Delphine de Vigan: Je suis Romane Monnier

 Delphine de Vigan: Je suis Romane Monnier

En meget speciel historie der samtidig afslører vores enorme afhængighed af smartphones, Facebook, What's Up og hvad der ellers findes af digitale medier.

Delphine de Vigan har et meget skarpt blik på sin/vores nutid og analyserer, beskriver og bruger litteraturen til at sættr et spind op, som vi fanges i.

En af historierne, for der er flere der krydser hinanden, drejer sig om Thomas. En aften i en bar får han sin smartphone byttet ved en fejl, hvilket han opdager, da han vil tænde den, da han kommer hjem. Han kommer på sporet af en ung kvinde, der sad ved bordet ved siden af. Hun hedder Romane Monnier og via et bud giver hun ham hurtigt telefonen tilbage, men hun ikke ønsker at få sin egen tilbage. Hun giver ham endda sin PIN-kode, hvilket giver ham adgang til hele hendes liv: aftaler, noter, søvn, smag...

Thomas fårstår ikke rigtigt noget, men bliver fascineret af denne gestus og begynder at følge Romane digitale spor og fordyber sig efterhånden i den trediveårige kvindes liv. 

Hendes smartphone indeholder faktisk hendes liv, og Thomas begynder langsomt at åbne forskellige apps, billeder, lydoptagelse. Han vil forsøge at forstå hende og hendes motivationer for at udlevere sit liv.

En anden af historierne er Thomas' møde i en alder af tyve år med en spændende pige Pauline, der er meget selvstændig og som søger væk fra det stereotype liv. Hun forsvinder pludselig en dag, og han ser hende ikke mere. Men en dag dukker Paulines mor op og fortæller, at Pauline fik en datter efte deres møde, moderen kan ikke blive ved med at passe hende, da hun er dødssyg. En gentest viser at Thomas er faderen! Han må altså ind i en rolle som far for en pige på to år. Vi får i flere afsnit hans liv til datteren flytter hjemmefra, da hun er 18 år og Thomas nærmer sig de halvtreds.

Der er tale om to frivillige forsvindinger, der er tale om dramatiske dødsfald hos Thomas' og Romanes forældre, men hvad er sandheden, siger Ramone i sine optegnelser om sine forældres skilsmisse. Thomas kan på mange måder følge hende i hendes syn på omverdenen, hvor folk glor på deres skærme og smartphones hele tiden, i en grad så smartphonen tager mangten og nærmest fortærer dem.

Romane kommer mere og mere i tvivl om, hvad der er sandheden, for hun opdager, at mennesker er i stand til at omforme virkeligheden. Når de fortæller om en begivenhed eller oplevelse, bliver den aldrig fortalt på samme måde og med samme indhold. Romane registrerer og Thomas har nu adgang til det, for Romanen har åbenbart villet efterlade nogle spor, inden hun forsvinder.

Ja, der kan fortælles meget mere om bogen, men I skal selv læse den, for den handler meget om os.

Je suis Romane Monnier illustrerer på glimrende vis vores afhængighed af skærme og apps. Alle vores data (helbred, rejser, udgifter, interesser, meninger osv.) registreres og analyseres, undertiden uden vores viden. Pluselig kan den kunstige intelligens styre os.

Det er umuligt ikke at føle sig berørt af denne tekst, der stiller spørgsmålstegn ved vores brug af et objekt, som vi tror, vi har kontrol over, men som holder os fanget, bekymrede og afhængige. Heldigvis kan jeg huske tiden før smartphones og er ikke i den grad fanget af den, men jeg kan se på de yngre, at den er uundværlig, erstatter samtale og hindrer fordybelse. Livet bliver til rollespil og uden selvstændig identitet, der giver simpelt hen ikke mulighed for at gribe sandheden. 

Romane skriver at: Snart vil vi ikke længere grine. Vi vil blive begravet under en strøm af billeder, historier og informationer, hvor vi ikke længere vil kunne skelne mellem sandhed og løgn. Snart vil vi ikke længere være i stand til at vide, om en stemme er menneskelig, om et foto er uberørt eller er blevet ændret, om billedet i en video er ægte eller er blevet genereret ud af ingenting.

