Dominique Barbéris: Un dimanche à Ville-d'Avray

En historie om to søstre, der i barndommen fik de kedelige søndage til at gå med at drømme sig tilbage i romanverdenen hos Jane Eyre og andre romantiske skildringer. Søstrene holdes sig meget for sig selv, drømmer og spiller teaterstykker som de selv opfinder.

Fortælleren er som voksen flyttet til Paris, mens søsteren, Claire Marie, bor i forstaden Ville d'Avray. Hun er gift med Christian, der er læge, og de har en datter. Fortælleren er gift med Luc, der ikke er særlig vild med Marie Claire, der altid gemmer sig i en form for slør og har svært ved at interessere sig oprigtigt for andre. Hun er fjern.

En søndag eftermiddag tager fortælleren ud til Claire Marie, der er alene hjemme.

En almindelig kedelig søndag i et dødt pænt villakvarter, men pludselig begynder Claire Marie at åbne sig og fortæller om et mærkeligt forhold, hun har haft til en fremmed mand.

Meget antydes kun, men vi kan følge Marie Claire i hendes spørgsmål både til sig selv og til søsteren: Har du ikke tænkt på at gøre noget andet? Dette andet er et brud på de faste mønstre, de har i deres liv, glemme moder- og husmoderrollen og følge drømmen.

Der er ikke meget handling i romanen, men vi får skildret et miljø med lighed med hvad man kan finde hos Simenon og Modiano. Det er et par fine kvindeportrætter, der viser, at pigernes drømme måske ikke bare kan glemmes.

Kort, men interessant roman fyldt med mystik, stemninger og beskrivelser af natur og villaveje.

Arléa, september 2019

Jean-Paul Dubois: Tous les hommes n'habitent pas le monde de la même façon

En usædvanlig bog på mange måder, både hvad angår historien, men også med, at der omtales danske steder, undertiden citeres på dansk og endelig er hovedpersonen Paul søn af Johanes Hansen født i Skagen.

Det danske er dog ikke altid korrekt og navnet Johanes kan vel heller ikke være dansk, men det er da lige meget, for bogen har allerede en god succes og er blandt de sidste ni i udvælgelsen til at blive årets Prix Goncourt.

I starten præsenterer hovedpersonen og fortælleren Paul sig: han sidder i fængsel i Montréal, idømt en straf på 2 år. Vi får dog først at vide hvorfor i bogens sidste kapitler, så det holder jeg hemmeligt.

Hans far Johanes stammer fra en fiskerfamilie i Skagen, men han valgte at blive præst. Han får senere et embede i Toulouse, hvor han møder Pauls mor. De gifter sig og får Paul. Moderen er en rigtig 1968-type, hun har en lille art cinema, hvor hun introducerer de nye smalle film og holder diskussions-aftner med en flok meget venstreorienterede. Far og moderen vokser fra hinanden, og faderen forlader dem og flytter til Canada. Da Paul bliver lidt ældre, flytter han også til Canada og opsøger faderen, der er præst i en mineby med asbest-miner. 

Vi får en udførlig beretning om faderens liv og skæbne, ofte fortalt med både humor og medfølelse. Moderen hører vi ikke meget om, men hun udlever sin trang til oprør mod det forstenede samfund.

Paul er selvfølgelig præget af sin opvækst, men han vil være en mand, man kan stole på, men som man også må respektere for hvad han kan. Han bliver varmemester og altmuligmand i Montréal i et kompleks med 67 ret velhavende folk, ofte ældre og enker. 

Alt synes således at udvikle sig godt og i løbet af 20 år i komplekset får han kontakt til alle og bliver mere end en tekniker, hans sørger også for beboernes sjæl. Hans får også en kone og en hund.

Det går godt til det kommer en ny bestyrer!

Mens vi langsomt får hans historie skildret, er der indskud med hans liv i den 6m2 store/lille celle, som han deler med en stor fyr, der er Hell Angels og fylder som 1½. Det er virkelig nogle specielle forhold, og det er skrevet med både megen humor og alvor, for undertiden dukker der emner op, som kan få de kolde masker til at smelte.

Der er meget mere at fortælle om indholdet, da det trods alt er en bog på 250 tætskrevne sider, men lad mig nøjes med at sige, at vi kommer tæt på personerne og forstår, hvordan ro og harmoni kan ødelægges af få ting og få mennesker. Så længe folk respekterer hinanden og bekymrer sig for hinanden, som det sker i starten i komplekset, der kan ses som et billedet på samfundet, så er der idyl, men når regnedrengen overtager styringen går det galt.

