Anne Godard: Nous aussi

 Anne Godard: Nous aussi

En spændende og dybdeborende roman, der fra at være en beskrivelse af normer, vaner og samvær i en borgerlig familie, der bor i en blok i Latinerkvarteret og om sommeren i et større hus på landet som kaldes "Slottet".

Det helt specielle stilistiske fortællertræk er, at bogen er fortalt gennem et "on" :

"Man er en del af en stor familie. Man ved, at man er privilegerede. Man bor sammen i vores lejlighedskompleks i centrum af Paris, og om sommeren mødes man i vores hus i bjergene. Man synes, det er helt normalt. Det er vores hjem, det er vores, det er til os. Man ligner hinanden, man sammenligner os, man konfronterer hinanden, man forlader ikke hinanden, man smelter sammen, man tilhører hinanden. Man ved ikke, hvordan man siger »jeg«, det har man ikke brug for, for man er »os«."

Alt synes at gå fint i klanen, der føler sig bedre end alle andre, men en klan kan også blive et åg, for hvordan kan man slippe ud at et man tog blive til et jeg? Men en klan kan også lægge et slør af fortielse omkring ting og personer, der bryder den indlærte moral og opførsel i en pæn katolsk borgerlig familie. Er man anderledes skal det skjules.

Da børnene er ved at være voksne, revner familien først ved et selvmord og senere ved afsløringer af incest.

Det er intensivt fortalt, hvor det lidt efter lidt går op for læseren, at det er meget alvorlige ting, der er foregået, og som kun vanskeligt når frem til overfladen gennem flere forsøg.

En roman der er et sociologisk værk afslører en dyb uro, som en fordybende og svimlende oplevelse på grund af sin samfundsmæssige kontekst, hvor lagene bliver skrællet af et efter et.

Fortællestilen er næsten forheksende, hvor læseren drives med først i en glad stemning, men senere kommer splittelsen og opgøret.

Ikke uden chance for at bliver året Gocourt

19/08/2026
Actes Sud 

Luc Corlouër: La Tragédie du plus beau modèle de Paris

 Luc Corlouër: La Tragédie du plus beau modèle de Paris

Som nævnt i min omtale af  Philippe Jaenada: L'Inconnue du quai de Javel, så bør man læse en bog mere for at få et bedre billede af den myrdede Louise Cansot.

 Luc Corlouër er historieentusiast og forsker ved Nationalarkivet, arkiverne i Côtes d’Armor og Hærens Arkiv. Han har forfattet adskillige artikler, der er blevet offentliggjort i tidsskrifter om Første Verdenskrig og Bretagnes historie. Bretagne er hans store interesse og da Louise Cansot blev født i en lille bretonsk by Tréguier, kaster han sig over en fremdragelse af materiale omkring hende og hendes opvækst. Perioden er så fra hendes fødsel i 1920, opvækst i landsbyen og hendes karriere i Paris, som hun tog til som 16-årig.

Hvem er denne smukke, unge kvinde, der blev myrdet i Paris, september 1949.? Politiet identificerer hurtigt Louise Cansot, der blev kendt som den smukkeste model i Montparnasse! Lise, hendes kunstnernavn, skiftede fra det ene job til det andet; hun havde poseret for snesevis af malere, og hendes ansigt og krop var blevet gengivet på utallige lærreder. Hun ville gerne blive berømt og troede, at hun var på vej mod berømmelse; kunstnerne havde allerede givet hende tilnavnet »Pigen med de hundrede portrætter«. 

Men under krigen, da malerne var taget sydpå, blev hun i Paris og endte i fattigdom. Hun blev dog i hovedstaden, optrådte på Folies-Bergère og vendte sig derefter mod filmverdenen, hvor hun medvirkede som statist i flere film. Indtil den dag i september, hvor hendes lig blev fundet på den mørke Quai de Javel. 

Sideløbende med udgivelsen af romanen »L’inconnue du Quai de Javel« af Philippe Jaenada har Luc Corlouër, der brænder for bretonske historier og fotografier, samlet tegninger, billeder, fotografier, malerier, dokumenter, breve og avisartikler, så læseren kan genfinde og identificere i »Tragedien om Paris’ smukkeste model« – eksklusive oplysninger om Lise Cansots liv, den unge kvinde fra Tréguier...

Det er faktisk en fremragende belysning af en tragisk skæbne, men som samtidig sammen med Jaenadas roman giver os et indgående kendskab til perioden, kunstnerlivet på Montparnasse og en dyster skildring af kvindernes vilkår. 

Bliver I grebet af romanen, så skynd jer at få fat på denne bog.

19/08/2026
Editions Le Cormoran  

Philippe Jaenada: L'Inconnue du quai de Javel

 Philippe Jaenada: L'Inconnue du quai de Javel

En meget speciel og ret mærkelig bog, meget lang men med særdeles spændende afsnit. I en ofte humoristisk stil fortæller Philippe Jaenada sin historie om et mord. Den 6. september 1949 blev en ung kvinde fundet død på Quai de Javel i Paris, uden taske eller sko, tydeligvis hastigt påklædt og efterladt der af sin morder. Hun blev identificeret dagen efter: Det var Louise Cansot, den mest efterspurgte model blandt malerne på Montparnasse. Det er altså en konkret sag som Jaenada tager fat på.

