Philippe Besson: La première phrase du premier livre

 Philippe Besson: La première phrase du premier livre

Ny roman fra Philippe Besson der nærmest ligner et resume af de første 25 år af hans liv og jubilæet for udgivelsen af hans første bog for 25 år siden.

Fortælling er kronologisk fra 1970'erne og i sin selvbiografiske fremstilling af 1970'erne til og med 1990'erne krydres hans egen historie med samtidens større eller mindre begivenheder.

François Mitterrands valgsejr i 1981, »La Boum« - ungdomsfilmen, disco, Jean-Jacques Goldman, Berlinmurens fald og frygten for årtusindskiftet udgør lydsporet og kulissen for en hel epoke. En sang, et tv-program eller en hverdagsgenstand er nok til at åbne en dør, man længe troede var lukket. Bogen bliver dermed mindre en mands selvbiografi end et mindealbum for en hel generation.

Besson blev født i 1967 og fortæller om en tryg barndom på landet, præget af sin far, der var skolelærer, og derefter en ungdom, hvor både menneskers grusomhed over for det anderledes og et voldsomt ønske om frigørelse kommer til udtryk.  

Studieårene på landet og senere ankomsten til Paris markerer begyndelsen på en søgen: søgen efter et liv, der afviser de forudbestemte veje, søgen hos en ung mand, der næsten mod sin vilje river sig løs fra sin tilværelse. Mellem nye venskaber og kærlighedsforhold konfronterer aids-epidemien ham brutalt med tabet af sine nærmeste. 

I denne sammenhæng træder litteraturen frem som en åbenbaring. Marguerite Duras og Hervé Guibert bliver hans vejledere og belyser vejen mod forfatterskabet. Hans homoseksualitet er et gennemgående tema i bogen, men langsomt modnes han i et længere forhold.

Hvis man har læst andre af Bessons bøger, er der faktisk ikke meget, som vi ikke allerede vidste om ham. Det store litterære arbejde er der heller ikke tale om, men det er en tur ad Memory Lane.

Lidt skuffende.

Julliard 2026

Jean-Paul Dubois: Chacun

 Jean-Paul Dubois: Chacun

En ny roman fra Jean-Paul Dubois er altid spændende at kaste sig over, også selv om den ikke helt når niveauet i hans Prix Goncourt fra 2019 (Tous les hommes n'habitent pas le monde de la même façon).

Paul, der er kardiolog, venter på sin kone, der har været forsvundet i to år. Omkring ham er der en bror, der hælder mod det yderste højre, en svigerinde, der er vild med plastikkirurgi, og en søster, der er lige så diskret som omsorgsfuld. Paul er sygemeldt og ramt af en tilbagevendende depression, der har holdt ham væk fra sin praksis i over to år, siden hans kone, Rose, forsvandt.

Paul er på samme tid offer for ventetid og længsel, hvor det intime og verdens larm smelter sammen til én helhed. Han har nemlig fået tre meget tørre beskeder fra Rose, sendt fra Kina, uden forklaringer eller følelser.

Gennem hele bogen kan man glæde sig over scener, der er lige så morsomme som oplysende, og hvor Jean-Paul Dubois’ ironi stikker på en venlig måde. Som da Lothar læser højt fra uddrag af Nicolas Sarkozys *Journal d'un prisonnier*. Som da Donald Trump, der kaldes »Manden med skoletaskehuden«, tager ud for at spille en omgang golf mellem to bombninger og bortførelsen af en sydamerikansk leder.

Uden at afsløre for meget af indholdet kan jeg kun sige, at Jean-Paul Dubois altid er skarp i sit blik og sine kommentarer, men hovedpersonen Paul er i den grad blevet slået ud af sin kurs. Han er alene, og selv om den nære familie forsøger at hjælpe ham, skal han enten selv komme ud af sin ensomhed eller lære at leve med sin. 

Bogen titel (chacun = en hver) afslører også bogens tema. Er enhver nok for sig selv, i sig selv eller er man først sig selv, når man accepterer, at de andre også har betydning, for på den måde er man ikke alene.

Hvilken roman, der på én gang er morsom, bidende, rørende, poetisk og dybt melankolsk!

Hver side byder på overraskelser, uventede vendinger og ren fornøjelse! Man lader sig rive med af fortællingen og nyder lige så meget de tekniske detaljer om motoren i Royal Enfield Interceptor 736 cc som oplysningerne om Brugada-syndromet.

Men frem for alt er det den dybe menneskelighed, der kendetegner Dubois’ tekster. Han viser, at der i denne brutale verden altid er mulighed for forsoning. 

Editions de l'Olivier|2026

Tosca Noury: Dissidentes tome 2

 Tosca Noury: Dissidentes tome 2

Så kom Dissidentes 2 endelig på markedet og med et værk på mere end 600 sider, men som det første bind, så holder bind 2 virkelig læseren fanget.

