Ananda Devi: Chronique d'un royaume perdu

 Ananda Devi: Chronique d'un royaume perdu

Roman om Ile Maurice (Mauritius) en østat ca 900 km øst for Madagascar. Øen var under fransk herredømme fra 1715 og ca 100 år frem, derefter overtog englænderne øen, der blev selvstændig i 1968. Det franske sprog har fint overlevet og fungerer på øen med kreolsk og engelsk.

Anandi Devi er født på Ile Maurice og har skrevet en del bøger på fransk. Hun er uddannet antropolog, og det har taget fyrre år, før en mundtlig beretning, som Ananda Devi indsamlede under sit ph.d.-arbejde, er gennemgået en forvandling til en roman. Takket være den magiske realisme træder den lokale anekdote i baggrunden og forvandler en lille kystlandsby til en mytologisk og tidløs »verden-landsby«.

Romanen begynder omkring 1860, i tiden omkring slaveriets ophør på Mauritius. I centrum står plantagefamilien Dumontais og især forbindelsen mellem den hvide fru Dumontais og den sorte slave Vieux Bouc.

De får tre børn, som udadtil tilhører den hvide Dumontais-familie: Sydney, Mylène og Raymond. Men deres biologiske far er Vieux Bouc. Han har desuden to sorte sønner med en slavekvinde. De fem børn er altså beslægtede gennem den samme far, men opdelt af kolonialismens racehierarki.

Da sandheden bliver tydelig, bliver de fem unge mennesker udstødt. De flygter mod den sydøstlige del af øen og finder et næsten uberørt område ved havet: Le Bouchon. Det er her, romanens egentlige eventyr begynder.

Le Bouchon bliver et miniaturebillede af Mauritius der historisk er skabt af forskellige befolkninger, migrationer, kolonisering, slaveri, kontraktarbejde og kulturelle blandinger. Romanen underminerer forestillingen om "rene" identiteter. De mennesker, der i det koloniale system bliver klassificeret som forskellige, viser sig allerede fra begyndelsen at være forbundet gennem blod. Devi bruger altså familien som en måde at skrive kolonihistorien om på

Vieux Bouc er en af romanens vigtigste figurer, fordi han efter sin fysiske forsvinden fortsætter med at eksistere næsten som en mytologisk kraft. Det betyder, at slaveriets historie ikke kan afsluttes blot ved, at slaveriet juridisk afskaffes. Den lever videre i efterkommerne.

Devis ide med at skrive romanen som en magisk realisme må skyldes at hun ikke mener at den officielle historiske virkelighed ikke er tilstrækkelig. Davi griber også fat i de dødes erindringer, skammen ved at være slave, begæret efter mere magt, den nedarvede vold og de historier, der aldrig blev skrevet ned. Det overnaturlige bliver derfor en slags alternativ historisk arkiv.

Le Bouchon er forsøget på at skabe et samfund uden for den koloniale orden, men det lykkes kun delvist. Det tabte kongerige er derfor også drømmen om et samfund, hvor mennesker kan leve uden vold og hierarki. Det fysiske kongerige forsvinder, men overlever som fortælling. Det er pointen hos fortælleren: kongeriget bliver ved med at leve, fordi nogen fortæller om det!  Historie bliver til til myte.

Romanen er dybt forunderlig. De døde våger fortsat over de levende, dyrene synes til tider at forstå menneskene, visioner forudsiger fremtiden, og selve naturen synes at være udstyret med en vilje. Denne fantasi giver Ananda Devi mulighed for at skildre de minder, overbevisninger og sår, der gennemsyrer hendes historie. Båret af en sprudlende fantasi og en meget fri skrivestil er *Chronique d’un royaume perdu* en familiesaga, en historisk fortælling, et eventyr og en refleksion over det, der forbinder mennesker. De uforglemmelige karakterer forvandler et lille område på Mauritius til en verden i sig selv.

Stor oplevelse at læse denne roman, der også er blandt emnerne til årets Goncourt.

