Thursday, December 13, 2018


Christian Page: Belleville au coeur


Fortælleren og hovedpersonen er Christian Page, der før havde en lille familie og var ansat som sommelier på en berømt restaurant. Han har et skænderi med sin kone, før han tager på arbejde, og da han kommer hjem, er hun væk sammen med deres søn. Det sker i april 2015 og nu begynder nedstigningen i helvede. Han mister, sit arbejde, sin søn, sin lejlighed og bliver sat ud af fogeden med alt hvad han ejer i en rygsæk.

Hans kvarter er Belleville, og place Sainte-Marthe er stedet, hvor han oftest holder til. På den protestantiske mission i nærheden, kan han få varm mad, evt. bade, og være i omgivelser, hvor han bliver taget imod.  Han har nogle venner f.eks. Nassim, der er tidligere gymnasielærer, men nu er gået i druk. Men spørger aldrig til de andres fortid, men kæmper for at overleve i nuet.

Gennem Christins beretning lærer vi den anden side at kende med dens regler og koder, som man bliver straffet for at overtræde. Der er bestemte grupperinger: prostituerede, migranter, punkere etc., der alle har deres normer.

Hver dag er kompliceret. Han står ofte meget tidligt op for ikke at se børn bliver fulgt til skole, sådan som han også fulgte sin søn. Det er ikke specielt mad, men mere at finde et sted at være, et sted at sove især. Han slæber rundt på en stor rygsæk og pose, for han skal have sit tøj, sin rullemadras til at sove på og så meget tøj at han kan holde varmen i de kolde vinternætter.

Heldigvis har Christian sin mobiltelefon, så han kan holde sig orienteret, høre radio og være i kontakt med samfundet. Han henvender sig også til myndigheder, når han synes, at noget er galt. Nogle gange deltager han også i programmer. Han læser meget, men har kun en bog med sig ad gangen, for den kan være med til at gøre rygsækken tung. Endelig bruger han tid på at notere ting ned fra sin dagligdag.

Til udarbejdelse af bogen har han fået hjælp af Eloi Audoin-Rouzeau, der renskriver hans notater. Bogen fremstår således som en levende beretning fyldt med præcise iagttagelser, meget om den negative side, men også indslag af glæde.

Christian Page fortæller i et enkelt sprog i små korte kapitler. Han har en god evne til at få os til at vende blikket indad. Hvorfor hjælper vi dem dog ikke i stedet for at overse dem i gadebilledet?

Kan stærkt anbefales.



SLATKINE ET CIE (31/10/2018)

Friday, November 30, 2018


Pierre Guyotat: Idiotie



Det var en svær bog at komme igennem! Det skyldes dels et sprog på højt niveau med alenlange sætninger, løse sætningsled og en stil der minder meget om en stream of consciousness kombineret med en sammenblanding af skildring af virkelighed og udviklet fantasi. Ordvalg og tegnsætning er ofte frit opfundet.

Bogen handler om, hvad der skete for forfatteren/fortælleren fra 1958 til 1962, fra han var 18 til han blev 22. Det er ikke egentlige memoirer, men handler om ting, der har været afgørende for ham i perioden.

I første del vælger han at forlade familien efter moderens død for at leve som eksistensløs i Paris. Lange perioder med sult og uden kontakt. Vidne til en ond verden, hvor han dog finder hjælp blandt venner. 

Han er besat af sex og kunst, skriver lidt og får udgivet en bog. Han fantaserer om kvinder, men forbliver jomfru. Faderen søger at få kontakt til ham, men da fortælleren en dag stjæler nogle penge fra ham, bliver hans fremtid ødelagt af hans forbrydelse. Hvordan kan han sone den?

Herfra springer vi til Algeriets, hvortil han bliver indkaldt som soldat. Han er antikolonist og bliver smidt i fængsel af militæret. Her får vi en mere sammenhængende historie med Algeriets lige før og efter selvstændigheden. Det er skildret med alle modbydeligheder, som man kan tænke sig.

Hans seksuelle fantasier forbindes med afføring, bræk, fødsler etc og bliver gennemtrawlet på alle leder og kanter i bogen. Mest bizar er hans møde med en stum algiersk pige  i et forladt rigmandshus. Han forbliver dog jomfru.

Kan ikke umiddelbart anbefales. Den har dog fået årets Prix Médicis Général.

Grasset, august 2018

Sunday, November 25, 2018


 Gérard Davet et Fabrice Lhomme : Inch'Allah



De to kendte journalister fra Le Monde ville finde ud af, om det er rigtigt eller forkert, at Seine-Saint-Denis er blevet islamiseret. Davet og Lhomme underviser begge på den nye journalisthøjskole CFJ (Centre de formation des journalistes), og opgaven blev stillet til et hold af kommende journalister, der skulle fungere som et hold og finde konkrete eksempler. Holdet blev kaldt "Spotliught" efter et amerikansk mønster.

