Monday, March 18, 2019


Delphine de Vigan: Les Gratitudes


For et års tid siden udsendte Delphine de Vigan en kort roman med titlen "Les Loyautés" (se omtalen), og nu kommer anden del af trilogien om følelser. I "Les Gratitudes" er det vores evne til at udtrykke taknemmelighed, der er fokus på.
Bogen starter med at konstatere at vi siger "merci" mange gange om dagen, nok mere i Frankrig end i Danmark, men er det kun overfladisk? Husker vi at vise den dybe taknemmelighed, som vi føler for vi skylder nogle mennesker?

Aujourd’hui, une vieille dame que j’aimais est morte.
Je disais souvent : « Je lui dois énormément. » Ou : « Peut-être que sans elle, je ne serais plus là. »
Je disais : « Elle compte beaucoup pour moi. »

Compter, devoir, est-ce ainsi que se mesure la gratitude ?
Mais l’ai-je assez remerciée ? Ai-je suffisamment montré ma reconnaissance ? Ai-je été assez proche, assez présente, assez constante ?

Siger en af bogens tre vigtigste personer, Marie, i starten. Vi ved altså allerede nu, hvordan det skal gå med Michka, en ældre dame, som hun været knyttet meget til. Michka er en intelligent, kulturel og vidende persen, men hun må på plejehjem, da hun begynder at lide af afasi og glemsomhed. Hendes intelligens er ikke berørt, men ordene begynder at blive væk eller bliver erstattet af andre, så man må finde det rigtige selv.

Pendant quelques secondes, elle se perd dans ses pensées.
— Il faudrait pas vieillir. Mais bon, ça tombe bien que tu sois là, je voulais te dire que j’ai réfléchi, je préférerais une abréviation.
— Comment ça ?
— Pour mes obstèques. Une abréviation… quelques petits sandwiches et on n’en parle plus. Comme madame Crespin, il paraît que c’était très sympathique.
— Tu veux dire une incinération ?
— C’est ça. Mais au sermon, les sandwiches, pas au pâté.
— Au saumon ? Oui, bon, O.K., c’est noté, mais il n’y a pas d’urgence, tu sais, on n’est pas pressées.

Talepædagogen Jérôme tager sig af Michka og prøver at få hende til at holde fast i ordene, men han føler også noget specielt for hende, da hun rører ved noget hos ham, som han helst ikke vil have frem. Vi er nemlig vidne til, at ting fra fortiden dukker op, for der har været situationer, hvor vi ikke har fået udtrykt vores taknemmelighed over for bestemte personer, der måske er væk nu.
Alle tre hovedpersoner har nogle bestemte, som de skylder noget og det kommer frem i løbet af bogen.

Det er en meget følsom og vedkommende bog, der berører en række emner, som ellers holdes i baggrunden: at blive gammel, at blive syg, at leve på et plejehjem, at miste alt hvad man har kæmpet sig til, at lære at miste. Det er fortalt i et enkelt sprog med mange samtaler, ikke altid trist og alvorlig, men plads til humor og glæde.



JC Lattès, 2019

Tuesday, March 05, 2019


David Foenkinos: Deux soeurs



Nyt familiedrama fra David Foenkinos der med Deux Soeurs giver os en næsten thrilleragtig historie om søstrene Mathilde og Agathe.

I starten er alting godt. Mathilde er gymnasielærer, der nyder sit job og har en stor status hos rektoren. Hun har været i forhold med Etienne i 5 år, og han har på deres sommerferie i Kroatien sagt, at nu skal de giftes og have børn. Søsteren Agathe er gift med Frédéric og de har datteren Lili. De er lidt fortravlede, men elsker hinanden.

Bomben falder, da Etienne efter nogle dage, hvor han har været lidt underlig, siger, at han vil forlade Mathilde. Forklaringen er, at hans gamle kæreste Iris efter et ophold i Australien er vendt tilbage. Etienne har mødt hende og den gamle kærlighed er blusset op igen.

