Philippe Jaenada: L'Inconnue du quai de Javel

 Philippe Jaenada: L'Inconnue du quai de Javel

En meget speciel og ret mærkelig bog, meget lang men med særdeles spændende afsnit. I en ofte humoristisk stil fortæller Philippe Jaenada sin historie om et mord. Den 6. september 1949 blev en ung kvinde fundet død på Quai de Javel i Paris, uden taske eller sko, tydeligvis hastigt påklædt og efterladt der af sin morder. Hun blev identificeret dagen efter: Det var Louise Cansot, den mest efterspurgte model blandt malerne på Montparnasse. Det er altså en konkret sag som Jaenada tager fat på.

Men Jaenadas eget liv indgår også med hans ønske om at leve op til forbillede Maigret.  Han forsøger at skildre opklaringsarbejdet men med parenteser og sidespring, med en usædvanlig livlighed, der hele tiden springer frem og tilbage. Selv i det dramatiske glemmer han aldrig ironi og skildrer sig selv, sit ægteskab, sit liv på cafeer og barer. Mens han bevarer sin karakteristiske stil og sine selvbiografiske anekdoter, udfører han et omfattende arkivforskningsarbejde, der afslører meget omkring den myrdede Louise Cansot.

Jaenada er ikke bare ude på at løse en cold case, for bag offeret for en kriminalnyhed og de få linjer, som en voldelig død altid risikerer at reducere et liv til, søger han ihærdigt efter et menneske. Louise Cansot er ikke blot en ung kvinde, der blev myrdet den 6. september 1949: hun havde en barndom, pårørende, ønsker, vaner, modsætninger, frygt og en måde at være til i verden på. Jaenada forsøger at genfinde alt dette, eller i det mindste det, der stadig kan genfindes.

Han har også fået uventet hjælp fra forfatteren Luc Corlouër, der faktisk har skrevet en bog om Louise Cansot, som der dog ikke er aftagere af blandt forlagene. De to taler sammen om projektet og Jaenada skal gennemgå politiets arkiver mm, men Luc Corlouër udvider de meget omfattende samlinger af Louise Cansots barndom, ungdom og professionnelle arbejder som model for en række kendte malere på Montparnasse. Han udgiver faktisk en bog samtidig med Jaenadas. Denne vil jeg senere skrive om.

Jeg vil ikke gå ind i detaljer fra bogen, for den er simpelt hen for voldsom og indholdsrig, men vi dykker ned i en tid, hvor kvinder ofte blev reduceret til deres kroppe, ja, endda til deres bryster og deres skønhed. Jaenada giver ikke op, men søger ydmygt hjælp hos kommissær Maigret i en spændende efterforskning og et dygtigt udtænkt plot – Cansot-sagen viser sig meget hurtigt at være fængslende. 

En storslået fortælling, fuld af humor, ømhed, diskret feminisme og humanisme. Et meget velunderbygget efterforskningsarbejde, en smuk roman, der endelig giver Louise Cansot den værdighed og sandhed, hun havde brug for, men som hendes samtid ikke gav hende.

Prix Goncourt 2026 - ikke umuligt.

12/08/2026
Flammarion  

Lilia Hassaine: Je

 Lilia Hassaine: Je

En speciel roman hvor forfatteren Lilia Hasseine låner en person fra Charlotte Brontës roman Jane Eyre, hvor vi møder et oprør mod victorianismen og dens puritanske moral. Jane Eyre  forelsker sig i godsejeren Edward Rochester, men godset gemmer på mørke og uhyggelige hemmeligheder, herunder at Rochesters sindssyge kone er lukket inde på loftet.

Det er denne indespærrede kvinde, som Lilia Hassaine udfolder i sin roman med en frodig fantasi. Den litterære klassiker bliver til en fortælling af stor poetisk skønhed. Fortællingen er skrevet med en udsøgt og inspireret pen, der blander brevform, kærlighedsepos og ægteskabelig efterforskning. En fortælling set fra Berthas synsvinkel, hvis rigtige fornavn er Antoinette. En kontrast af livsformer i henholdsvis Jamaica og England.

Via Berths/Antoinettes notater får vi en gribende skildring, fra hendes barndom på Jamaica over hendes første forlovelse til mødet med Rochester, der gør hende til sin ejendom i et forhold præget af dominans, kontrol og vold.