Men Jaenadas eget liv indgår også med hans ønske om at leve op til forbillede Maigret.  Han forsøger at skildre opklaringsarbejdet men med parenteser og sidespring, med en usædvanlig livlighed, der hele tiden springer frem og tilbage. Selv i det dramatiske glemmer han aldrig ironi og skildrer sig selv, sit ægteskab, sit liv på cafeer og barer. Mens han bevarer sin karakteristiske stil og sine selvbiografiske anekdoter, udfører han et omfattende arkivforskningsarbejde, der afslører meget omkring den myrdede Louise Cansot.

Jaenada er ikke bare ude på at løse en cold case, for bag offeret for en kriminalnyhed og de få linjer, som en voldelig død altid risikerer at reducere et liv til, søger han ihærdigt efter et menneske. Louise Cansot er ikke blot en ung kvinde, der blev myrdet den 6. september 1949: hun havde en barndom, pårørende, ønsker, vaner, modsætninger, frygt og en måde at være til i verden på. Jaenada forsøger at genfinde alt dette, eller i det mindste det, der stadig kan genfindes.

Han har også fået uventet hjælp fra forfatteren Luc Corlouër, der faktisk har skrevet en bog om Louise Cansot, som der dog ikke er aftagere af blandt forlagene. De to taler sammen om projektet og Jaenada skal gennemgå politiets arkiver mm, men Luc Corlouër udvider de meget omfattende samlinger af Louise Cansots barndom, ungdom og professionnelle arbejder som model for en række kendte malere på Montparnasse. Han udgiver faktisk en bog samtidig med Jaenadas. Denne vil jeg senere skrive om.

Jeg vil ikke gå ind i detaljer fra bogen, for den er simpelt hen for voldsom og indholdsrig, men vi dykker ned i en tid, hvor kvinder ofte blev reduceret til deres kroppe, ja, endda til deres bryster og deres skønhed. Jaenada giver ikke op, men søger ydmygt hjælp hos kommissær Maigret i en spændende efterforskning og et dygtigt udtænkt plot – Cansot-sagen viser sig meget hurtigt at være fængslende. 

En storslået fortælling, fuld af humor, ømhed, diskret feminisme og humanisme. Et meget velunderbygget efterforskningsarbejde, en smuk roman, der endelig giver Louise Cansot den værdighed og sandhed, hun havde brug for, men som hendes samtid ikke gav hende.

Prix Goncourt 2026 - ikke umuligt.

12/08/2026
Flammarion  

Lilia Hassaine: Je

 Lilia Hassaine: Je

En speciel roman hvor forfatteren Lilia Hasseine låner en person fra Charlotte Brontës roman Jane Eyre, hvor vi møder et oprør mod victorianismen og dens puritanske moral. Jane Eyre  forelsker sig i godsejeren Edward Rochester, men godset gemmer på mørke og uhyggelige hemmeligheder, herunder at Rochesters sindssyge kone er lukket inde på loftet.

Det er denne indespærrede kvinde, som Lilia Hassaine udfolder i sin roman med en frodig fantasi. Den litterære klassiker bliver til en fortælling af stor poetisk skønhed. Fortællingen er skrevet med en udsøgt og inspireret pen, der blander brevform, kærlighedsepos og ægteskabelig efterforskning. En fortælling set fra Berthas synsvinkel, hvis rigtige fornavn er Antoinette. En kontrast af livsformer i henholdsvis Jamaica og England.

Via Berths/Antoinettes notater får vi en gribende skildring, fra hendes barndom på Jamaica over hendes første forlovelse til mødet med Rochester, der gør hende til sin ejendom i et forhold præget af dominans, kontrol og vold.

Det er en voldsom bekendelse Ud over den litterære dialog fremstår romanen som en særdeles ubarmhjertig klinisk undersøgelse af den psykologiske nedbrydning i parforholdet. Forfatteren dissekerer med kirurgisk præcision de forskellige faser i den ægteskabelige isolation og viser, hvordan fratagelsen begynder med, at Antoinette eget navn udviskes til fordel for navnet Bertha, som anses for at være mere i overensstemmelse med engelske skikke.

Bogens titel er et klart signal, for Antoinette må jo søge for at forstå hvem hun er og hvordan man har kunnet berøve hende for alt hendes materielle gods og hele hendes personligheden og psyke. Det er stærk læsning.

Bogen har et gammeldags engelske miljø som baggrund, men Antoinettes fortælling er fuldt ud moderne med sine mange problemstillinger der ligner vores tid. Romanen udforsker en mørk epoke præget af store forandringer, herunder især afskaffelsen af slaveri. Spændende afsnit lige fra beskrivelsen af Jamaica med sin frodige vegetation til forholdet mellem herrer og slaver.  

Lilia Hassaine formår at skildre den smertefulde splittelse, der følger med at blive revet væk fra sig selv og sit hjemland. 

En roman der er på den første Goncourt 2026-liste. Den har bestemt en god chance!

