Jean-Christophe Rufin: La folie Sainte-Hélène

 Jean-Christophe Rufin: La folie Sainte-Hélène

Så kom syvende bind om Les énigmes de Laurel, le consul. Laurel bliver denne gang sendt til Sankt-Helena og bogens titel La folie Sainte-Hélène gengiver perfekt bogens indhold.

Det er jo øen langt væk fra alting, hvor den slagne Napoleon blev sendt hen i 1815. Han døde der i 1821.

Siden 1858 har 0,14 km ² af øen været et fransk oversøisk territorium. Øen er 16 km bred og 8 km lang, og har en befolkning på 3.924 indbyggere.

Vores konsul Aurel, der som oftest ikke falder ind i de konsulære roller, bliver her sendt til Sankt Helena, da den person der er konsul for det lille franske område pludselig er væk. Aurel skal altså for en gangs skyld tager sig af en virkelig krimi-sag. Men han må for alt i verden ikke overtræde områdets love og regler og holde sig gode venner med de engelske herrer over øen.

De engelske og franske indbyggere på øen hader hinanden for et godt ord.

Hvordan kan man forsvinde sporløst på en ø, der er forbundet med Sydafrika via et ugentligt fly, og hvor alle kender hinanden? Det er netop det, Aurel får til opgave at finde ud af.

Han indser hurtigt, at det ikke er nogen let opgave at repræsentere Frankrig på St. Helena. For Napoleon driver folk til vanvid. Minderne om ham vækker stadig voldsomme følelser. Den forsvundne konsul manglede ikke fjender blandt de kejsertilhængere, der kommer for at besøge stedet for hans eksil. Men hvem kunne have haft så meget imod ham, at de ville dræbe ham?

Uden hjælp fra en ung fransk kvinde, der er kommet til dette fjerne hjørne af verden for at uddrive sine spøgelser, ville Aurel have haft svært ved at finde ud af det.

Denne usædvanlige efterforskning bringer os i kontakt med ekstraordinære personer. Denne gang finder Aurel, til vores store glæde, en person, der er mere original end ham selv...

Rufin formår at skabe en atmosfære af håndgribelig spænding, hvor kejserens glorværdige fortid stadig spøger i folks bevidsthed. Napoleon-nostalgikere og ivrige modstandere mødes i et malerisk miljø, der dog er ladet med intense følelser.

Aurel er langt fra en klassisk efterforsker, men en sympatisk person, hvis tvivl og personlige refleksioner tilføjer en menneskelig dimension til handlingen. 

 Det er en stor fornøjelse at læse om den unikke atmosfære i Sankt Helena og den måde, Rufin blander historie og fiktion på. Hvis man ikke kendte noget til Sankt Helena før, forlader man romanen meget rigere.

01/04/2026
Calmann-Lévy / Suspense Crime  

Marie de Palet: L'enfant oublié

 Marie de Palet: L'enfant oublié

Tilfældigvis fik jeg en af Marie de Palets bøger mellem hænderne, og det var faktisk en god oplevelse. Hun er født i 1934, uddannet som lærer, men fik lyst til at skrive. Hun har skrevet et stort antal romaner og har nydt en stor opbakning. Mange af hendes bøger foregår i Lozère.

Romanens hovedperson er Charles, der er otte år, da de sociale myndigheder overdrager ham til Marceau og hans kone Jeannette, to gode bønder fra Lozère. På gården La Hibou ville Charles næsten være lykkelig, hvis han ikke hele tiden tænkte på sin mor. 

Han vokser op på gården, bliver forelsket i en forfløjen pige, bliver indkaldt som soldat til 2. verdenskrig, ender i en arbejdslejr. Selv om der viser sig mange muligheder efterhånden som han bliver voksen, søger han stadig at finde ud af, hvem hans forældre var...

Han ved intet om sin familie eller sine rødder, og det er først efter sin adoptivfars død, at han begiver sig ud på en rejse for at finde sin identitet. 