Det er en voldsom bekendelse Ud over den litterære dialog fremstår romanen som en særdeles ubarmhjertig klinisk undersøgelse af den psykologiske nedbrydning i parforholdet. Forfatteren dissekerer med kirurgisk præcision de forskellige faser i den ægteskabelige isolation og viser, hvordan fratagelsen begynder med, at Antoinette eget navn udviskes til fordel for navnet Bertha, som anses for at være mere i overensstemmelse med engelske skikke.

Bogens titel er et klart signal, for Antoinette må jo søge for at forstå hvem hun er og hvordan man har kunnet berøve hende for alt hendes materielle gods og hele hendes personligheden og psyke. Det er stærk læsning.

Bogen har et gammeldags engelske miljø som baggrund, men Antoinettes fortælling er fuldt ud moderne med sine mange problemstillinger der ligner vores tid. Romanen udforsker en mørk epoke præget af store forandringer, herunder især afskaffelsen af slaveri. Spændende afsnit lige fra beskrivelsen af Jamaica med sin frodige vegetation til forholdet mellem herrer og slaver.  

Lilia Hassaine formår at skildre den smertefulde splittelse, der følger med at blive revet væk fra sig selv og sit hjemland. 

En roman der er på den første Goncourt 2026-liste. Den har bestemt en god chance!

20/08/2026
Gallimard 

Jean-Yves Jouannais: Une forêt

 Jean-Yves Jouannais: Une forêt

En mærkelig bog som jeg egentlig ikke har haft nemt ved at læse, for man kommer ikke nogen vegne, det er cirkler omkring det samme emne og synker dybere ned. Men måske er det netop bogens ide, hvordan kan man komme videre?

Under de store retssager, der havde til formål at udrydde nazismen fra det tyske offentlige liv, blev Jacob Michael Lenz, advokat og kaptajn i den amerikanske hær, indkaldt af en domstol i forbindelse med en usædvanlig sag. Mainater, en slags beostære, talende fugle, der yngler i en skov i Bremen, har lært at synge nazistiske hymner og videregiver dem til deres unger.

Teksten foregår i perioden 1947-48, og vi får gennem Lenz' mange spadsereture i området en beskrivelse af en totalt ødelagt by, Bremen og havnen ved Bremerhaven. Det er mismodigt, sørgeligt, gråt og præget af ruiner af forskellig art, for selv de overlevende virker også som ruiner. Elendigheden midt i ruinerne med »ruinernes kvinder«, der var dømt til at rydde murbrokkerne med de bare hænder som tegn på lydighed mod den nazistiske ideologi

Ud over det tragikomiske i metaforen om mainaterne, der lærer nazisternes hymne, er fortællingen meget oplysende om denne periode med »genopbygning« i efterkrigstidens Tyskland, hvor tyskere dømte andre tyskere. En decideret lempelig og ineffektiv denazificeringsproces, overvåget af de militære besættelsesmyndigheder, der i dette tilfælde forsvarer fuglene.

Teksten rører både ved det absurde og i en proces, der minder os om Kafka, og ved filosofien: Den behandler nemlig emner som skyld, erindring, ideologisk arv og den måde, hvorpå institutionerne efter krigen arbejder for at sikre erstatning og genopbygning af landet.

I form af en fabel eller et eventyr fører denne tekst os ind i en dyb refleksion, hvor kaptajnen lader sig rive med af legen for at flygte fra sin kedsomhed og sin indre tomhed. Det drejer sig om ansvar, erindring, retfærdighed og om denne mærkelige menneskelige tendens til at ville finde mening der, hvor der måske ikke er nogen.

Mellem virkelighed og fortælling er *Une forêt* en refleksion over ansvar og historie.

Bogen er på den første liste til årets Goncourt 2026.

02/01/2026
Albin Michel  

Véronique Ovaldé: Vivre sans bonheur et n’en point dépérir

 Véronique Ovaldé: Vivre sans bonheur et n’en point dépérir 

Ny bog af Véronique Ovaldé, hvis titel er et citat fra Colette. Det er en bog om hendes mor, men ikke for at fortælle om en lykkelig eller ulykkelig barndom, men for at fortælle om en kvinde, der kun har været en skygge i store dele af sit liv.

En kvinde, der er fanget i et ulykkeligt ægteskab under en jaloux, tyrannisk og voldelig mands herredømme. En kvinde, der alligevel fortsætter med at kæmpe sig frem, holde hovedet højt og bøje ryggen i et forsøg på at beskytte sine to døtre mod deres fars raserianfald og brutalitet.

Hun hører til disse kvinder, der blev født før Anden Verdenskrig og var fuldstændig underlagt deres ægtemænd. De var møbelkvinder, husmødre, kvinder, der levede i et lukket samfund, som de slet ikke kunne undslippe. Ægtemanden bestemte om de måtte arbejde. Ud af deres underkastelse opstod deres døtres frigørelse.