De unge journalister går til opgaven med stor energi, men løber selvfølgelig også ind i tvivl og undren, men i de interviews og undersøgelser, de laver, med eller uden skjult mikrofon, får vi serveret en række eksempler på islamiseringen af 9-3, som er kaldenavnet for Seine-Saint-Denis. Der er nærmest et skjult islamisk "universitet", folkevalgte der er rede til alt for at blive genvalgt, arbejdspladser hvor det er forbudt at bede, men man gør det alligevel. Der er virkelig tale om en islamisering af et helt område nord for Paris.

Der bliver stillet krav til skolen: Comme l'histoire de ce père de famille musulman, venu il y a quelques années exiger qu'elle appelle son fils Mouhammad avec le « h » prononcé en arabe, comme un « r » français. 
 
I 21 kapitler, der hvert har navn efter den interviewede person (f.eks. le guide, le patron, le barman, le flic, l'imam) får vi virkelig endevendt situationen i 9-3.

Det er en vældig god og præcis skildring af den islamisering, der finder sted, ingen tvivl om det. Det er samtidig en række personer og deres skæbne og karakter vi møder, skildret forholdsvis objektivt og uden forudfattede meninger.

Kan stærkt anbefales, hvis man interesserer sig for emnet.

Fayard, 2018




Achdé & Jul d'après Morris: Un cowboy à Paris



Årets Lucky Luke af Achdé og Jul er et pragtfuldt album, der fuldt ud lever op til de bedste album i den lange serie som Morris startede i 1947. Efter hans død i 2001 har man heldigvis fortsat med nye forfattere og tegnere og dette album fortjener stor ros.

Vi starter med at Lucky Luke er på vej med brødrene Dalton til et fængsel, da Averell pludselig ser en mægtig isvaffel! Lidt underligt i det ellers øde landskab. Men det vider sig at være Auguste Bartholdi, der er på en reklamerejse for at skaffe midler til at fuldføre sin frihedsgudinde, som vi i dag kender som vartegn for New York. Han har kun medbragt hånden med faklen, og den ligner ganske rigtigt en isvaffel, når man kun ser den.

Meget flot start og jeg kan love jer, at det fortsætter bogen igennem. Vi oplever Lucky Luke på rejse til Paris og hans enorme søsyge. Hans møde i Paris med datidens franske berømtheder fiktive som virkelige: Emma Bovary, Gustave Eiffel og Victor Hugo, for blot at nævne et par stykker.

Det er ikke alle der synes at Frihedsgudinden er en god ide, slet ikke Abraham Locker, der er fængselsinspektør!

Handlingen er god og medrivende, tegningerne sjove og helt i Lucky Luke-stilen, så nyd dette album og oplev Paris i slutningen af 1800-tallet.



Tuesday, October 30, 2018


Tobie Nathan: L'Évangile selon Youri


L'Évangile selon Youri var med til sidste udvælgelse af året Prix Goncourt, men kom altså ikke i finalen.

Det er egentligt lidt synd, da det er en meget usædvanlig bog med nogle nye synspunkter på det moderne Frankrig.

Élie er en tidligere leder af et center for etnopsykiatri i Paris, og arbejder der stadig en del. Han er lidt udbrændt, bor alene og har kun vennerne fra en bar tilbage. Hans ide er, at man ikke bare kan behandle immigranter med en anden baggrund efter en standardiseret metode som hos Freud. Man skal tage udgangspunkt i deres kultur og sprog for bare at få en tilgang til dem.

En dag bliver han præsenteret for en lille rumænsk dreng på 10 år, der ikke taler meget, men som viser sig at havde overnaturlige evner. Han udtaler et ønske om at bo hos Élie, og selv om denne ikke synes om ideen, ender det med at han flytter ind hos ham.

Vi bliver nu vidner til de to hovedpersoners indbyrdes fællesskab og kamp samtidig med at vi får en række bipersonerne indført med deres små historier. Handlingen bliver tilspidset og ender i en tilbedelse af Youri som frelser.

Tobie Nathan er en kendt psykoanalytiker, så det er en form for autofiktion, men det bliver tilført en helt ny religiøs og åndelig fiktion, der gør skildringen spændende og til en vis grad også vedkommende.

Der er mange vinkler i bogen, måske mangler der en lidt større styring for at få det til at falde på plads, men en spændende bog under alle omstændigheder


Stock, august 2018

Saturday, October 13, 2018


Corbeyran/Le Roux: La lune en héritage (Novembre 1918)


Så kom 10. og sidste bind af tegneserien om 14-18, som jeg har læst med stor fornøjelse/gru/eftertænksomhed siden den startede med at udkomme for fire år siden..