Han ved intet, men mange i omegnen synes at kende hemmeligheden, og lidt efter lidt løftes sløret. Men sandheden vil vise sig at være meget anderledes end den drøm, han havde skabt sig... 

Romanen er fyldt med naturbeskrivelser fra Lozère og skildringer af det hårde liv, som bønderne har. Livet i en lille isoleret landsby og den nødvendige omstilling efter krigens afslutning, hvor det moderne samfund venter.

03/05/2010
Editions De Borée / Terre de poche  

 

David Foenkinos: Je suis drôle

David Foenkinos: Je suis drôle 

Ny roman fra Foenkinos der trods titlen måske ikke er helt så sjov, snarere lidt trist og melankolsk.

Historien handler om Gustave Bonsoir, en ung forældreløs dreng, der bliver adopteret af et charmerende ægtepar, og som opdager, at han har et så stort talent for komik, at han vil gøre det til sit erhverv. 

Men selv om han vil være komiker, ligger hans sande talent måske et andet sted. I sin iver efter at få andre til at smile mister Gustave lidt sig selv af syne. Mellem håb, fiaskoer og uventede vendinger bliver hans liv alt andet end det, han havde forestillet sig.

Foenkinos, en mester i at skabe balance mellem det komiske og det tragiske, fortæller os med stor følsomhed og melankoli om denne unge mands uventede og overraskende skæbne, hvilket gør ham både sympatisk og rørende.

Men han fortæller os også om vores mærkelige tid, om det kunstneriske kald, om angsten for fiasko, om frygten for andres blikke.

Ikke en af hans bedste romaner, men hans evne til at fortælle ofte med en humoristisk indgangsvinkel er også på plads i denne roman.

02/04/2026
Gallimard / Blanche   

 

Philippe Besson: "Arrête avec tes mensonges"

 Philippe Besson: "Arrête avec tes mensonges"

En roman af Philippe Besson fra 2017, som jeg ikke har fået skrevet om før, men det er en meget vigtig bog, for Philippe Besson blotlægger sig selv i denne roman. Uden dikkedarer. Med følelse og følsomhed fortæller han sin kærlighedshistorie med Thomas Andrieu, som han mødte, da han var 17 år.

Det var en næsten umulig kærlighedshistorie i 1980'ernes Frankrig, ikke mindst fordi Thomas ikke accepterer sin homoseksualitet (som han i øvrigt aldrig vil nævne ved navn), ikke mindst fordi aids hærger, og ikke mindst fordi denne historie i Thomas' øjne ikke kan vare ved. Et møde, lige så intenst som kortvarigt, som skaber et savn og en længsel hos Philippe Besson. Det er grundtemaet i mange af hans andre bøger.

Philippe Besson formår perfekt at gengive styrken i dette møde: de første fysiske følelser, der skildres på en afdæmpet måde, den uudholdelige ventetid mellem to møder, men også frustrationen over at skulle skjule denne historie, som Thomas, søn af bønder, der frygter andres dom, ønsker skal forblive hemmelig.

Selv om det er næsten 40 år siden der skete et brud, forfølger historien faktisk Philippe Besson, da han tilfældigt møder Thomas' søn Lucas. Bogens tre dele fra 1984, 2007 og 2016 giver os et udvidet billede af hele historien og dens konsekvenser.

Denne autentiske og let melankolske historie, der fortælles i en sober stil, griber en til sidst dybt, både på grund af det drama, den afslører, og på grund af fortællerens beherskede følelser. Den er skrevet i en rørende enkelhed og følelsesmæssige oprigtighed. 

Man har retten til at være sig selv og en modig afsløring, der forklarer, hvorfor visse temaer går igen i Philippe Bessons værker: tab, savn, svigt og vanskeligheden ved at være sig selv.

05/01/2017

Julliard 

Cécile Coulon: Noir volcan

 Cécile Coulon: Noir volcan

Det er specielt Cécile Coulons romaner, der her grebet mig, men hendes poesi er bestemt også værd at beskæftige sig med, så jeg er starten på dem og er overhovedet ikke blevet skuffet snarere tvætimod.

