Gisèle Pelicot: Et la joie de vivre

 Gisèle Pelicot: Et la joie de vivre

Alle hørt og læst om voldtægterne i Mazan og om uhyret Dominique Pélicot, men vi har allesammen også set denne værdige 70-årige kvinde med de runde solbriller på billederne ved indgangen til retssalen, journalisternes reportager. Historien er ikke bare voldsom men også sand om en seksuel forbryder, der voldtog sin kone og lod 51 mænd voldtage hende i løbet af 10 år...

Bemærkelsesværdigt er det at Gisèle Pelicot ikke ønskede lukkede døre ved den fire måneder lange retssag, men kæmpede sig igennem uanede ydmygelser og kom ud med løftet pande efter domsafsigelser af de 51 mænd.

I denne bog får vi hendes beskrivelse af historien, selv om hun heldigvis var bedøvet under voldtægterne og ikke husker noget om dem.

Allerede fra de første sider slår bogen en med sin enkelhed. Tonen er aldrig dramatisk eller anklagende: det er tonen fra en kvinde, der søger at forstå, at sætte ord på det, der syntes uudsigeligt. Gisèle Pelicot fortæller om det pludselige brud, chokket og den lange vej tilbage til sig selv. 

 Gisèle Pélicot ser tilbage på hele sit liv fra barndommen til i dag. Hun fortæller om sine forældre, sin mors død og sin svigermors kølighed. Hun fortæller om sit møde med Dominique, en kærlig og genert mand, som hun altid har beskyttet og elsket. Hun nævner den foragt, hendes svigerfar vækkede i hende. Hun taler om sine børn, sine børnebørn, de huse, hvor familien har boet, sin karriere og den kaotiske karriere hos den mand, der delte hendes liv. Dette vidnesbyrd er hendes sandhed, og hun fortjernes alles respekt for det.

Skrivestilen, der er klar og behersket, afviser enhver form for selvmedlidenhed i smerten; den prioriterer tværtimod klarsyn og værdighed, hvilket giver teksten en følelsesmæssig styrke, der er så meget desto mere gribende.

Det er en bog og et vidnesbyrd som alle burde læse, for vi er nået videre end de gamle patriarkalske livsformer og ægteskaber, som Gisèle Pelicot voksede op med, og som hun naivt troede på. På trods af økonomiske problemer forsøgte hun hele tiden at holde sammen om familien trods de nederdrægtige mænd der styrede det hele.

I sandhed en beretning alle burde læse!

17/02/2026
Flammarion / Documents, témoignages  

Emma Becker: Le Mal Joli

 Emma Becker: Le Mal Joli

Nyeste bog fra Emma Becker, hvis bog om "La Maison" var den seneste jeg har læst. Den handlede om hendes liv som prostitueret i Berlin. I den bog var synsvinklen et sted mellem selvbiografisk fiktion, roman og selvbiografi.

Denne vinkel bruges også i denne nye bog, men ikke helt så elegant og velkomponeret.

Emma Becker fortæller historien om Emma Becker, en 35-årig forfatter, gift og mor til to børn, der forelsker sig i en forfatter med et aristokratisk navn, der er tolv år ældre end hende, selv samboende og familiefar.

Hun skriver om kærligheden, samtidig med at hun lever den: »Jeg er i gang med at skrive en bog om det. Jeg vil gerne beskrive faserne i denne forgiftning, for det er præcis det, man skal kalde det. Lidenskab er en forgiftning af hjernen.«

Emma taler om forfatteren og skriveprocessen, som hun bruger til at forsøge at bevare kontrollen over en lidenskab, der er uden kontrol.

Hvor længe kan man holde til to former for ubetinget kærlighed? Hvor længe kan en kvinde leve splittet mellem en lidenskabelig forelskelse og en ubetinget kærlighed til sine børn?

Emma Becker skriver lige ud om sine følelser, sine tvivl og en samvittighedsnag ved at svigte sine små børn og mand. Men hun lægger heller ikke fingrene imellem, når hun skildrer det sexliv der er tændt mellem hende og den mandlige forfatter. Sexskildringer tæt på porno.

Der er helt klart mange gode passager i bogen, specielt da hun får familien fra Australien på besøg i sommerferien og må skilles fra sin elskede. Der er også relevante sider om det at være forfatter og hvad forfatterskabet betyder.