Vi følger nu Mathilde i hendes totale nedtur, hvor Agathe træder til og tilbyder, at hun kan bo hos dem. Det er en lille lejlighed, men Mathilde flytter ind i Lilis værelse og kommer også til at fungere som barnepige. Mathilde begynder også at tale meget med Frédéric om hans arbejde, der ikke interesserer Agathe.

Så kan forviklingerne godt starte, men det skal jeg ikke afsløre. Bogen har en voldsom og uventet (?) slutning, kan jeg dog røbe. Man slipper ikke bogen, førend man kender denne.

Bogen er meget velskrevet, veldisponeret, så sagerne ses fra flere personers side. Vi ser, hvad der kan ske, når en passion pludselig bliver brudt. Hvor en person kan ændres totalt. En gang en elsket lærer, derefter en iskold og beregnende type, der ikke tager hensyn til andre.

Bogen er nok ikke Foenkinos' bedste, da man kan blive i tvivl om det er en karikatur, specielt i anden del,men man må alligevel indrømme, at han holder én fast med sin denne gang lidt mørke syn. Lidelse, afsavn, smerte bliver kun alt for godt belyst.



Gallimard, 2019



Har tidligere med stor fornøjelse læst hendes noveller og en enkelt roman, så det var rart at se, at hun nu udsender en ny roman.

Bogens hovedperson er Francine, født Edda i Warszawa i 1939 i den jødiske ghetto. Vi får ikke meget at vide om hendes fortid, men får dog at vide, at hendes mor flygtede med hende fra en lejr og at de kom til Paris. Hun har en datter Roni og et barnebarn, hendes mand er død.

Meget af historien udspilles i busrute 96, hvis rute netop har givet titlen på bogen. Francine er en meget indadvendt person, ruger på mange ting, som hun gerne vil fortælle om, men hun bliver ofte kun til et "øre", der hører på andres lidelser. Hun er meget ensom, har svært ved at skabe kontakter, har ofte en grov måde at behandle andre folk på, men samtidig er hun meget opmærksom på små ting, der kan forklare meget. Vi får således et godt indblik i livet i en storby set indefra. Det er koldt, overfladisk og lykken synes at være forbeholdt de få.

En dag får hun øje på en person, Avril, som hun fatter sympati for, og som hun føler vil lytte til hende og give hende en eksistens. Historien udvikler sig dog lidt anderledes.

Forholdet til datter og barnebarn er meget fjernt, de ses næsten aldrig, ikke engang til jul. Bogen foregår i månederne op til jul, og her er ensomheden ofte størst for folk uden omgangskreds, familie eller venner.

Med mødet med Avril sker der meget med Francine, og bogens skildring af hendes udvikling er præcis og på samme tid dramatisk og latterlig. Der er igen de små ting, der bestemmer livets gang. 

En af hendes buschauffører siger til hende juleaften: Le pouvoir des petites choses est si grand. Car ce sont les petites choses qui restent. Sur le coup, on ne sait pas qu’elles vont rester. Ou plutôt, on ne sait pas lesquelles vont rester. Et faire buvard. À jamais. Seuls ces petits détails inscrits dans le buvard nous blessent, vous comprenez ?

En god bog, der nok får én til at se lidt anderledes på passagerne i en bus, metro eller fly. Måske gemmer der sig en sorg, en glæde i de personer, som man kun oplever som masker. Det kunne jo være, at man skulle prøve at række hånden ud?


Éditeur : EDITIONS HÉLOÏSE D'ORMESSON (17/01/2019)

 

Friday, February 22, 2019


Véronique Ovaldé: Personne n'a peur des gens qui sourient



Et par af Véronique Ovaldés bøger er oversat til dansk, hvor jeg har anmeldt dem (se feks. Fransklisten), men denne er så ny, at oversættelsen må komme senere.

