Jean-Paul Dubois: Tous les hommes n'habitent pas le monde de la même façon

En usædvanlig bog på mange måder, både hvad angår historien, men også med, at der omtales danske steder, undertiden citeres på dansk og endelig er hovedpersonen Paul søn af Johanes Hansen født i Skagen.

Det danske er dog ikke altid korrekt og navnet Johanes kan vel heller ikke være dansk, men det er da lige meget, for bogen har allerede en god succes og er blandt de sidste ni i udvælgelsen til at blive årets Prix Goncourt.

I starten præsenterer hovedpersonen og fortælleren Paul sig: han sidder i fængsel i Montréal, idømt en straf på 2 år. Vi får dog først at vide hvorfor i bogens sidste kapitler, så det holder jeg hemmeligt.

Hans far Johanes stammer fra en fiskerfamilie i Skagen, men han valgte at blive præst. Han får senere et embede i Toulouse, hvor han møder Pauls mor. De gifter sig og får Paul. Moderen er en rigtig 1968-type, hun har en lille art cinema, hvor hun introducerer de nye smalle film og holder diskussions-aftner med en flok meget venstreorienterede. Far og moderen vokser fra hinanden, og faderen forlader dem og flytter til Canada. Da Paul bliver lidt ældre, flytter han også til Canada og opsøger faderen, der er præst i en mineby med asbest-miner. 

Vi får en udførlig beretning om faderens liv og skæbne, ofte fortalt med både humor og medfølelse. Moderen hører vi ikke meget om, men hun udlever sin trang til oprør mod det forstenede samfund.

Paul er selvfølgelig præget af sin opvækst, men han vil være en mand, man kan stole på, men som man også må respektere for hvad han kan. Han bliver varmemester og altmuligmand i Montréal i et kompleks med 67 ret velhavende folk, ofte ældre og enker. 

Alt synes således at udvikle sig godt og i løbet af 20 år i komplekset får han kontakt til alle og bliver mere end en tekniker, hans sørger også for beboernes sjæl. Hans får også en kone og en hund.

Det går godt til det kommer en ny bestyrer!

Mens vi langsomt får hans historie skildret, er der indskud med hans liv i den 6m2 store/lille celle, som han deler med en stor fyr, der er Hell Angels og fylder som 1½. Det er virkelig nogle specielle forhold, og det er skrevet med både megen humor og alvor, for undertiden dukker der emner op, som kan få de kolde masker til at smelte.

Der er meget mere at fortælle om indholdet, da det trods alt er en bog på 250 tætskrevne sider, men lad mig nøjes med at sige, at vi kommer tæt på personerne og forstår, hvordan ro og harmoni kan ødelægges af få ting og få mennesker. Så længe folk respekterer hinanden og bekymrer sig for hinanden, som det sker i starten i komplekset, der kan ses som et billedet på samfundet, så er der idyl, men når regnedrengen overtager styringen går det galt.

En vidunderlig bog, der har mange svinkeærinder bl.a. til Skagen, skrevet på en umiddelbar fortællende måde med mange spring, med et væld af detaljer, sindsstemninger fra hele skalaen og en fortæller hvis livsholdning og etik man må beundre.

Godt bud på årets Goncourt.

Editions de l'Olivier, august 2019