Sunday, January 20, 2019


Éric Vuillard: La guerre des pauvres


Mit første bekendtskab med Éric Vuillard og bestemt ikke det sidste! Éric Vuillard tager historiske emner og perioder op, men tilfører de historiske emner et strejf af litteratur, forklaring og nogle helt klare muligheder for at forbinde til nutiden.

Denne bog drejer sig først og fremmest om de fattiges oprør i 1524 i det sydlige Tyskland. Det er specielt oprørets anfører, præsten Tomas Münzer, der er centrum i bogen.

Når der tales om de fattige, er det især de fattige bønder, der udsættes for stærkere krav om at betale skat til adelen. Vuillard inddrager også England, hvor der allerede i 1400-tallet var voldsomme oprør ledet af Wiclyf, Ball og Tyler. Det ender dog med at bønderne bliver nedkæmpet.

"SON PÈRE avait été pendu. Il était tombé dans le vide comme un sac de grain. On avait dû le porter la nuit sur l’épaule, puis il était resté silencieux, la bouche pleine de terre. Alors, tout avait pris feu. Les chênes, les prés, les rivières, le gaillet des talus, la terre pauvre, l’église, tout. Il avait onze ans." Sådan starter beretningen om Tomas Münster, og vi følger ham gennem en tilværelse, hvor han som præst er på de fattiges side, hans opfordringer til oprør og hans forhold til fjenderne, de rige. Der tegnes et billede af en højst usædvanlig mand med hans gode og mindre gode karaktertræk.

Det er enormt spændende læsning for det er et oprør mod autoriteter, der også besidder magten. Det er opgøret med den katolske kirke, der dømmer Münster til at være kætter, men Luther overtager denne del af oprøret. 

Det er jo ingen hemmelighed at ganske få mennesker ejer størstedelen af jordens rigdomme, så bøndernes nej til at betale mere i skat, kan jo nemt få én til at tænke på "les gilets jaunes", hvis oprør starter med benzinpriserne. I Vuillards beretning øges vold og krav i højere krav, når der ikke er noget svar. Det bliver til krav om slaveriets oprør, hvor det moderne oprør er et krav om republikkens ophør.

Rigtig god læsning der fører til mange overvejelser hos læseren, for historien har det jo ofte med at gentage sig. Sker det også i Frankrig i dag?


Actes Sud, januar 2019

Friday, January 18, 2019


Jean Echenoz: 14



Der er skrevet mange romaner og bøger om 1. Verdenskrig, og jeg har læst en god del af dem, men Jean Echenoz: 14 er på mange måder en helt særlig slags, for han får faktisk fortalt krigen på 123 sider. Tilfældigvis faldt jeg over den, og det blev en oplevelse.

Fortællingen begynder, da Anthime en ung mand på en cykeltur hører alarmklokkerne, tegn på at krigen er begyndt. Han cykler i den dejlige natur i La Vendée med Hugos bog "Quatre vingt treize" på bagagebæreren, og snart ender han i en lignende situation og rædsler, som Hugos roman beskriver. Han ender endda i det 93. regiment, for at kan se henvisningen.

I starten er der næsten fest, da fem unge fra byen tager til fronten: Anthime, Charles, Bossis, Arcenel  og Padioleau. Spørgsmålet er nu, hvem der kommer tilbage og i hvilken tilstand. Alle regner med, at det bliver kortvarigt, men der skal gå fire år. En ung pige Blanche står tilbage og siger specielt farvel til Charles og Anthime. Vi skal senere få at vide hvorfor.

Echenoz skriver kort og intenst, han beskriver med mange detaljer om udrustning, tøj etc., men ikke meget om rædslerne på nær nogle voldsomme kapitler. Fortælleren siger selv, at det har andre jo allerede berettet om.

Man skal læse bogen langsomt og søge i de få ord, for historien gemmer sig der. Der er også en vis form for humor i den meningsløshed der skildres. Fem unge anonyme skæbner blandt de millioner der blev ofret i krigen.

