En meget speciel historie der samtidig afslører vores enorme afhængighed af smartphones, Facebook, What's Up og hvad der ellers findes af digitale medier.
Delphine de Vigan har et meget skarpt blik på sin/vores nutid og analyserer, beskriver og bruger litteraturen til at sættr et spind op, som vi fanges i.
En af historierne, for der er flere der krydser hinanden, drejer sig om Thomas. En aften i en bar får han sin smartphone byttet ved en fejl, hvilket han opdager, da han vil tænde den, da han kommer hjem. Han kommer på sporet af en ung kvinde, der sad ved bordet ved siden af. Hun hedder Romane Monnier og via et bud giver hun ham hurtigt telefonen tilbage, men hun ikke ønsker at få sin egen tilbage. Hun giver ham endda sin PIN-kode, hvilket giver ham adgang til hele hendes liv: aftaler, noter, søvn, smag...
Thomas fårstår ikke rigtigt noget, men bliver fascineret af denne gestus og begynder at følge Romane digitale spor og fordyber sig efterhånden i den trediveårige kvindes liv.
Hendes smartphone indeholder faktisk hendes liv, og Thomas begynder langsomt at åbne forskellige apps, billeder, lydoptagelse. Han vil forsøge at forstå hende og hendes motivationer for at udlevere sit liv.
En anden af historierne er Thomas' møde i en alder af tyve år med en spændende pige Pauline, der er meget selvstændig og som søger væk fra det stereotype liv. Hun forsvinder pludselig en dag, og han ser hende ikke mere. Men en dag dukker Paulines mor op og fortæller, at Pauline fik en datter efte deres møde, moderen kan ikke blive ved med at passe hende, da hun er dødssyg. En gentest viser at Thomas er faderen! Han må altså ind i en rolle som far for en pige på to år. Vi får i flere afsnit hans liv til datteren flytter hjemmefra, da hun er 18 år og Thomas nærmer sig de halvtreds.
Der er tale om to frivillige forsvindinger, der er tale om dramatiske dødsfald hos Thomas' og Romanes forældre, men hvad er sandheden, siger Ramone i sine optegnelser om sine forældres skilsmisse. Thomas kan på mange måder følge hende i hendes syn på omverdenen, hvor folk glor på deres skærme og smartphones hele tiden, i en grad så smartphonen tager mangten og nærmest fortærer dem.
Romane kommer mere og mere i tvivl om, hvad der er sandheden, for hun opdager, at mennesker er i stand til at omforme virkeligheden. Når de fortæller om en begivenhed eller oplevelse, bliver den aldrig fortalt på samme måde og med samme indhold. Romane registrerer og Thomas har nu adgang til det, for Romanen har åbenbart villet efterlade nogle spor, inden hun forsvinder.
Ja, der kan fortælles meget mere om bogen, men I skal selv læse den, for den handler meget om os.
Je suis Romane Monnier illustrerer på glimrende vis vores afhængighed af skærme og apps. Alle vores data (helbred, rejser, udgifter, interesser, meninger osv.) registreres og analyseres, undertiden uden vores viden. Pluselig kan den kunstige intelligens styre os.
Det er umuligt ikke at føle sig berørt af denne tekst, der stiller spørgsmålstegn ved vores brug af et objekt, som vi tror, vi har kontrol over, men som holder os fanget, bekymrede og afhængige. Heldigvis kan jeg huske tiden før smartphones og er ikke i den grad fanget af den, men jeg kan se på de yngre, at den er uundværlig, erstatter samtale og hindrer fordybelse. Livet bliver til rollespil og uden selvstændig identitet, der giver simpelt hen ikke mulighed for at gribe sandheden.
Romane skriver at: Snart vil vi ikke længere grine. Vi vil blive begravet under en strøm af billeder, historier og informationer, hvor vi ikke længere vil kunne skelne mellem sandhed og løgn. Snart vil vi ikke længere være i stand til at vide, om en stemme er menneskelig, om et foto er uberørt eller er blevet ændret, om billedet i en video er ægte eller er blevet genereret ud af ingenting.
Men som Niels Bohr sagde: Hvad er det modsatte af sandhed -- det er klarhed. Der kan ikke gives et endeligt svar, der skal graves dybere, og det er hvad Romane forsøger, og det smitter af på Thomas, der også gennemgår en afklaring.
Traumer, svigt, forældrerollen, identitetssøgning, ensomhed, hvilke spor efterlader vi, depression, selvudslettelse... Delphine de Vigan holder sig som sædvanlig ikke tilbage i sine bøger med at stille evige og essentielle, intime spørgsmål.
Det er foreløbig den bedste af hendes bøger, jeg har læst.
15/01/2026
Gallimard / Blanche