Når man sammenligner forsiden på bind 1 med den sidste forside, ser man hurtigt, hvad der er sket. De 8 friske unge mænd fra første bind er blevet til fem, der enten er vansiret i ansigtet, invalide eller ramt af store psykiske problemer. En af dem begår også selvmord efter krigen.

I dette bind møder vi også de efterladte kvinder og hustruer, der må tage fat på at skabe sig en ny tilværelse. Det er heller ikke nemt for dem alle at leve videre, og det fortæller sidste bind om. Kvinderne, der har klaret alt under krigen, bliver atter forvist til en underordnet plads.

Det værste for de tilbagevendte er al den højtidelige tale og de store tomme ord fra de politikere, der ikke selv har oplevet krigen. Heller ikke familierne og vennerne kan forstå det, så de lader være med at tale om det. Soldaternes ensomhed og mangel på solidaritet bliver voldsom.

En meget vellykket skildring, som jeg kun kan anbefale. Tegninger og tekst går op i en højere enhed, og emnet kan man ikke tale nok om selv om det er 100 år siden, krigen sluttede. Det må aldrig blive glemt, så man måske kan undgå, at noget lignende sker.


Delcourt, oktober 2018

Wednesday, October 10, 2018


Nicolas Mathieu: Leurs enfants après eux


En sjælden god bog som man er rigtig ked af at være færdig med at læse, for den holder én fanget fra start til slut.

Bogen foregår over fire somre 1992, 1994, 1996 og 1998. Der er en række unge hovedpersoner, men de vigtigste er Anthony, Hacine, Clem og Steph'. I anden række er det deres forældre.

I starten møder vi de unge hvor de er i en alder omkring 12 år og vi forlader dem så som 20-årige. Det er fra barn til voksen og forskellene er store. De stammer fra en by i det nord-østlige Frankrig, der er blevet stærkt berørt af lukningen af stålværker. Der er stor arbejdsløshed og en ret negativ holdning til tilværelsen hos de voksne, men de unge har mere mod på livet. Vi ser deres forskellige sociale lag fra arbejdsløs arbejder til småborgerskabet, franskmænd og indvandrere.

De unges liv bliver dog en slags afspejling af de voksnes, fyldt med alkohol, stoffer, småkriminalitet og sex. Det er ens for drenge og piger, men de vil ikke blive i denne by og dette område. De har andre drømme, men det lykkes faktisk kun for én af dem at være kommet væk, da de når de 20 år.

Bogen er også en fortælling om Frankrig i perioden og fyldt med konkrete historiske og politiske overvejelser i en afdæmpet med skarp tone.

Vi slutter i 1998 hvor Frankrig vinder VM i fodbold og det skaber et fællesskab og en eufori, så på den måde er vi i samme situation i 2018 med hensyn til fodbold. Macron har været en fornyer, men hans popularitet er stærkt dalende.

Det er et mangfoldigt billede af livet i en egn af Frankrig, der sjældent har været fremstillet i et så konkret og åbent værk. Men mange af de rodløse, opgivende, egoistiske og racistiske personer, vi møder, finder vi jo ikke kun her, så derfor er romanen et fuldgyldigt billede af Frankrig.

Et stort bud på årets Goncourt.


Éditeur : ACTES SUD (22/08/2018)

Wednesday, October 03, 2018


Pauline Delabroy-Allard: Ça raconte Sarah


Eneste kvindelige forfatter tilbage blandt de sidste otte finalister i årets Prix Goncourt. Det er ovenikøbet en debutroman, så det er spændende om det lykkes.

Bogen er meget speciel og man bliver hurtigt grebet af den, for man bliver fanget af fortællerens sindsstemninger. Fortælleren er en ung kvinde, enemor, gymnasielærer, der ikke helt er kommet sig over sin skilsmisse. Hun har dog en ven, som hun er med til en fest. 
Pludselig dukker der en helt speciel kvinde op, Sarah, der bemægtiger sig selskabet. Hun er anderledes på alle måder, og fortælleren er betaget af hendes grønlige øjne.

De begynder at møde hinanden lidt og en vinterdag siger Sarah at hun er forelsket i fortælleren. Det bliver til en vild passion mellem de to. Sarah er levende, fornyende, bestemmende, vanvittig, farvestrålende og fuldstændig det modsatte af fortælleren.

Første del er fortællingen om besættelse, kærlighed og passion, hvor alt andet skubbes til side. Fortælleren glemmer alt om sin ven, sit barn, sit arbejde og har kun Sarah i sit hoved. Sarah er ofte væk på turne, da hun spiller i en strygerkvartet, og fortælleren lider uendeligt meget og tager undertiden pludselig afsted for at mødes med Sarah. Kærligheden er også meget fysisk og de æder næsten hinanden op. Manglen på søvn bliver et stort problem for fortælleren.

