Sunday, October 06, 2019


Hubert Mingarelli: La terre invisible


Endnu en bemærkelsesværdig bog fra Hubert Mingarelli, der jo allerede har fået flere bøger oversat til dansk.

Denne roman, der er blandt de udtagne til årets Goncourt, er bestemt en usædvanlig og god bog.

Historien foregår i Tyskland i 1945 efter krigens afslutning. En engelsk fotograf, der bl.a. har været med de engelske tropper inde i en kz-lejr, kan ikke få sig selv til at forlade Tyskland. Det rumler hele tiden i ham, at det er utroligt, at man kunne tillade disse lejre.

Han får lov til at låne en bil og en ung chauffør til at tage lidt rundt for at fotografere almindelige tyske familier, måske for at skabe sig et andet billede end det mareridt fra kz-lejren der forfølger ham.

Den unge chauffør har ikke været med i krigen, men indkaldt lige efter, så han hånes af de andre soldater. Han har også en forhistorie, som han ikke gerne taler om.

I denne roadmovie med de to personer skildres deres møder med forskellige mennesker, deres reaktioner, deres uforståenhed og møde med det fremmede. Samtidig er der smukke beskrivelser af en enestående natur, hvor modsætningen mellem menneske og natur træder frem.

Bogen er skrevet i meget korte sætninger, korte passager og med indblik i de to personers indbyrdes forhold. Hvem skjuler hvad for hvem? Hvad er det egentlig for en tur? Er det en indvielsesfortælling til bedre at forstå andre?

Indtryk, mystik, skygger - vi får aldrig helt nogle klare svar, og det er bogens styrke, at vi selv skal arbejde videre og forsøge at danne os vores eget billede af dette samfund, der lige er brudt sammen.

En bog der fortjener en af årets priser.



Buchet-Chastel, august 2019

No comments:

Édouard Louis: Monique s'évade

 Édouard Louis: Monique s'évade Édouard Louis skriver endnu en bog om sin mor, der nu for anden gang har fået nok af en mand, der drikke...