En eftertænksom, varm, præcis og imponerende bog


Les Editions de Minuit, 2012



Wednesday, January 16, 2019


Virginie Grimaldi: Il est grand temps de rallumer les étoiles


Endnu en fin bog fra Virginie Grimaldi, der har skrevet fortællingen om en mor og hendes to døtre, der i en krisesituation vælger at tage med camping-car til Norge for at opleve nordlyset og midnatssolen.

Bogen er skrevet med en opbygning, hvor de tre personer beretter skiftevis i hvert deres kapitel. Anna, moderen er 37 år, skilt, arbejder i en restaurant, men lader sig efter aftale fyre for at skaffe penge til at afbetale gæld. Den ældste datter, 17 år, Chloé, forsøger at glemme sine egne drømme for at hjælpe moderen. Chloé har flere vennebekendtskaber, men fyrene tænker kun på sex, ikke på kærlighed. Den yngste datter Lily, 12 år, er lidt speciel og noget menneskesky. Hun kan bedst lide sin rotte, som er opkaldt efter faderen.

Det bliver en lang færd, der også fører dem til Møns Klint og Sverige, men det er en spændende tur, hvor de slår sig sammen med en gruppe franske campister og oplever et sammenhold og glæde, der får dem til at glemme kærestesorger, problemer med eks-manden etc.

God historie, godt fortalt og nogle fine skildringer af de tre hovedpersoner, der nu kommer ganske tæt på hinanden. Den lille gruppe campister bliver drevet med ind i historien og bidrager til at gøre det til et rigtigt road trip, både i konkret og overført betydning.


Fayard, 2018

Friday, January 11, 2019


Michel Houellebecq: Sérotonine


Fredag den 4. januar fik vi endelig en ny roman af Houellebecq på gaden, og den var som sædvanlig omgivet af mystik.

Man bliver ikke i første omgang overrasket over indhold og stil i bogen, for vi genfinder en hovedperson, der er ved at opgive alt, en beskrivelse af et Frankrig hvor mange har mistet modet, og hvor især landmændene føler sig ladt i stikken.

Hovedpersonen og fortælleren har et vanvittigt fornavn, Florent-Claude, som han hader. Han er uddannet agronomingeniør (som Houellebecq). Allerede fra starten har vi en typisk Houellebeck-helt: en mand i fyrrerne, ensom, depressiv, impotent. Det står galt til med ham, for han holder sig kun oven vande takket være nogle anti-depressive piller Captorix, der indeholder et lykkehormon: sérototine, der også giver titel til bogen.

Denne person, der på mange måder føler sig ved livets slutning, fortæller os i det følgende om sit liv og de afgørende oplevelser og handlinger, der har bragt ham her. Det er ikke fordi han har været ulykkelig hele sit liv, men især studieårene og nogle intense oplevelser med nogle kvinder står tilbage.

Kvinderne i hans liv er især fire forhold: Yuzu, Claire, Kate og Camille, hvor det sidste bliver ved med at vende tilbage: her havde han lykken og kærligheden, men han formåede ikke at holde på den.

Et andet forhold er venskabet med Aimeric d'Harcourt, en ven fra studietiden, som han vender tilbage til efter mange års tavshed. Aimeric, der forsøger at drive et landbrug, har måttet erfare at kvoter og nedskæringer, gør det umuligt for ham at fortsætte. Vi får en beskrivelse af bøndernes oprør, og dette ser nogen som et varsel om "les gilets jaunes". Det er nu nok noget overdrevet, men der er ingen tvivl om Houellebecqs holdning til ultra-liberalismen, EU og bøndernes vilkår. Pessimismen skyldes det umulige i at lave om på situationen. De vigtige beslutninger tages på et andet niveau.

Houellebeck mestrer alle strenge hvad angår form og stil, man bliver suget ind i fortællerens nådesløse udlevering af sig selv, men også de mange stik til omverdenen, nutidens samfund, politikere og forfattere etc. Houellebecks stil går fra det fine poetiske, det satiriske, det humoristiske til det rent pornografiske, så der er ingen der bør føle sig forsømt.

