Serge Joncour: Nature humaine

 Serge Joncour: Nature humaine

Det her er virkelig en fantastisk god bog, lad mig side det med det samme! Den griber én fra start til slut og er at billede af udviklingen i Frankrig fra 70'erne til årtusindskiftet.

Bogen er bygget op i store afsnit: 1976-1981, 1986, 1991, 1996, mens den omkranses af kapitler fra julen 1999. Der er ikke tale om en dag til dag handling, men om nogle sammenhængende dage i en periode af betydning for bogens personer og især for hovedpersonen Alexandre. Men det er oftest knyttet sammen med store begivenheder i samfundet f.eks. Mitterrands valg til præsiden i 1981 og de store naturkatastrofer i 1999.

Det er mageløst flettet sammen og viser os en udvikling af samfund og personer i de 25 år, den strækker sig over, men den peger også helt klart hen til nogle store temaer i dag med forbrugersamfundet, den grønne bevægelse, kvindernes frigørelse, land-by og hermed natur og den menneskelige natur.

Hovedpersonen Alexandre er født på en større gård, der ligger ret øde højt i landskabet i området le Lot i det sydvestlige Frankrig. Han er født i 1961.

I det første afsnit fra den 23. december 1999 bliver vi ført lige ind i sagen, men det er lidt svært at forstå, hvorfor Alexandre er helt i alene i det mørke hus, roder med mørtel og brændstof. Det er først i de sidste kapitler at gåden afsløres, så Joncour forstår at holde os fast.

Det er naturen og menneskets behandling af den, der er det store tema, men det virker stærkest når det er knyttet til personer som Alexandre, hans forældre og den gamle oprører, der er deres nabo. Det er land mod by og tradition mod nytænkning. Støvede små veje mod motorveje, det lokale samfund mod handel på tværs af alle grænser.

Men der er også en anden kamp som den udspilles i bogens kærlighedshistorie. Alexandre bliver forelsket i Constanza, en tysk studerende. Hun vil gøre noget for verden, men Alexandre vil gøre noget for den verden der er omkring ham. Hun vil rejse rundt i verden, han vil blive på gården.Det er et kærlighedsforhold beskrevet med stor ømhed.

Der er simpelt hen så meget i denne roman, at man bør læse den mange gange. Hvilket jeg hermed opfordrer til.

Flammarion, august 2020