Andel del af bogen bliver mere dyster og her brister det for dem. Samtidig bliver Sarah ramt af brystkræft. Afslutningen bliver dramatisk og så voldsom, at gang på gang forsøger fortælleren at genkalde, hvad der egentlig skete sidste gang, de sås.

Bogen er skrevet i korte sætninger, der er ofte gentagelser, og man synes, at man oplever et stykke musik med skiftende tempo  og betoninger, som en kvartet af Schubert eller Beethoven, i nogle passager også som et stykke rock-musik. En stor stilsikkerhed, hvor poetiske stemninger og konkrete oplysninger blandes med sensuelle og seksuelle passager. Der bliver aldrig plads til hvile i samværet med Sarah, så det oplever man også som læser.

Virkelig et godt bud på en pris.


Les Éditions de Midi, september 2018

Monday, October 01, 2018


Françoise Dumas Rossell: Les mutations étranges d’une enseignante



En pensioneret lærer ser tilbage på sin karriere og alle de omskiftelser, som hun har været igennem. Der har været forholdet til forskellige elevtyper, specielle kolleger og en ændring i forholdene for lærernes situation før og nu.

Hun har deltaget i mange forskellige undervisningsformer og forløb, har været meget aktiv i forbindelse med at få eleverne uden for skolens mure på samme måde som hun har fået presse og tv til at interessere sig for skolens verden.

Set med danske øjne er der både inspirerende tiltag som mindre behagelige. Der er i det franske system en stor tilbøjelighed til at straffe som hun ikke helt kan imødegå. Der er en lidt mere akademisk og belærende facon at fremføre viden på, hvor vi jo oftere søger at bibringe viden gennem diskussion.

Undertiden skriver hun også om sine store forbilleder og lader sin fantasi får frit løb: hvad nu hvis..

Gennemgående interessant læsning for at få en personlig fremstilling af undervisning i Frankrig, men også af en person, der har været en fremme i skoene og ikke bange for nye tiltag.



Les presses littéraires, marts 2017



Thursday, September 27, 2018


Samuel Benchetrit: Reviens 


Ingen hemmelighed at jeg er en stor beundrer af Benchetrit både som forfatter og som filminstruktør, så jeg måtte nødvendigvis straks have fat på hans seneste værk.

Bogen er til at begynde med lidt rodet og ustruktureret akkurat som den forfatter, der er fortæller. Han kan slet ikke få gang i sin skrivning efter en skilsmisse og et farvel til sin dreng, der er taget på en sabbattur. Han kan ikke rigtigt sove, ser TV-docu'en  4 mariages pour 1 lune de miel, som han har sjove kommentarer til. Hans ex ringer tidligt og sent for at spørge til sønnen, som ikke giver meget lyd fra sig.

Han får en chance for at komme lidt igang, da der er en filminstruktør, der vil lave en udsendelse på basis af en af hans bøger fra forstæderne. Problemet er, at han ikke har bogen, ikke hans købe den selv fra Amazon, men det fører ham til et alderdomshjem, hvor han måske kan få fingre i den.

Nu bliver der fart på, og vi hører om hans køb af en and og en begyndende forelskelse. Jeg skal ikke afsløre mere, men berolige med, at alt synes at ende godt.

Samuel Benchetrit skriver godt, hans pen kan være skarp, men også fuld af humor og poesi. En god blanding som bestemt gør denne bog værd at læse.


Grasset, september 2018

Sunday, September 23, 2018


Adeline Dieudonné: La vraie vie



En debutroman der allerede har fået en pris, og det bliver ikke den sidste for denne unge belgiske forfatter. 

Bogen er skrevet i en sikker stil og balancerer mellem uhygge, poesi, indvielsesfortælling og socialt drama. Flot at kunne beherske en stil, der nådesløst afdækker hovedpersonens skæbne og samtidig holder læseren fast i et drama uden lige.

Fortælleren er en ung pige, hvis fortælling strækker sig over en 5-6 år fra hun er 10 til hun er 16 år. Familien bor i et område, le Démo, med forholdsvis ens og lidt kedelige huse. Familien består af faderen, der er ansat i en forlystelsespark, og hvis store interesse er jagt. Han har et helt rum fyldt med nedlagt udstoppet storvildt. Han er særdeles tyrannisk og tæsker sin kone, når der er det mindste i vejen. Pigen kalder hende en amøbe og kan ikke forstå, at hun vil finde sig i alt. Pigen har også en lillebror, Gilles, som hun forguder.