Men bogen er alt for lang, for den bliver gentagende og uden en egentlig udvikling.

27/08/2025
J'ai lu / Littérature  

Sophie Tal Men: Malgré tout ce qui nous sépare

 Sophie Tal Men: Malgré tout ce qui nous sépare

Endnu en dejlig bog fra Sophie Tal Men, der ved siden af sit arbejde som neurolog finder tid til at skrive bøger, der foregår i Bretagne. Denne gang bliver tiden skruet tilbage til 2. Verdenskrig og foregår for det mest på øen Groix, der af forskellige forsvarsmæssige grunde forbliver i Tysklands befæstelse efter befrielsen i 1944. Groix ligger udenfor Lorient, der var Tysklands store krigshavn.

Vi starter i 1944. Rose er jordemoder på øen Groix og plejer så godt hun kan, kvinder og børn, der er blevet ofre for krigen. Hendes liv vendes på hovedet, da hendes hjem bliver beslaglagt for at huse to officerer. Rose mærker sine overbevisninger vakle i dette hus, hvor hvert blik virker som en trussel, og hvor skæbner knyttes sammen for altid.

Allerede fra første kapitel fanger forfatteren os med sin pen og med Rose, som man hurtigt bliver meget knyttet til. En dristig, modig, følsom og hengiven ung kvinde. Veninde, datter, erstatningsmor.

Andre personer i denne roman, lille Simonne, Aimé, Joseph, lige så rørende som Rose. 

I et efterord fortæller Tal Men, at historien i denne roman er inspireret fra det virkelige liv, som en gammel dame en dag fortalte forfatteren.

Det er på samme tid en skildring af de barske forhold under krigen på en lille ø som nærmest er afskåret fra verden, prægtige naturbeskrivelser, en række små personlige og dramatiske historier og så endelig en kærlighedshistorie, da Rose bliver forelsket i en tysker, nærmere bestemt fra Alsace!

Gå endelig igang, det er ikke den højere litteratur, men en velskrevet bog alligevel.

25/02/2026
Albin Michel  

Michel Houellebecq//Frédéric Lo: Souvenez-vous de l'homme

 Michel Houellebecq//Frédéric Lo: Souvenez-vous de l'homme

Sammen med den seneste digtsamling udsender Houellebecq en cd med musik af Frédéric Lo. Den indeholder tolv digte som Houellebecq fremsiger med dæmpet stemme og med fuld kontrol over rytmen i den fortættede musikalske ledsagelse.

Det er en samling hvor ca halvdelen af digtene er hentet fra den nye samling, mens resten er hentet fra tidligere samlinger. Det er en science-fictionagtig fremstilling af det vestlige menneskes og kulturs dødskamp. Mennesket er ramt af apati, livstræthed og en dødelige udmattelse. Den "L'ancienne voie romaine" er endt i flugtens "autoroute". En art i sin sidste fase, hærget af krig og hungersnød, snart erstattet af maskiner. 

Det er ikke megen hjælp at hente, måske en tro på at en frelser vil dukke op: "Nous attendons pourtant le sauveur impensable". Trøsten søges i erindringen af barndommen der forlængst er slut.

"Au bord de la longue rivière/Douce et profonde en son milieu/Nous nous séparons de nos dieux/Les enfants jouent dans la lumière."

En atmosfære af angst og fordærvelse, som Baudelaire ikke ville have fornægtet, ledsages majestætisk af komponisten og arrangøren Frédéric Lo. 

Med »Souvenez-vous de l'homme« tilbyder de os sammen en sort messe af melankoli.

Water Music, distribué par Modulor. 2026

Michel Houellebecsq: Combat toujours perdant

 Michel Houellebecq: Combat toujours perdant

Ny digtsamling fra Michel Houellebecq der er mørk og dyster, da den kamp der omtales i titlen er kampen mod døden. Den kamp kan kun tabes. På mange måder er det en videreskrivning af hans seneste roman "Anéantir", der kan oversættes med tilintetgøre eller udrydde.

Digtsamling er et studie i Houellebecqs egen kommende tilintergørelse, men rammer også meget videre. Er vi ikke ved at udrydde os selv, menneskeheden, naturen. Kan vi stadigvæk holde fanen højt i en verden med krig og en større overgivelse af magten til maskinerne, roboterne og AI.

