Marion Fritsch: L'école de la vie

 Marion Fritsch: L'école de la vie

De hedder Antoine, Inès, Adama, Clara, Rachid, Fanny og Marion.

De er sytten år gamle og de udgør »skraldespandsklassen«. Et sidste år på gymnasiet i forstaden, og måske en STMG-eksamen i udsigt. (En teknologisk gymnasial uddannelse med fokus på ledelse, økonomi, jura og marketing).

I denne første roman skrevet som en række prosadigte og frie vers får Marion Fritsch heldet med at give stemme til de drenge og piger, der har omgivet hende, til deres vitalitet, deres kampe, deres drømme.  Hun fortæller os om sine gymnasieår i 9.4 (Saint-Denis), »hvor hun kommer fra«.

Kapitlerne er øjebliksbilleder af livet, portrætter af hans klassekammerater, tynget af Eastpack-rygsække fyldt med usikkerhed, mishandling, tidlige graviditeter eller en seksuel orientering, de har svært ved at acceptere. Og af drømme, også.

Individer, der alle er forskellige, ofte stemplet af deres jævnaldrende, men som udgør en helhed: denne sammentømrede enhed, som lærerne kalder «klassegruppen», der griner af alt og især af sig selv. « Parfois on ne fait plus qu'un ».

Marion Fritschs pen er rytmisk, oprigtig, præcis, til tider skarp og med en følsomhed, der ligger lige under overfladen. Forfatteren og digteren har formået at blande sin voksne stemme med stemmen fra den 17-årige pige, hun var dengang, for at se nærmere på det år, der har formet den, hun er i dag.

Hun lader os »se« og »opleve« de scener, der prægede dette mindeværdige sidste skoleår, der blev oplevet med en vis trang til at ›nyde‹ og »dele« en relativ sorgløshed, inden horisonten skiftede, og man mistede hinanden af syne... Men selv om hun er andetsteds nu siger hun alligevel: Jeg vil aldrig glemme noget/Fra min forstad.

Det er i den grad en bog, der har grebet mig og som minder om "Les gars de Villiers", hvor der også er tale om en gruppe der holder sammen og som i dag har fundet deres vej. 

Den her bog skal enhver underviser og også mange andre læse. Den er guld værd.

29/04/2026
Albin Michel

Følg hende på Instagram (https://www.instagram.com/unlivre_unehistoire_/)

Marion Fritsch: Les Fragments du Cœur

 Marion Fritsch: Les Fragments du Cœur

Har netop fået kendskab til en ny dejlig forfatter Marion Fritsch. Her er det hendes første digtsamling.

« J’ai aimé tout de nous et même le chagrin, je l’ai serré contre moi jusqu’à en faire de l’amour. »

I en tid, hvor kærlighedens sprog visner, hvordan kan man så genopfinde følelserne? I Les Fragments du cœur, hendes første bog, fortæller Marion Fritsch en kærlighedshistorie gennem de fire årstider, hvor hun starter med "L'automne". Det er et kærlighedsforhold til en anden kvinde, der løber gennem fire faser.

Først skriver hun om den dybt intense og glødende indledende lidenskab, da hun tilfældigvis møder den anden (vi får aldrig hendes navn). Derefter en ret rolig  periode (monotonien sætter ind) og til sidst den frygteligt smertefulde, fyldt af fortvivlelse og sorg (bruddet). 

Alt dette sker i efterårs- og vinterperioden, men forårsperioden og sommeren fortsætter med sorg, vrede, had, men til sidst også restitution, selvforståelse og tilgivelse.

Hun  beskriver med sit hjerte og sine følelser deres kærlighedsrejse og skildrer alle faser af en kærlighedshistorie, idet hun dvæler lidt længere ved bruddet, hvilket er det der gør mest ondt.

Denne digtsamling vil uden tvivl tale til mange af os, for det er en enkel historie som mange har oplevet, men som her bliver fortalt i en digtsamling, der bestemt er en oplevelse og genkendelse.  Det er en ny form for poesi med en rød tråd, ligesom i en roman.

Jeg kunne give mange gode eksempler, men det er bedre, at I selv læser den!

30/10/2024
Albin Michel  

Alice Renard: Peaux vives

 Alice Renard: Peaux vives

Alice Renard har udgivet en enkelt roman og Peaux vives er hendes første novellesamling udgivet i 2025 og udvalgt til at få Prix Goncourt de la nouvelle 2026.

I denne lille samling får vi ni noveller/tekster, ofte ret korte, hvor forfatteren giver os en række  personportrætter fra forskellige epoker, hvor personerne står over for forskellige situationer. 

Disse ni meget korte tekster tegner portrætter af mennesker, der står ved et vendepunkt, i det øjeblik, hvor alt ændrer sig. Fra Jeanne, bonden fra 1890, der giver afkald på sin ungdom, da hun nærmer sig de 35 år, til ingeniøren på passagerdampskibet France, der indser, at han er gået glip af livet som far.