Men som Niels Bohr sagde: Hvad er det modsatte af sandhed -- det er klarhed. Der kan ikke gives et endeligt svar, der skal graves dybere, og det er hvad Romane forsøger, og det smitter af på Thomas, der også gennemgår en afklaring.        

Traumer, svigt, forældrerollen, identitetssøgning, ensomhed, hvilke spor efterlader vi,  depression, selvudslettelse...  Delphine de Vigan holder sig som sædvanlig ikke tilbage i sine bøger med at stille evige og essentielle, intime spørgsmål.

Det er foreløbig den bedste af hendes bøger, jeg har læst.

15/01/2026
Gallimard / Blanche

Cécile Coulon: Le visage de la nuit

 Cécile Coulon: Le visage de la nuit

Ny roman fra Cécile Coulon der er en af mine yndlingsforfattere, hvis bøger jeg har omtalt flere gange (søg i bøgerne her i bloggen).

»Han var 7 år og hans ansigt var ødelagt.« Sådan begynder Le Visage de la nuit, hvor læseren genfinder barnet fra Cécile Coulons forrige roman (La langue des choses cachées), der blev reddet af en healer, men var blevet vansiret. 

Det er som den første roman med barnet en gyserhistorie der foregår i en forbandet landsby "Le Fond du Puits". Her skal vi vi til bunden i mennesket og se, hvordan man behandler og opfatter et menneske, der er kommet til at ligne et uhyre efter sin helbredelse.

Det er en roman om samfundets grusomhed, siger forfatteren:  »Hvad sker der, når man ikke lever op til sin families eller sin landsbys forventninger, når man træder ud af kredsen?«

Barnet bliver ganske vist fjernet fra andres blik af den præst, der tager sig af ham sammen med en blind gammel lærerinden. Men han vokser op og må gå ud om natten, når der ikke er nogen der kan se ham.

I Le Visage de la nuit udviskes grænserne mellem menneskekroppen og naturens ånd. Cécile Coulon, der ikke fornægter sin shamanistiske inspiration, ophæver grænserne mellem roman og poesi, og det giver romanen en styrke, autenticitet og lyrik, som er helt speciel for Cécile Coulon. Litteratur på højt niveau.

Drengen møder tilfældigt en nat en ung pige, og der opstår et tæt venskab mellem dem under de natlige møder. Det er et forhold, der svinger mellem begær og fascination, det hellige og det kødelige.

Men pigen har et problem: hun er storesøster til en dreng, der er så smuk at han fortryller alle der ser ham. Vi kan nu se at forskellen på de to drenge, men også ligheden, for de kan ikke accepteres af andre end nogle få.

Et moderne mørkt eventyr der dirieres af en suverøn forfatter, der leverer endnu en roman af meget høj karakter. En bemærkelsesværdig forfatter, der ikke skuffer.

08/01/2026
L' Iconoclaste  

Antonin Feurté: Lâcher les chiens

 Antonin Feurté: Lâcher les chiens

Første udgivelse fra en ung forfatter, der har meget at byde på både i skriveform som i indhold.

Handler om en vældig flugt i Pyrenæerne, frit inspireret af virkelige begivenheder.

I næsten ti år har Valère udført det beskidte arbejde i en fabrik for hundefoder. I kennelen renser han bure med testhunde for deres afføring mm under pres fra en uforsonlig chef.

På det seneste ved han, at han er truet: om natten patruljerer bevæbnede mænd omkring hans hus i den landsby, hvor han bor med sin kone og søn. For at beskytte sin familie anskaffer han sig udstyr og træner. Indtil den dag, hvor det uundgåelige sker.

Valère flygter med det eneste kompas, han har, nemlig et kort tegnet af hans far, en hyrde, der med beklagelse forlod bjergene. Langs de små bjergstier fører en rute til det forjættede land. Der, håber han, er et andet liv muligt. Men hvordan går det med flugten??

 Allerede fra de første sider sætter tempoet sig fast og slipper ikke læseren, båret af en meget flydende vekslen mellem nutiden, hvor flugten foregår, og tilbageblik, der giver fortællingen en reel dybde uden nogensinde at bryde fremdriften. Vi må trænge dybere ind i hovedpersonen og hans fortid for at begynde at forstå, hvad der driver ham.