Tonen i de fleste digte og prosatekster er dyster, melankolsk og ofte desillusioneret, hvilket også afspejles i titlerne: En attendant l'envahisseur (I ventetiden på angriberen), L'aube du dernier jour (Den sidste dags daggry) eller Au bout du bout (I sidste ende). Teksterne er ofte korte, rammende og lidt beske. På 64 sider samler han de korte tekster, både på vers og i prosa, der skiftevis er mørke, provokerende og melankolske.

En digtsamling, der blander eksistentiel alvor og bevidst trivialitet, hvor man genfinder temaer, der gennemsyrer hele hans værk: ensomhed, desillusionering, aldring og følelsen af forfald, både individuelt og kollektivt, men også hans lyst til sexualitet, der er ved at forsvinde med alderens skavanker.

Næstsidste digt lyder: Non, cette vie n'est pas suffisante, elle ne peut pas contenir la millième partie de nos rêves. (Nej, dette liv er ikke nok, det kan ikke rumme en tusindedel af vores drømme.) og det viser også, at Houellebecq fortsat lever, selv om han mener, at han er lidt for slidt til at leve til han er 96.

Houellebecq er lige fyldt 70 år, men han er stadigvæk på vej. En digtsamling der rammer én der er nået lidt længere.

64 pages
04/03/2026
Flammarion   

Laura Poggioli: Époque

 Laura Poggioli: Époque

En ny roman der tager fat på problemerne med vores forbrug af telefonen/smartphonen og medierne, der i den grad kan udvikle sig til en afhængighed. Noget der måske er mere og mere aktuelt for de unge, der ikke kan foretage sig noget bedre end leve på deres telefon. Den skal med alle steder og erstatter et liv med mennesker der er konkret til stede.

I en afhængighedsbehandling følger Lara det team, der behandler unge, der er afhængige af skærme. Der er Julien, en gymnasieelev, der har været ude af skolen i tre år, Lou, ni år, der tilbringer sine nætter på sin bærbare computer, eller Stefania, der er lammet af tanken om at forlade sit hjem.

Disse børns svagheder er for Lara et spejlbillede af hendes egne afhængigheder. I løbet af konsultationerne dukker hendes minder op igen. For fem år siden havde Lara en affære med sin læge. I nogle uger lod hun sig fange i en fælde af en frenetisk udveksling af beskeder og intime fotos. Indtil hun mistede kontrollen.

Det, der slår en i »Époque«, er den præcision, hvormed forfatteren skildrer svaghederne i vores hyperforbundne samfund, samtidig med at hun giver liv til rørende og realistiske karakterer, der er fanget i en hverdag præget af disse problemer. 

Det er derimod lidt svært at følge karakteren Lara, der også har været i et afhængighedsforhold og en utroskab trods hendes tre børn og en uhure forstående og tålmodig mand, som vi ellers ikke hører meget om.

Men bogen er trods alt endnu en afdækning af vor tids afhængighed af disse skærme der kan blive en for stor del af vores liv.

23/01/2025
L' Iconoclaste  

Patrice Gain: Seules les rivières

 Patrice Gain: Seules les rivières

Meget dramatisk roman der følger en ung pige gennem et liv fyldt med forhindringer, og hvor umiddelbare sejre hurtigt ændres til nederlag.

I Seules les rivières er det Cevennerne, der danner den storslåede kulisse for Jessicas lange flugt, efter at hun har forladt forstaden, familien og kæresten efter dennes sidste kriminelle overgreb. Hvor vil floderne i både konkret og overført betydning føre hende hen?

Jessica kunne ikke længere udholde en alkoholisk mor og en kæreste, der er fristet af alfonseri. Jess er kommet for tidligt ud af teenageårene til at blive konfronteret med den voksne verdens grusomhed, og som 16-årig rejser hun rundt på blafferture, bor i besatte huse, har småjobs og er involveret i narkohandel, møder venlige mennesker og kommer ud for farlige situationer.

 Men denne forfatters lysende poesi bringer os altid tilbage til flodernes bred lidt som ved magi. Bogens heltinde er rørende, skrøbelig og uforudsigelig. Lige så frygtindgydende og omvæltende, som dette element antyder. Men også smuk i sit forsøg på at genvinde sin frihed... 

Voldsom skæbne, men hvordan mon det går hende? Læs selv denne velskrevne bog.

02/01/2026
Albin Michel