Bogen er trods sin pessimisme et sprudlende værk med mange ingredienser. Titlen henviser til et liv styret af piller, for det lader til, at det for det moiderne menneske er for svært at forstå, at kærligheden er svaret. Et par meget stærke sider afslutter bogen og giver stof til eftertanke.

Flammarion, januar 2019


Sunday, December 23, 2018


Collectif Item: Marche ou Rêve


En lidt speciel bog, som jeg også har givet et lille beløb til. Det drejer sig om en march fra Vintigmilia i Italien til Calais i Nordfrankrig (1400 km), som en gruppe gennemførte i perioden fra den 30. april til den 8. juli 2018.

Gruppen bestod af folk, der ville minde om de lange strækninger som flygtninge og migranter gennemfører for at nå i sikkerhed. Vi skal ikke bare afvise dem ved grænsen men modtage dem og forstå hvad de er gået igennem.

Man behøvede ikke nødvendigvis at gå hele turen, men kunne slutte sig til overalt og blive så længe man ville.

Med på turen var der en række fotografer, og bogen er bygget op omkring deres billeder og kommentarer. Interviews med deltagere og beskrivelser af samværet i gruppen.

Det er en glimrende anskueliggørelse af problematikken omkring migranterne, og mange billeder siger mere end ord.

Bogen er trykt på en særlig måde, så man slår siderne ud til at format på ca 37 x 48 cm. Der er således mulighed for større billeder og collager. Meget fint lavet.

Det er godt at bogen er lavet og viser den solidaritet og humanisme som verden mangler lige nu. Det kan lade sig gøre at vise sin indstilling uden at man nødvendigvis tror at verden bliver lavet om.

Se mere : www. collectifitem.com


Paris ZigZag: Le guide du Parisien Curieux



Paris Zigzag der tidligere gennem nyhedsbreve og internet mm har fortalt os om spændende og usædvanlige ting i Paris iværksatte en indsamling om støtte til udgivelse af en egentlig guide til Paris. Støtten var overvældende, og nu har bidragsyderne fået de første eksemplarer.

Lad mig med det samme sige, at guiden lever helt op til Paris Zigzag og vil fremover være en fast del af mine ture til Paris.

Det er et handy format, flor papir og let at orientere sig i. 

Bogen har fem afsnit:
1. Les endroits les plus insolites de Paris
2. Les brèves parisiennes
3. Nos balades hors des sentiers battus
4. Nos endroits préférés
5. Sociologie du Parisien

Overskrifterne taler for sig selv, så skynd dig at anskaffe dig denne guide på ca 250 sider.

www.pariszigzag.fr


Jop. : Antigone


En lille tegneserie inspireret af de græske myter og Jean Anouilhs skuespil fra 1944, der indirekte handler om modstandsfolkene.

I denne lille tegneserie på ca 40 sider tager Jop fat på myten og temaet om mostanden mod de magthavende kombineret med en ung piges skrøbelige ungdom, hvor sort er sort og hvidt er hvidt.

Det er en velskrevet og veltegnet tegneserie, hvor det hele er holdt i meget mørke nuancer: blå, sort og orange er de gennemgående farver. 

Der er megen dramatik og skæve vinkler på tegningerne, men det er meget virkningsfuldt og understreger til fulde den dramatiske historie.

I den moderne udgave her er Antigone en ung pige der er imod nedrivning af et bz-hus, hendes far er præfekt og har underskrevet et brev om nedrivningen, der skal foregå en nat...

Læs selv resten.

Hæftet kan fås for 9 € hos forlaget Goater og er udgivet i 2018



Thursday, December 13, 2018


Christian Page: Belleville au coeur


Fortælleren og hovedpersonen er Christian Page, der før havde en lille familie og var ansat som sommelier på en berømt restaurant. Han har et skænderi med sin kone, før han tager på arbejde, og da han kommer hjem, er hun væk sammen med deres søn. Det sker i april 2015 og nu begynder nedstigningen i helvede. Han mister, sit arbejde, sin søn, sin lejlighed og bliver sat ud af fogeden med alt hvad han ejer i en rygsæk.

