Thursday, January 31, 2019


Salomé Berlioux/Erkki Maillard: Les Invisibles de la République



Nylig udgivet bog om de unge i det som man med en dansk betegnelse vil kalde udkants-Frankrig. Bogen er enormt fint dokumenteret og behandler emner med mange konkrete eksempler, henvisninger til undersøgelser, politiske beslutninger og udsagn fra diverse eksperter.

Starten på bogen er stærk: "C'est une jeunesse oubliée. À l'abandon. Notre jeunesse. Celle de la France dite « périphérique ». Près de deux jeunes sur trois y cumulent les difficultés. L'isolement qu'ils subissent sabote toute cohésion sociale. Favorise la montée des extrêmes. Met en péril la République." Og når man så fortsætter med at fortælle, at det er 60% af Frankrigs unge, der befinder sig i denne situation, så må man blive forbavset, for det tegner ikke godt for de unge, hvis man ikke snart gør noget ved det.

Bogen gennemgår gennem konkrete eksempler de unge i udkants-Frankrig, der er grebet af manglende selvtillid, er bange for at forlade den trygge landsby, familie og venner for at studere i en større by. Hvis de så endelig får taget mod til sig for at prøve, mødes de af en lang række konkrete problemer: transporttid, økonomi, mangel på generel viden om politik og kultur, for de har måske aldrig været i teater o.lign. De føler sig meget isolerede og fremmede, når de f.eks. kommer til Paris.

Der er mange forhindringer, men bogens forfattere ser et håb i de forsøg på at hjælpe, der gives af andre, der har kendt problemet. De unge kan blive taget under vingerne af folk, der har kæmpet sig igennem, og som vil hjælpe og dele erfaringer. Det skildres i det afsluttende kapitel "Kévin en 2030", hvor man forestiller sig, at vejen frem for den unge Kévin er blevet lettere på grund af den støtte fra en eller flere faddere, som han får.

Bogen er meget omhyggelig med at vise, hvor problemerne er, men også til at konkretisere, hvad man kan gøre. På den måde er den måske ikke så negativ, som starten på bogen viser, men det er nu, at der skal ske noget!



Robert Laffont, januar 2019

Sunday, January 20, 2019


Éric Vuillard: La guerre des pauvres


Mit første bekendtskab med Éric Vuillard og bestemt ikke det sidste! Éric Vuillard tager historiske emner og perioder op, men tilfører de historiske emner et strejf af litteratur, forklaring og nogle helt klare muligheder for at forbinde til nutiden.

Denne bog drejer sig først og fremmest om de fattiges oprør i 1524 i det sydlige Tyskland. Det er specielt oprørets anfører, præsten Tomas Münzer, der er centrum i bogen.

Når der tales om de fattige, er det især de fattige bønder, der udsættes for stærkere krav om at betale skat til adelen. Vuillard inddrager også England, hvor der allerede i 1400-tallet var voldsomme oprør ledet af Wiclyf, Ball og Tyler. Det ender dog med at bønderne bliver nedkæmpet.

"SON PÈRE avait été pendu. Il était tombé dans le vide comme un sac de grain. On avait dû le porter la nuit sur l’épaule, puis il était resté silencieux, la bouche pleine de terre. Alors, tout avait pris feu. Les chênes, les prés, les rivières, le gaillet des talus, la terre pauvre, l’église, tout. Il avait onze ans." Sådan starter beretningen om Tomas Münster, og vi følger ham gennem en tilværelse, hvor han som præst er på de fattiges side, hans opfordringer til oprør og hans forhold til fjenderne, de rige. Der tegnes et billede af en højst usædvanlig mand med hans gode og mindre gode karaktertræk.

Det er enormt spændende læsning for det er et oprør mod autoriteter, der også besidder magten. Det er opgøret med den katolske kirke, der dømmer Münster til at være kætter, men Luther overtager denne del af oprøret. 

Det er jo ingen hemmelighed at ganske få mennesker ejer størstedelen af jordens rigdomme, så bøndernes nej til at betale mere i skat, kan jo nemt få én til at tænke på "les gilets jaunes", hvis oprør starter med benzinpriserne. I Vuillards beretning øges vold og krav i højere krav, når der ikke er noget svar. Det bliver til krav om slaveriets oprør, hvor det moderne oprør er et krav om republikkens ophør.

Rigtig god læsning der fører til mange overvejelser hos læseren, for historien har det jo ofte med at gentage sig. Sker det også i Frankrig i dag?


Actes Sud, januar 2019

Friday, January 18, 2019


Jean Echenoz: 14



Der er skrevet mange romaner og bøger om 1. Verdenskrig, og jeg har læst en god del af dem, men Jean Echenoz: 14 er på mange måder en helt særlig slags, for han får faktisk fortalt krigen på 123 sider. Tilfældigvis faldt jeg over den, og det blev en oplevelse.

Fortællingen begynder, da Anthime en ung mand på en cykeltur hører alarmklokkerne, tegn på at krigen er begyndt. Han cykler i den dejlige natur i La Vendée med Hugos bog "Quatre vingt treize" på bagagebæreren, og snart ender han i en lignende situation og rædsler, som Hugos roman beskriver. Han ender endda i det 93. regiment, for at kan se henvisningen.

