Emma Becker: La Maison

 Emma Becker: La Maison

»La Maison« en roman der med god grund vakte opsigt i 2019, for det er en en autofiktion, der fortæller om de to år, forfatteren tilbringer som prostitueret på to bordeller i Berlin under pseudonymet Justine. Hun er taget fra Paris til Berlin, for bordeller er ikke forbudte i Tyskland og kan besøges uden at skulle betale bøder som i Frankrig.

Fortælleren Justine siger selv: Jeg har altid troet, at jeg skrev om mænd. Før jeg indså, at jeg kun skriver om kvinder. Om at være en. At skrive om ludere, som bliver betalt for at være kvinder, som virkelig er kvinder, som bare er det; at skrive om den absolutte nøgenhed i denne tilstand, er som at undersøge mit køn under et mikroskop. Og jeg føler den samme fascination som en laboratorietekniker, der kigger på de celler, der er afgørende for alle former for liv.

Emma Becker arbejdede i to et halvt år på to bordeller i Berlin: Le Manège, hvor hun arbejdede i 14 dage og La Maison, hvor hun blev i to et halvt år... det vil sige indtil den endelige lukning af etablissementet og starten på hendes graviditet.

Ud fra denne erfaring og dette arbejde, hvor hun i pauser tog fyldige notater, har hun skrevet en bog, en slags journalistisk, sociologisk, antropologisk og psykologisk undersøgelse, og i øvrigt et litterært værk, hvor anekdoter fra hendes egen erfaring, hendes arbejdskammeraters, husenes ledelse og kunderne er flettet sammen på en ikke-lineær måde.

Hendes historie er også en fin refleksion over begær, forhold mellem mænd og kvinder, hvad der kan drive en mand eller en kvinde ind i denne type betalte forhold, erhvervet som luder og de debatter, det fremkalder.

Det er ikke en lykkelig undskyldning for prostitution, men en meget personlig, velskrevet beretning (og alligevel er det ikke så let at tale om sex i 300 sider uden at forfalde til vulgaritet eller en form for monotoni), som læses med lidenskab.

Flammarion (21/08/2019)

Marie Vingtras: Les Âmes féroces

 Marie Vingtras: Les Âmes féroces

En meget velskrevet roman, der kunne være drejebog til en film. Mærkeligt nok foregår handlingen i en lille by i USA, men i princippet kunne det lige så godt have været i Frankrig.

Mercy er en lille by i USA med en befolkning på lige under 4.000. Det er et roligt sted, hvor der aldrig sker noget, hvor folk tror, de kender hinanden, men ved så lidt om sig selv, og hvor denne ro kunne skjule et opgør med fortiden....

Umiddelbart virker floden der løber gennem byen fredelig, men en dag byder den på en ubehagelig overraskelse: fundet af en livløs ung pige.

Romanen er bygget op omkring fire karakterer, der fortæller historien fra en række gensidigt oplysende synsvinkler. Opdelt i fire dele bevæger historien sig gennem fire årstider, hver med sin egen atmosfære og fortællestil. 

Det starter med den nye sherif, der er kvinde og lesbisk og bestemt ikke alles livret. Så er der Benjamin der er lærer, men som er lidt for glad for unge piger. Emmy der var den unge piges veninde og Seth der er pigens far.

Det er en fantastisk enkel historie på overfladen, men der kommer sandelig meget frem efterhånden som historierne optrævles. En rigtig krimi, men også et studie i de menneskelige forhold og en provinsbys frygt for nyt med en indstilling fyldt med faste meninger og holdninger. De fire voldsomme sjæle får sandelig revet op i fordommene.

Virkelig en god og velskrevet bog i en meget spændende fremdrift.

Kan bestemt anbefales.

Editions de l'Olivier (19/08/2024)

Les vieux fourneaux 8 - Graines de voyous

 Les vieux fourneaux 8 - Graines de voyous

Endnu en tegneserie som jeg har fulgt fra starten for 10 år siden. 

