Cécile Coulon: Une bête au paradis

Jeg var meget begestret for Cécile Coulons Trois saisons d'orage og denne nye roman er helt på højde med denne, endda bedre.

Historie er om to kvinder, en bedstemor Émilienne og et barnebarn Blanche. Blanche mistede sine forældre som 5-årig. De blev dræbt i en bilulykke tæt ved familiegården Le Paradis. Émilienne, der styrer gården, må nu tage sig af Blanche og hendes yngre bror Gabriel. Hun får hjælp af Louis, der kommer fra et voldspræget hjem.

Vi følger Blanche, da hun som 17-årig bliver forelsket i en skolekammerat Alexandre. Deres første seksuelle samvær foregår mens der slagtes grise i gården nedenfor vinduet. Det bliver en fest i blod.

Vi bliver omhyggeligt indført i gårdens liv med den hårde og følelseskolde Émilienne som bestyrer. Med hård hånd opdrager hun børnene, og Louis bliver behandlet på samme måde: han skal arbejde og ellers ikke blande sig. En del af familien bliver han aldrig. Han nærer dog nogle følelser for Blanche, men hun afviser ham klart.

Der er lagt op til et græsk drama med spillet mellem de nævnte personer og gården og landet som deltager sættes i gang. Kun Gabriel holdes lidt udenfor, da han har forskanset sig i en drømmeverden efter forældrenes død.

Bogen er fantastisk godt skrevet. Hvert kapitel har en titel i form af et verbum: protéger, construire, grandir, venger, vivre etc., og handlingen følger nøje dette verbum. Stramt komponeret, med et persongalleri der bliver minutiøst beskrevet og en tiltagende uhygge og tegn på en kommende katastrofe. Vi skal jo lære dyret i paradis at kende.

Bogen har allerede fået en pris og den fortjener mange flere. Det bliver spændende at følge denne unge forfatter fremover.

L'Iconoclaste, august 2019