Vi møder også den lille Camille, der ikke vil vokse op, og Martin, en dyretæmmer, der reflekterer over sin hverdag med dyrene.

Meget forskellige personer, miljøer og tidspunkter, men Alice Renard fanger dem præcist hvor der ved ved at ske noget afgørende i deres liv eller det tidspunkt hvor deres liv skal gøres op. Har de levet godt og nok eller hvad kan der gemme sig i dem af nederlag?

Alle novellerne er ledsaget af en tegning af forfatteren selv. »Hænderne, der er det gennemgående tema i hendes tegninger, symboliserer bevægelse og forvandling, som er kernen i hendes værk,« står der til sidst.

Meget varieret indhold med en skrivestil der er er enkel og præcis.

Kan anbefales!

09/10/2025
Editions Héloïse d'Ormesson 

Romain Lemire: Clément

 Romain Lemire: Clément

Romain Lemire, vinder af årets Goncourt-pris for bedste debutroman for »Clément«, der handler om incest i en tilsyneladende lykkelig familie. Forfatteren vender tilbage til denne vigtige fortælling for at kaste et klart blik på tavsheden og virkeligheden bag overgrebene.

Det er historien om en lykkelig barndom i en selvbiografisk fortælling, hvor Clément Drelin vokser op i en kultiveret og kærlig familie – en barndom præget af venskab, drømme og forelskelse. Et portræt af hans kærlige og dannede familie, med en far, der er litteraturlærer, og en mor, der er forlægger, hvor alt ser ud til at gå på skinner i familien med 3 drenge og 1 pige. Men med alderen dukker en hemmelighed op, en forbrydelse, et drama, der gentager sig: incest.

Romain Lemire viser, hvordan vold kan skjule sig i de mest almindelige familiestrukturer, i tavsheden, det usagte og mekanismerne til at udviske sporene. En af bogens store styrker ligger i dens sprog. Stilen er enkel, flydende og uden unødvendige effekter, men gennemsyret af en konstant spænding og ofte tilsat en humoristisk vinkel især i barneårene. 

Hans fortælling er præcis, følsom og tilbageholdende; tonen er ikke kun et offers, men en krigers, der overrasker, rører og søger at bryde tabuer, men det er også en skrivestil, der stråler af håb ved at omdanne smerten til en kamp for at opnå det bedste for sig selv. Bogen er hele Cléments historie fra tidlig barndom, til han er næsten 50 år, den fortælles med ord, der passer til hans alder. 

Det er en bog der bryder mange tabuer, hvilket er vigtigt, men det er også en fortælling om en række personer og oplevelser, der fanger læserens opmærksomhed.

Kan stærkt anbefales!

09/04/2026
Le Cherche midi   

Marie Vareille: Nous qui avons connu Solange

 Marie Vareille: Nous qui avons connu Solange

Har tidligere været rimeligt begejstret for Marie Vareilles roman "Désenchantées", og hendes nye roman er bestemt også værd at læse, selv om den måske godt kunne være kortet lidt ned.

Det er historien om nogle stærke kvinder, der langt op i nutiden er begrænset af mændenes magt. Gennem fire generationer af stærke kvinders livsskæbner skildrer Marie Vareille den ekstraordinære udvikling, vores verden har gennemgået i løbet af det sidste århundrede, og minder os om, hvor meget vi skylder vores kvindelige forfædres udholdenhed og mod.

Handlingen drejer sig om Célestine, en bondekone fra Corrèze, der, født i 1917, går gennem århundredet med byrden af en mørk familiehemmelighed. I centrum af denne historie står hendes søster, der blev indlagt på en opdragelsesskole for såkaldt »afvigende« piger, og Jeanne, hvis skæbne er beseglet af denne indviklede slægtshistorie. Mere vil jeg ikke afsløre her, men lover, at der er en overvældende mængde af aktuelle temaer.

Fortællingen begynder med en rørende fortrolighed fra Célestine, der nu er mere end hundrede år gammel. Det landlige miljø i Sarégnac danner rammen om en barndom præget af hårdt arbejde og ønsket om frigørelse. Forfatteren fremhæver styrken hos disse ældre kvinder, der trods mændenes dominans og de sociale begrænsninger har formået at skabe deres egen vej. 

 Denne udforskning af familielivet foregår med en ømhed, der ikke udelukker ærlighed, og behandler på en subtil måde så centrale temaer som kvinders vilkår, retten til at bestemme over egen krop, frigørelse, respekt, at tale og lytte samt pigers opdragelse i et patriarkalsk samfund.

Der er nok at tage fat på og Marie Vareille styrer med stor behændighed forløbet, der griber læseren fra starten og aldrig slipper os. Med stor behændighed får hun læseren til ikke at slippe fortællingen for der er lagt mange uafklarede spørgsmål ind, som vi er ivrige efter at får besvaret.

Som tidligere nævnt kunne jeg godt have ønsket en lidt strammere komposition og måske udeladelse af vise afsnit. Men en god og stor oplevelse er det at læse værket.