Les Vieux Fourneaux fortæller historien om tre 70-årige, der har været venner siden barndommen: Antoine, Emile og Pierrot. De har hver har fulgt deres egen vej, men mødes stadigvæk på vej ind i nye problemer med ungdommens kraft. Der er allerede lavet to film om deres oplevelser, og specielt den første var meget vellykket.

Tegneseriemediet er dog det bedste. Livet flyder stadig i de tre gamles årer med fuld kraft. På trods af deres høje alder skyr de ingen midler for at komme videre med deres liv og løser problemer og stridigheder med humor, venskab og solidaritet.

Dette ottende bind fokuserer primært på 60-års jubilæet for Théâtre du loup en slip, men det introducerer også nye karakterer, som jeg ikke vil sige noget om for ikke at afsløre for meget. 

De tre gamle kæmper stadig mod den til tider absurde modernitet i vores verden, og klimaproblemer, barndomsminder og familieskænderier har stadig en plads i deres hverdag.

Jeg kunne virkelig godt lide begyndelsen, hvor Pierrot prøver at bestille en simpel kaffe hos en tjener, men han bliver bedt om at scanne koden og udfylde en hel række ting for at få en simpel bestilling. Men det skal virke!

De ældre generationer er ikke vant til denne form for bestilling, som bruger en satellit i rummet, hvor der før var en simpel menneskelig kontakt til udvekslingen. Det er er selvfølgelig humoristisk, men det taler virkelig til os og rummer en række spørgsmål, som vi burde stille os selv! Vi er alle ofre for denne ændring i samfundet på grund af det såkaldte fremskridt.

Det er et album, som altid er dejligt at læse, både på grund af den sjove, rørende og dynamiske historie og på grund af de farverige, detaljerede tegninger.

Graines de voyous er det ottende bind i den succesfulde (og med rette!) serie af Wilfrid Lupano (manuskript) og Paul Cauuet (illustrationer). 

Dargaud (08/11/2024) 

Lucky Luke: Un cowboy sous pression

 Lucky Luke: Un cowboy sous pression

Til årets julefornøjelser var der selvfølgelig det seneste album fra Lucky Luke, som jeg trofast har læst i mange år. Teksten er som i de foregående af Jul og tegninger af Achdé, et fremragende par der har givet ekstra meget godt stof til serien.

I starten af albummet møder vi en Lucky Luke, der har for meget at lave, altid skal han være på vagt, altid er der nye forbrydelser, så han får meget ondt i ryggen og føler sig skidt tilpas. Han vil søge læge og får at vide et der er en i New München. 

Stemningen er dyster i New-München, den lille landsby i Dakota, som blev grundlagt af tyske nybyggere. Hvad er årsagen? En ølmangel forårsaget af den generalstrejke, der har sat alle landets bryggerier i stå! 

Lægen har ellers ordineret hvile og ro til Lucky Luke, der er overanstrengt og stresset, men da indbyggerne i New München kalder ham til undsætning, må han rejse til Milwaukee, USA's ølhovedstad, for at lette spændingerne mellem marxistiske fagforeningsfolk og industribaroner. 

I Dakota er 70-80 % af befolkningen af germansk oprindelse. Oprindeligt havde de opnået monopol på ølbrygning i de nordlige stater, men nu stod kampen mellem de fagforeningsstærke arbejdere og en gammeldags autoritær styring.

Det er altså både en fin indføring i historien i USA om den industrielle uro, men også en særdeles livlig og sjov beretning, især da Dalton-brødrene også træder ind på scenen.

Det er et supergodt album, som jeg kun kalde anbefale!

Lucky Comics, november 2024

 

Céline Pennequin: On n'est pas tous des vieux cons

 Céline Pennequin: On n'est pas tous des vieux cons

En dejlig titel og en bog som handler om folk, der som mig er ved at være oppe i årene. Det er faktisk på en EHPAD, bolig for ældre, hvor bogen foregår. Modsat det billede der normalt eksisterer omkring alderdomshjem o. lign. i Frankrig som i DK, så er der her tale om et hjem, hvor der trives åbenhed, lydhørhed omkring de gamle, mange aktiviteter og specielt aktiviteter, hvor de gamle planlægger og udfører.

Der er også et godt køkken og en bar til aperitif, swimming-pool og parklignende omgivelser. Det er kort sagt et lille paradis før tid.