Noir volcan er en digtsamling, der er befriende og jordnær. Den er en del af en forbløffende fornyelse inden for poesien.

Som hun selv siger, skriver Cécile Coulon med hverdagsord, med ord fra hele livet. Hendes digte handler udelukkende om hverdagen: kærlighed, død, lidenskab, brud, alderdom, kærlighed, der svinder, rødvin, belote-spil, det hjem, man forlader med vemod, og de kære sovende vulkaner, der præger hendes forfatterskab. Hun bor jo i Clermont-Ferrand.

For hende er de mest ubetydelige situationer (som at drikke en øl efter en arbejdsdag), de mest almindelige mennesker (den fraskilte halvtredsårige) og de mest hverdagsagtige landskaber  en anledning til poesi. Cécile er en datter af jorden, en kvinde af sin region, og alle hendes digte besætter uden videre læseren, som hendes romaner.

Her er tre eksempler i en digtsamling der fortjener at blive læst og levet.

Écrire un poème, c’est découper en soi un morceau de silence
Trempé de honte et d’inquiétude, puis on le fait sécher
Sur une branche longue ou sur un fil tendu
Entre deux maisons hautes,
Le vent souffle dessus, le soleil l’entortille
Et quand il est bien sec on l’offre à ceux qui savent
Qu’un poète est à la fois une vieillard et une jeune fille.

« Alors ce soir mon amour 
Je t'écris le plus long des poèmes
J'ouvre mon coeur, mes mains, mes jambes et toute mon âme
J'ouvre grand mon désir et mes dernières flammes,
Alors ce soir mon amour je t'écris que je t'aime.

Comment faire pour cesser,
une bonne fois pour toutes,
d’abîmer la douceur ?

06/02/2020
Le Castor Astral / Poche/Poésie  

 

Yasmina Khadra: Le prieur de Bethleem

 Yasmina Khadra: Le prieur de Bethleem

En meget voldsom oplevelse at læse om forholdene i Gaza set fra indbyggernes side.

Bogen starter dog et helt andet sted. En forlægger fra Paris bliver bortført under mystiske omstændigheder. Han holdes fanget i et lille rum og opdager, at hans bortfører har forelagt ham et manuskript, som han har afvist. Forfatteren, en palæstinensisk munk, der har været udsat for vold, insisterer på, at hans beretning skal blive kendt af alle, og at den gennem ham skal fortælle om tragedien i et land fyldt med tårer og blod. 

Munken vil tvinge forlæggeren til at høre hele historien, der er gennemgående tragisk, blodig og umenneskelig i en lille palæstinensisk landsby, hvor han mistede sine forældre og blev optaget i en anden familie. I starten er alt rimeligt roligt og fredeligt, men det varer ikke længe. 

Men hvorfor tvinger munken forlæggeren til at høre historien og hvorfor har han afvist at læse den. Ja, det er det historien langsomt afslører.

Gennem figuren Wahid fortæller Yasmina Khadra os om den israelsk-palæstinensiske konflikt. Forfatteren fører os ind i Det Hellige Lands omskiftelige historie.Han minder os også om, at mennesker længe har levet fredeligt side om side i et land, der kun ønsker én ting: at se mennesker, der er lykkelige og fredelige.

Det er en smuk tekst, en historie der foregår i Historien, der udspiller sig i Mellemøsten.

Det er simpelt hen en bog der skal læses!

04/03/2026
Flammarion / Littérature française  

Gisèle Pelicot: Et la joie de vivre

 Gisèle Pelicot: Et la joie de vivre

Alle hørt og læst om voldtægterne i Mazan og om uhyret Dominique Pélicot, men vi har allesammen også set denne værdige 70-årige kvinde med de runde solbriller på billederne ved indgangen til retssalen, journalisternes reportager. Historien er ikke bare voldsom men også sand om en seksuel forbryder, der voldtog sin kone og lod 51 mænd voldtage hende i løbet af 10 år...

