Tahar Ben Jelloun: Les amants de Casablanca

 Tahar Ben Jelloun: Les amants de Casablanca

En lille let roman af Tahar Ben Jelloun der sætter en historie op om forelskelse, kærlighed, ægteskab og den pludselige lidenskab.

I Paris mødes Nabile og Lamia under deres studier. De bliver forelskede og vender hjem til Casablanca, hvor de begge har gode jobs: han er børnelæge og hun er farmaceut. De bygger et flot hus og har tre børn. Lamia har stor succes med at oprette fabrikker til salg af billige medicinpræparater og tjener meget mere end Nabile. Hun er ofte fraværende og tager sig ikke meget af børnene. 

Der går ti år og deres ægteskab er blevet et kedeligt trummerum, men en dag forelsker Lamia sig i Daniel, en playboy der samler på nye kvinder. Det får selvfølgelig nogle konsekvenser for deres ægteskab, men det skal jeg ikke fortælle her.

Bogen er bygget op omkring de to hovedpersoners beretninger og synspunkter, hvor man ser hvorledes ting kan opfattes forskelligt. Hvad betyder den første kærlighed, ægteskabets dødvande og det pludselige begær, hvor drifterne overstiger fornuften?

Det er en universel historie, men krydret af sit miljø. Den foregår i Marokko i de borgerlige kredse. I dette nye og moderne land, men med forfædres skikke, hvor hykleri er nyttigt, hvis man går ud over de de gængse regler for opførsel som f.eks. at bryde ægteskabet og blive forelsket i en anden mand.

Trods hvad man skulle tro, er romanen ikke en kærlighedshistorie i rosenvand. Andre aspekter af kærligheden, kløften mellem sociale klasser, traditioner i et patriarkalsk samfund eller de prøvelser, som en marokkansk kvinde skal udstå for at være mandens ligeværdige.

GALLIMARD (06/04/2023)

Samuel Benchetrit: Chroniques de l'asphalte

 Samuel Benchetrit: Chroniques de l'asphalte 

Endelig en fortsættelse af Benchetrits vidunderlige serie om livet i forstæderne i 80'erne. Vi har ventet på den i 12 år, så glæden ved at læse den er stor, og jeg kan straks sige, at den er på højde med de foregående tre bind om ikke bedre.

Gennem krønikerne følger vi de unge Karim, Daniel, Dédé, Samuel og de andre i den forstad i Champigny-sur-Marne, hvor Samuel voksede op. Vi får nogle fantastisk velfortalte historier om vennernes oplevelser f.eks.  ved opførelsen af ​​et moderne firetimerlangt danseshow som skolen har indlagt dem til, ved optagelsen af ​​Daniel Balavoines "Aziza"-klip hvor en fra forstaden får en rolle, ved Smaïns første one-man show...

En forsøger at lære et digt af Verlaine udenad takket være en speciel metode; en anden forsøger ved at lægge sin smag om at forføre en pige, der kun kan lide sangeren fra U2 Bono; én der er ender forsøger at se Canal+ uden en dekoder; en anden der bliver Rasta efter at have været en Skinhead... En meget farverig flokke unge.

Der er simpelt hen så mange sjove beskrivelser, og man morer sig vældigt ved læsningen af disse bittersøde erindringer fra en periode, hvor de unge nok var bundet til stedet, men deres fantasi og evne til at spille og efterligne de ting de ser på TV er fantastisk. Legepladser var der ikke men så kunne man jo snige sig ind til forhandleren af skrotbiler og fantasere sig til at være en helt i en kasseret bil.

Der er dog også en anden side af livet i forstæderne der skildres: mændenes hang til at slå koner og børn, brugen og salget af narkotika, alkoholisme, fattigdom, ensomhed etc.

Hvor er det dog en velskrevet, morsom, alvorlig og virkelig roman, der kan minde om Le Petit Nicolas, men her omsat til virkelige oplevelser og formuleret med stil og opfindsomhed uden lige.

Har du læst de tre første ved du godt hvad du skal læse, og har du ikke læst dem, kan du godt starte her.

GRASSET (05/04/2023)

Philippe Djian: Sans compter

 Philippe Djian: Sans compter

Har siden 37.2 le matin læst mange af Djians romaner, oftest med en positiv oplevelse, så jeg måtte lige have fat på hans seneste værk, der udkom for nylig. Der er en god blanding af nogle karakter-studier, en krimi og spillet mellem mænd og kvinder.

Nathan, fortælleren, journalist på l'Eveil, bor sammen med sin kone Sylvia og sin svigermor Gaby, avisens hovedaktionær og enke efter dens grundlægger. En magtfuld finanskoncern søger at erhverve jord til at bygge en forlystelsespark, et stykke jord der er ejet af Gaby. 

