Sonja Devilliers: Le fabuleux piano

 Sonja Devilliers: Le fabuleux piano

Endnu en bog om 2. Verdenskrig og jødeforfølgelserne i Paris, men her er der lagt endnu et lag på i disse forfærdelige beretninger: nazisternes enorme beslaglæggelser af klaverer, musikinstrumenter, noder og bøger. Alt sammen under "Opération meubles", hvor man samlede tyvekosterne i store lagre efter at have tømt jødernes forladte lejligheder. Næste etape var at transportere værdierne i store godsvogne til Tyskland.

Sonia Devillers første undersøgelse er skæbnen for et enestående instrument: et Erard-flygel nr. 2 i palisander (serienummer 68037), der i januar 1892 blev købt af Wilhelm Enoch, den berømte franske musikforlægger (der blandt andet udgav Ravel og Prévert). Dette koncertflygel, familiens stolthed, blev stjålet af tyskerne i 1943 fra hans søn, Daniel Enochs, lejlighed. Det er aldrig blevet fundet.

Denne undersøgelse knyttes sammen med en personlig familiehistorie. Hun sætter denne nazistiske plyndring i sammenhæng med det smertefulde minde om det Bechstein-klaver, som hendes jødiske bedstemor blev tvunget til at efterlade, da hun flygtede fra det kommunistiske Rumænien i 1961.

 Den grundige og meget detaljerede dokumentariske research er et tungt bevis for den umenneskelighed der blev fremvist. Ikke alene sendte man jøderne i tog til koncentrationslejrene, men med andre tog sendte man samtidig alle deres personlige ting og familieminder. Afsløringer som ikke har været behandlet før.

Men Sonia Devillers forstår samtidig at få givet os to parallelle historie smukt fortalt kombineret med en ægte sans for fortælling. Det er en ubarmhjertig og rørende bog, hvis nødvendige afsløringer fuldt ud retfærdiggør udvælgelsen til Goncourt-prisen.

27/08/2026
Robert Laffont  

Manuel Kassiala Domingos: Né deux fois

 Manuel Kassiala Domingos: Né deux fois

Endnu en lille beretning om en vanskelig flugt fra Demokratiske Republik Congo over Angola og videre til Frankrig, hvor fortælleren slår sig ned i Lyon. I en hård kamp får han kæmpet sig frem til en tilværelse med en uddannelse, et job, en kone og to børn. Alt i alt en vellykket sejr,

»Født to gange: Fra barndommens stilhed til genopbygningens lys« er Manuel Kassiala Domingos’ selvbiografi, udgivet på forlaget Éditions Vérone. Værket er et vidnesbyrd om eksil, usynlige traumer og modstandsdygtighed over for modgang.

Manuel blev født i Kinshasa, i et land præget af fattigdom, ustabilitet og krig, og voksede meget tidligt op med sult, stilhed og savn. Mellem at klare sig på egen hånd og drømme om andre steder bevarer han håbet om et bedre liv.

Som 18-årig forlader han alt for at rejse til Europa. Uden penge og uden fast holdepunkt gennemlever han trængsler, kolde nætter, ydmygelser, frygt og ensomhed. Båret af en mors kærlighed, troen og en usædvanlig beslutsomhed forvandler han lidt efter lidt sine prøvelser til indre styrke. 

Dette ægte vidnesbyrd, der er både rørende og inspirerende, giver et indblik i eksil, genopbygning og kampen hos en mand, der nægtede at opgive sin skæbne trods livets prøvelser.

Bogen sætter fokus på barndomstraumer og understreger vigtigheden af at bryde tavsheden for at kunne helbredes. Forfatteren fremstår som en »formidler af erindringer«, et vidne, der skal skabe opmærksomhed om de ofte oversete eller dehumaniserede realiteter ved ulovlig indvandring og integration. Det er en bog skrevet især til hans børn.

Bogen er på ca 100 sider og er bestemt ikke et afgørende litterært værk, dertil er fortællingen for overfladisk og uden væsentlige detaljer. Men som et vidnesbyrd om en mand der kæmper er den god at læse. De korte kapitler med præcise overskrifter gør den let at læse.

20/07/2026

Éditions Vérone

Ananda Devi: Chronique d'un royaume perdu

 Ananda Devi: Chronique d'un royaume perdu

Roman om Ile Maurice (Mauritius) en østat ca 900 km øst for Madagascar. Øen var under fransk herredømme fra 1715 og ca 100 år frem, derefter overtog englænderne øen, der blev selvstændig i 1968. Det franske sprog har fint overlevet og fungerer på øen med kreolsk og engelsk.