20/08/2026
Gallimard 

Jean-Yves Jouannais: Une forêt

 Jean-Yves Jouannais: Une forêt

En mærkelig bog som jeg egentlig ikke har haft nemt ved at læse, for man kommer ikke nogen vegne, det er cirkler omkring det samme emne og synker dybere ned. Men måske er det netop bogens ide, hvordan kan man komme videre?

Under de store retssager, der havde til formål at udrydde nazismen fra det tyske offentlige liv, blev Jacob Michael Lenz, advokat og kaptajn i den amerikanske hær, indkaldt af en domstol i forbindelse med en usædvanlig sag. Mainater, en slags beostære, talende fugle, der yngler i en skov i Bremen, har lært at synge nazistiske hymner og videregiver dem til deres unger.

Teksten foregår i perioden 1947-48, og vi får gennem Lenz' mange spadsereture i området en beskrivelse af en totalt ødelagt by, Bremen og havnen ved Bremerhaven. Det er mismodigt, sørgeligt, gråt og præget af ruiner af forskellig art, for selv de overlevende virker også som ruiner. Elendigheden midt i ruinerne med »ruinernes kvinder«, der var dømt til at rydde murbrokkerne med de bare hænder som tegn på lydighed mod den nazistiske ideologi

Ud over det tragikomiske i metaforen om mainaterne, der lærer nazisternes hymne, er fortællingen meget oplysende om denne periode med »genopbygning« i efterkrigstidens Tyskland, hvor tyskere dømte andre tyskere. En decideret lempelig og ineffektiv denazificeringsproces, overvåget af de militære besættelsesmyndigheder, der i dette tilfælde forsvarer fuglene.

Teksten rører både ved det absurde og i en proces, der minder os om Kafka, og ved filosofien: Den behandler nemlig emner som skyld, erindring, ideologisk arv og den måde, hvorpå institutionerne efter krigen arbejder for at sikre erstatning og genopbygning af landet.

I form af en fabel eller et eventyr fører denne tekst os ind i en dyb refleksion, hvor kaptajnen lader sig rive med af legen for at flygte fra sin kedsomhed og sin indre tomhed. Det drejer sig om ansvar, erindring, retfærdighed og om denne mærkelige menneskelige tendens til at ville finde mening der, hvor der måske ikke er nogen.

Mellem virkelighed og fortælling er *Une forêt* en refleksion over ansvar og historie.

Bogen er på den første liste til årets Goncourt 2026.

02/01/2026
Albin Michel  

Véronique Ovaldé: Vivre sans bonheur et n’en point dépérir

 Véronique Ovaldé: Vivre sans bonheur et n’en point dépérir 

Ny bog af Véronique Ovaldé, hvis titel er et citat fra Colette. Det er en bog om hendes mor, men ikke for at fortælle om en lykkelig eller ulykkelig barndom, men for at fortælle om en kvinde, der kun har været en skygge i store dele af sit liv.

En kvinde, der er fanget i et ulykkeligt ægteskab under en jaloux, tyrannisk og voldelig mands herredømme. En kvinde, der alligevel fortsætter med at kæmpe sig frem, holde hovedet højt og bøje ryggen i et forsøg på at beskytte sine to døtre mod deres fars raserianfald og brutalitet.

Hun hører til disse kvinder, der blev født før Anden Verdenskrig og var fuldstændig underlagt deres ægtemænd. De var møbelkvinder, husmødre, kvinder, der levede i et lukket samfund, som de slet ikke kunne undslippe. Ægtemanden bestemte om de måtte arbejde. Ud af deres underkastelse opstod deres døtres frigørelse.

Så i en stor del af bogen udfylder hun hullerne. Hun forestiller sig, hvad hendes mor som barn tænkte, så på, følte, hvordan hun vaskede sit hår, eller hvad hun legede med. Nogle gange, midt i en fuldstændig rekonstrueret scene, præciserer hun pludselig, at hun ikke ved, om den lille pige holdt en dukke eller en gryde. 

I en fortællestil der er bemærkelsesværdigt mesterligt udført, formidler på fortrinlig vis de illusioner, de skuffede håb og de opgivelser, der præger denne kvindes liv. Hun åbner nye veje, antyder muligheder og skitserer udveje, før hun pludselig lukker dem igen. Netop når man tror, man ser et lyspunkt, fører hun os tilbage til en mørkere virkelighed.  

Et rørende portræt af en mor, der aldrig rigtig har oplevet lykke, men som alligevel har fortsat med at kæmpe sig fremad. Gennem en fortælling fuld af omveje og forestillede muligheder skildrer teksten både de liv, der er blevet levet, og de, der kunne have været.

Véronique Ovaldé hylder disse kvinder fra en generation, der ofte blev nægtet lykke og frihed. En smertefuld roman, der til tider er svær at læse, men dybt følsom, båret af en meget krævende skrivestil og en refleksion over, hvad piger skylder deres mødres frigørelse.

Som moderne mandlig læser bliver man let rystet over kvindernes vilkår for bare 50 år siden, det er forhåbentligt blevet bedre, også i Frankrig.

19/08/2026
Flammarion