Så i en stor del af bogen udfylder hun hullerne. Hun forestiller sig, hvad hendes mor som barn tænkte, så på, følte, hvordan hun vaskede sit hår, eller hvad hun legede med. Nogle gange, midt i en fuldstændig rekonstrueret scene, præciserer hun pludselig, at hun ikke ved, om den lille pige holdt en dukke eller en gryde. 

I en fortællestil der er bemærkelsesværdigt mesterligt udført, formidler på fortrinlig vis de illusioner, de skuffede håb og de opgivelser, der præger denne kvindes liv. Hun åbner nye veje, antyder muligheder og skitserer udveje, før hun pludselig lukker dem igen. Netop når man tror, man ser et lyspunkt, fører hun os tilbage til en mørkere virkelighed.  

Et rørende portræt af en mor, der aldrig rigtig har oplevet lykke, men som alligevel har fortsat med at kæmpe sig fremad. Gennem en fortælling fuld af omveje og forestillede muligheder skildrer teksten både de liv, der er blevet levet, og de, der kunne have været.

Véronique Ovaldé hylder disse kvinder fra en generation, der ofte blev nægtet lykke og frihed. En smertefuld roman, der til tider er svær at læse, men dybt følsom, båret af en meget krævende skrivestil og en refleksion over, hvad piger skylder deres mødres frigørelse.

Som moderne mandlig læser bliver man let rystet over kvindernes vilkår for bare 50 år siden, det er forhåbentligt blevet bedre, også i Frankrig.

19/08/2026
Flammarion  

 

Thélyson Orélien: C'était ça ou mourir

  Thélyson Orélien: C'était ça ou mourir  

Romanen er blevet udnævnt til årets "roman événement", og efter at have læst den eller snarere slugt den kan jeg kun givet forlaget ret. Det her er en sensationel roman af flere grunde: den handler om flygtninge og migranter, men set fra migranternes side, men samtidig er det en roman, der er fortalt i et enkelt men præcist og sprudlende sprog med både humor og poesi. Den griber læseren med en forbløffende og forførende  fortælleteknik.

Thélyson Orélians første roman er allerede årets litterære fænomen i 2026. »C’était ça ou mourir« har erobret Québec og vil snart erobre hele verden med sin fortælling om Jonas Dorléons odysse.

Efter at hans kvarter i Port-au-Prince angrebet af en lokal bande er gået op i flammer, tager Jonas næsten intet med sig, da han forlader Haiti: et eksamensbevis, en notesbog med digte, et foto af sin mor. Et helt liv i en plastikpose fra Carrefour. Først søger han tilflugt i Den Dominikanske Republik, derefter i Brasilien og Mexico. 

Jonas krydser grænserne, f.eks. om bord på en overophedet bus, der kører time efter time uden at holde pause. Han kommer gennem en jungles dybe skove ved Panama på vej til USA. På hver etape dukker ansigter op, falder kroppe om, døde efterlades, men solidaritetsbånd knyttes og brydes igen. I håb om at nå frem til Canada og den lille familie, han har tilbage, befinder Jonas sig ved grænsen til USA, alene over for ICE-agenterne og en administration, der er parat til alt for at føre sin jagt på migranter. Afslutningen skal jeg ikke røbe.

Denne roman, der er lige så nutidig som universel, skildrer migration i nutiden — ikke som et begreb, men som en fysisk oplevelse: at gå, at være sulten, at komme til skade, at le af rædslen for ikke at give op.

Romanen indgår i en sammenhæng, hvor migrationsspørgsmålet indtager en central plads i den offentlige debat. Man taler ofte om migranter i form af tal, bølger eller kriser. Man siger: Der er for mange. Det koster dyrt. Men alt for ofte glemmer man at sige: Det er mennesker, mænd, kvinder, børn, navne, stemmer, med en historie, drømme og værdighed.

De, der klager over indvandringen, burde læse den. I Vesten forstår man ikke, hvor heldige vi er, og hvordan vores handlinger i høj grad har bidraget til det rod, man ser i lande som Haiti.

Det er en tekst, der både rører hjertet og åbner øjnene – en roman, der giver dem, som alt for ofte reduceres til det simple ord »migranter«, et ansigt, en stemme og værdighed tilbage.

Der bør indkøbes et eksemplar til medlemmerne af folketinget, når den danske oversættelse udgives, for der er nok ikke mange af dem, der kan læse den på fransk.