Alt starter blidt, men da den lokale ismand ved en ulykke bliver slået ihjel i sin isvogn og får hovedet sprængt væk, mens børnene ser på det, bliver Gilles tavs og smiler ikke mere. Pigen vil gøre alt for at skrue tiden tilbage og tror på det i starten, men må erkende, at det kun er en leg, da hun bliver lidt ældre.

Hendes livs projekt er at få den gamle bror tilbage, og vi følger nu hendes udvikling og faderens mere og mere voldelige og grusomme adfærd. Hun bliver også mere moden og får blik for seksualitet.

Mere vil jeg ikke afsløre, men kan kun sige, at dette er en af de store åbenbaringer i årets "rentrée littéraire".



L'Iconoclaste, august 2018

Thursday, September 20, 2018


David Diop: Frère d'âme


En meget speciel bog der bestemt er en af de store fornyelse ved årets rentrée littéraire

Den er da også med ved første omgang af bøger udtaget til Prix Goncourt.

David Diop er født i Paris, men vokset op i Senegal. Han underviser på universitetet i Pau. Frère d'âme er hans anden bog.

Bogen foregår under 1. Verdenskrig som vi straks kastes ud i fra romans start. Fortælleren er Alfa Ndiaye, der under et angreb oplever, at hans "mere end bror" Mademba Diop får maven skåret op og dør under stærke smerter. Tre gange beder han Alfa om at gøre det af med ham. Men Alfa afslår, for det gør man ikke i følge hans opdragelse og indstilling.
Men han får et knæk og begynder at anklage sig selv, for ville det ikke have være mere humant at slå ham ihjel, for så havde han jo ikke lidt så meget. Han konkluderer selv, at han er begyndt at tænke selv, men han holder det for sig selv.

Hele krigen er jo bygget på, at soldaterne ikke tænker selv, men udfører de ordrer, de får besked på. Truppen med "les soldat chocolats" bliver sendt først ud, når der er angreb med en riffel og en manchete for at skræmme fjenden. De skal også smile med deres hvide tænder i mørket. De skal være de vilde, les sauvages. Det holder de op med, når de er tilbage i skyttegravene, men Alfa bliver på sin måde evig vild.

Han hævner sin næsten bror ved at dræbe tyskerne på samme måde som de dræbte Mademba. Han bringer deres våben og en afskåret hånd med tilbage. De går flot ved de første to, men da han er nået til nummer 7, bliver alle bange for ham, og det ender med at han bliver sendt væk fra fronten. Hans afrikanske soldatervenner ser ham som en troldmand, der æder sjæle. Ingen tør nærme sig ham.

Alfa tænker og ser alting som modsætninger, men modsætninger som han også rummer i sig selv. Hvordan skal han dog kunne finde hoved og hale i en tilværelse, hvor han som ung mand bliver sendt til et land, hvis sprog og kultur han ikke kender, og hvor man behandler ham meget nedladende, næsten som en slave. Racisme i dens værste form.

I anden del hører vi om hans ophold og om hans ungdom i Afrika, og vi får et indblik i en stammekultur, men også i en stolthed og visdom.

Bogen er skrevet i en sprog med mange gentagelser, som en messe, men det er et talt sprog, hvor Alfa forsøger at forklare sig både over for andre og over for sig selv.

En fantastisk god bog, der også er en hæder til de afrikanske soldater, der deltog i både 1. og 2. Verdenskrig.

Seuil, august 2018

Monday, September 17, 2018


Fabienne Jacob: Un homme aborde une femme


Fortælleren er lige blevet forladt af sin mand. Hun er i fyrrerne og er ret negativ om sin fremtid, men er hun alene om det? Det forsøger hun at få svar på gennem møder med andre kvinder. 

Hendes konkrete spørgsmål er om vores omgang med hinanden er ved at ændres. Er det slut med, at en kvinde eller mand kan møde beundrende blikke på gaden. Har Metoo-bevægelse sat en stopper for det tilfældige møde på gaden?

Fortælleren prøver at gennemgå sine egne forhold fra hun som barn første gang fik kastet sten efter sig, for mændenes henvendelser til kvinder kan være præget af vold, ligegyldighed, beundring, besættelse mm.

Ud over fortællerens egen historie møder vi også andre kvinder bl.a. danskeren Kirsten, der bestemt ikke skammer sig over sin krop, selv om hun er oppe i alderen. Hun synes også, at det er morsomt, at hun kan få beundrende blikke fra unge mænd i tyverne. 

Bogen handler overordnet også om vores forhold til vores krop. Kan vi leve ærligt med den krop, vi har, eller skal den skjules og fortrænges. Kan vi forholde os ærligt til andres kroppe?