19/08/2026
Grasset 

Patrick Modiano: L'Éléphant

 Patrick Modiano: L'Éléphant

I dag udkom Patrick Modianos nye roman, den er ikke lang ca. 100 sider, den indeholder alt det Modiano som man kan ønske sig, men den bevæger sig også videre i hans søgen. Det er næsten er modsætningen til hans seneste roman La Danseuse, hvor hovedpersonerne næsten frigør sig fra tyngdekraften, denne bogs titel siger alt, specielt når man læser slutningen, hvor elefanten falder tungt på fortovet.

Et klip fra bogen: »Den aften rettede han sin kikkert mod de fire vinduer i bygningen på avenuen, hvor Yvonne Beulaigne og fru Thouvenin boede. Disse fire vinduer var oplyste. Yvonne Beulaignes lille værelse var tomt, ligesom stuen og spisestuen i fru Thouvenins lejlighed. Klokken var ni om aftenen. Tiden gik. Yvonne Beulaigne og fru Thouvenin kom ikke tilbage. Van Walle begyndte til sidst at tro, at han aldrig mere ville se dem bag disse ruder. Og hvad mente Yvonne Beulaigne egentlig, da hun hentydede til en vanskelig periode i sit liv?“

Hovedpersonen Van Walle arbejder for forlaget Éditions du Sablier. Han korrekturlæser, oversætter og skriver boganmeldelser. Han går sjældent rundt i Paris og har nærmest forskanset sig i kvarteret omkring Les Invalides. Til Hornbacher den yngre, der råder ham til at skrive sine erindringer, svarer han: »Men jeg kan slet ikke huske noget længere.« 

Det er her, romanen for alvor begynder, for godt nok har han smidt alle sine notesbøger væk, isoleret sig uden venner eller bekendte, han vil glemme og lider af hukommelsestab. Men forlæggeren giver ham en kikkert, og det passer ham fint, for han er en betragter. Han betragter nogle vinduer overfor, men derved vender punkter fra hans fortid tilbage. Fortiden kan han ikke slippe af med, der er især gader og cafeer i Paris, ansigter fra fortiden, men også lyde og natur.

Vinduerne bliver grænsen mellem fortid og nutid, men det er ikke en fortid han lige kan gribe, vinduer kan også forvrænge. Men kort sagt: Van Walle nægter sin fortid, han observerer andre og fortiden vender tilbage gennem dem. Van Walle har ingen pålidelig hukommelse at kontrollere sig selv med. Derfor bliver Yvonne, Mme Thouvenin og de andre mennesker ikke bare personer. De bliver mulige versioner af hans egen fortid

L'Élephant ender ikke med en klassisk afsløring, hvor mysteriet om Yvonne og de andre pludselig bliver forklaret. Forlæggerens forslag om at skrive sine erindringer tager han imod, men han skriver om en mand der iagttager andre gennem deres vinduer med sin kikkert. 

Vi får altså forklaringen i bogen og i bogen vi læser. Romanen flytter sig mod skrivningen og Van Walles observation af andre, fører til genkendelse og erindring, der så bliver til fortælling og litteratur.

Der er meget mere i bogen, men læs den selv. Et yppygt værk af den nu 80-årige Nobelprivinder.

01/10/2026
Gallimard  

Anne Godard: Nous aussi

 Anne Godard: Nous aussi

En spændende og dybdeborende roman, der fra at være en beskrivelse af normer, vaner og samvær i en borgerlig familie, der bor i en blok i Latinerkvarteret og om sommeren i et større hus på landet som kaldes "Slottet".

Det helt specielle stilistiske fortællertræk er, at bogen er fortalt gennem et "on" :

"Man er en del af en stor familie. Man ved, at man er privilegerede. Man bor sammen i vores lejlighedskompleks i centrum af Paris, og om sommeren mødes man i vores hus i bjergene. Man synes, det er helt normalt. Det er vores hjem, det er vores, det er til os. Man ligner hinanden, man sammenligner os, man konfronterer hinanden, man forlader ikke hinanden, man smelter sammen, man tilhører hinanden. Man ved ikke, hvordan man siger »jeg«, det har man ikke brug for, for man er »os«."