En vidunderlig bog, der har mange svinkeærinder bl.a. til Skagen, skrevet på en umiddelbar fortællende måde med mange spring, med et væld af detaljer, sindsstemninger fra hele skalaen og en fortæller hvis livsholdning og etik man må beundre.

Godt bud på årets Goncourt.

Editions de l'Olivier, august 2019

Jean-Christophe Rufin: Les trois femmes du consul

Som kom fortsættelsen på Jean-Christophe Rufins krimihistorier med konsul Aurel. Den første hed Le suspendu du Conakry 

Hovedpersonen er konsulen Aurel Timescu, der er født i Rumænien. Hvordan han er blevet fransk konsul i Afrika, er en historie for sig selv, men hans situation er denne, at han er stort set blevet frataget sine forpligtelser, og det passer ham fint. Han hader at bo der på grund af varmen, men klæder sig alligevel i store frakker etc. En meget særegen person, der ikke er særlig vellidt, og som er en enspænder, der holder sig for sig selv.

I denne bog er han flyttet til Mozambique og hovedstaden Maputo, så vi får nogle fine indtryk fra dette land også.

Historien tager udgangspunkt i et mord på en ikke særligt elsket fransk hotelvært. En morgen bliver han fundet i sin swimmingpool, og der er tegn på vold. Han har en fransk kone, som han ikke har levet sammen med i mange år. Hun er lige kommet til Maputo og bor på hotellet, så det er nærliggende at tro, at det er hende, der er den skyldige, for der er ikke andre gæster på hotellet og vagtmanden har ikke set andre.

Det bliver Aurels opgave at tage ud til hende i fængslet, og her starter forviklingerne så. Aurel kan ikke lide sit arbejde og vil helst ikke lave noget, men er der krimisager, så vågner han op.

Denne historie med de tre koner er ganske spændende, og den er skrevet i en let og flydende stil, men har ikke helt de dybder som tidligere bøger. Der er dog noget kritik af de politiske forhold og de tidligere kolonimagters forsøg på at slå mønt på de afrikanske stater.

Bedre end første bind, men ikke uundværlig.

Cécile Coulon: Une bête au paradis

Jeg var meget begestret for Cécile Coulons Trois saisons d'orage og denne nye roman er helt på højde med denne, endda bedre.

Historie er om to kvinder, en bedstemor Émilienne og et barnebarn Blanche. Blanche mistede sine forældre som 5-årig. De blev dræbt i en bilulykke tæt ved familiegården Le Paradis. Émilienne, der styrer gården, må nu tage sig af Blanche og hendes yngre bror Gabriel. Hun får hjælp af Louis, der kommer fra et voldspræget hjem.

Vi følger Blanche, da hun som 17-årig bliver forelsket i en skolekammerat Alexandre. Deres første seksuelle samvær foregår mens der slagtes grise i gården nedenfor vinduet. Det bliver en fest i blod.

Vi bliver omhyggeligt indført i gårdens liv med den hårde og følelseskolde Émilienne som bestyrer. Med hård hånd opdrager hun børnene, og Louis bliver behandlet på samme måde: han skal arbejde og ellers ikke blande sig. En del af familien bliver han aldrig. Han nærer dog nogle følelser for Blanche, men hun afviser ham klart.

Der er lagt op til et græsk drama med spillet mellem de nævnte personer og gården og landet som deltager sættes i gang. Kun Gabriel holdes lidt udenfor, da han har forskanset sig i en drømmeverden efter forældrenes død.

Bogen er fantastisk godt skrevet. Hvert kapitel har en titel i form af et verbum: protéger, construire, grandir, venger, vivre etc., og handlingen følger nøje dette verbum. Stramt komponeret, med et persongalleri der bliver minutiøst beskrevet og en tiltagende uhygge og tegn på en kommende katastrofe. Vi skal jo lære dyret i paradis at kende.

Bogen har allerede fået en pris og den fortjener mange flere. Det bliver spændende at følge denne unge forfatter fremover.

L'Iconoclaste, august 2019

Patrick Modiano: Encre sympathique

Selv om det er roman nummer 29 fra Modianos hånd, har han stadigvæk krammet på sine læsere. Vi der kender hans univers genkender mange detaljer i romanen, men alligevel formår han os holde os fast og fascinere os med hans helt personlige stil.