Bogen er mere et indlæg i dagens debat end en egentlig roman. Det bliver lidt trivielt at høre om fortællerens egne forhold, men der er gode fortællinger fra de kvinder hun møder, og konklusionen er ikke bare pessimistisk,

Buchet-Chastel, august 2018

Sunday, September 16, 2018


Eric Fottorino: Dix-sept ans

En fantastisk velskrevet bog, en roman, men også en autofiktion om en families dramaer. 

Bogen starter med en fælles middag, hvor moderen Lina bagefter kalder sine tre sønner ind for at fortælle dem om en hemmelighed, som hun har holdt på i mange år.

Den første søn Éric fik hun som 17-årig. Familien der boede i Bordeaux havde sendt hende til Nice, hvor hun fødte i skjul. Det var meningen, at barnet skulle bortadopteres, men hun beholdt barnet. 

Hendes hemmelighed er, at da hun igen bliver gravid et par år efter, tvinges hun atter til Nice, føder en pige, som bortadopteres straks. Hun ser aldrig den pige igen.
De er tre brødre, hvor Érics far er Moshé en marokansk jøde, mens hans to brødre har en fransk far.

De voldsomme begivenheder i Linas ungdom foregår i starten af 1960'erne, hvor hendes familie hører til det stærkt kristne borgerskab. Den katolske kirke støtter deres ide med at skjule den syndige datter, der ellers er stærkt forelsket i Moshé, der også gerne vil giftes med hende. Men forholdet er umuligt for familien, der får forpurret det hele og får fjernet Moshé.

Éric har et meget anstrengt forhold til sin mor, som altid har forekommet ham fjern og uden interesse for ham. Han er nærmere knyttet til sin mormor, der har opdraget ham. Men hemmelighed og afsløringen, der i første omgang ikke synes at påvirke ham, bliver nogle dage senere anledning til, at han vil søge at forstå sin mors og sit eget liv på en ny måde, og det er bogens egentlige emne.

Han beslutter sig til at tage til Nice, hvor han jo er født, for at prøve at genopleve det liv som hans mor har haft.

Skildringen af hans ophold, krydret med flashbacks og forestillinger om, hvordan hun har haft det i sin forvisning og ensomhed. Denne søgning efter svar fra fortiden åbner for en ny forståelse for ham.
Det er med en stor intensitet,  og vi fanges og bliver en del af hans vandringer i Nice, hvor han også møder mennesker fra moderens fortid.

Det er en beretning om kirkens og religionens store indflydelse på tidens moral, om en begyndende frigørelse, men også om hvor dyrekøbt den er.

Fremragende og absolut en stor kandidat til årets litterære priser.

Gallimard, august 2018


Corbeyran -Le Roux: Sur la terre comme au ciel (juillet 1918) . Tome 9


Vi er nu nået til 9. og næstsidste bind af denne strålende tegneserie, hvis afsluttende bind udkommer til november.

Der er efterhånden ikke mange tilbage af den flok venner og bekendte, som vi har fulgt siden krigens begyndelse, men der er en mere positiv ånd omkring krigens afslutning efter amerikanernes indtræden i krigen.

Pludselig får flyvevåbnet en større betydning på grund af piloternes mulighed for at kontrollere luftrummet. Vi følger det specielt i dette bind. 

Dramatikken opstår, da en af piloterne er afhængig af stoffer for at turde flyve, og hans lager er ved at slippe op. Hvad nu??

Igen fremragende tegnet og fortalt. Dette bind lever fuldt ud op til de forrige.


Delcourt, 2018

Nina Bouraoui: Tous les hommes désirent naturellement savoir



Efter for nylig at have læst Garçon manqué, som jeg syntes var meget god, måtte jeg naturligvis læse Nina Bouradouis nye roman. Det viser sig at være en slags fortsættelse til den førnævnte, da vi følger fortælleren som ungt menneske i Paris.

Vi har den samme forhistorie med hendes opvækst i Alger med en fransk mor og en far fra Algeriet. Der klippes ofte tilbage til hendes barndom, men det centrale i bogen er hendes kontakt med det homoseksuelle miljø i Paris, nærmere bestemt natklubben Kat, der er forbeholdt kvinder.

I bogen er det således ikke kun konflikten mellem hendes franske og algierske opdragelse og kultur, det bliver også en konflikt mellem hendes begær og tiltrækning af andre kvinder og samfundets syn på homoseksuelle, ikke kun i Frankrig, men især i Algeriet.

Nina Bouraoui skriver sig ind i historien, der bliver en slagt autofiktion. Det er bedst, når hun kommer lidt på afstand af egene problemer og er betragter. Elegant komponeret.

Lever ikke helt op til Garçon manqué, men kan læses som et personligt indlæg i debatten.