Hun nægter at sælge jorden, der kan bringe en formue til familien. Dette irriterer Richard Brunevigne, den lokale deputerede, der er med i koncernen, og han forsøger at få avisen til at gå konkurs som en slags hævn.

Denne historie bygges der videre på i bogen, men der er også en anden historie, der drejer sig om Nathan og de to kvinder i huset. Nathan har været udsat for en bilulykke, der har gjort ham impotent, så sex har han forsøgt at lægge til side. Han er dog tiltrukket af Gaby, der er en fremragende digter, men hun pirrer ham også. Denne historie udvikler sig ligeledes kombineret med to andre kvinders interesse for ham!

Detr handler også om Nathan og hans opfattelse af tilværelsen, hans egen såvel som samfundets. Der er adskillige skarpe vinkler her. Man ved aldrig om Nathan fortæller os alt eller om han fortier noget, på den måde er det som mange andre ting i bogen et opklaringsarbejde at læse hans beretning.

Som mange andre af Djians bøger er der lidt af hvert, men det er smukt sat sammen her. Som noget nyt: megen humor, en refleksion over alderdom, maskulinitet og arbejdslivet.

En god bog, kan anbefales

FLAMMARION (22/02/2023)

Françoise Bourdon: Le jardin des cyprès

 Françoise Bourdon: Le jardin des cyprès

Ni historier om kvinder, om modstandskraft, under Provences himmel...

I skyggen af rækken af ​​cypresser møder vi Isaure, Nathalie, Suzanne, Amandine, Natacha... Nogle har deres liv foran sig, andre har allerede levet meget. 

Alle søger mening i deres eksistens. Uanset om de kommer fra Congo, Île-de-France, Jura, har de nu valgt at bo i Provence. Ni kvinder, som finder fred i skyggen af ​​cypresserne i Provence efter dramaer i deres liv. De bliver nødt til at leve med deres hemmeligheder, indtil livet blotlægger deres hukommelse.

Vil folk omkring dem forstå deres valg? Historier om nye møder, med deres hukommelse opfrisket, deres accept af tiden, afsløringen af ​​en familiehemmelighed, søger de at hente den nødvendige styrke fra deres rødder til at genopbygge sig selv.

Bogen emmer af Provence og de enkelte noveller er alligevel personlige oplevelser. Måske lidt for melankolsk, måske lidt for konstrueret i nogle tilfælde.

PRESSES DE LA CITÉ (12/05/2022)

Tal Men Sophie: La promesse d'une île

 Tal Men Sophie: La promesse d'une île

Sophie Tal Men har altid betaget mig meget, da hun formår at give et sandt billede af Bretagne og dets befolkning gennem sine romaner, hvor personer ofte går igen, og hvor det er hospitals- og lægeverdenen der er udgangspunktet.

Sophie Tal Mens romaner ses ofte som feel-good-romaner. Men Sophie tager også fat på svære emner, temmelig komplicerede at fremmane, at afklare, at mestre, såsom sygdom, ensomhed, alkoholisme eller endda medicinske ørkener. Sophie dissekerer de forskellige temaer gennem komplekse, hemmelige og rørende karakterer.

I denne roman der for det meste foregår på øen Groix der med færge ligger ca tre kvarter fra havnen syd for Lorient. 

Bogens hovedperson Alexis, en ung akutlæge, der er totalt knust og traumatiseret af adskillige humanitære missioner, beslutter sig for at lægge sine kufferter fra sig for at hjælpe i et par uger. Alexis skal afløse Yann, øens praktiserende læge, som skal have en hofteoperation. Deres samarbejde er ikke så nemt, da Yann er en gammel stædig læge, der har lidt svært ved at finde sig tilrette med nye ting.

Men Alexis opdager øens vilde natur, dens charme, skønheden i landskaberne, men også indbyggerne: Olivia den mystiske kvinde og hendes yndige datter Rose, spasmageren Jo, der er en excentrisk person der hjælper i lægeklinikken og mange andre.

En god og velskrevet roman som de fleste af hendes tidligere bøger (se mine omtaler).

ALBIN MICHEL (01/03/2023)

13 à table

 13 à table

Som sædvanlig har jeg anskaffet mig "13 à table", for det første fordi det oftest er god litteratur for det andet fordi det går til et godt formål. 1 livre= 4 repas.

Der er ti forfattere bl.a. Françoise Bourdin, Karine Giebel, Agnès Martin-Lugand og Mbougar Sarr (Goncourt-vinderen 2021).

Opaven i år var at skrive om temaet "La planète et moi" og der er mange gode forslag til temaet blandt teksterne. Man har endda fået Thomas Pesquet (fransk astronaut) til at skrive lidt om sine oplevelser.