Bogens titel henviser til en slags blæk som er usynlig til der tilføres et bestemt produkt til at få den frem, og da Modiano jo arbejder med erindring og glemsel som sine hovedelementer, får vi undertiden lidt hjælp ved at den skjulte tekst afsløres.

Jean Eyben er fortælleren, der starter med at fortælle om, at han som 20-årig tog et job hos en detektiv ved navn Hutte, og om en opgave han fik med at opspore en vis Noëlle Lefebvre. Hutte har lavet lidt eftersøgning, men gider ikke mere at udforske den. Det må Jean gøre. Han får et chartek med lidt oplysninger.

Jean Eyben tager jobbet, da han så måske kan få stof fra hverdagen til en kommende karriere som forfatter. Han beholder kun jobbet et par måneder, men tager charteket med sin. Næsten 30 år senere begynder Jean Eyben at skrive en bog om sine oplevelser i forbindelse med sagen, for Noëlle Lefebvre har ligget som et refrain i hans underbevidsthed og undertiden har han tilføjet noget mere til undersøgelsen.

Som i en typisk Modiano-fortælling føres vi rundt i Paris, ofte ved nattetide, møder nogle ubestemmelig personer, der har et vist kendskab til Noëlle Lefebvre. Nogle vil gerne fortælle, mens andre synes at ville gemme på en hemmelighed. Vi kommer også til Annecy, hvor hun har gået i en skole som Jean også har gået i.

Vi følger Jean i hans proces med at skrive bogen, hvor de sidetal han nævner, passer med den bog vi sidder med. Der er mange udfald med refleksioner over minder, glemsel, manglende indsats, huller i hukommelsen, der kan få ham til at tvivle på hvem han er. Han er heller ikke længere sikker på om man faktisk kan tro på de vidner, han har fundet. Er minder noget objektivt eller kan de tage magten fra en og fordreje historien?

Han har ikke selv skrevet noter eller dagbøger. Som ung troede han, at intet ville gå tabt af hvad han havde oplevet - "J'étais trop jeune pour savoir qu'à partir d'un certain moment vous butez sur des trous de la mémoire." (p. 64).

Mod bogens slutning skifter vi pludselig fortæller - det er ikke mere et "je", men et "elle" - det giver anledning til overvejelser over, om det er tekst skrevet med det usynlige blæk, der dukker frem? Vi er pludselig i Rom, en by som altid har en lidt mystisk klang hos Modiano, en by hvor man søger hen for at glemme eller for at starte på ny.

Jeg vil dog ikke afsløre mere, men det er en usædvanlig slutning på en roman af Modiano.

Det er igen et mesterværk, som jeg kunne filosofere over længe endnu, men lad det være et råd om at få den anskaffet og få den læst!

Gallimard, oktober 2019

Hubert Mingarelli: La terre invisible

Endnu en bemærkelsesværdig bog fra Hubert Mingarelli, der jo allerede har fået flere bøger oversat til dansk.

Denne roman, der er blandt de udtagne til årets Goncourt, er bestemt en usædvanlig og god bog.

Historien foregår i Tyskland i 1945 efter krigens afslutning. En engelsk fotograf, der bl.a. har været med de engelske tropper inde i en kz-lejr, kan ikke få sig selv til at forlade Tyskland. Det rumler hele tiden i ham, at det er utroligt, at man kunne tillade disse lejre.

Han får lov til at låne en bil og en ung chauffør til at tage lidt rundt for at fotografere almindelige tyske familier, måske for at skabe sig et andet billede end det mareridt fra kz-lejren der forfølger ham.

Den unge chauffør har ikke været med i krigen, men indkaldt lige efter, så han hånes af de andre soldater. Han har også en forhistorie, som han ikke gerne taler om.

I denne roadmovie med de to personer skildres deres møder med forskellige mennesker, deres reaktioner, deres uforståenhed og møde med det fremmede. Samtidig er der smukke beskrivelser af en enestående natur, hvor modsætningen mellem menneske og natur træder frem.

Bogen er skrevet i meget korte sætninger, korte passager og med indblik i de to personers indbyrdes forhold. Hvem skjuler hvad for hvem? Hvad er det egentlig for en tur? Er det en indvielsesfortælling til bedre at forstå andre?

Indtryk, mystik, skygger - vi får aldrig helt nogle klare svar, og det er bogens styrke, at vi selv skal arbejde videre og forsøge at danne os vores eget billede af dette samfund, der lige er brudt sammen.

En bog der fortjener en af årets priser.

