Armel Job: Le Testament du Diable

 Armel Job: Le Testament du Diable

Den nye roman fra ham, som Amélie Nothomb kalder »den bedste nulevende fransktalende forfatter i Belgien«. Stor ros fra hende, der efter min mening af den bedste. Har ikke tidligere læst nogen af hans romaner, men blev bestemt ikke skuffet ved læsningen af Le testament du diable, der er djævelsk godt skrevet..

Romanen tager fat på en borgerlig familie der tilsyneladende fungerer godt, men da François Lebel den 14. august 1990 i en alder af 65 år dør midt under træning i en romaskine, starter løjerne. Han var en respekteret direktør for den lokale avis, enkemand og far til fire børn, og han efterlader sig et billede af en retskaffen, til tider hård, men elsket mand samt en familiearv, der tilsyneladende er uden skavanker. Indtil Fanny, hans unge partner 35 år, dukker op, overbevist om, at Au Bon Bec, den restaurant, hun drev takket være ham, bør tilfalde hende.

Arv er ofte et tabubelagt og kompliceret emne, når der ikke findes noget skriftligt dokument. Det gør der ikke her, indtil man tilfældigvis falder over et godt gemt dokument. Så starter kampen mellem de fire søskende indbyrdes og den unge Fanny. Vi ser den egoistiske, der ikke vil dele; hende, der vil købe sig et sommerhus; den solidariske og empatiske; den ubeslutsomme, der ikke vil lægge sig fast…

 Denne roman fanger med sin stramme fortællestil de mange facetter af personerne, der er perfekt uddybet, samt de talrige vendinger, der hele tiden holder spændingen i live, for ikke at glemme de forskellige humoristiske indslag, der præger historien. "Le bourgogne l’avait mis dans des dispositions particulièrement bienveillantes" kan være et eksempel på karakteristikken af advokaten. Han har fuldstændig styr på fortællingens rytme og indfletter med finurlighed subtile vendinger og vildspor, der forvirrer læseren og får ham til at tvivle.

Dejlig oplevelse, skal bestemt have læst flere af hans bøger.

26/02/2026
Robert Laffont 

 

Sophie Demange: Les Bouchères

 Sophie Demange: Les Bouchères

Ret utraditionel bog der både er en skildring af et erhverv men også et portræt af tre usædvanlige kvinder, der trods en ødelagt barndom kæmper sig op undertiden med ret specielle midler.

Anne og Stacey mødes på slagteruddannelsen, og der opstår hurtigt et tæt venskab mellem dem, som styrkes af, at de er de eneste to kvinder på årgangen. Anne beslutter sig for at overtage sin fars slagterforretning efter hans død og ansætter Stacey. De får selskab af Michèle og danner en uadskillelig trio, der blandt andet er forbundet af deres fortid; alle har været udsat for vold fra mænd. Da en række fremtrædende personer begynder at forsvinde, kommer de i beboernes søgelys, og Nour, en journalist der er forelsket i Anne, tager sagen op...

Men pas på, det er ikke hvilken som helst slagterbutik! En slagterbutik med et nyt udtryk, uden skel, piftet op, hvor både kødets kvalitet og den menneskelige kontakt er i højsædet. Men selv i det 21. århundrede er tre kvindelige slagtere mistænkeligt, helt klart mistænkeligt. Og når mændene begynder at forsvinde i kvarteret, giver det hurtigt anledning til sladder…

Det er en engageret og skør debutroman, hvor kvinderne tager hævn for år med patriarkat, ydmygelser, mishandling og forbrydelser. Både i slagterbutikkerne og udenfor er spillereglerne ændret. Det er tydeligt, at nogle mænd ikke har forstået det.

 »Les Bouchères« af Sophie Demange er en feministisk roman, der er lige så blodig som den er slagkraftig. Med en blanding af sort humor, satire og hævn vender forfatteren rollerne på hovedet med en foruroligende frimodighed.

En stor fornøjelse at læse denne blanding af gys, kærlighed og venskab og en fremvisning og fordømmelse af de gamle dyders klicheer.

Herligt!

23/01/2025
L' Iconoclaste  

Vanessa Caffin: Le corset

 Vanessa Caffin: Le corset

En af de bedre historier om familieskæbner, der præges af, at man ikke får sagt alt. Der er hemmeligheder der ligner fortrængninger. Forløbet i bogen strækker sig fra midten af 1800-tallet til slutningen af 1900-tallet.