19/08/2026
Grasset  

Yannick Haenel: La solitude des professeurs est infinie

 Yannick Haenel: La solitude des professeurs est infinie

Yannich Haenel fortæller via hovedpersonen Jean Deichel om sine første år som underviser. I præsentationen af bogen hedder det:

Jean Deichel, en ung fransklærer, er i praktik på en skole i en forstad til Paris. Om natten bor han i en tennisklub i Deuil-la-Barre; om dagen opdager han både de udfordringer og de dybe glæder, som faget byder på, samt skolens vold og skønhed.

Jean er også en eventyrlysten digter, der er opsat på at finde lyset fra det »rigtige liv« midt i den mest grå hverdag: i virkelige eller drømte haver, ved bredden af en sø, under udflugter til Pompeji og Tarquinia, men frem for alt i den skrøbelige ynde ved en vellykket time. Mellem politisk virkelighed og eksistentielt mysterium er lærernes liv en roman.

Bogen er på den måde konkrete oplevelser i skolen men samtidig en digters søgen efter sig selv. Skoledelen er for mig det absolut bedste ved bogen. 

Jean er en lidt vild person med sine egne ideer om undervisning, selv om han aldrig rigtigt har prøvet at stå i situationen, men hans vigtigste pointe er, at eleven skal være i centrum. Men læreren skal være den der åbner døre for nye oplevelser og nye fordybelser i sprog og kultur. Litteratur er et middel.

Da Jean starter, får han at vide, at man aldrig skal smile til eleverne, men være aflukket og bestemmende. De passer slet ikke på Jean, og vi får mange eksempler på, at han lykkes med sine ideer. Da han efter et års pædagogikum, endelig bliver godkendt (man kan ikke afvise ham, da man mangler lærere), får han lejlighed til at fremføre sine ideer, der på mange måder er kætteriske mod det franske autoritative system.

Men skolerne i forstæderne er en umådelig mundfuld at klare, og sammen med Jean personlige og psykiske nedbrud betyder det hans farvel til undervisningen.

Jeans historie er meget mere end skolen, hans vilde ideer, løssluppenhed, forhold til kvinder er andre dele i en person der er splittet.

Har læst med fornøjelse hans introduktion til en første skoledag i en skole, hans kolleger og en verden, der er noget andet end studier, men jeg kan også lide hans grundtanke, at en lærer skal formidle, åbne for nye verdener og ikke lade sig kue af et system, der er alt andet end frihed. Friheden har han dog alene i klasseværelset, men ensomheden er voldsom.

20/08/2026
Gallimard  

Armel Job: La Cuisinière du Kaiser

 Armel Job: La Cuisinière du Kaiser

Endnu en bog af Armel Job, som jeg kommer til at holde mere og mere af som forfatter. I denne roman der tager udgangspunkt optegnelser om krigen i 1914-18, som den foregik i de belgiske Ardenner.

Det er på en måde en familiesaga (fra 1885 til 1929) om Magda, mor til otte børn, og som i 1918 lavede mad i toget til Kejser Wilhelm II. 

Bogen starter med, at den gamle dommer François Martin overdrager nogle familiedokumenter til en fætter, der er historiker, og som måske kan bruge dem til at skrive en artikel. Fortælleren modtager et gammelt foto, der er reddet fra en brand, samt et manuskript skrevet på tysk, hvis forfatter vi først får kendskab til ved fortællingens afslutning

Bogen bliver et smukt portræt af en kvinde med hendes styrker og svagheder. Alligevel er Magda en stærk og dominerende kvinde, der ikke lader sig trampe på. Men hun ved jo godt, at i hendes tid, mellem 1880 og 1920, var det mændene, der bestemte, især når man var gift.

Der er intet værre end at miste et barn. Magda vil forsøge at forstå, hvorfor hendes 14-årige søn Guillaume blev skudt af kejserens hær under invasionen af Belgien i 1914. Det fører til et møde med Kejser Wilhelm II, der opholder sig i Spa. 

Men sammen med Magdas liv følger hendes families hårde og til tider tragiske liv, hvor vi i den store historie får dybt kendskab til den lille historie i denne saga.

Armel Job leverer et imponerende værk, der griber læseren stille og roligt. Der er hele tiden noget nyt der afsløres om en familie, der siden 1. Verdenskrigs slutning har forsøgt at nedtone, omfortolke og senere helt glemme en meget voldsom hændelse fra 1914.

Det kan ikke skrives meget bedre.

20/02/2025
Robert Laffont