Erich Maria Remarque: À l'ouest rien de nouveau

 

Erich Maria Remarque: À l'ouest rien de nouveau

Det er en bog der snart kan fejre sit 100-års jubilæum, da den blev udgivet i 1928, senere forbudt og brændt i 1933, men hvor er den dog aktuel, når man læser den i dag.

Min interesse blev vakt ved forordet af Patrick Modiano, der ganske rigtigt skriver: "Et af litteraturens privilegier er netop at bryde tavsheden, at sprænge skallen af ​​konformisme, ideologier og politiske løgne, at sige "jeg", i navnet på dem, der ikke har kunnet tale, eller som ingen ville høre"-

I bogen følger vi en af ​​disse unge tyske soldater, der ligesom forfatteren oplevede den store krigs prøvelser. Ikke mere forherligelse af krigen og våbnene, men dødens allestedsnærværelse og billedet af Apokalypsen. Skrevet i nutid, med en nøgternhed, der understreger frontens daglige rædsel og livet i skyttegravene, udfordrer denne roman os fra helvedes dyb, i den mest hjerteskærende intimitet.

Efter at have læst mange franske sodaters beretninger kan jeg kun sige, at der var ikke meget forskel på de to fronter. Soldater bliver gjort til slaver og dyr som de enevældige generaler flytter rundt på som skakbrikker. Der er millionvis af faldne, men tale fred er der ikke tale om. Antallet af unge der aldrig kom til at opleve en ungdom og som mister enhver tro på noget som helst er forfærdende.

En bog man bør læse!