Vidunderlige beskrivelser af Pyrenæernes natur, der afslører et dybt kendskab til stederne. For en debutroman er resultatet imponerende. Som kun 23-årig har forfatteren skrevet en meget vellykket tekst, der klart giver lyst til at følge hans litterære karriere.

08/01/2026
Editions Paulsen / La Grande Ourse  

 Pierre Lemaitre: Les belles promesses

Vi er så nået til fjerde og sidste bind af Pierre Lemaitres firebindsværk om de første tyve år efter 2. verdenskrig. Titlen er »Les Belles Promesses« , og med den titel viser forfatteren os allerede, at smukke løfter ikke altid går i opfyldelse.

Dette fjerde og sidste værk (»Le Grand Monde«, »Le Silence et la Colère« og »Un avenir radieux«) afslutter den fantastiske saga om familien Pelletier. Vi møder alle de charmerende (eller ikke så charmerende) personer fra de tidligere romaner: François, der står over for et frygteligt dilemma, den forfærdelige Geneviève (en uforglemmelig skurk, der endnu en gang overgår sig selv), lille Colette der mistrives hos sin mor, Philippe der er i pubertetsalderen med de problemer som det medfører og katten Joseph for blot at nævne nogle. Der introduceres også familien Ramos, der bliver et eksempel på de udnyttede.

September 1963: Jean Pelletier, kaldet Bouboule, kommer for sent til en ceremoni, han er blevet dagens helt og har reddet et spædbarn i en brændende bygning. På denne omvej til ceremonien for François' nye bog kommer han til en brændende bygning, hvor han hører en kvinde skrige. Han løber ind i bygningen og redder hendes barn, lille Michel.

Herefter drejer romanen sig om lille Michel og Jeans kone Geneviève, en forfærdelig kvinde! Hun tænker kun på at udnytte sin mands modige handling til egen fordel, for hun foragter sin mand lige så meget som sine børn, sin søster Thérèse og den stakkels kat Joseph, der forstår alt.

Det er udgangspunktet for romanen, som jeg vil helst fortælle så lidt som muligt om. Den skal læses som den thriller og saga den er...

Vi befinder os i begyndelsen af 1960'erne, hvor Paris er ved at blive forvandlet for at give plads til biler. Den parisiske ringvej skal bygges på bekostning af familier, der vil se deres bygninger blive revet ned. De fleste af dem har netop investeret alle deres opsparinger i lejligheder, der var ret komfortable i forhold til det, de vil blive tilbudt, når de bliver eksproprieret...

Presset øges på Jean, hans bror François efterforsker og stiller spørgsmål. Er det hans bror der har myrdet adskillige kvinder på bestialsk vis? Romanen ville næsten være en krimi, hvis den ikke var en del af et socialt freskomaleri om de glorværdige tredive år. Vi overværer familien Pelletiers skæbne, og forfatteren afslutter sin serie med en bitter refleksion over prisen for »fremskridt«.

Tonen er herligt ironisk, og sproget er som altid raffineret. Den er veldisponeret og vel dokumenteret. Men handlingen mangler desværre lidt mere spænding og kan ikke måle sig med de tidligere episoder, der var mere fængslende. Det er alligevel et monumentalt værk, og han lover at afslutte med tre bind mere om børnene i denne serie.

Calmann-Lévy (06/01/2026)

Marie-Hélène Lafon: Hors champ

 Marie-Hélène Lafon: Hors champ

En ny roman af Marie-HélEne Lafon der genoptager og til dels genbruger små tekster som han har udgivet i de senere. Hun forklarer selv, at det har været en lang proces med denne bog, så det har været nødvendigt at arbejde lidt i selvstændige afsnit, der så er blevet skrevet om og ind i det endelige værk.

»Hors champ« strækker sig over halvtreds år. Ti billeder, ti tidsstykker, løsrevne, udvalgte; læserne kommer ind i dem, nogle gange med Claire, andre gange med Gilles. Forfatteren veksler mellem disse synspunkter, altid i tredje person og gengiver en form for bevidsthedsstrøm og ikke altid med en logisk sammenhæng.