Bourdin skriver om økologi i form af en lille historie om et ældre ægtepar, hvor manden ikke orker ar luge mere. Hvad skal man så gribe til?

François d'Epenoux skriver om et interview med Donald Trump i forbindelse med hans valgkamp til næste præsidentvalg. Den er vældig godt skrevet og meget morsom. Det er nok samlingens bedste.

Karine Giebel er dog også stærk i sin beretning om de indfødte i Amazon der ser deres skove blive ryddet.

Ja, der er 10 forskellige indgangsvinkler i bogen, som alle bør anskaffe sig, for vi har vel alle vores lille planet samt den store som vi skal passe på.

Les restaurants du coeur

Pocket november 2022

Halimata Fofana: À l'ombre de la cité Rimbaud

 Halimata Fofana: À l'ombre de la cité Rimbaud

En meget stærk roman der behandler tidligere tiders tabu-omne: omskæringen af piger. Nu bliver der for alvor åbnet for en forståelse og fordømmelse af denne barbariske skik.

Maya er den ældste af syv børn og bor med sin familie i en lille lejlighed i en HLM, cité Rimbaud. Hendes far og mor, der kommer fra Mali, har til hensigt at respektere traditioner. En kvinde er skabt til at tjene mænd, og der er ikke noget at diskutere. hvis ja, bliver det til tørre tærsk.

Hendes forældre er af malisk oprindelse, analfabeter og meget knyttet til deres rødder. Faderen er opvasker og moderen er husmor. Børnene følger efter hinanden, moderen er udmattet og ikke særlig tilgængelig. Men frem for alt er forældrene meget knyttet til Malis uddannelsesmodel, og for dem er det vigtigt at gøre piger til gode koner og gode mødre, som vil tjene deres mænd. Slag regner ned, forbud er talrige, selv i børnehavealderen er der ikke tale om, at små piger leger med drenge. 

Maya er meget knyttet til Machèle, hendes to år yngre søster, men har hun ringe forbindelse med sine andre brødre og søstre. Piger og drenge er opdraget forskelligt, piger har kun lektier og skal deltage meget aktivt i plejen af ​​husholdningen og de små, mens drenge allerede har mange rettigheder fra en tidlig alder.

I en alder af seks år oplever Maya sit største traume, under en ferie i Mali bliver hun omskåret. Hun forstår hurtigt, at det er hendes forældres vilje, og at hun må dæmpe sin smerte.

Bogen der er præget af forfatterens eget liv, viser Mayas kamp for at få forældrene og især moderen ud af den hovedsløse fortsættelse af gamle traditioner. Søsteren Machèle gør virkelig oprør mod forældrenes normer, får en kæreste og søger at finde sig selv. Sammen med Maya forsøger de som voksne at bekæmpe deres traumer og komme videre. Med deres oprør håber de at mindske antallet af de piger som kommer ud for det.

En stærk bog der er skrevet ikke i had til forældrene, men for at vise at man skal hjælpe dem med at komme videre og især kvinderne skal stå sammen i kampen.

LES EDITIONS DU ROCHER (24/08/2022)

Erich Maria Remarque: À l'ouest rien de nouveau

 

Erich Maria Remarque: À l'ouest rien de nouveau

Det er en bog der snart kan fejre sit 100-års jubilæum, da den blev udgivet i 1928, senere forbudt og brændt i 1933, men hvor er den dog aktuel, når man læser den i dag.

Min interesse blev vakt ved forordet af Patrick Modiano, der ganske rigtigt skriver: "Et af litteraturens privilegier er netop at bryde tavsheden, at sprænge skallen af ​​konformisme, ideologier og politiske løgne, at sige "jeg", i navnet på dem, der ikke har kunnet tale, eller som ingen ville høre"-

I bogen følger vi en af ​​disse unge tyske soldater, der ligesom forfatteren oplevede den store krigs prøvelser. Ikke mere forherligelse af krigen og våbnene, men dødens allestedsnærværelse og billedet af Apokalypsen. Skrevet i nutid, med en nøgternhed, der understreger frontens daglige rædsel og livet i skyttegravene, udfordrer denne roman os fra helvedes dyb, i den mest hjerteskærende intimitet.

Efter at have læst mange franske sodaters beretninger kan jeg kun sige, at der var ikke meget forskel på de to fronter. Soldater bliver gjort til slaver og dyr som de enevældige generaler flytter rundt på som skakbrikker. Der er millionvis af faldne, men tale fred er der ikke tale om. Antallet af unge der aldrig kom til at opleve en ungdom og som mister enhver tro på noget som helst er forfærdende.

En bog man bør læse!