Anandi Devi er født på Ile Maurice og har skrevet en del bøger på fransk. Hun er uddannet antropolog, og det har taget fyrre år, før en mundtlig beretning, som Ananda Devi indsamlede under sit ph.d.-arbejde, er gennemgået en forvandling til en roman. Takket være den magiske realisme træder den lokale anekdote i baggrunden og forvandler en lille kystlandsby til en mytologisk og tidløs »verden-landsby«.

Romanen begynder omkring 1860, i tiden omkring slaveriets ophør på Mauritius. I centrum står plantagefamilien Dumontais og især forbindelsen mellem den hvide fru Dumontais og den sorte slave Vieux Bouc.

De får tre børn, som udadtil tilhører den hvide Dumontais-familie: Sydney, Mylène og Raymond. Men deres biologiske far er Vieux Bouc. Han har desuden to sorte sønner med en slavekvinde. De fem børn er altså beslægtede gennem den samme far, men opdelt af kolonialismens racehierarki.

Da sandheden bliver tydelig, bliver de fem unge mennesker udstødt. De flygter mod den sydøstlige del af øen og finder et næsten uberørt område ved havet: Le Bouchon. Det er her, romanens egentlige eventyr begynder.

Le Bouchon bliver et miniaturebillede af Mauritius der historisk er skabt af forskellige befolkninger, migrationer, kolonisering, slaveri, kontraktarbejde og kulturelle blandinger. Romanen underminerer forestillingen om "rene" identiteter. De mennesker, der i det koloniale system bliver klassificeret som forskellige, viser sig allerede fra begyndelsen at være forbundet gennem blod. Devi bruger altså familien som en måde at skrive kolonihistorien om på

Vieux Bouc er en af romanens vigtigste figurer, fordi han efter sin fysiske forsvinden fortsætter med at eksistere næsten som en mytologisk kraft. Det betyder, at slaveriets historie ikke kan afsluttes blot ved, at slaveriet juridisk afskaffes. Den lever videre i efterkommerne.

Devis ide med at skrive romanen som en magisk realisme må skyldes at hun ikke mener at den officielle historiske virkelighed ikke er tilstrækkelig. Davi griber også fat i de dødes erindringer, skammen ved at være slave, begæret efter mere magt, den nedarvede vold og de historier, der aldrig blev skrevet ned. Det overnaturlige bliver derfor en slags alternativ historisk arkiv.

Le Bouchon er forsøget på at skabe et samfund uden for den koloniale orden, men det lykkes kun delvist. Det tabte kongerige er derfor også drømmen om et samfund, hvor mennesker kan leve uden vold og hierarki. Det fysiske kongerige forsvinder, men overlever som fortælling. Det er pointen hos fortælleren: kongeriget bliver ved med at leve, fordi nogen fortæller om det!  Historie bliver til til myte.

Romanen er dybt forunderlig. De døde våger fortsat over de levende, dyrene synes til tider at forstå menneskene, visioner forudsiger fremtiden, og selve naturen synes at være udstyret med en vilje. Denne fantasi giver Ananda Devi mulighed for at skildre de minder, overbevisninger og sår, der gennemsyrer hendes historie. Båret af en sprudlende fantasi og en meget fri skrivestil er *Chronique d’un royaume perdu* en familiesaga, en historisk fortælling, et eventyr og en refleksion over det, der forbinder mennesker. De uforglemmelige karakterer forvandler et lille område på Mauritius til en verden i sig selv.

Stor oplevelse at læse denne roman, der også er blandt emnerne til årets Goncourt.

19/08/2026
Grasset 

Patrick Modiano: L'Éléphant

 Patrick Modiano: L'Éléphant

I dag udkom Patrick Modianos nye roman, den er ikke lang ca. 100 sider, den indeholder alt det Modiano som man kan ønske sig, men den bevæger sig også videre i hans søgen. Det er næsten er modsætningen til hans seneste roman La Danseuse, hvor hovedpersonerne næsten frigør sig fra tyngdekraften, denne bogs titel siger alt, specielt når man læser slutningen, hvor elefanten falder tungt på fortovet.

Et klip fra bogen: »Den aften rettede han sin kikkert mod de fire vinduer i bygningen på avenuen, hvor Yvonne Beulaigne og fru Thouvenin boede. Disse fire vinduer var oplyste. Yvonne Beulaignes lille værelse var tomt, ligesom stuen og spisestuen i fru Thouvenins lejlighed. Klokken var ni om aftenen. Tiden gik. Yvonne Beulaigne og fru Thouvenin kom ikke tilbage. Van Walle begyndte til sidst at tro, at han aldrig mere ville se dem bag disse ruder. Og hvad mente Yvonne Beulaigne egentlig, da hun hentydede til en vanskelig periode i sit liv?“

Hovedpersonen Van Walle arbejder for forlaget Éditions du Sablier. Han korrekturlæser, oversætter og skriver boganmeldelser. Han går sjældent rundt i Paris og har nærmest forskanset sig i kvarteret omkring Les Invalides. Til Hornbacher den yngre, der råder ham til at skrive sine erindringer, svarer han: »Men jeg kan slet ikke huske noget længere.« 

Det er her, romanen for alvor begynder, for godt nok har han smidt alle sine notesbøger væk, isoleret sig uden venner eller bekendte, han vil glemme og lider af hukommelsestab. Men forlæggeren giver ham en kikkert, og det passer ham fint, for han er en betragter. Han betragter nogle vinduer overfor, men derved vender punkter fra hans fortid tilbage. Fortiden kan han ikke slippe af med, der er især gader og cafeer i Paris, ansigter fra fortiden, men også lyde og natur.