JC Lattès, 2018


Monday, August 27, 2018


Amélie Nothomb:
La bouche des carpes - entretiens avec Michel Robert



I år er der også udgivet en bog, hvor journalisten Michel Robert beretter om nogle interviews med Amélie Nothomb, som foregik fra 1995 til 2001. Man må nok sige, at det er på tide eller snarere for sent, at de bliver udgivet. Michel Robert er stor beundrer og ven med Amélie Nothomb, men det giver ham også styrke til at stille hende en række skarpe spørgsmål, som hun velvilligt besvarer.

Det er mest en bog for fans af Amélie Nothomb. Folk der tørster efter at trænge endnu dybere ind i en forståelse af hendes verden, for der er jo ingen tvivl om, at hun har skrevet flere ret selvbiografiske værker uden helt at have løftet sløret.


Der er følgende afsnit: 
1. Être écrivain
2. Solitude et sentiments
3. Philosophons
4. Tous les pays du monde
5. Spiritus sanctus
6. Légèretés au quotidien

Kender man lidt til Amélie Nothomb, kan man hurtigt gennemskue, hvad hun skal tale om.

Som trofast læser af hendes romaner og udgiver af én af hendes bøger til undervisning (Antéchrista), lever hun meget godt op til det billede, jeg fik af hende ved en samtale i Paris. Hun rummer mange forskellige personer i sig, er både indad- og udadvendt. Har en facade skabt af medierne og hendes læsere, men er også et menneske der har en intim og personlig side, som hun ikke vil afsløre.

Læs bogen, hvis I vil prøve at forstå hende og hendes bedre.




Librairie Lafontaine
august, 2018


Amélie Nothomb: Les prénoms épicènes



Amélie Nothomb er klar med dette års roman fra hendes side. 

Man må først lige forstå titlen: prénoms épicènes betyder at have et navn der staves ens til både hankøn og hunkøn. F.eks. Dominique og Claude, som er navnet både romanens kvindelige hovedperson og  den mandlige hovedperson. I princippet kunne det godt have været omvendt.

Claude frier i begyndelse af bogen til Dominique, selv om de kun har kendt hinanden ganske kort. De bliver gift, flytter fra Brest til Paris, hvor Claude får ledelsen i et firmas nye afdeling. Efter noget besvær får de en datter, der også får et enslydende fornavn, nemlig Épicène.

Det lyder jo som et godt oplæg til en skildring af en lykkelig familie, men det mærkelige er, at Claude nærer et stort had til datteren, der trods hans ønsker om at få et barn, synes at have ødelagt det hele for ham. Datteren fornemmer det også efterhånden, men i stedet for at blive ked af det, forvandles hendes følelser også til had.

Mere vil jeg ikke lige afsløre af intrigen, der er ganske udspekuleret og har en overraskende slutning, men det er vi jo vant til i Nothombs romaner.

Hendes stil er som sædvanlig i hendes blanding af sprog, der både rummer sjældent brugte ord og dagligdags gloser. Temaerne i bogen er forholdet forældre-børn, jagten på social prestige, fremmedhad, hævn og kærlighed.

En hurtig læst bog på kun 63 sider, og måske glemt lige så hurtigt trods ganske munter at læse.



Albin Michrel, august 2018

   Yasmina Khadra: Khalil



Den 13. november indtraf de frygtelige terroristangreb i Paris, men for én af terroristerne virkede sprængladningen ikke, og han måtte flygte fra Stade de France uden at have udført sin handling. Det var Khalil.

Yasmina Khadra beskriver denne unge mand, født i Belgien og bor i kvarteret Molenbeek. Han har aldrig været i Paris, men vi følger ham i selskab med Driss, en ven som han har haft hele sin barndom i en bil sammen med to andre terrorister og chaufføren Ali. En mærkelig aften hvor han ved, at han skal slå til.

De fire skilles foran Stade de France, og Khalil siger farvel til sin ven. Han skal selv udløse sit selvmordbælte i RER efter kampen. Vi følger hans færden rundt i gaderne under kampen og hans beslutsomhed, da han stiger ind i toget. Han trykker på udløsningsknappen, men der sker intet! Han prøver flere gange, men stadig uden resultat.

Bogen handler så om, hvad der sker efter denne aften, for hvad sker der med hans tro og hans hengivenhed for de folk,der har sat ham igang, emiren og sheiken i Molenbeek. Han flygter fra Paris med hjælp fra Rayan, der henter ham i bil. Imidlertid fortæller han ikke Rayan sandheden, heller ikke til en søster, han bor hos nogle dage, for han har jo en hemmelighed han ikke må røbe.

Der er en dramatisk og intens fortsættelse af hans flugt og hjemkomst til Bruxelles, men det vil jeg ikke afsløre her. 