Efter en rejse, der næsten koster dem livet, finder Jo, Edgar og Clay tilflugt hos et skjult samfund midt i Nordsøen. Et sted der oprindeligt var bestemt til rumforskning, men nu har en gruppe af oprørere installeret sig der.

For første gang vover vores helte endelig at drømme om et hjem, som de aldrig har haft i deres barndom.

Mens denne skrøbelige balance er ved at blive opbygget, kommer Frankrig hver dag mere og mere under den regerende milits’ åg: anholdelserne bliver flere og flere, forsvindingerne tager til, og vreden ulmer.

Men de forskellige grupper af oprørere giver aldrig op, og i skyggerne forberedes den sværeste af alle kampe.

Dette andet bind giver os mulighed for at lære mere om den politiske sfære og de mørke interesser, der driver den, men også om den triste virkelighed bag de fødselsfremmende institutioner, der blev nævnt i det første bind. Fødselsraten skal øges men det skjuler en virkelighed, der er langt mere forfærdelig, end man havde kunnet forestille sig. Forfatteren skildrer en dystopi, der er frygtelig troværdig, så tæt på vores egen virkelighed, at den bliver rystende.

 »Dissidentes« er en mesterlig dystopi fra start til slut, der tager fat på emner, der er så aktuelle og foruroligende, med et skarpt blik på vores tid, fortiden og det værste, der kunne ske. Heldigvis slukkes håbet og solidariteten aldrig helt.

En saga af de bedre!

Didier Jeunesse|2026

Sylvain Prudhomme: De l'autre côté du lac

 Sylvain Prudhomme: De l'autre côté du lac

Nyeste bog fra en spændende forfatterne som jeg allerede har omtalt et par bøger af. I år er han med i andet udvalg af bøger til årets Goncourt, og det er et af de bedre bidrag.

Et forunderlig bog, mystisk, foruroligende i hovedpersonens stræben efter det absolutte i en natur der er både skræmmende og tiltrækkende.

Paola, en passioneret og engageret fotograf, tager til en bjerghytte sammen med et hold forskere. Over for hytten ligger en sø, og på den anden side af søen ligger et naturreservat, hvor adgangen er forbudt. På en af bjergskråningerne får Paula øje på noget, som alle de andre overser. De mærkelige tegn hober sig op, og der ligger et lig. Fotografen beslutter sig for at blive deroppe, alene. Tre måneder senere forsvinder hun selv.

Fortælleren møder Paola på en parkeringsplads og  hjælper hende med at læsse hendes bil med hendes tunge udstyr, hvorefter de siger farvel til hinanden. Kort tid efter udveksler de e-mails, og man forstår hurtigt, at fortælleren forelsker sig. Han udvikler en dyb fascination for hende og hendes kunstneriske arbejde, og det er ham, der måneder senere tager sagen op (eller begiver sig ud på en personlig søgen) efter hendes forsvinden.

Efter at have talt med Paolas nærmeste uden at få konkrete svar (hendes ekskæreste, arkæologen), opdager fortælleren de notesbøger og fotografiske glasplader, som kunstneren har efterladt sig. Romanen skifter herefter radikalt perspektiv: læseren dykker direkte ned i Paolas hverdag gennem hendes skrifter. Fortælleren bruger dagbogen til at forestille sig og rekonstruere Paolas sidste øjeblikke dag for dag. 

Som fotograf søgte Paola at indfange det usynlige uden at forstyrre. Hendes forsvinden er den endelige kulmination på hendes kunstneriske udtryk: hun ophører med at være en udefra kommende iagttager og smelter i stedet sammen med landskabet. Den afstand som fotografiet betød, udslettes nu.

Mange andre ting at sige om en fængslende roman, der handler om den vilde naturs magt, menneskets plads i denne natur og livets mening. I bogen indgår der billeder fra naturen omkring søen.

Jeg ville stemme på denne bog til Goncourt-prisen.

27/08/2026
Éditions de Minuit  

Clémentine Mélois: Choses que je croyais perdues

 Clémentine Mélois: Choses que je croyais perdues

Efter et smertefuldt brud pakker en ung kvinde sine ting sammen for at flytte. Hver eneste genstand giver hende anledning til at tænke tilbage på et øjeblik i hendes liv, hvor hun blandt andet reflekterer over de spor, man efterlader, og de små ting i hverdagen.

Det er Émilie der pakker sine ting efter bruddet med Tristan, der er udgangspunktet for denne roman. Det er alt i alt en ganske almindelig historie, hvor en forelsket og engageret kvinde ønsker at opbygge et liv sammen med den mand, hun elsker, mens han, der holder sig meget i baggrunden, har svært ved at forpligte sig og ikke gør noget for at holde parforholdet oven vande inden bruddet efter syv år samliv. Émilie må også indrømme, at hun kun ved meget lidt om ham. De eneste oplysninger kommer fra hans mor.