Vinduerne bliver grænsen mellem fortid og nutid, men det er ikke en fortid han lige kan gribe, vinduer kan også forvrænge. Men kort sagt: Van Walle nægter sin fortid, han observerer andre og fortiden vender tilbage gennem dem. Van Walle har ingen pålidelig hukommelse at kontrollere sig selv med. Derfor bliver Yvonne, Mme Thouvenin og de andre mennesker ikke bare personer. De bliver mulige versioner af hans egen fortid

L'Élephant ender ikke med en klassisk afsløring, hvor mysteriet om Yvonne og de andre pludselig bliver forklaret. Forlæggerens forslag om at skrive sine erindringer tager han imod, men han skriver om en mand der iagttager andre gennem deres vinduer med sin kikkert. 

Vi får altså forklaringen i bogen og i bogen vi læser. Romanen flytter sig mod skrivningen og Van Walles observation af andre, fører til genkendelse og erindring, der så bliver til fortælling og litteratur.

Der er meget mere i bogen, men læs den selv. Et yppygt værk af den nu 80-årige Nobelprivinder.

01/10/2026
Gallimard  

Anne Godard: Nous aussi

 Anne Godard: Nous aussi

En spændende og dybdeborende roman, der fra at være en beskrivelse af normer, vaner og samvær i en borgerlig familie, der bor i en blok i Latinerkvarteret og om sommeren i et større hus på landet som kaldes "Slottet".

Det helt specielle stilistiske fortællertræk er, at bogen er fortalt gennem et "on" :

"Man er en del af en stor familie. Man ved, at man er privilegerede. Man bor sammen i vores lejlighedskompleks i centrum af Paris, og om sommeren mødes man i vores hus i bjergene. Man synes, det er helt normalt. Det er vores hjem, det er vores, det er til os. Man ligner hinanden, man sammenligner os, man konfronterer hinanden, man forlader ikke hinanden, man smelter sammen, man tilhører hinanden. Man ved ikke, hvordan man siger »jeg«, det har man ikke brug for, for man er »os«."

Alt synes at gå fint i klanen, der føler sig bedre end alle andre, men en klan kan også blive et åg, for hvordan kan man slippe ud at et man tog blive til et jeg? Men en klan kan også lægge et slør af fortielse omkring ting og personer, der bryder den indlærte moral og opførsel i en pæn katolsk borgerlig familie. Er man anderledes skal det skjules.

Da børnene er ved at være voksne, revner familien først ved et selvmord og senere ved afsløringer af incest.

Det er intensivt fortalt, hvor det lidt efter lidt går op for læseren, at det er meget alvorlige ting, der er foregået, og som kun vanskeligt når frem til overfladen gennem flere forsøg.

En roman der er et sociologisk værk afslører en dyb uro, som en fordybende og svimlende oplevelse på grund af sin samfundsmæssige kontekst, hvor lagene bliver skrællet af et efter et.

Fortællestilen er næsten forheksende, hvor læseren drives med først i en glad stemning, men senere kommer splittelsen og opgøret.

Ikke uden chance for at bliver året Gocourt

19/08/2026
Actes Sud 

Luc Corlouër: La Tragédie du plus beau modèle de Paris

 Luc Corlouër: La Tragédie du plus beau modèle de Paris

Som nævnt i min omtale af  Philippe Jaenada: L'Inconnue du quai de Javel, så bør man læse en bog mere for at få et bedre billede af den myrdede Louise Cansot.

 Luc Corlouër er historieentusiast og forsker ved Nationalarkivet, arkiverne i Côtes d’Armor og Hærens Arkiv. Han har forfattet adskillige artikler, der er blevet offentliggjort i tidsskrifter om Første Verdenskrig og Bretagnes historie. Bretagne er hans store interesse og da Louise Cansot blev født i en lille bretonsk by Tréguier, kaster han sig over en fremdragelse af materiale omkring hende og hendes opvækst. Perioden er så fra hendes fødsel i 1920, opvækst i landsbyen og hendes karriere i Paris, som hun tog til som 16-årig.