Bemærkelsesværdigt er det at Gisèle Pelicot ikke ønskede lukkede døre ved den fire måneder lange retssag, men kæmpede sig igennem uanede ydmygelser og kom ud med løftet pande efter domsafsigelser af de 51 mænd.

I denne bog får vi hendes beskrivelse af historien, selv om hun heldigvis var bedøvet under voldtægterne og ikke husker noget om dem.

Allerede fra de første sider slår bogen en med sin enkelhed. Tonen er aldrig dramatisk eller anklagende: det er tonen fra en kvinde, der søger at forstå, at sætte ord på det, der syntes uudsigeligt. Gisèle Pelicot fortæller om det pludselige brud, chokket og den lange vej tilbage til sig selv. 

 Gisèle Pélicot ser tilbage på hele sit liv fra barndommen til i dag. Hun fortæller om sine forældre, sin mors død og sin svigermors kølighed. Hun fortæller om sit møde med Dominique, en kærlig og genert mand, som hun altid har beskyttet og elsket. Hun nævner den foragt, hendes svigerfar vækkede i hende. Hun taler om sine børn, sine børnebørn, de huse, hvor familien har boet, sin karriere og den kaotiske karriere hos den mand, der delte hendes liv. Dette vidnesbyrd er hendes sandhed, og hun fortjernes alles respekt for det.

Skrivestilen, der er klar og behersket, afviser enhver form for selvmedlidenhed i smerten; den prioriterer tværtimod klarsyn og værdighed, hvilket giver teksten en følelsesmæssig styrke, der er så meget desto mere gribende.

Det er en bog og et vidnesbyrd som alle burde læse, for vi er nået videre end de gamle patriarkalske livsformer og ægteskaber, som Gisèle Pelicot voksede op med, og som hun naivt troede på. På trods af økonomiske problemer forsøgte hun hele tiden at holde sammen om familien trods de nederdrægtige mænd der styrede det hele.

I sandhed en beretning alle burde læse!

17/02/2026
Flammarion / Documents, témoignages  

Emma Becker: Le Mal Joli

 Emma Becker: Le Mal Joli

Nyeste bog fra Emma Becker, hvis bog om "La Maison" var den seneste jeg har læst. Den handlede om hendes liv som prostitueret i Berlin. I den bog var synsvinklen et sted mellem selvbiografisk fiktion, roman og selvbiografi.

Denne vinkel bruges også i denne nye bog, men ikke helt så elegant og velkomponeret.

Emma Becker fortæller historien om Emma Becker, en 35-årig forfatter, gift og mor til to børn, der forelsker sig i en forfatter med et aristokratisk navn, der er tolv år ældre end hende, selv samboende og familiefar.

Hun skriver om kærligheden, samtidig med at hun lever den: »Jeg er i gang med at skrive en bog om det. Jeg vil gerne beskrive faserne i denne forgiftning, for det er præcis det, man skal kalde det. Lidenskab er en forgiftning af hjernen.«

Emma taler om forfatteren og skriveprocessen, som hun bruger til at forsøge at bevare kontrollen over en lidenskab, der er uden kontrol.

Hvor længe kan man holde til to former for ubetinget kærlighed? Hvor længe kan en kvinde leve splittet mellem en lidenskabelig forelskelse og en ubetinget kærlighed til sine børn?

Emma Becker skriver lige ud om sine følelser, sine tvivl og en samvittighedsnag ved at svigte sine små børn og mand. Men hun lægger heller ikke fingrene imellem, når hun skildrer det sexliv der er tændt mellem hende og den mandlige forfatter. Sexskildringer tæt på porno.

Der er helt klart mange gode passager i bogen, specielt da hun får familien fra Australien på besøg i sommerferien og må skilles fra sin elskede. Der er også relevante sider om det at være forfatter og hvad forfatterskabet betyder.

Men bogen er alt for lang, for den bliver gentagende og uden en egentlig udvikling.

27/08/2025
J'ai lu / Littérature