Gården ligger isoleret fra alt og alle. Det er faderens rige, hvor han giver sin vold frie tøjler. Claire er den ældste og det er for faderen en katastrofe. Hun skulle have været en dreng! Gilles er sønnen, ham der skal overtage gården, men han kan ikke leve op til faderens krav og der opstår en hadefuld atmosfære. Claire tager afsked med gården takket være sine studier, men vender ofte tilbage og bor et sted i nærheden, for jo ældre forældrene bliver, er der jo nogen der skal se til dem. Gilles bliver nok mest på grund af sin mor.

Det, jeg fandt mest slående, var egentlig den måde, bogen skaber sin egen horisont på: Den præsenterer ikke scener med et »budskab« for læseren, men lader læseren opleve konsekvenserne. Den får læseren til at føle, hvad det koster på lang sigt at blive. Og hvad det koster at gå. Og hvordan man i begge tilfælde må nøjes med resterne: resterne af kærlighed, resterne af vrede, resterne af ømhed, resterne af sætninger, man aldrig fik sagt. 

Boen giver os indirekte udviklingen inden for landbruget, forandringerne med øget pres, følelsen af at løbe efter en verden, der allerede har besluttet at overhale dig. De små franske landbrug  har længe været under pres og det er ikke sikkert, at deres protester bliver hørt.

Og det fantastiske ved titlen er, at »Hors champ« ikke kun er »det, man ikke ser«, men også alt det, man har lært ikke at se. Vold i hjemmet. Træthed, der klæber sig til huden. Social skam. Landsbyen, der ved besked og dømmer. Arbejdet, der slider på kroppen og efterlader en med en følelse af, at man ikke har ret til at klage, for man har jo et arbejde

Bogens slutning er voldsom og det er måske det der har fået Marie-Hélène Lafon til at bruge tid på at få bogen skrevet færdig.

Et mesterværk!

Buchet-Chastel (02/01/2026)

Sophie Astrabie: Le secret de Jeanne

 Sophie Astrabie: Le secret de Jeanne

En dejlig og velskrevet roman, der virkelig sætter læseren på prøve for at følge de små afsløringer af en hemmelighed, der først afsløres til sidst.

Romanen begynder med Alexandra, en ung kvinde i Paris i 2013. Alexandra troede, at hendes far havde været død i sytten år, men nu får hun at vide, at han lige er død. Hun finder ud af, at hendes far ikke døde det år, hvor hun troede, han forsvandt, og hun vil finde endnu flere mystiske nøgler gennem romanen.

Den anden kvinde, der tager ordet, Nicole, fortæller os om sin ungdom i 1973 med sin søster Claudine, som var deres mors yndling. Hun beskytter sin søster i et dramatisk øjeblik. Vi møder hende igen i slutningen efter hendes ret begivenhedsrige liv.

Den tredje kvinde, der tager ordet, Jeanne, som hemmeligheden stammer fra, spiller den vigtigste rolle, selvom romanens sider er ligeligt fordelt mellem de tre. Hendes fortælling begynder i 1938 på landet, på sine forældres gård, hvor hun passer gæs. Hun tager til Paris for at finde arbejde som stuepige i et hus. Det er et helt andet arbejde, hun finder.

Det er med andre ord en historie der strækker sig over tre generation, hvor det er de tre kvinder der er centrum og med de tre følger vi den historiske udvikling og på sin vis kvindernes frigørelse. De te kvinder er strålende portrætteret og fanger læseren.

Sophie Astrabie udforsker familiens hemmeligheder, disse tavsheder, der videregives som usynlige arv, og stiller spørgsmålstegn ved kvinders plads i et samfund, hvor kærlighed, modstandsdygtighed og smerte blandes sammen uden altid at blive udtrykt.

Det er næsten tre bøger i en og et indblik i at kvinders liv er under udvikling gennem generationerne.

Flammarion (14/05/2025)

Céline Cléber: Douce France

 Céline Cléber: Douce France

Som omslagsbilledet viser, er det bestemt ikke sådan, at man forestiller sig Douce France, men denne skildring der kan kaldes en form for dystopi, er måske ikke helt utænkelig? Forfatteren til bogen, der gemmer sig bag et pseudonym, er en højt placeret embedsmand med adgang til de højeste niveauer, så man kan nok godt have lidt tillid til hans skildringer.

