Astérix: L'iris blanc

 Astérix: L'iris blanc

Så er den nye Astérix på gaden og når man først er startet på den, slipper man den ikke. Den er umådelig sjov, aktuel, sprogligt fyrværkeri og tegnet med de sædvanlige overraskelser.

Årets Astérix L'Iris blanc er album nummer 40 i serien. For første gang er teksten af Fabaraco og tegninger er af Didier Conrad. Et godt makkerpar der lever op til de seneste års store succeser.  

L'Iris blanc udspilles i den lille landsby, der får besøg af en lidt speciel romer Vicévertus, der mener at gallerne skal besejres ved hjælp af "positiv tænkning". Det skal indpodes hos de romerske garnisoner, og desuden hos indbyggerne i Asterix' landsby, en ny filosofi og måder at udtrykke sig på. Venlighed, empati, sund livsstil, harmoni mellem væsener... Denne ædle tale skjuler hensigter, der langt mindre er det.

Vi kommer også omkring en tur til Lutèce og ser CGV (Char à très grande vitesse), løbehjul og andre nyodens ting i det gamle Lutèce. Der er parodier på kendte franske personer og en leg med sproget der ofte er meget morsom. 

Ja, det er som Astérix skal være, så skynd jer at få fat på den!

Les Éditions Albert René
Première édition en album : 26 octobre 2023

Gaspard Koenig: Humus

 Gaspard Koenig: Humus

En meget usædvanlig roman med mange temaer og en halvvidenskabelig indgang der ender i revolution. Blandt de fire finalister til årets Goncourt.

To agronomi-studerende, Kevin og Arthuer, der ligesom hele deres generation er fortvivlede over den økologiske krise, nægter at være defaitistiske og sætter sig for at ændre verden.

Kevin, søn af landarbejdere, starter en virksomhed med ormekompostering og iklæder sig uniformen som den perfekte afhopper på den grønne kapitalismes scene. Arthur, et barn af borgerskabet, forsøger at genskabe familiens lille landbrug, der er ødelagt af pesticider, men støder ind i virkeligheden på landet.

Det er et kort resumé af romanen, men det venskab der opstår mellem de to, der virker som modpoler, giver kraft til romanens udvikling. Vi følger de to, først sammen, siden hver for sig og til slut sammen igen. Deres interesse er at bruge regnormene til at fortære affald og omdanne det til muld.

Humus er en meget tæt roman om den økologiske krise, hvor forfatteren ikke sætter landboere og byboere op mod hinanden eller tager parti for den ene eller den anden agronom.Gaspard Koenig minder os om regnormenes fundamentale rolle, som er afgørende for jordens liv, men som ofte foragtes, og leverer en absolut sønderlemmende satire over vores økologiske og økonomiske moral. 

De to unge søger nye værdier, men skuffes ofte. Fra en indvielsesroman, med de to venners vej ind i voksenlivet, glider vi over i samfundssatire og kritik af grøn kapitalisme og neo-ruraliter. Denne roman efterlader ikke nogen ligeglade, da den kapitalistiske økologis miljøkatastrofe og hykleri er mesterligt skildret. Man får alt at vide om regnorme, uanset om det er den ene eller den anden slags. Romanen er veldokumenteret og forklarer miljøspørgsmål uden at kede én.

Men romansiden er ikke glemt, tværtimod, med forfatterens dygtige plotkonstruktion, men jeg har et forbehold, og det er Koenigs syn på kvinder: Anne (Arthurs partner) og Philippine (Kevins forretningspartner) er egoistiske, venlige, manipulerende, temperamentsfulde ... og fuldstændig karikerede. Det virker som om kvinder er mændenes største fjende, bortset fra et par enkelte personer. Bogens slutning er måske også lidt for voldsom.

Venskab, broderskab og solidaritet forbliver dog nøgleværdier som fører de to unge sammen igen efter et større brud.

En roman med direkte tilknytning til vor tids største problemer og med en skarp, satirisk og velunderbygget kritik. Der er masser af stof til overvejelse og diskussion.

