Monday, May 31, 2021

Valérie Perrin: Trois

 

Valérie Perrin: Trois



Valérie Perrin har leveret en nu murstensroman på næsten 700 sider. Lad mig sige med det samme, at jeg har nydt at læse den, men at jeg gerne havde set den nedkortet til det halve. Der er simpelt hen for mange ender der skal knyttes mod slutningen.

Som bogens titel antyder, så er der tre hovedpersoner, der første gang mødes som 10-årige i 1986, da de skal begynde på CM2. De tre er Adrien, Etienne og Nina. Meget hurtigt bliver de fusionerede, og et løfte forener dem: at forlade deres provins for at bo i Paris og aldrig at skille sig fra hinanden.

I 2017 opdager man en bil på bunden af ​​en sø i landsbyen, hvor de tre voksede op. Virginie, en journalist med en gådefuld fortid, dækker begivenheden. Lidt efter lidt afslører hun de ekstraordinære bånd, der forener disse tre barndomsvenner. Hvad er de blevet? Hvad er forholdet mellem dette vrag og deres venskabshistorie?

Gennem et meget gribende og ubarmhjertigt plot, der indeholder alt fra kærlighed, had, venskab og uvenskab kastes vi ind i hjertet af ungdomsårene, i den tid der følger efter den første ungdom og som adskiller de tre.

Det er en roman om en generation, der voksede op i 80erne og halvfemserne med den tids musik og aktuelle problemer. Den fortsætter til vores nutid hvor mange ting har forandret sig, men den er positiv i sin indstilling. De tre personer er glimrende billeder på forskellige unge, deres sociale lag, deres drømme og endelig deres tilværelse som den tegner sig i fremtiden.

Mange timers læsning, men et samlet godt indtryk og en kilde at øse i om de senest 40 år i Frankrig.



Éditeur : ALBIN MICHEL (31/03/2021)


Tuesday, May 18, 2021

Anthony Cortes: Le réveil de la France oubliée

 

Anthony Cortes: Le réveil de la France oubliée


En spændende debatbog om det glemte Frankrig, om livet på landet, der synes umuligt, men fremtiden kan måske blive anderledes og bedre?

"Vi siger det, vi hører det: virksomheder lukker, offentlige tjenester er knappe, ildsjæle fordamper. Klandre det for frigørelsen af ​​staten såvel som sammenbruddet af industrier, hvor alle fædre er fraværende. Alt dette er sandt. I dette perifere Frankrig er udsigterne for udvikling små. Den gule veste-bevægelse har også perfekt illustreret disse indfødtes klarhed i lyset af denne situation, men også al deres magtesløshed. Velstand var uden for rækkevidde, deres integration i det nationale projekt blev udelukket, alt der var tilbage var at lave støj, meget støj. For hvilke resultater? To, tre scoops og i bedste fald et sted i et par lærebøger, historie eller geografi. Tilbage til start."

Dette siger kun alt for tydeligt, havd problemerne på landet i Frankrig i de perifere områder, og alt det kommer Anthony Cortes ind på i sin glimrende bog om forholdene på landet. Men han spørger også: Og hvad nu hvis vores fremtid er i landbyerne?

I dette glemte Frankrig dukker initiativer og projekter op, ofte arvet fra bondetiden og den gule veste-bevægelse. Det er tilbagevenden til selvledelse: flytning, fremme af økologiske problemer, samle styrkerne i nabokommunerne, skabe mobile tjenester (inden for mad, lægehjælp eller kulturelt samvær) og overtage de skoler, der er lukket af staten , genopfinde et lokalt demokrati ...

Anthony Cortes kommer ind på alle disse væsentlige ting og underbygger sine synspunkter med henvisning til diverse vælrker, men især til samtalerne, som han har haft med folkene på landet. Her får vi den rene sandhed.

Glimrende bog til måske at belyse fremtidens Frankrig. Der er ingen tvivl om, at covid har fået folk væk fra storbyerne, og måske vil de i fremtiden investere mere i at gå ind i de forskellíge bevægelser for at få landsbyerne til at genopstå.