Khadras historie er ikke at gøre Khalil til en helt, men et forsøg på at afklare hans tanker og væremåde. Er han et produkt af manglende integration, dårlige skoleresultater, arbejdsløshed, desillusion og håbløshed ... Men han bliver støttet og hjulpet af "brødrene" og  optaget af imamens prædiken om jihad, så vejen bliver snart klar til at gøre ham til terrorist.

Hans liv var jo på en måde slut, da han stod ved Stade de France, men den manglende bombe får ham til at tvivle og giver ham grund til at vende sig mod sig selv og måske også mod sin iman og sin mission. Khadra skildrer denne indre kamp på bedste vis og kan på nogle områder få os til at få lidt medlidenhed med ham.

Bogens slutning med terrorangreb i Bruxelles holder os fast til det sidste.

Absolut værd at læse


Julliard, august 2018





Friday, August 24, 2018


Emilie de Turckheim: Le Prince à la petite tasse


Forfatteren Émilie de Turckheim fortæller i dagbogsnotater og små digte om hvordan hendes familie, der består af  Émilie, hendes mand Fabrice og de to drenge Marius og Noé, en dag beslutter at give en immigrant husly.

De har en lejlighed i det 5. arrondissement og har udsigt til Panthéon, så de er velstillede, spiser stort set kun vegetarmad, har ingen fjernsyn, opdrager deres børn til at være kreative og er altså en solid moderne familie.

De beslutter i fællesskab via SAMU social at tage imod Reza, der  som 12-årig er flygtet fra Afghanistan. Han er nu 19 år.

Man kunne måske tro, at hun skriver denne bog for at vise deres store humanitære indsats, men man må tage hatten af for denne intellektuelle familie, der med stor nænsomhed, forståelse og samspil med Reza lever sammen i 9 måneder. Reza har et arbejde som rengøringsassistent og har derfor ikke absolut et behov for økonomisk hjælp, men til gengæld skal han lære sprog og en anden kultur.

Vi får serveret problemer og løsninger via små dagbogsnotater. Det er en skildring af helt almindelige foreteelser i en fransk familie, men pludselig bliver nogle almindelige ting svære at forklare for en fremmed. Samtidig udsender han nogle kulturelle signaler, som de så skal tyde.

Det er med stor forsigtighed at de spørger ind til hans liv, men lidt efter lidt får vi indtryk af en række rædsler, som han har været igennem. Han har ikke mere kontakt til sin familie og har svært ved at glemme de voldsomme ting, som han har gennemlevet.

Beretningen er skrevet med varme, humor, men også stor alvor. Den rammer ind i en række fordomme, som møder migranterne, men bliver slet ikke til en sød humanisme. 

Problemerne bliver skildret, når de er der, men mulighederne for at leve med andre kulturer og opleve deres rigdomme, får bestemt også en plads.

Bør straks oversættes og indgå i den danske debat.


Éditeur : CALMANN-LÉVY (16/08/2018)

Monday, August 20, 2018


Nina Bouraoui: Garçon manqué


En fantastisk god bog om en pige (forfatteren), der har en mor fra Bretagne og en far fra Algeriet, for selv om hun synes, hun rummer både det ene og det andet land i sig, så bliver hun alligevel aldrig accepteret hverken det ene eller det andet sted. Hun har faderens algierske ansigt, men moderens franske sprog. Racisme træffer hun i begge lande.

Forfortælleren Yasmina (=Nina) ville meget hellere have været en dreng, så hendes identitetskrise gælder altså både nationalitet og køn. 

Hun skildrer Alger i 1970'erne da hun vel er en 12-15 år. Hun har en god ven Amine, som for hende rummer Algeriet, men da han samtidig er meget feminin, er han også et modstykke til hendes maskulinitet. Hun bliver dog klar over faren ved at være en pige og teenager, da en mand er ved at ville voldtage hende.

Skildringen af hendes ferie hos bedstemoren i Bretagne er i en helt anden verden, hvor hun har lidt svært ved at forlade sin algierske baggrund.

Hun beskriver også, hvordan hendes far og mor mødte hinanden på universitetet i Rennes og de problemer, det medførte. Som en understrøm i hele fortællingen ligger hele den historie som Algeriet har været igennem fra Algierkrigen og de borgerkrigsagtige scener med massakren af kvinder af OAS-folkene mm. Krig og vold og utryghed, frygt for at vise sig.

Bogen er skrevet i meget korte sætninger, undertiden kun med et enkelt ord i en sætning. Det kan virke telegramagtigt, men udtrykker også problemerne med at se en sammenhæng, en enhed.

Bogen udmærker sig således ved at være både en personlig skæbne og udvikling, men også to nationers langsomme og måske forgæves forsøg på at kunne oprette et fællesskab på trods af den dystre fortid.


Stock, 2000

Christian Page: Belleville au coeur Fortælleren og hovedpersonen er Christian Page, der før havde en lille familie og var ansat som ...