I Vanessa Caffins »Le Corset« afsløres en familiehistorie lidt efter lidt, mellem det usagte og den usynlige arv. Et stramt korset… og hemmeligheder, der kvæler. Korsettet, der er designet til at forme kroppen, går her langt ud over sin funktion som beklædningsgenstand. Det bliver symbolet på et stift og moraliserende samfund, der i lang tid har hæmmet kvindernes frihed.

Romanen tager udgangspunkt i begravelsen af Jean Boige, fortællerens bedstefar. Meget hurtigt træder kvindelige skæbner frem, der er underlagt moral og religion: forladte gravide piger, mødre, der fornægter et uægte barn, bedstemødre, der tvinges til tavshed. En følsom roman om det, vi giver videre, selv uden at sige det. 

I centrum står Vilma, en ung kvinde, der er fanget i en sygdom med svigtende åndedræt, og som forsøger at forstå den lidelse, der hæmmer hende både fysisk og i hendes liv. Da hendes bedstefar på sit dødsleje hvisker en gådefuld sætning til hende, fornemmer Vilma, at hun har nøglen til sin lidelse. 

Hun bliver hos sin bedstemor i det store hus fuld af minder og gennemgår, sorterer og graver dokumenter, noter og fragmenter fra fortiden frem. Der er nok at tage fat på, da bedstemoren gemmer alt! Hver opdagelse løfter sløret for en længe skjult sandhed og afslører, hvordan gamle løgne har formet liv og forhindret luften i at cirkulere frit.

Man bliver grebet af denne søgen og afsløringen af kvindernes usle kår, selv om de synes at leve i solide borgerlige familier.

Meget velskrevet og bestemt værd at læse.

05/02/2026
Editions Héloïse d'Ormesson  

Marion Fritsch: L'école de la vie

 Marion Fritsch: L'école de la vie

De hedder Antoine, Inès, Adama, Clara, Rachid, Fanny og Marion.

De er sytten år gamle og de udgør »skraldespandsklassen«. Et sidste år på gymnasiet i forstaden, og måske en STMG-eksamen i udsigt. (En teknologisk gymnasial uddannelse med fokus på ledelse, økonomi, jura og marketing).

I denne første roman skrevet som en række prosadigte og frie vers får Marion Fritsch heldet med at give stemme til de drenge og piger, der har omgivet hende, til deres vitalitet, deres kampe, deres drømme.  Hun fortæller os om sine gymnasieår i 9.4 (Saint-Denis), »hvor hun kommer fra«.

Kapitlerne er øjebliksbilleder af livet, portrætter af hans klassekammerater, tynget af Eastpack-rygsække fyldt med usikkerhed, mishandling, tidlige graviditeter eller en seksuel orientering, de har svært ved at acceptere. Og af drømme, også.

Individer, der alle er forskellige, ofte stemplet af deres jævnaldrende, men som udgør en helhed: denne sammentømrede enhed, som lærerne kalder «klassegruppen», der griner af alt og især af sig selv. « Parfois on ne fait plus qu'un ».

Marion Fritschs pen er rytmisk, oprigtig, præcis, til tider skarp og med en følsomhed, der ligger lige under overfladen. Forfatteren og digteren har formået at blande sin voksne stemme med stemmen fra den 17-årige pige, hun var dengang, for at se nærmere på det år, der har formet den, hun er i dag.

Hun lader os »se« og »opleve« de scener, der prægede dette mindeværdige sidste skoleår, der blev oplevet med en vis trang til at ›nyde‹ og »dele« en relativ sorgløshed, inden horisonten skiftede, og man mistede hinanden af syne... Men selv om hun er andetsteds nu siger hun alligevel: Jeg vil aldrig glemme noget/Fra min forstad.

Det er i den grad en bog, der har grebet mig og som minder om "Les gars de Villiers", hvor der også er tale om en gruppe der holder sammen og som i dag har fundet deres vej. 

Den her bog skal enhver underviser og også mange andre læse. Den er guld værd.

29/04/2026
Albin Michel

Følg hende på Instagram (https://www.instagram.com/unlivre_unehistoire_/)

Marion Fritsch: Les Fragments du Cœur

 Marion Fritsch: Les Fragments du Cœur

Har netop fået kendskab til en ny dejlig forfatter Marion Fritsch. Her er det hendes første digtsamling.

« J’ai aimé tout de nous et même le chagrin, je l’ai serré contre moi jusqu’à en faire de l’amour. »

I en tid, hvor kærlighedens sprog visner, hvordan kan man så genopfinde følelserne? I Les Fragments du cœur, hendes første bog, fortæller Marion Fritsch en kærlighedshistorie gennem de fire årstider, hvor hun starter med "L'automne". Det er et kærlighedsforhold til en anden kvinde, der løber gennem fire faser.