Éditeur : LES EDITIONS DU ROCHER (03/03/2021)

Friday, May 07, 2021

Delphine de Vigan: Les enfants sont rois

 Delphine de Vigan: Les enfants sont rois


Ny bog af Delphine de Vigan, og den er straks blevet en af de mest solgte for øjeblikket. Delphine de Vigan har tidligere henrykket os med sine bøger, og den nye står bestemt også som et stækt og aktuelt indslag.

Med denne roman, der starter med Loft Story (Big Brother)-årene i 2001 og slutter i 2031, tager Delphine de Vigan fat på et svimlende emne: sociale netværk og deres afarter. Hun udforsker mesterligt et samfund, der kaster sig over kulten af ​​egoet, og hvor alt er iscenesat og solgt, endda familiens lykke. "Leve for at blive set, eller leve gennem stedfortræder", trist virkelighed i en hul verden.

Der er to kvindelige hovedpersoner i bogen Mélanie Claux og Clara Roussel. Som unge blev de begge fascineret af den første Loft Story i 2001 (Big Brother på dansk), for her så de pludselig en parallel verden, der lovede status og berømthed. Mélanie forsøger selv at komme med i sådan en udsendelse senere, men bliver ikke udvalgt. Men drømmen har hun med sig, da hun er flyttet fra provinsen til Paris. 
Mélanie bliver grebet af den verden, der findes på internettet, hvor folk kan fortælle om sig selv og deres familie. Ved at bygge et websted og på Instagram med sine to børn Sammy og Kimmy, der optræder i dagligdags situationer, får hun pludselig en stor fanskare. Hun tjener nu penge i stor stil via reklamer og fremvisning af produkter under børnenes udsendelser. Det bliver det helt store cirkus, hvor børnene skal optræde, svare på mails, deltage i fremvisninger etc. Kort sagt har de et fuldtidsjob og er isoleret fra andre børn.

Clara er en pige der helst vil være totalt anonym og en skygge, men hun drømmer om noget andet. Hun forlader også provinsen og kommer til Paris.Hun gør næsten et jurastudium færdigt, men springer så til en stilling ved politiet. Her er hun meget dygtig og avancerer højt i systemet. Hun har en kæreste, men vil ikke binde sig, så han forlader hende. Hun har sin karriere og bruger næsten al sin tid på det. Hun får respekt, og man ser op til hende.

Men de to skal jo mødes på et tidspunkt, hvor Kimmy er blevet kidnappet. Her træder politiet ind, men lidt i det skjulte, for kommer det frem i offetligheden at Kimmy er væk, vil folk går amok. Clara tager ud for at tale med Mélanie.

I bogen hedder det: ”Første gang Mélanie Claux og Clara Roussel mødtes, var Mélanie forbløffet over den autoritet, der kom fra en så lille kvinde, og Clara bemærkede Mélanies negle, deres lyserøde glitterlak, der glødede i mørket.” Ser ud som et barn ”tænkte den første, "hun ligner en dukke" tænkte den anden.
Selv i de mest forfærdelige dramaer er udseendet vigtigt. "

Hovedpersonerne er altså selv som børn, der er vokset op med de sociale netværk og kulten af egoet. Mélanie tror, at hendes børn gerne vil optræde og være kendte, men det er mest hende, der vil være det. Clara anede ikke, at denne parallelverden med børnene eksisterede. Hun er selv barn af et par 68'ere, der slæbte hende med overalt uden at tænke på, om hun nu var moden til det. Derfor er det måske, at hun vælger at blive en del af politiet, som hendes forældre hader. De forstyrrer jo deres demonstrationer og andre påfund.

Det er en vældig skildring af nutiden, godt bygget op med konkrete klip fra internet og nedskrevne politirapporter. Det er virkeligheden vi får, og det er isnende. Vi får både en thriller, et opråb og en pamflet og også en dystopi. Ved vi virkelig, os der selv aldrig er blevet voksne, hvordan vi behandler og beskytter børn i en alder med digitale platforme og sociale netværk?

Der kunne fortælles meget mere om bogen, men læs den nu selv. Det er en af årets bedste bøger efter min mening.