Men alle de folk der kommer har jo en fortid og et liv der ikke altid har været det bedste.

I denne roman hører vi historien om Marc, Marie, Cassandre, Juliette, Françoise og alle de andre beboere.

Efterhånden som siderne vendes, bevæger vi os fra latter til tårer, mens Céline Pennequin fortæller os om deres glæder og sorger og deres sår, der aldrig er helet.

Hun tager også fat på nogle svære og vigtige temaer, og det gør det til en meget bevægende læsning. I vil opleve deres daglige liv, men også opdage deres fortid. Fortid, som for nogle er fælles, og så har livets ting adskilt dem. Nogle gange på grund af misforståelser, andre gange på grund af spændinger.

Temaer som vold, giftige forhold, Alzheimer, mongolbørn og afhængighed af f.eks. stoffer tages op, så vi får også et billede af det samfund som de gamle er vokset op i og som har præget dem.

Céline Pennequin siger selv, at hun har villet skrive om sammenholdet, de positive kræfter og den menneskelighed, som måske er blevet holdt nede i deres liv af forskellige grunde. Her smider de stille og roligt maskerne, så vi kan aflæse deres sande væsen.

Hvis I er på udkig efter en fornøjelig feelgood-roman, kan jeg varmt anbefale denne bog.

Nombre7 Editions (01/10/2024) 

Jean-Paul Dubois: Prends soin de moi

 Jean-Paul Dubois: Prends soin de moi

En genudgivelse af en roman fra 1993 af Jean-Paul Dubois som er værd at læse. Den er ikke på niveau med hans Goncourt-roman fra 2019 (Tous les hommes n'habitent pas le monde de la même façon) som var et sandt mesterværk.

Det er som i mange af hans andre bøger en beretning om en mand, der har svært ved at forholde sig til sig selv og til andre. 

Bogens hovedperson er Paul Osterman, der er i fyrrerne og har haft gode indtægter fra sin forlagskarriere, men nu vil han koble fra og som europæer i eksil i USA trække sig tilbage. Han bor i en lejlighed nær havet ved San Francisco.

Men er han virkelig sikker på, at han vil finde noget, der falder i hans smag? Det er som i mange af Dubois' andre bøger en beretning om en mand, der har svært ved at forholde sig til sig selv og til andre. Han vil helst ikke have for mange bekymringer, er tilfreds med at sidde eller køre i sin lille sportsvogn. Kvinder har han store problemer med men han tiltrækkes alligevel. 

Hans forhold til kvinder er som hans forhold til sig selv: usammenhængende, ustabil, afbrudt af tragedier, som læseren ikke altid kan tage helt alvorligt. På den anden side kræver det et sjældent talent at samle på ydmygelser og samtidig forblive fuldstændig ubekymret, en typisk moderne anti-helt som vi også møder i andre af Dubois' romaner.

Det er specielt Julia og Rebecca som er de to kvinder i hans univers. Julia er et beregnende og lidt koldt væsen, der gerne dyrker sex som var det et opvarmningsprogram til ekstrem-sport, der efterlader Paul noget kvæstet, mens Rebecca er en meget mystisk og uberegnelig kvinde, der nærmest holder Paul som en slave. Men han er fascineret af hende. Julia vil have et barn, men det er ikke lige Pauls kop te.

I bogens indledning sidder Paul i fødeafdelingens ventesal. Vi ved ikke, om Paul er kommende far eller ledsager, vi ved ikke, hvem der skal føde, men ventetiden giver ham mulighed for at se tilbage på sine tidligere år. Han tænker tilbage på sine forældre, der begge døde af en hjerneblødning. Han føler sig syg og frygter at ende som dem og har mest lyst til at flygte. En lidt speciel måde at vente på en fødsel. 

Bogen afslører selvfølgelig grunden til hans nedtrykthed, og Jean-Paul Dubois bruger elegant sort humor og kynisme i sin latterliggørelse af Pauls uforståenhed over for livet og hans depression.