Hans kvarter er Belleville, og place Sainte-Marthe er stedet, hvor han oftest holder til. På den protestantiske mission i nærheden, kan han få varm mad, evt. bade, og være i omgivelser, hvor han bliver taget imod.  Han har nogle venner f.eks. Nassim, der er tidligere gymnasielærer, men nu er gået i druk. Men spørger aldrig til de andres fortid, men kæmper for at overleve i nuet.

Gennem Christins beretning lærer vi den anden side at kende med dens regler og koder, som man bliver straffet for at overtræde. Der er bestemte grupperinger: prostituerede, migranter, punkere etc., der alle har deres normer.

Hver dag er kompliceret. Han står ofte meget tidligt op for ikke at se børn bliver fulgt til skole, sådan som han også fulgte sin søn. Det er ikke specielt mad, men mere at finde et sted at være, et sted at sove især. Han slæber rundt på en stor rygsæk og pose, for han skal have sit tøj, sin rullemadras til at sove på og så meget tøj at han kan holde varmen i de kolde vinternætter.

Heldigvis har Christian sin mobiltelefon, så han kan holde sig orienteret, høre radio og være i kontakt med samfundet. Han henvender sig også til myndigheder, når han synes, at noget er galt. Nogle gange deltager han også i programmer. Han læser meget, men har kun en bog med sig ad gangen, for den kan være med til at gøre rygsækken tung. Endelig bruger han tid på at notere ting ned fra sin dagligdag.

Til udarbejdelse af bogen har han fået hjælp af Eloi Audoin-Rouzeau, der renskriver hans notater. Bogen fremstår således som en levende beretning fyldt med præcise iagttagelser, meget om den negative side, men også indslag af glæde.

Christian Page fortæller i et enkelt sprog i små korte kapitler. Han har en god evne til at få os til at vende blikket indad. Hvorfor hjælper vi dem dog ikke i stedet for at overse dem i gadebilledet?

Kan stærkt anbefales.



SLATKINE ET CIE (31/10/2018)

Friday, November 30, 2018


Pierre Guyotat: Idiotie



Det var en svær bog at komme igennem! Det skyldes dels et sprog på højt niveau med alenlange sætninger, løse sætningsled og en stil der minder meget om en stream of consciousness kombineret med en sammenblanding af skildring af virkelighed og udviklet fantasi. Ordvalg og tegnsætning er ofte frit opfundet.

Bogen handler om, hvad der skete for forfatteren/fortælleren fra 1958 til 1962, fra han var 18 til han blev 22. Det er ikke egentlige memoirer, men handler om ting, der har været afgørende for ham i perioden.

I første del vælger han at forlade familien efter moderens død for at leve som eksistensløs i Paris. Lange perioder med sult og uden kontakt. Vidne til en ond verden, hvor han dog finder hjælp blandt venner. 

Han er besat af sex og kunst, skriver lidt og får udgivet en bog. Han fantaserer om kvinder, men forbliver jomfru. Faderen søger at få kontakt til ham, men da fortælleren en dag stjæler nogle penge fra ham, bliver hans fremtid ødelagt af hans forbrydelse. Hvordan kan han sone den?

Herfra springer vi til Algeriets, hvortil han bliver indkaldt som soldat. Han er antikolonist og bliver smidt i fængsel af militæret. Her får vi en mere sammenhængende historie med Algeriets lige før og efter selvstændigheden. Det er skildret med alle modbydeligheder, som man kan tænke sig.

Hans seksuelle fantasier forbindes med afføring, bræk, fødsler etc og bliver gennemtrawlet på alle leder og kanter i bogen. Mest bizar er hans møde med en stum algiersk pige  i et forladt rigmandshus. Han forbliver dog jomfru.

Kan ikke umiddelbart anbefales. Den har dog fået årets Prix Médicis Général.

Grasset, august 2018

Éric Vuillard: La guerre des pauvres Mit første bekendtskab med Éric Vuillard og bestemt ikke det sidste! Éric Vuillard tager histor...