Alt synes at gå fint i klanen, der føler sig bedre end alle andre, men en klan kan også blive et åg, for hvordan kan man slippe ud at et man tog blive til et jeg? Men en klan kan også lægge et slør af fortielse omkring ting og personer, der bryder den indlærte moral og opførsel i en pæn katolsk borgerlig familie. Er man anderledes skal det skjules.

Da børnene er ved at være voksne, revner familien først ved et selvmord og senere ved afsløringer af incest.

Det er intensivt fortalt, hvor det lidt efter lidt går op for læseren, at det er meget alvorlige ting, der er foregået, og som kun vanskeligt når frem til overfladen gennem flere forsøg.

En roman der er et sociologisk værk afslører en dyb uro, som en fordybende og svimlende oplevelse på grund af sin samfundsmæssige kontekst, hvor lagene bliver skrællet af et efter et.

Fortællestilen er næsten forheksende, hvor læseren drives med først i en glad stemning, men senere kommer splittelsen og opgøret.

Ikke uden chance for at bliver året Gocourt

19/08/2026
Actes Sud 

Luc Corlouër: La Tragédie du plus beau modèle de Paris

 Luc Corlouër: La Tragédie du plus beau modèle de Paris

Som nævnt i min omtale af  Philippe Jaenada: L'Inconnue du quai de Javel, så bør man læse en bog mere for at få et bedre billede af den myrdede Louise Cansot.

 Luc Corlouër er historieentusiast og forsker ved Nationalarkivet, arkiverne i Côtes d’Armor og Hærens Arkiv. Han har forfattet adskillige artikler, der er blevet offentliggjort i tidsskrifter om Første Verdenskrig og Bretagnes historie. Bretagne er hans store interesse og da Louise Cansot blev født i en lille bretonsk by Tréguier, kaster han sig over en fremdragelse af materiale omkring hende og hendes opvækst. Perioden er så fra hendes fødsel i 1920, opvækst i landsbyen og hendes karriere i Paris, som hun tog til som 16-årig.

Hvem er denne smukke, unge kvinde, der blev myrdet i Paris, september 1949.? Politiet identificerer hurtigt Louise Cansot, der blev kendt som den smukkeste model i Montparnasse! Lise, hendes kunstnernavn, skiftede fra det ene job til det andet; hun havde poseret for snesevis af malere, og hendes ansigt og krop var blevet gengivet på utallige lærreder. Hun ville gerne blive berømt og troede, at hun var på vej mod berømmelse; kunstnerne havde allerede givet hende tilnavnet »Pigen med de hundrede portrætter«. 

Men under krigen, da malerne var taget sydpå, blev hun i Paris og endte i fattigdom. Hun blev dog i hovedstaden, optrådte på Folies-Bergère og vendte sig derefter mod filmverdenen, hvor hun medvirkede som statist i flere film. Indtil den dag i september, hvor hendes lig blev fundet på den mørke Quai de Javel. 

Sideløbende med udgivelsen af romanen »L’inconnue du Quai de Javel« af Philippe Jaenada har Luc Corlouër, der brænder for bretonske historier og fotografier, samlet tegninger, billeder, fotografier, malerier, dokumenter, breve og avisartikler, så læseren kan genfinde og identificere i »Tragedien om Paris’ smukkeste model« – eksklusive oplysninger om Lise Cansots liv, den unge kvinde fra Tréguier...

Det er faktisk en fremragende belysning af en tragisk skæbne, men som samtidig sammen med Jaenadas roman giver os et indgående kendskab til perioden, kunstnerlivet på Montparnasse og en dyster skildring af kvindernes vilkår. 

Bliver I grebet af romanen, så skynd jer at få fat på denne bog.