Éditeur : GALLIMARD (04/03/2021)


Édouard Louis: Combats et métamorphoses d'une femme

 Édouard Louis: Combats et métamorphoses d'une femme



En selvbiografisk fortælling om en mor/en kvinde, der berøves ungdommens frihed, møder brutale og alkoholiserede mænd, lever i absolut fattigdom og har problemer med sine børn. En barsk historie, der heldigvis på en måde ender godt.

Édouard Louis formulerer det selv således: Meget af sit liv levede min mor i fattigdom og nødvendighed, isoleret fra det hele, knust og undertiden endda ydmyget af mandlig vold. Hendes eksistens syntes altid at være begrænset af denne dobbelte dominans, klassedominering og det, der var knyttet til hendes tilstand som kvinde. Men en dag, i en alder af femogfyrre, gjorde hun oprør mod dette liv, hun flygtede og lidt efter lidt etablerede hun sin frihed. Denne bog er historien om denne metamorfose.

Bogen er meget velskrevet og spændende ved den måde vi dels får moderens historie men samtidig også indblik i Édouards tilværelse som homoseksuel.
Der er præcise beskrivelser af livet i hjemmet med den alkoholiske far, men moderen har allerede været gift før med en mand der ligeledes var tyrannisk og alkoholiker. Hun får de to første børn, førend hun er 20 år og er således bundet til hjemmet. Det bliver ikke meget bedre, da hun får Édouard med mand nummer to. Det er desuden et hjem, hvor man lever på fattigdomsgrænsen.

Édouard kommer væk via sin dygtighed i skolen og forlader hjemmet uden at se sig tilbage. Forholdet til moderen er meget tvetydigt, men ved at fortælle om sin egen opførsel går det op for ham, at han også har været med til at nedgøre hende. 

Velskrevet og med en stor ægthed får vi historien om klasseskel, kvindens undertrykkelse, homoseksualitet og fattigdom på landet. Men der er heldigvis en anden tone i sidste afsnit, hvor moderen gør sig fri.

Kan anbefales.



Éditeur : SEUIL (01/04/2021)



Saturday, April 24, 2021

René Freigni: Les vivants au prix des morts

 

René Freigni: Les vivants au prix des morts


Har læst om René Freignis bøger flere gange og har haft denne liggende nogen tid, men jeg er da glad for at få taget hul på et spændende forfatterskab.

Efter en lidt voldsom ungdom, hvor han deserterede og levede under et andet navn i Tyrkiet i fem år, vendte han tilbage og arbejdede på et psykiatrisk hospital. Her blev der taget hul på karrieren som forfatter. Han bruger nu tid i fængslet i Aix-en-Provence til at afholde skriveværksteder.

Denne roman starter blidt i dagbogsform. Forfatteren René har lidt skrivebesvær, men beslutter sig til at skrive lidt løst og fast hver dag, Han bor hos kæresten Isabelle, en smuk og varm kvinde, der forstår ham. Hun er lærer i landsbyen.

Vi får dejlige og poetiske beskrivelser af hans traveture i baglandet og hans begejstring for naturen, men en dag ringer Kader, en tidligere elev på et af hans hold. Kader er atter sluppet ud af fængslet, første gang var det med en helikopter, og anses for at være meget koldblodig og særdeles farlig. Han har brug for at holde sig skjult.

René har en stor sympati for ham, da han tror, der er noget godt i ham, men tør han låne ham sin lejlighed? René beslutter sig for at hjælpe, men nu får historien fart, for Kader er ikke uden fjender i det betændte miljø, og det fører sammenstød, vold og endda mord med sig. 

René kommer ud i problemer, som han slet ikke troede var muligt ...

Historiens spænding holder en fast til det sidste, og udviklingen i historien er særdeles godt skruet sammen.

Freigni kommenterer steder, personer og handlinger undervejs, og hans bemærkning om, at det han bringer til fænglet er nøgler til en bedre forståelse af sig selv gennem læsning af litteratur og forsøg på selv at sætte ord på sin tilværelse, "Personne ne naît monstrueux, ce sont certains quartiers et les prisons qui nous rendent monstrueux. Je ne leur apporte aucune arme, je leur apporte des mots. Je leur apporte ce qu'ils n'ont jamais eu."