Ud over den sorg, der følger med et brat og brutalt brud – et kapitel, der vendes uden skånsomhed – må den unge kvinde pakke sine kasser. En opgave, der tilsyneladende er banal, men som hurtigt viser sig at være overvældende: hvordan pakker man et helt livs minder ned? For hver eneste genstand, der passerer gennem hendes hænder, synes at være fyldt med en historie. 

Hun finder ud af, at hun faktisk har en samling af ting, der peger helt tilbage til bedsteforældrene, så vi får ikke kunh hendes historie, men familiens. Det er sikkert sådan i alle familie, at ting gives videre som rummer vigtige elementer i familiens historie. Hvad skal man beholde og hvad skal man smide ud? Det er Émilies problem, for det er ikke kun ting, det er også minder og følelser.

Clémentine Mélois formår at røre ved noget meget universelt. Bag alle disse genstande tegnes vores egne minder, vores egne afskeder og vores egne tilknytninger sig. Når man læser visse anekdoter, er det umuligt ikke at genkende sig selv, se sig selv i dem eller føle sig berørt…

Det er en meget velskrevet og vigtig roman fyldt med humor og eftertænksomhed. Der skrives om følelser med en lethed trods alvoren i et universelt billede af vores nutid. Hvorfor har vi så mange ting, og hvorfor bliver vi ved med at samle omkring os?

Absolt læsværdig roman med en ny synsvinkel. Om den får Goncourt, er jeg ikke helt sikker på, men god er den!

20/08/2026
Gallimard  

 

Boris Bergmann: Minotaure

 Boris Bergmann: Minotaure

Bogen er blandt de sidste otte udvalgte til årets Prix Goncourt, men jeg er nu ikke specielt begejstret for den. Det er en af disse selvbiografier, der får lagt et litterært net henover sig og i dette tilfælde den græske mytologi. Det er enormt flot skrevet med et yderst udviklet litterært sprog, men det overskygger indholdet for meget. Måske fordi der ikke er så meget.

Som 23-årig gør forfatteren sig klar til at overraske sin far, som han aldrig har mødt, i hans psykiatripraksis. Beslutningen er taget: Han skal for første gang møde sin biologiske far. Hans mor besluttede at få et barn alene. Da hun er medlem af AIDS-foreningen, voksede han op omgivet af en lang række »bøsser« (og syge) fædre. Det er ikke et tomrum, han skal udfylde, men en anerkendelse af sin eksistens: at påtvinge den fraværende far en realitet.

Første del af bogen handler om dette møde og konsekvenserne af det.

Den næstsidste del er en dialog mellem ham og hans kæreste, der er meget syg og har brug for en ny nyre. Skal han nu stikke af som sin egen far eller skal han undersøge, om han kan give hende en af sine nyrer? Det skal jeg ikke afsløre, men klart melde ud, at det er langt den bedste del af bogen.

Det er med blandede følelser at jeg må omtale denne bog, men nu må vi jo se, om den skal have en Goncourt. Personligt stemmer jeg ikke for.

19/08/2026
Albin Michel  

Sonja Devilliers: Le fabuleux piano

 Sonja Devilliers: Le fabuleux piano

Endnu en bog om 2. Verdenskrig og jødeforfølgelserne i Paris, men her er der lagt endnu et lag på i disse forfærdelige beretninger: nazisternes enorme beslaglæggelser af klaverer, musikinstrumenter, noder og bøger. Alt sammen under "Opération meubles", hvor man samlede tyvekosterne i store lagre efter at have tømt jødernes forladte lejligheder. Næste etape var at transportere værdierne i store godsvogne til Tyskland.

Sonia Devillers første undersøgelse er skæbnen for et enestående instrument: et Erard-flygel nr. 2 i palisander (serienummer 68037), der i januar 1892 blev købt af Wilhelm Enoch, den berømte franske musikforlægger (der blandt andet udgav Ravel og Prévert). Dette koncertflygel, familiens stolthed, blev stjålet af tyskerne i 1943 fra hans søn, Daniel Enochs, lejlighed. Det er aldrig blevet fundet.

Denne undersøgelse knyttes sammen med en personlig familiehistorie. Hun sætter denne nazistiske plyndring i sammenhæng med det smertefulde minde om det Bechstein-klaver, som hendes jødiske bedstemor blev tvunget til at efterlade, da hun flygtede fra det kommunistiske Rumænien i 1961.

 Den grundige og meget detaljerede dokumentariske research er et tungt bevis for den umenneskelighed der blev fremvist. Ikke alene sendte man jøderne i tog til koncentrationslejrene, men med andre tog sendte man samtidig alle deres personlige ting og familieminder. Afsløringer som ikke har været behandlet før.

Men Sonia Devillers forstår samtidig at få givet os to parallelle historie smukt fortalt kombineret med en ægte sans for fortælling. Det er en ubarmhjertig og rørende bog, hvis nødvendige afsløringer fuldt ud retfærdiggør udvælgelsen til Goncourt-prisen.

27/08/2026
Robert Laffont