19/08/2026
Editions Le Cormoran  

Philippe Jaenada: L'Inconnue du quai de Javel

 Philippe Jaenada: L'Inconnue du quai de Javel

En meget speciel og ret mærkelig bog, meget lang men med særdeles spændende afsnit. I en ofte humoristisk stil fortæller Philippe Jaenada sin historie om et mord. Den 6. september 1949 blev en ung kvinde fundet død på Quai de Javel i Paris, uden taske eller sko, tydeligvis hastigt påklædt og efterladt der af sin morder. Hun blev identificeret dagen efter: Det var Louise Cansot, den mest efterspurgte model blandt malerne på Montparnasse. Det er altså en konkret sag som Jaenada tager fat på.

Men Jaenadas eget liv indgår også med hans ønske om at leve op til forbillede Maigret.  Han forsøger at skildre opklaringsarbejdet men med parenteser og sidespring, med en usædvanlig livlighed, der hele tiden springer frem og tilbage. Selv i det dramatiske glemmer han aldrig ironi og skildrer sig selv, sit ægteskab, sit liv på cafeer og barer. Mens han bevarer sin karakteristiske stil og sine selvbiografiske anekdoter, udfører han et omfattende arkivforskningsarbejde, der afslører meget omkring den myrdede Louise Cansot.

Jaenada er ikke bare ude på at løse en cold case, for bag offeret for en kriminalnyhed og de få linjer, som en voldelig død altid risikerer at reducere et liv til, søger han ihærdigt efter et menneske. Louise Cansot er ikke blot en ung kvinde, der blev myrdet den 6. september 1949: hun havde en barndom, pårørende, ønsker, vaner, modsætninger, frygt og en måde at være til i verden på. Jaenada forsøger at genfinde alt dette, eller i det mindste det, der stadig kan genfindes.

Han har også fået uventet hjælp fra forfatteren Luc Corlouër, der faktisk har skrevet en bog om Louise Cansot, som der dog ikke er aftagere af blandt forlagene. De to taler sammen om projektet og Jaenada skal gennemgå politiets arkiver mm, men Luc Corlouër udvider de meget omfattende samlinger af Louise Cansots barndom, ungdom og professionnelle arbejder som model for en række kendte malere på Montparnasse. Han udgiver faktisk en bog samtidig med Jaenadas. Denne vil jeg senere skrive om.

Jeg vil ikke gå ind i detaljer fra bogen, for den er simpelt hen for voldsom og indholdsrig, men vi dykker ned i en tid, hvor kvinder ofte blev reduceret til deres kroppe, ja, endda til deres bryster og deres skønhed. Jaenada giver ikke op, men søger ydmygt hjælp hos kommissær Maigret i en spændende efterforskning og et dygtigt udtænkt plot – Cansot-sagen viser sig meget hurtigt at være fængslende. 

En storslået fortælling, fuld af humor, ømhed, diskret feminisme og humanisme. Et meget velunderbygget efterforskningsarbejde, en smuk roman, der endelig giver Louise Cansot den værdighed og sandhed, hun havde brug for, men som hendes samtid ikke gav hende.

Prix Goncourt 2026 - ikke umuligt.

12/08/2026
Flammarion  

Lilia Hassaine: Je

 Lilia Hassaine: Je

En speciel roman hvor forfatteren Lilia Hasseine låner en person fra Charlotte Brontës roman Jane Eyre, hvor vi møder et oprør mod victorianismen og dens puritanske moral. Jane Eyre  forelsker sig i godsejeren Edward Rochester, men godset gemmer på mørke og uhyggelige hemmeligheder, herunder at Rochesters sindssyge kone er lukket inde på loftet.

Det er denne indespærrede kvinde, som Lilia Hassaine udfolder i sin roman med en frodig fantasi. Den litterære klassiker bliver til en fortælling af stor poetisk skønhed. Fortællingen er skrevet med en udsøgt og inspireret pen, der blander brevform, kærlighedsepos og ægteskabelig efterforskning. En fortælling set fra Berthas synsvinkel, hvis rigtige fornavn er Antoinette. En kontrast af livsformer i henholdsvis Jamaica og England.