Editions de l'Olivier (08/11/2024)

Bernard Minier: Les Chats et 14 Histoires Mystérieuses Diaboliques Cruelles

 Bernard Minier: Les Chats et 14 Histoires Mystérieuses Diaboliques Cruelles

På siden med omtale af bogen skriver man: "To unge par, der er afhængige af makaber turisme, børn, der konfronteres med deres værtsfamilies grusomhed, en tv-vært, der er parat til at gøre hvad som helst for at øge sine seertal, dyr, der pludselig er befriet fra mennesker, en præst, der er for god til at være sand, katte med mærkelige hensigter, en flyver fra Første Verdenskrig, der konfronteres med et primitivt og perverst væsen ...

Femten uforglemmelige noveller, der er lige så skræmmende, som de er fortryllende, om kærlighed og galskab, død og hævn, grådighed og jalousi, løgne og mørke.

Det kan faktisk ikke siges bedre, og jeg kan kun sige at jeg har læst de femten i en stemning af forfærdelse, nysgerrighed og totalt fascineret af Bernard Miniers opfindsomhed, fantasi og interesse for det grusomme og mærkelige hos mennesker.

Nogle af historierne er små thrillere, mens andre sejler gennem meget forskellige verdener og tidspunkter. Science-Fiction, thriller, brevroman og mange andre genrer. Nogle er mere engagerede eller har det sjovt med skrivemåden og stemninger. Alt sammen i mørke atmosfærer, der lader karaktererne og deres følelser skinne igennem.

En af mine favoritterne er  »Les Chats«, en brevroman, der foregår i 1940. Når siderne vendes, indfanges vi i en gotisk, angstfremkaldende atmosfære, som er beundringsværdigt vellykket. En kat der først er sky, kommer efterhånden tættere på og  flere følger efter. En historie, der er både psykologisk og skræmmende, og hvor forfatteren på glimrende vis destillerer tvivlens gift i vores sind, helt frem til den absolut geniale punchline.

Jeg vil ikke sige, at der er noget for enhver smag, men der er en række virkelige gode noveller skrevet med en funklende pen.

Velegnet til læsning på de mørke vinterdage,

Pocket (10/10/2024)

Laure Boutault: La robe du Lutetia

 Laure Boutault: La robe du Lutétia

En ret spændende og omfangsrig bog, der fik en pris fra Femme Actuelle i 2021. Hvis du kan lide familiehemmeligheder, kan jeg anbefale den.

Titlen henviser til det store hotel i Paris, Le Lutetia, der under 2. Verdenskrig var nazisternes til holdssted. Men ellers har det altid været store kunstneres og indflydelsesrige personers hotel. I denne roman er det også et særdeles vigtigt sted, for det er her, at kærligheden mellem Lisette og Charles bryder løs.

Den smukke og dramatiske kærlighedshistorie under den tyske besættelse starter i Paris, men udspilles ellers mest i en afsidesliggende landsby i Cevennerne. Da deres bedstemor Lisette dør, opdager to søstre en kjole, som de aldrig har set før, og som opbevares under lås og slå. (den kjole som Lisette havde på til ballet i Lutetia). Fascineret går de i gang med at undersøge sagen og rejser tilbage i tiden for at afdække uudtalte hemmeligheder, som vil påvirke hele landsbyen.

Vi får gennem mange stemmer, selv fra den nyligt afdøde Lisette, en interessant historie med flere interessante karakterer. Vi følger dem over to perioder: fra 1920'erne til slutningen af Anden Verdenskrig og derefter til i dag. Afsløringerne om både fortid og nutid følger hinanden, og der bliver på mange måder vendt op og ned på landsbyens selvforståelse og afsløret ting, som man har "glemt" eller hos personerne fortrængt. Begrebet venskab bliver også taget op, for hvad er det egentlig?

Laure Boutault udforsker de sociale brud og gennem historien om Lisette viser romanen, hvor svært det er at overskride sin baggrund, selv gennem uddannelse og professionel succes. Jalousi, forræderi og kærlighedens umulighed gør dette portræt af en kvinde, der er splittet mellem sine ambitioner og sine rødder, endnu mere komplekst. Romanen sætter også spørgsmålstegn ved historiens rolle i opbygningen af individuelle og kollektive identiteter.