Det er en glimrende bog, så Freigni skal jeg læse noget mere af!


Éditeur : GALLIMARD (04/05/2017)


Tuesday, April 13, 2021

Jean-Christophe Rufin: La princesse au petit moi

 

Jean-Christophe Rufin: La princesse au petit moi


Jean-Christophe Rufin har tilføjet endnu en bog om Aurel Timescu, og vi er såles nået til nummer fire i rækken. Vi kender ham jo efterhånden godt den konsul/detektiv der ikke gider lave så meget på jobbet, men bliver fyr og flamme, når et mysterium skal løses.

Denne gang er det dog et lidt anderledes udgangspunkt, da Aurel bliver kaldt til lilleputstaten Starkenbach, der ligger i Alperne. (Staten er opfundet til lejligheden).

Det er en sag om Prins Rupert der er fortvivlet over, at hans kone er forsvundet uden at efterlade spor. Hun er landets leder, mens han er prince consort. Eftersøgningen skal foregå i det skjulte, da der er store spændinger mellem folket, parlementet og prinsessen. Historien om prinsessens vj til tronen er en helt lille historie i sig selv.

Vi føres nu fra Starkenbach via Paris og Korsika og tilbage til Starkenbach i selskab med psykoanalytikere, skurke, børnesoldater, lejesoldater ... En efterforskning fuld af risici ... Men lad os blive ved det for ikke at ødelægge spændingen ved at læse bogen, som det er svært at lægge fra sig.

Aurel Timescu er jo et godt selskab på trods af hans problemer med tøjet og en stor trang til at drikker Tokay, for under hans undseelige væsen gemmer der sig mange almenmenneskelige konflikter.

Bogen er på nogle måder kritisk og politisk bevidst, men er også fyldt med humor og et væld af mangeartede personer, som Rufin er en mester i at beskrive og udfolde. Beskrivelserne af bogens rammer er skarpe og præcise og efterlader læseren med en følkelse af at have været der.

Kan bestemt anbefales både til nye læsere af Aurel og selvfølgelig til alle der allerede kender ham.



Éditeur : FLAMMARION (07/04/2021)


Saturday, April 10, 2021

Sylvain Prudhomme: Les Orages

 

Sylvain Prudhomme: Les Orages


En dejlig novellesamling fra en forfatter hvis roman Sur les routes var en oplevelse at læse.
I denne nye udgivelse har han samlet 13 beretninger om mennesker, der på en eller anden måde oplever eller har oplevet noget der har ændret deres liv eller givet anledning til at se anderledes på tilværelsen, været en øjebliksoplevelse. Det har været som uvejr i det indre, men de fleste er i stand til at komme videre.

Den første novelle "Souvenir de lumière" er en meget stærk og storslået novelle, der bærer samlingens fælles tema. Fortælleren husker et møde, der markerede ham, så meget at han syv år efter søger en forklaring. "Lorsque j'ai rencontré Ehlmann, il était debout sur le bord de la route, sa voiture garée en catastrophe sur la bande d'arrêt d'urgence, feux de détresse allumés. J'ai vu qu'il souriait, que tout son visage était tordu de larmes et de rires à la fois, j'ai pensé qu'il était fou."  Ehlmann fortæller, at havde havde lige tilbragt mange dage på hospitalet hos sit barn der svævede mellem liv og død. På hospitalet møder fortælleren en sygeplejerske der kan huske sagen og kan uddybe den. Ehlmann har levet på en knivsæg, men til sidst får han at vide at barnet vil overleve.

Sylvain Prudhomme fortæller os om tidens forløb, kærlighed, sygdom, alderdom, sorg, livet der går, øjeblikke af nostalgi eller modstandsdygtighed. Hans historier ender aldrig på en dramatisk eller sensationel måde, men snarere i en form for tilfredshed, der føles godt, efter  tordenvejr vender roen tilbage.