Det er en roman om en kommende borgerkrig i Frankrig. Det hele begynder en sommeraften, da en kaldæisk præst af ukendte årsager bliver skudt af en ophidset ung mand fra Bagneux, der har tilknytning til islamisterne. Morderen blev straks anholdt af BAC, men under interventionen bliver et barn dødeligt såret. Indenrigsministeren holder et møde på Place Beauvau for at berolige gemytterne, men den følgende nat er der uroligheder i forstæderne: brændende skraldespande, udbrændte biler, mursten kastet mod politibiler ...

Vi kender allerede fortsættelsen, men denne gang udvikler det sig til noget nær en regulær borgerkrig. Handlingen begynder med en banal nyhedshistorie, men det udløser spændinger mellem indvandrere, der ender med at samle sig for at invadere Paris og de store byer og skyde med skarpt mod politiet og den indfødte befolkning. Hundredvis af døde og tusindvis af sårede ligger spredt på fortovene. 

Hvad skal der nu ske? Ja, det bliver en hektisk uge, hvor vi følger møder i alle kredse og instanser. Gennem nogle få centrale personer, der ønsker at gribe ind og en præsident der er en fredens mand og for usikker, skabes et klima og en tilstand, der viser hele statens svagheder. Skal republikken bukke under og terroristerne overtage magten. Det er spændende og kuldegysende læsning, som virker så tæt på virkeligheden.

En fortælling, der skildrer de stærke spændinger mellem de forskellige statslige organer, administrationen, politiet, efterretningstjenesten... Og dens bureaukratiske rivaliseringer, politiske forhandlinger under pres, valgkampagneberegninger og andre afvigelser og modbydelige komplotter. Forfatteren afslører mange institutionelle svagheder og giver os et levende og spændende resumé af den femte republiks skrøbeligheder. 

Personerne er fiktive, men gennem visse portrætter tegner der sig et billede af virkelige personer, især blandt regeringsmedlemmerne. Forfatteren lægger stor vægt på sine personers personligheder og deres relationer/interaktioner. Personerne er mere komplekse, end man umiddelbart skulle tro. Der er dem, der udnytter systemets svagheder for at holde spændingen på sit højeste, samtidig med at de udnævner sig selv til ofre for systemet. Dem, der skal vælge mellem deres professionelle forpligtelser og deres overbevisninger. Og så er der hele den politiske kreds, der langsomt men sikkert lægger kortene på bordet, uden nogensinde at miste synet af mulighederne for at fremme deres karriere. Der er langt fra politikerkredse til manden på gaden.

En til tider skræmmende fiktion, en relevant, dygtig og klar analyse, der forklarer os, hvordan et splittet samfund på få dage kan styrtes ud i generelt kaos og en brand med dramatiske konsekvenser. Cléber holder os et frygtindgydende spejl op for vores kollektive og individuelle svagheder og opfordrer os til at være yderst årvågne som borgere. 

Meget stort informationsmateriale om staten og de forskellige tjenesters opbygning. En guldgrube af oplysninger, som gør bogen ekstra værdifuld.

Editions du Toucan (05/03/2025)

 

Claude Vermot: Et frapper à mon coeur

 Claude Vermot: Et frapper à mon coeur

En lille kort novellesamling (80 sider) med fem forskellige tekster. Det store spørgsmål i teksterne er hvor langt kan absolut kærlighed føre? Interessant udgangspunkt som Claude Vermot illustrerer på bedste vis.

Vi får fem unikke kærlighedshistorier, hvor nogle tager udgangspunkt i faktiske begivenheder og en enkelt fører os tilbage i historien til Firenze. Der er f.eks. det ældre ægtepar, der forbereder sig på at tage afsked og tage afsted sammen. 

Der er den stakkels kvinde, der ligner en mand, kan hun mon skifte til et andet køn. Hvad stiller man op, når ens elskede dør af kræft, og man er ladt tilbage som elskerinde og må ikke engang deltage i begravelsen. Hun får dog en grusom ide...

Meget velskrevet og med en evne til at holde læseren fanget med sine mysterier og spændingskurver.. Glimrende afbildning og forståelse af hovedpersonerne, der skildres omhyggeligt og med psykologisk sans.

Les Presses Littéraires (10/03/2025)