L'OBSERVATOIRE (23/08/2023)

Laure Murat: Proust, roman familial

 Laure Murat: Proust, roman familial

Denne bog er også blandt de sidste otte bud på årets Goncourt, og selv om titlen indeholder ordet roman, er det ikke hvad jeg vil kalde en roman. Det er snarere en skildring af tiden omkring Prousts tid, en skildring af en aristokratisk familie og livet på et slot (Château de Luynes) og en oprørsk datter, der via sin læsning af Proust frigør sig fra aristokratiet og dets tomme regler og livsform.

Laure Murat slår op med sin familie, vedkender sig at hun er lesbisk, hvilken chokerer familien, der måske nok kan acceptere det, men det må ikke siges højt. Laura Murat blev født i 1967, født pricesse Murat, og har en lang karriere som journalist, forfatter og forsker. Hun arbejder på et universitet i Los Angeles.  

Romanen er velskrevet og går ind for åbenhed, tolerance og frihed, men det hele er meget ujævnt. Vi veksler mellem interessante kapitler, hvor vi lærer at kende aristokratiets vaner og skikke, dets mangler og dets perversioner. Der er især hendes forhold til moderen og faderen der får os nærmere på hendes person, Proust og hans værk flettes ind i dette essay som den forfatter der vælter den aristokratiske verden med dens tomhed.

En roman, som mediterer over litteraturens frigørelseskraft, som også er en magt til trøst og forsoning med livet.

Ikke en bog jeg er særlig vild med, men er du fan af Proust og vil opleve nogle andre sider af ham og en beundrende læsning, så læs bogen.

ROBERT LAFFONT (24/08/2023)

Neige Sino: Triste tigre

 Neige Sino: Triste tigre

En bog der allerede har vakt stor opsigt i Frankrig og selv om det faktisk ikke er en roman men måske nærmere et vidnesbyrd, personligt essay eller lign. optræder bogen på listen til Prix Goncourt.

 Neige Sino skriver om, at hun mellem 7 og 14 år jævnligt blev voldtaget af sin stedfar. Det er en blandet familie bestående af Neige og hendes to år yngre søster samt to børn som hendes mor har fået med hendes stedfar. De bor i Alperne i 90'erne og fører et noget marginalt bohemeliv. I 2000 indgiver Neige og hendes mor en anklage, og manden bliver efter en retssag idømt ni års fængsel.

 Nu mange år senere føler Neige Sino at hun må berette om, hvad der skete med hende. Uden patos, uden klage. Hun forsøger bogstaveligt talt at løsne det, hun kalder sin "lille bombe". Det handler ikke kun om den rystende historie, som teksten fortæller, hendes historie, et barn, der blev udsat for systematisk voldtægt af en voksen, der skulle have beskyttet hende, men om som hun siger i starten "For også for mig inderst inde er det mest interessante for mig, hvad der sker i bødlens hoved. Ofre er nemme, vi kan alle sætte os selv i deres sted."

 Hun har nu en mand, et barn og bor i Mexico, men selv om hun hele sin ungdom har forsøgt at glemme, flygte, påtage sig forskellige roller sidder voldtægten i hende og hun kan aldrig frigøre sig, da den altid ligger på lur i hendes tanker. Venner har overtalt hende til at skrive om det for at få det afsluttet, men adskillige gange i løbet af beretningen er hun ved at give op, for hvad nytter det?

 Og endelig indrømmer hun det, hun formår kun at nærme sig det, fra forskellige synsvinkler, på forskellige måder for at kunne lindre den enorme ensomhed, hvori denne voldtægt har indespærret hende.

 En voldtægt, der varede i årevis, som hun ikke har noget ansvar for, og monsteret, der begik den fik fem års fængsel, kom ud, giftede sig igen og fik fire børn igen. Hvordan kan sådan en mand stadig være ægtemand og far, som om intet var hændt, mens hans offer er dømt til at leve med sin sygdom, alene, resten af ​​livet?

 Hendes ukuelige famlen omkring de kløfter, der åbnede sig i hendes liv, og i hendes væsen ender med ikke blot et slående vidnesbyrd, men en tekst hjemsøgt af dæmoner, drømmesyn og mareridt, der fyldes med dybe spørgsmål, analyser og refleksioner, som bestemt gør den til en bemærkelsesværdig bog.

