Véronique Ovaldé: Vivre sans bonheur et n’en point dépérir

 Véronique Ovaldé: Vivre sans bonheur et n’en point dépérir 

Ny bog af Véronique Ovaldé, hvis titel er et citat fra Colette. Det er en bog om hendes mor, men ikke for at fortælle om en lykkelig eller ulykkelig barndom, men for at fortælle om en kvinde, der kun har været en skygge i store dele af sit liv.

En kvinde, der er fanget i et ulykkeligt ægteskab under en jaloux, tyrannisk og voldelig mands herredømme. En kvinde, der alligevel fortsætter med at kæmpe sig frem, holde hovedet højt og bøje ryggen i et forsøg på at beskytte sine to døtre mod deres fars raserianfald og brutalitet.

Hun hører til disse kvinder, der blev født før Anden Verdenskrig og var fuldstændig underlagt deres ægtemænd. De var møbelkvinder, husmødre, kvinder, der levede i et lukket samfund, som de slet ikke kunne undslippe. Ægtemanden bestemte om de måtte arbejde. Ud af deres underkastelse opstod deres døtres frigørelse.

Så i en stor del af bogen udfylder hun hullerne. Hun forestiller sig, hvad hendes mor som barn tænkte, så på, følte, hvordan hun vaskede sit hår, eller hvad hun legede med. Nogle gange, midt i en fuldstændig rekonstrueret scene, præciserer hun pludselig, at hun ikke ved, om den lille pige holdt en dukke eller en gryde. 

I en fortællestil der er bemærkelsesværdigt mesterligt udført, formidler på fortrinlig vis de illusioner, de skuffede håb og de opgivelser, der præger denne kvindes liv. Hun åbner nye veje, antyder muligheder og skitserer udveje, før hun pludselig lukker dem igen. Netop når man tror, man ser et lyspunkt, fører hun os tilbage til en mørkere virkelighed.  

Et rørende portræt af en mor, der aldrig rigtig har oplevet lykke, men som alligevel har fortsat med at kæmpe sig fremad. Gennem en fortælling fuld af omveje og forestillede muligheder skildrer teksten både de liv, der er blevet levet, og de, der kunne have været.

Véronique Ovaldé hylder disse kvinder fra en generation, der ofte blev nægtet lykke og frihed. En smertefuld roman, der til tider er svær at læse, men dybt følsom, båret af en meget krævende skrivestil og en refleksion over, hvad piger skylder deres mødres frigørelse.

Som moderne mandlig læser bliver man let rystet over kvindernes vilkår for bare 50 år siden, det er forhåbentligt blevet bedre, også i Frankrig.

19/08/2026
Flammarion