Buchet-Chastel, august 2019

Marie Darrieussecq: La mer à l'envers

Rose har fået en tur på et krydstogtskib foræret af sin mor. Hun har sine to børn med og trænger i høj grad til lidt afslapning, da hun er meget stresset. På turen der foregår i Middelhavet, samler de en flok bådflygtninge op. Dette kommer til at markere Rose på afgørende vis.

Rose er terapeut og psykolog, men har svært ved at finde mening i at behandle de samme gang på gang uden større virkning. Hun har problemer med sin mand, ejendomsmægler, der har et stort alkoholforbrug. Børnene har hun det heller ikke nemt med, især sønnen Gabriel der er fordybet i sin mobiltelefon. Datteren er ret uselvstændig og har behov for en mor, men Rose overlader det ofte til Gabriel at se efter hende.

Da skibet har taget flygningene op, går Rose ned for at se dem. Her skal hun skræve henover et lig, men bliver umiddelbart til trukket af en ung mand fra Niger, Younès.  Rose skaffer dem kaffe, og da Younès beder hende om en telefon, stjæler Rose sønnens telefon og giver den til Younès. Den kommer til at skabe et bånd, som holder dem knyttet sammen senere, da Rose og børnene er tilbage i Paris.

Uden at fortælle den videre historie kan det dog afsløres, at Younès ringer, når han er i nød og Rose hjælper ham.

Bogen handler selvfølgelig om flygtningeproblemet, men fra en anden synsvinkel. Hvem kan egentlig kaldes en helt? Er Roses indsats ikke mere et forsøg på at ændre sit liv, der synes at være noget forkrampet. Skal hun skilles, flytte, ændre på sig selv eller verden? Hvordan kan man stille noget op i en verden, hvor der ikke er nogen sikkerhed overhovedet? Hvor værdierne falder fra hinanden og der ingen holdepunkter er.

Især første del på krydstogtskibet er glimrende skrevet. Utilpasheden ved at færdes på dette kapitalismens højborg og så mødet med død og elendighed. Det er ikke et føleri, men nøgternt beskrevet, endda med nogle helt groteske og humoristiske indslag. Desværre holder hele romanen ikke samme niveau, men den er aktuel og vedkommende.

Kan bestemt anbefales som et indlæg i et moderne menneskes utilpashed.

P.O.L. , august 2019

Karine Tuil: Les choses humaines

Ægteparret Jean og Claire er et par, der har været forgyldt med succes. Han er 70 år, mens hun er i halvtredserne og har startet sin karriere som journalist under hans vinger. Han er stjerne i et debatprogram i TV, og sammen er de feteret i ugebladene. De lever ikke sammen som et egentligt par, men er det på overfladen. Jean har en elskerinde, og Claire flytter sammen med Adam for at skabe sig en ny tilværelse. 

Der er dog én ting de har fælles, og det er sønnen Alexandre, der altid har været lidt i vejen for forældrenes karrierer. Han er på mange måder blevet pacet frem i skolen og synes at have en karriere foran sig, da han er blevet optaget på Stanford.

Bogen starter med at præsentere disse personer ret udførligt i fire kapitler, men først derefter sætter handlingen rigtigt i gang: Alexandre bliver anklaget for voldtægt af én af Adams døtre, Mila!

Resten af bogen handler om forhør og retssagen, der afdækker personerne fuldkommen. 

Det er retssystemets ubønhørlige afsløringer og umenneskelige måde at tilintetgøre en persons identitet og selvværd. Det gælder både den anklagede og pigen der anklager, men også forældre og pårørende.

Det er en skarp skildring, der kunne passe på mange af de retssager, som man læser om i aviserne, men den er samtidig en afsløring af de kræfter, der kan drive folk ud i noget, som kan være både skidt og godt, nemlig sex og begær. Bliver man fanget af dette, kan man let ofre familien, kone og børn. Det moderne samfund opfordrer næsten til at enhver er sig selv nærmest.

Det der giver position er at være mand, er man også rig og kendt, har man magt. Claire forsøger at sætte sig ud over dette og være på kvindesagens side, men kommer i en dobbeltrolle som journalist og mor til en voldtægtsanklaget søn. Jean klarer det bedre, da han altid har levet et dobbeltliv, han mener ikke, at han har gjort noget forkert i opdragelsen af sønnen.

En stærk roman, der tager helt nutidige problemer op, som måske i første omgang kan synes lette og uden dybde, men som pludselig kan styrte hele verdener sammen.

Kan absolut anbefales.

Gallimard, august 2019