 Som bogens motto skriver hun: "Jeg ville tro det, jeg ville drømme om, at litteraturens rige ville byde mig velkommen som ethvert af de forældreløse børn, der finder tilflugt der, men selv gennem kunsten kan vi ikke gå sejrrigt ud af ondskaben. Litteraturen reddede mig ikke. Jeg er ikke frelst."

P.O.L. (17/08/2023)

Serge Joncour: Chaleur humaine

 Serge Joncour: Chaleur humaine

En ny prægtig roman fra Serge Joncour der atter viser en anden side af Frankrig, nemlig naturens og bøndernes verden, samtidig med en sviende kritik af de ansvarlige.

I nogle få uger, fra begyndelsen af ​​januar 2020 til slutningen af ​​marts, vil dagligdagen for en fransk familie blive vendt op og ned sammen med resten af verden. Det er covid-udbruddet der beskrives både på det store verdensplan, men især i en lille familie, der har været splittet, men som nu søger sammen. 

Vanessa, Caroline og Agathe flygter fra byernes indespærring og tager tilflugt i Bertranges, en gård i Lot mellem bakkerne og floden, hvor deres forældre stadig bor. De tre søstre finder Alexandre dér, denne beroligende bror, som de har været i strid med i femten år, samt gårdens dyr, der vil styrke klanens bånd.

Hvis man har læst Joncours forrige roman Nature Humaine, kender man allerede de fleste af personerne og gården og landskabet, så det er en ren fornøjelse at få en fortsættelse. Oplevelsen bliver måske bedste ved at starte med Nature Humaine.

Gennem en familieopdeling mellem by og land beskriver forfatteren de skadelige virkninger af global opvarmning på træer, dyr, afgrøder og adgang til vand. De hovmodige byboere er meget glade for at finde et territorium, som de synes er jomfruelig frem for at forblive indespærret på deres få kvadratmeter.

Fra klimaændringer til familieopgør, fra epidemier til genopdaget kærlighed, gennem personerne, der er isolerede, oplever vi en sjælden intensitet.

Med Chaleur humaine holder Serge Joncour et svimlende spejl op for os, og hans familie- og samfundssaga er et stort og vellykket værk.

ALBIN MICHEL (23/08/2023)

Patrick Modiano: La danseuse

 Patrick Modiano: La danseuse

En ny bog af Modiano er altid en sensation og han skuffer heller ikke denne gang. Det er er kort roman på 90 sider, men der er heller ikke et overflødigt ord eller sætning. Modiano holder sin læser fanget.

 Resumeet af bogen: Portræt af en danserinde, der hver morgen går til de faldefærdige bygninger i Wacker-studiet, der ligger på Place de Clichy, for at tage dansetimer med Boris Kniaseff, en kendt russisk lærer.

Portrættet gives af en ung mand der 50 år efter forsøger at få lidt styr på danserindens liv og hendes søn Pierre. Fortælleren havde en ustabil tilværelse og knytter sig til danserinden, da hun synes at have fået styr på sit liv via den disciplin som dansen kræver. " Det var den mest usikre periode i mit liv. Jeg var ingenting. Dag efter dag havde jeg indtryk af at flyde rundt i gaderne." Danserinden blver et eksempel for ham.

Det er klart at der er mange glemte og uklare episoder som han ikke længere husker, han ved ikke hvad der er blevet af personerne fra hans ungdom, bortset fra et par stykker, som måske ikke engang er dem han tror. Vi føres rundt i et Paris fra dengang i kontrast med nutidens Paris, som fortælleren bestemt ikke synes om med horderne af turister, i flok med kasket og rygsæk.

Som sædvanlig hos Modiano er det en søgen efter forklaringer som man ikke kan finde eller kun i brudstykker, men vi får alligevel så mange brudstykker af danserindes liv, at vi begynder at forstå hende. Men hun er ikke til at gribe og gennem dansen flyver hun fra os.

Modiano løfter i sin bog brudstykker fra fortiden op i en evig nutid og tager derved trykket af en forgæves søgen efter alle detaljer.

Et sandt mersterværk !

GALLIMARD (05/10/2023)