11/03/2026
Flammarion /

Adeline Dieudonné: Dans la jungle

 Adeline Dieudonné: Dans la jungle

Ny bog fra den fantastisk gode belgiske forfatter Adéline Dieudonné, som vi husker fra f.eks. La vraie vie og andre fine romaner. Hun er produktiv og har en evne til at fortælle godt og intensivt ofte om aktuelle problemstillinger.

Allerede i første kapitel får vi slutningen på en skildring af et belgisk borgerligt ægteskabs sammenbrud. Vi får at vide at vide, at Arnaud begik selvmord, efter at han havde myrdet sin kone Aurélie og deres to børn. I de kommende kapitler kommer så historien fra dens begyndelse til dens opløsning. 

Bogens titel "Dans la jungle" får os vel ikke til at tænke på en pæn lille borgerlig by i nærheden af Bruxelles. Men det går efterhånden op for os i beretningen fra Aurélies og Arnauds møde til parrets etablering i en borgerlig hverdag. Mekanismen sætter sig i gang, snigende, uundgåelig. Læseren er vidne til Aurélies langsomme nedbrydning og Arnauds besiddende jalousi.

På en mærkelig måde bliver man grebet af historien, selv om man kender slutningen. Der bliver stillet spørgsmålstegn ved de usynlige drivkræfter bag ægteskabelig dominans og psykologisk vold. Junglen findes bag de hvide murstensfacader på de velhavende småborgeres velstående huse, der signalerer familielykke.

En resolut realistisk skrivestil i en tekst, der dissekerer mekanismerne bag et kvindemord og et dobbelt barnemord i hjertet af den belgiske middelklasse. Læseren bevæger sig fremad med tilbageholdt åndedrag, som hypnotiseret af denne nutidige tragedie.

Der er adskillige andre bøger om féminicide f.eks. « La Nuit au coeur » af Nathacha Appanah, men Dieudonné forbliver mere neutral. Hun er dog slagkraftig og uden dikkedarer rammer hun bare plet. Hun fortæller uden omsvøb, med en næsten klinisk præcision, og det er netop det, der gør denne tekst så stærk.

02/04/2026
L' Iconoclaste  

Pauline Clavière: Spécimen

 Pauline Clavière: Spécimen

Første af Pauline Clavières bøger jeg har læst, men jeg kan kun give ret i teksten på omslaget til bogen: Den her bog glemmer man ikke lige med det samme.

Hvorfor ikke?? Jo, den har et usædvanligt tema, en fortællestil der siger spar to og en roman på kanten af virkelighed og fiktion, der kører læseren rundt efter forgodtbefindende. Det er god litteratur!

I »Spécimen« handler det om blikket: det blik, vi retter mod den anden, den tynde grænse, der adskiller subjekt og objekt. Romanen dykker ned i hjertet af komplekse menneskelige relationer, samtidig med at den sætter spørgsmålstegn ved vores opfattelse af individer: hvordan vi observerer dem, analyserer dem og endda spærrer dem inde. 

På råd fra en veninde møder fortælleren Mina, en barnepige, som hun betror sin lille dreng Lucas til. Alt går rigtig godt, indtil den dag, hvor Mina beder hende om hjælp: Rafael, hendes 19-årige søn, er forsvundet, og hun har brug for hjælp, brug for at forstå denne søn, der er i konflikt med loven. Til det formål giver hun hende en notesbog, hvor den unge mand har skrevet sine tanker ned. Efterhånden som hun læser, opdager hun Rafaels følelser og oplevelser, nogle ret foruroligende tekster, der forstyrrer hende så meget desto mere, fordi de vækker minder om Laura, hendes bedste veninde, hvis pludselige forsvinden uden et ord fra den ene dag til den anden for 25 år siden stadig gør ondt i dag...

Så er der lagt op til indtil flere gåder der skal undersøges og som læser drages vi ind i dette virvar, der delvis afklares under retssagen mod Rafael, der anklages for pædofili.

Livet har ikke været nogen gave for Rafael. Præget af en barndom ødelagt af en voldelig far, stiller han sig i dag spørgsmålet om grænsen mellem uskyld og mørke: på hvilket præcist tidspunkt tog hans mørke side overhånd?

Gennem læsningen af Rafaels dagbog dykker fortælleren ned i et afgrundsdybt hav af minder. Den unge mands handlinger fungerer som et spejl, der bringer de traumer fra hendes egen barndom, som stadig hjemsøger hende, op til overfladen. Hun har et dybtfølt behov for at forstå, for at begribe, hvem Raphaël virkelig er.

Pauline Clavière præsenterer os for en uhyggelig roman, der tager fat på vor tids store tema: hvor langt vil vi gå for at beskytte vores børn, og mod hvem? Hendes ubarmhjertige handling fører os ind i et intimt og urovækkende Marseille, hvor hele samfundet er ved at gå i opløsning. 

11/03/2026
Grasset / Littérature Française