Hvem er denne smukke, unge kvinde, der blev myrdet i Paris, september 1949.? Politiet identificerer hurtigt Louise Cansot, der blev kendt som den smukkeste model i Montparnasse! Lise, hendes kunstnernavn, skiftede fra det ene job til det andet; hun havde poseret for snesevis af malere, og hendes ansigt og krop var blevet gengivet på utallige lærreder. Hun ville gerne blive berømt og troede, at hun var på vej mod berømmelse; kunstnerne havde allerede givet hende tilnavnet »Pigen med de hundrede portrætter«. 

Men under krigen, da malerne var taget sydpå, blev hun i Paris og endte i fattigdom. Hun blev dog i hovedstaden, optrådte på Folies-Bergère og vendte sig derefter mod filmverdenen, hvor hun medvirkede som statist i flere film. Indtil den dag i september, hvor hendes lig blev fundet på den mørke Quai de Javel. 

Sideløbende med udgivelsen af romanen »L’inconnue du Quai de Javel« af Philippe Jaenada har Luc Corlouër, der brænder for bretonske historier og fotografier, samlet tegninger, billeder, fotografier, malerier, dokumenter, breve og avisartikler, så læseren kan genfinde og identificere i »Tragedien om Paris’ smukkeste model« – eksklusive oplysninger om Lise Cansots liv, den unge kvinde fra Tréguier...

Det er faktisk en fremragende belysning af en tragisk skæbne, men som samtidig sammen med Jaenadas roman giver os et indgående kendskab til perioden, kunstnerlivet på Montparnasse og en dyster skildring af kvindernes vilkår. 

Bliver I grebet af romanen, så skynd jer at få fat på denne bog.

19/08/2026
Editions Le Cormoran  

Philippe Jaenada: L'Inconnue du quai de Javel

 Philippe Jaenada: L'Inconnue du quai de Javel

En meget speciel og ret mærkelig bog, meget lang men med særdeles spændende afsnit. I en ofte humoristisk stil fortæller Philippe Jaenada sin historie om et mord. Den 6. september 1949 blev en ung kvinde fundet død på Quai de Javel i Paris, uden taske eller sko, tydeligvis hastigt påklædt og efterladt der af sin morder. Hun blev identificeret dagen efter: Det var Louise Cansot, den mest efterspurgte model blandt malerne på Montparnasse. Det er altså en konkret sag som Jaenada tager fat på.

Men Jaenadas eget liv indgår også med hans ønske om at leve op til forbillede Maigret.  Han forsøger at skildre opklaringsarbejdet men med parenteser og sidespring, med en usædvanlig livlighed, der hele tiden springer frem og tilbage. Selv i det dramatiske glemmer han aldrig ironi og skildrer sig selv, sit ægteskab, sit liv på cafeer og barer. Mens han bevarer sin karakteristiske stil og sine selvbiografiske anekdoter, udfører han et omfattende arkivforskningsarbejde, der afslører meget omkring den myrdede Louise Cansot.

Jaenada er ikke bare ude på at løse en cold case, for bag offeret for en kriminalnyhed og de få linjer, som en voldelig død altid risikerer at reducere et liv til, søger han ihærdigt efter et menneske. Louise Cansot er ikke blot en ung kvinde, der blev myrdet den 6. september 1949: hun havde en barndom, pårørende, ønsker, vaner, modsætninger, frygt og en måde at være til i verden på. Jaenada forsøger at genfinde alt dette, eller i det mindste det, der stadig kan genfindes.

Han har også fået uventet hjælp fra forfatteren Luc Corlouër, der faktisk har skrevet en bog om Louise Cansot, som der dog ikke er aftagere af blandt forlagene. De to taler sammen om projektet og Jaenada skal gennemgå politiets arkiver mm, men Luc Corlouër udvider de meget omfattende samlinger af Louise Cansots barndom, ungdom og professionnelle arbejder som model for en række kendte malere på Montparnasse. Han udgiver faktisk en bog samtidig med Jaenadas. Denne vil jeg senere skrive om.

Jeg vil ikke gå ind i detaljer fra bogen, for den er simpelt hen for voldsom og indholdsrig, men vi dykker ned i en tid, hvor kvinder ofte blev reduceret til deres kroppe, ja, endda til deres bryster og deres skønhed. Jaenada giver ikke op, men søger ydmygt hjælp hos kommissær Maigret i en spændende efterforskning og et dygtigt udtænkt plot – Cansot-sagen viser sig meget hurtigt at være fængslende. 

En storslået fortælling, fuld af humor, ømhed, diskret feminisme og humanisme. Et meget velunderbygget efterforskningsarbejde, en smuk roman, der endelig giver Louise Cansot den værdighed og sandhed, hun havde brug for, men som hendes samtid ikke gav hende.

Prix Goncourt 2026 - ikke umuligt.

12/08/2026
Flammarion