Via Berths/Antoinettes notater får vi en gribende skildring, fra hendes barndom på Jamaica over hendes første forlovelse til mødet med Rochester, der gør hende til sin ejendom i et forhold præget af dominans, kontrol og vold.

Det er en voldsom bekendelse Ud over den litterære dialog fremstår romanen som en særdeles ubarmhjertig klinisk undersøgelse af den psykologiske nedbrydning i parforholdet. Forfatteren dissekerer med kirurgisk præcision de forskellige faser i den ægteskabelige isolation og viser, hvordan fratagelsen begynder med, at Antoinette eget navn udviskes til fordel for navnet Bertha, som anses for at være mere i overensstemmelse med engelske skikke.

Bogens titel er et klart signal, for Antoinette må jo søge for at forstå hvem hun er og hvordan man har kunnet berøve hende for alt hendes materielle gods og hele hendes personligheden og psyke. Det er stærk læsning.

Bogen har et gammeldags engelske miljø som baggrund, men Antoinettes fortælling er fuldt ud moderne med sine mange problemstillinger der ligner vores tid. Romanen udforsker en mørk epoke præget af store forandringer, herunder især afskaffelsen af slaveri. Spændende afsnit lige fra beskrivelsen af Jamaica med sin frodige vegetation til forholdet mellem herrer og slaver.  

Lilia Hassaine formår at skildre den smertefulde splittelse, der følger med at blive revet væk fra sig selv og sit hjemland. 

En roman der er på den første Goncourt 2026-liste. Den har bestemt en god chance!

20/08/2026
Gallimard 

Jean-Yves Jouannais: Une forêt

 Jean-Yves Jouannais: Une forêt

En mærkelig bog som jeg egentlig ikke har haft nemt ved at læse, for man kommer ikke nogen vegne, det er cirkler omkring det samme emne og synker dybere ned. Men måske er det netop bogens ide, hvordan kan man komme videre?

Under de store retssager, der havde til formål at udrydde nazismen fra det tyske offentlige liv, blev Jacob Michael Lenz, advokat og kaptajn i den amerikanske hær, indkaldt af en domstol i forbindelse med en usædvanlig sag. Mainater, en slags beostære, talende fugle, der yngler i en skov i Bremen, har lært at synge nazistiske hymner og videregiver dem til deres unger.

Teksten foregår i perioden 1947-48, og vi får gennem Lenz' mange spadsereture i området en beskrivelse af en totalt ødelagt by, Bremen og havnen ved Bremerhaven. Det er mismodigt, sørgeligt, gråt og præget af ruiner af forskellig art, for selv de overlevende virker også som ruiner. Elendigheden midt i ruinerne med »ruinernes kvinder«, der var dømt til at rydde murbrokkerne med de bare hænder som tegn på lydighed mod den nazistiske ideologi

Ud over det tragikomiske i metaforen om mainaterne, der lærer nazisternes hymne, er fortællingen meget oplysende om denne periode med »genopbygning« i efterkrigstidens Tyskland, hvor tyskere dømte andre tyskere. En decideret lempelig og ineffektiv denazificeringsproces, overvåget af de militære besættelsesmyndigheder, der i dette tilfælde forsvarer fuglene.

Teksten rører både ved det absurde og i en proces, der minder os om Kafka, og ved filosofien: Den behandler nemlig emner som skyld, erindring, ideologisk arv og den måde, hvorpå institutionerne efter krigen arbejder for at sikre erstatning og genopbygning af landet.

I form af en fabel eller et eventyr fører denne tekst os ind i en dyb refleksion, hvor kaptajnen lader sig rive med af legen for at flygte fra sin kedsomhed og sin indre tomhed. Det drejer sig om ansvar, erindring, retfærdighed og om denne mærkelige menneskelige tendens til at ville finde mening der, hvor der måske ikke er nogen.

Mellem virkelighed og fortælling er *Une forêt* en refleksion over ansvar og historie.

Bogen er på den første liste til årets Goncourt 2026.

02/01/2026
Albin Michel