I starten er der næsten fest, da fem unge fra byen tager til fronten: Anthime, Charles, Bossis, Arcenel  og Padioleau. Spørgsmålet er nu, hvem der kommer tilbage og i hvilken tilstand. Alle regner med, at det bliver kortvarigt, men der skal gå fire år. En ung pige Blanche står tilbage og siger specielt farvel til Charles og Anthime. Vi skal senere få at vide hvorfor.

Echenoz skriver kort og intenst, han beskriver med mange detaljer om udrustning, tøj etc., men ikke meget om rædslerne på nær nogle voldsomme kapitler. Fortælleren siger selv, at det har andre jo allerede berettet om.

Man skal læse bogen langsomt og søge i de få ord, for historien gemmer sig der. Der er også en vis form for humor i den meningsløshed der skildres. Fem unge anonyme skæbner blandt de millioner der blev ofret i krigen.

En eftertænksom, varm, præcis og imponerende bog


Les Editions de Minuit, 2012



Wednesday, January 16, 2019


Virginie Grimaldi: Il est grand temps de rallumer les étoiles


Endnu en fin bog fra Virginie Grimaldi, der har skrevet fortællingen om en mor og hendes to døtre, der i en krisesituation vælger at tage med camping-car til Norge for at opleve nordlyset og midnatssolen.

Bogen er skrevet med en opbygning, hvor de tre personer beretter skiftevis i hvert deres kapitel. Anna, moderen er 37 år, skilt, arbejder i en restaurant, men lader sig efter aftale fyre for at skaffe penge til at afbetale gæld. Den ældste datter, 17 år, Chloé, forsøger at glemme sine egne drømme for at hjælpe moderen. Chloé har flere vennebekendtskaber, men fyrene tænker kun på sex, ikke på kærlighed. Den yngste datter Lily, 12 år, er lidt speciel og noget menneskesky. Hun kan bedst lide sin rotte, som er opkaldt efter faderen.

Det bliver en lang færd, der også fører dem til Møns Klint og Sverige, men det er en spændende tur, hvor de slår sig sammen med en gruppe franske campister og oplever et sammenhold og glæde, der får dem til at glemme kærestesorger, problemer med eks-manden etc.

God historie, godt fortalt og nogle fine skildringer af de tre hovedpersoner, der nu kommer ganske tæt på hinanden. Den lille gruppe campister bliver drevet med ind i historien og bidrager til at gøre det til et rigtigt road trip, både i konkret og overført betydning.


Fayard, 2018

Friday, January 11, 2019


Michel Houellebecq: Sérotonine


Fredag den 4. januar fik vi endelig en ny roman af Houellebecq på gaden, og den var som sædvanlig omgivet af mystik.

Man bliver ikke i første omgang overrasket over indhold og stil i bogen, for vi genfinder en hovedperson, der er ved at opgive alt, en beskrivelse af et Frankrig hvor mange har mistet modet, og hvor især landmændene føler sig ladt i stikken.

Hovedpersonen og fortælleren har et vanvittigt fornavn, Florent-Claude, som han hader. Han er uddannet agronomingeniør (som Houellebecq). Allerede fra starten har vi en typisk Houellebeck-helt: en mand i fyrrerne, ensom, depressiv, impotent. Det står galt til med ham, for han holder sig kun oven vande takket være nogle anti-depressive piller Captorix, der indeholder et lykkehormon: sérototine, der også giver titel til bogen.

Denne person, der på mange måder føler sig ved livets slutning, fortæller os i det følgende om sit liv og de afgørende oplevelser og handlinger, der har bragt ham her. Det er ikke fordi han har været ulykkelig hele sit liv, men især studieårene og nogle intense oplevelser med nogle kvinder står tilbage.

Kvinderne i hans liv er især fire forhold: Yuzu, Claire, Kate og Camille, hvor det sidste bliver ved med at vende tilbage: her havde han lykken og kærligheden, men han formåede ikke at holde på den.

Et andet forhold er venskabet med Aimeric d'Harcourt, en ven fra studietiden, som han vender tilbage til efter mange års tavshed. Aimeric, der forsøger at drive et landbrug, har måttet erfare at kvoter og nedskæringer, gør det umuligt for ham at fortsætte. Vi får en beskrivelse af bøndernes oprør, og dette ser nogen som et varsel om "les gilets jaunes". Det er nu nok noget overdrevet, men der er ingen tvivl om Houellebecqs holdning til ultra-liberalismen, EU og bøndernes vilkår. Pessimismen skyldes det umulige i at lave om på situationen. De vigtige beslutninger tages på et andet niveau.

Houellebeck mestrer alle strenge hvad angår form og stil, man bliver suget ind i fortællerens nådesløse udlevering af sig selv, men også de mange stik til omverdenen, nutidens samfund, politikere og forfattere etc. Houellebecks stil går fra det fine poetiske, det satiriske, det humoristiske til det rent pornografiske, så der er ingen der bør føle sig forsømt.

Bogen er trods sin pessimisme et sprudlende værk med mange ingredienser. Titlen henviser til et liv styret af piller, for det lader til, at det for det moiderne menneske er for svært at forstå, at kærligheden er svaret. Et par meget stærke sider afslutter bogen og giver stof til eftertanke.

Flammarion, januar 2019


Dany Laferrière: Vers d'autres rives Herlig ny bog fra Dany Laferrière på Forlaget Le Un, der jo ellers er kendt for deres ugesk...