Fortælleteknikken kunne nok have været bedre og mere sammenhængende, men vi får gennem de mange stemmer mange overraskende brud og vendinger i forståelsen af hovedpersonen Lisette og de mange bipersoner. Endelig er det en virkelig fin beskrivelse og sammenligning af udviklingen af samfundet dengang og nu.

Let læselig og kan anbefales.

Les Nouveaux Auteurs (03/06/2021)

Mathieu Palain: Les hommes manquent de courage

 Mathieu Palain: Les hommes manquent de courage

Omtalte for nogle år siden hans første bog "Sale Gosse", som jeg syntes vældigt godt om, så da jeg så hans nyeste bog omtalt, måtte jeg have læst den. Blev slet ikke skuffet, men imponeret over at en god journalist også er i stand til at levere et værk der velskrevet svæver med faktualitet og fiktion.

Mathieu Palain fortæller i et interview i Le Parisien om hvordan bogen blev til. Til »Les Hommes manquent de courage« blev han en dag ringet op af en kvinde, som betroede ham, at hendes liv var ved at glide hende af hænde, at hun ikke længere kunne klare sin 15-årige teenager. De mødes og han beder hende om at fortælle ham sin historie.  "Da bogen udkom, var jeg bange for, at hun ville føle sig forrådt af tekstens voldsomhed." Men hun ringede til ham og sagde: "Det er vanvittigt, det er mig, den her bog". Han havde svært ved at skjule sine følelser.  

For det første er bogen ekstremt velskrevet. Palain giver Jessie en stemme og en tone, en rytme og en specificitet, som passer perfekt til hendes karakter.

Jessies liv er ved at glide hende af hænde. Hun kan ikke længere klare Marco, hendes 15-årige søn. Hver eneste diskussion løber løbsk: råben, flugt. Jessie har det svært. Hun er treogfyrre og matematiklærer. Hun har to børn, Marco på femten og Nora på fire år, fra to forskellige fædre. Hun bor sammen med Jalil, Noras far. Han er tidligere migrant og flygtede fra Tunesien og sin velhavende familie. Denne weekend byder de hans familie velkommen i deres lille parisiske hjem.

Jessie er hos sin frisør og fortæller ham, at Marco har været væk hjemmefra i tre dage. Der har tidligere været mange problemer med Marcos skolegang, så skolen har udstedt en IP (en bekymrende information). Jessie skal have en vurdering derhjemme af en socialrådgiver, og hun er bange for, at de vil tage hendes datter, Nora, fra hende og sætte hende i pleje. 

Marco har været væk i tre dage, da han om aftenen ringer til hende. Han er til en fest. På trods af familiesammenkomsten er Jessie nødt til at komme med det samme.

Nu sætter beretningen rigtigt igang og det er en barsk historie. Marco har rodet sig ud i en grim historie med sin kæreste Jade, da hun er helt bedøvet af alkohol. Jessie får hende kørt hjem, men kan ikke vende tilbage til familien og fortælle om hvad der er sket, for Marco vil næsten ikke sige noget.

Vi kommer nu ud på et road-trip der ender i Reims. Jessie taler meget. Vi møder hele hendes familie, genoplever hendes forfærdelige barndom og ungdom, lærer hendes elskere og hendes rigtige veninde Sophie at kende og opdager hendes optræden i usikre og uanstændige verdener.

Jessie er for første gang alene med sin søn, men hun ved ikke, hvordan hun skal få ham til at forstå, at de er de samme mennesker, mennesker der er følelsesmæssigt handicappet, mennesker, der ikke kan betro sig til hinanden, mennesker, der foretrækker at tie stille og fortrænge traumer.

En absolut sand social historie, der dissekerer forholdet mellem en teenager og hans mor, som har videregivet traumer til ham, som hun helst ville have undgået! Som har kæmpet for at overleve og forsøgt at beskytte ham. Skarpe og ægte ord om overførsel af sår, vold mod kvinder, slægtskab, hemmeligheder og forsøg på at søge noget positivt alligevel.

Læs den!

L' Iconoclaste (22/08/2024)