.

Philippe Labro fortæller i korte kapitler om de ting som moderen har fortalt ganske kort og om de facts han har indsamlet om hende. Et meget blidt og blufærdigt portræt om en smuk og intelligent kvinde med kunstneriske evner, men som ikke forstår, at hun aldrig har følt sin mors omsorg og kærlighed. Netka overlever kun dette svigt i sammenholdet med broderen og en ukuelig vilja. 

Da hun møder sin mand er hun 20 år, mens han er 40. Det bliver dog et meget lykkeligt ægteskab, og de får 4 sønner. Vi får også en skildring af deres første møde og deres hjælp til jøder under 2. verdenskrig.

Det er spændende og god læsning i det hele taget, så den kan kun anbefales.

Gallimard 2017

Philippe Djian: Faites vos jeux

Philippe Djian: Faites vos jeux Philippe Djian har været på min læseliste siden 37.2 le matin,  og han er stadigvæk i form til at levere en ...