Først skriver hun om den dybt intense og glødende indledende lidenskab, da hun tilfældigvis møder den anden (vi får aldrig hendes navn). Derefter en ret rolig  periode (monotonien sætter ind) og til sidst den frygteligt smertefulde, fyldt af fortvivlelse og sorg (bruddet). 

Alt dette sker i efterårs- og vinterperioden, men forårsperioden og sommeren fortsætter med sorg, vrede, had, men til sidst også restitution, selvforståelse og tilgivelse.

Hun  beskriver med sit hjerte og sine følelser deres kærlighedsrejse og skildrer alle faser af en kærlighedshistorie, idet hun dvæler lidt længere ved bruddet, hvilket er det der gør mest ondt.

Denne digtsamling vil uden tvivl tale til mange af os, for det er en enkel historie som mange har oplevet, men som her bliver fortalt i en digtsamling, der bestemt er en oplevelse og genkendelse.  Det er en ny form for poesi med en rød tråd, ligesom i en roman.

Jeg kunne give mange gode eksempler, men det er bedre, at I selv læser den!

30/10/2024
Albin Michel  

Alice Renard: Peaux vives

 Alice Renard: Peaux vives

Alice Renard har udgivet en enkelt roman og Peaux vives er hendes første novellesamling udgivet i 2025 og udvalgt til at få Prix Goncourt de la nouvelle 2026.

I denne lille samling får vi ni noveller/tekster, ofte ret korte, hvor forfatteren giver os en række  personportrætter fra forskellige epoker, hvor personerne står over for forskellige situationer. 

Disse ni meget korte tekster tegner portrætter af mennesker, der står ved et vendepunkt, i det øjeblik, hvor alt ændrer sig. Fra Jeanne, bonden fra 1890, der giver afkald på sin ungdom, da hun nærmer sig de 35 år, til ingeniøren på passagerdampskibet France, der indser, at han er gået glip af livet som far.

Vi møder også den lille Camille, der ikke vil vokse op, og Martin, en dyretæmmer, der reflekterer over sin hverdag med dyrene.

Meget forskellige personer, miljøer og tidspunkter, men Alice Renard fanger dem præcist hvor der ved ved at ske noget afgørende i deres liv eller det tidspunkt hvor deres liv skal gøres op. Har de levet godt og nok eller hvad kan der gemme sig i dem af nederlag?

Alle novellerne er ledsaget af en tegning af forfatteren selv. »Hænderne, der er det gennemgående tema i hendes tegninger, symboliserer bevægelse og forvandling, som er kernen i hendes værk,« står der til sidst.

Meget varieret indhold med en skrivestil der er er enkel og præcis.

Kan anbefales!

09/10/2025
Editions Héloïse d'Ormesson 

Romain Lemire: Clément

 Romain Lemire: Clément

Romain Lemire, vinder af årets Goncourt-pris for bedste debutroman for »Clément«, der handler om incest i en tilsyneladende lykkelig familie. Forfatteren vender tilbage til denne vigtige fortælling for at kaste et klart blik på tavsheden og virkeligheden bag overgrebene.

Det er historien om en lykkelig barndom i en selvbiografisk fortælling, hvor Clément Drelin vokser op i en kultiveret og kærlig familie – en barndom præget af venskab, drømme og forelskelse. Et portræt af hans kærlige og dannede familie, med en far, der er litteraturlærer, og en mor, der er forlægger, hvor alt ser ud til at gå på skinner i familien med 3 drenge og 1 pige. Men med alderen dukker en hemmelighed op, en forbrydelse, et drama, der gentager sig: incest.

Romain Lemire viser, hvordan vold kan skjule sig i de mest almindelige familiestrukturer, i tavsheden, det usagte og mekanismerne til at udviske sporene. En af bogens store styrker ligger i dens sprog. Stilen er enkel, flydende og uden unødvendige effekter, men gennemsyret af en konstant spænding og ofte tilsat en humoristisk vinkel især i barneårene. 

Hans fortælling er præcis, følsom og tilbageholdende; tonen er ikke kun et offers, men en krigers, der overrasker, rører og søger at bryde tabuer, men det er også en skrivestil, der stråler af håb ved at omdanne smerten til en kamp for at opnå det bedste for sig selv. Bogen er hele Cléments historie fra tidlig barndom, til han er næsten 50 år, den fortælles med ord, der passer til hans alder. 

Det er en bog der bryder mange tabuer, hvilket er vigtigt, men det er også en fortælling om en række personer og oplevelser, der fanger læserens opmærksomhed.

Kan stærkt anbefales!

09/04/2026
Le Cherche midi