Prudhomme har en stil med stor enkelhed og uden unødvendige dikkedarer til at fortælle enkle historier om almindelige mennesker. Der sniger sig dog poetiske passager og naturbeskrivelser ind, der giver historierne mere fylde. Alle noveller er særdeles gode, så gå endelig i gang!



Éditeur : GALLIMARD (07/01/2021)

Friday, April 09, 2021

Adeline Dieudonné: Kérozène

 

Adeline Dieudonné: Kérozène


Adeline Dieudonné havde en enorm succes med sin første roman La vraie vie, og det var særdeles fortjent. Når den næste roman følger, kan man frygte, at den ikke kan leve op til den første, men det er slet ikke tilfældet her.
Man kunne måske kalde det for en novellesamling, for den består hovedsageligt af en række personer, der ikke kender hinanden, men som alle har et eller andet skjult som bliver afsløret og som viser en form for fællesskab.

Klokken er 23.12 på en tankstation i Ardennerne og om 2 minutter vil alting ændre sig. Sådan starter bogen, men hvad der fremkalder ændringen afsløres først tilsidst. Det er en af de sædvanlige kedelige tankstationer med neonlys, halvsnavsede borde og stole og sommerens hede hviler over den.

Der er 12 personer, der har et ærinde på stationen der i aften bestyres af Juliette og hendes kollega Sébastien (der danner par med Mauricio). Der er Chelly, poledanserinde, Alika, filippinsk hushjælp, Joseph repræsentant, Victoire, mannequin, og Julie, der er gået fra sin mand, en falleret grevinde, en bedstemor der lever isoleret i naturen for blot lige at nævne et par stykker.

De er alle lidt sære personer eller som omgås mærkelige mennesker. I Juliettes familie har de f.eks. en lyserød gris som kæledyr, som manden der arbejder på et slagteri truer med at skære halsen over på. Men bagefter sover de sammen på sofaen. Julie er gift med en gynækolog, hvis pensionerede forældre også er gynækologer. Deres største fornøjelse er at give hende en gynækologisk undersøgelse efter søndagsmiddagen. Alika taler ikke fransk, men sendes nærmest rundt som en pakke mellem flere familier. Hun har en mand og børn som hun sender penge hjem til, men da hun også skal betale deres studier er der lange udsigter til at hun kan vende hjem. Antoine der taler med en sø og får besked om hvad han skal gøre af den. Ja, det er den ene fantastiske historie efter den anden. Hæsblæsende.

Vi præsenteres for mennesker der i deres historier nærmest fremstilles som drevet af dyriske drifter. En bedstemor der spiser kirsebær mens hun ser et par hore på et bord på en parkeringsplads. Hun spytter sten ud i samme tempo som manden bevæger sig på. Dyr er der i øvrigt mange af i bogen: den lyserøde gris, en hest, en liderlig delfin etc.

Hver person bliver helten i en historie,og mellem dem vil der undertiden opstå ligheder. En  bog til at grine og græde af eller græde af grin af om vores moderne liv. Som i sin første roman, La Vraie Vie, skildrer forfatteren skræmmende skæbner med humor og vildskab. Hun sparer os ikke for noget, Adeline Dieudonné: mord, sexscener, tårer og latter. Men bag latteren og den overfyldte opfindsomhed  vises den mørke klarhed. Kérozène sætter spørgsmålstegn ved betydningen af ​​eksistens og hudfletter det absurde i vores tid.

Hendes sprog er ligetil og præcist med nogle fantstiske vendinger og billeder, der kan få en til at bryde helt sammen. Her er lige et par eksempler: "Mauricio se sentait aussi inutile qu'un dildo dans la main d'un pape", "L'idée de rejoindre Nicolas la seduisait autant que la perspective d'un tête-à-tête avec un cadavre de phoque en décomposition", "Il devait ressembler à un teckel obèse besognant un ours malade."

En bog der kan anbefales varmt.


Éditeur : L' ICONOCLASTE (01/04/2021)


Valérie Perrin: Trois

  Valérie Perrin: Trois Valérie Perrin har leveret en nu murstensroman på næsten 700 sider. Lad mig sige med det samme, at jeg har nydt at l...