Det er en roman om en kvinde, der pludselig tager afsted fra Vallenargue i det sydlige Frankrig med sine to piger for at gemme sig i Alsace. I starten ved vi ikke meget om, hvorfor hun gør det, men efterhånden bygges hovedpersonen Gloria op gennem flash-backs til barndom og ungdom, og vi får også et glimrende indblik i de to børn, hvor den ene er i teen-age-alderen, den anden noget yngre.

Men når vi er ca. midt henne i bogen, bliver historien til en thriller og krimi-roman, hvor vi får klarhed over nogle dødsfald og stadigvæk funderer noget over hovedpersonens karakter og motiver.

Mere vil jeg ikke afsløre, for roman bliver pludselig meget spændende.

Glorias liv har været meget specielt: hendes mor kunne ikke lide hende og stak af med en tandlæge, hendes far tager sig af hende, men dør af kræft. Hun arbejder på en bar, der ejes af én af faderens venner, hun møder Thomas, der bliver far til hendes to piger. Men der er noget eller nogen, hun er bange for. Der må vi vente med at få at vide.

Kapitlerne der skifter mellem nutid og fortid, giver en god rytme, for vi bliver for hvert blik i fortiden, klogere på hendes reaktioner i nutiden. Sproget er levende og velformuleret med nogle forfatterkommentarer i parentes undertiden, måske for at lette tonen lidt.

Gloria er en speciel person og alligevel som en moderne stærk kvinde, men selv om vi får mange sider af hende belyst, mangler vi måske alligevel lidt af nøglen til ændringer i hendes karakter efter den anden fødsel. 

Ikke helt så god som den foregående roman, men alligevel ok.



Flammarion, februar 2019


Tuesday, February 19, 2019


Théodore Bourdeau: Les petits garçons



En udviklkingsroman om to drenge der holder sammen i et venskab fra skolen til de er blevet "voksne" og omkring 30 år.

Bogen begynder og slutter med fortællerens bekendelse "Je suis né heureux", men selv om man er født til at være lykkelig, så kan der kommer mange hindringer i vejen for én.
Fortælleren er usikker på sig selv, får en opdragelse, hvor han har stor frihed til at gøre, hvad han vil. Han ved ikke rigtigt, hvad han vil være, da tiden er inde til at tage en beslutning. Han har også problemer med at finde den rigtige pige og har mange kærestesorger. Men efter flere forskellige nederlag bliver han journalist.

Vennen Grégoire derimod er i en familie, hvor man stræber højt og kæmper med tænderne bidt sammen for at nå den høje uddannelse og de høje job. Grégoire er en stræber, der ikke er i tvivl om sit eget værd. Han har én bestemt pige som sit mål, og hende bliver han også gift med.Socialt set er de ikke så forskellige, men hele mønstret for deres udvikling er meget forskellig.

De holder alligevel sammen og kan koble af ved at være sammen, når tiden tillader det. Deres videre forløb er meget forskellige, men det vil jeg ikke røbe her.

Historien foregår i Frankrig nu, selv om forfatteren kun antyder det, så kan vi hurtigt gennemskue det selv f.eks. valget af Macron og terrorist-angreb i N.Y. Man fornemmer også den hårde kamp på arbejdsmarkedet, sværheden ved at skabe reelle kontakter og forholdet til pigerne. 

Bogen er gennemgående godt fortalt, måske lidt for langtrukken og i nogle tilfælde for usikker omkring personkarakteristikkerne.Men som en debutroman kan den bestemt godtages.


Stock, januar 2019

Jean-Claude Grumberg: La plus précieuse des marchandises



Det er "un conte", et eventyr" og vi har også alle de træk, der er karakteristiske for et eventyr. Prinsen er faderen, der leder efter en forsvunden datter, hjælperne er et par og en mand, der bor dybt inde i en skov. Fjenderne er de folk, der vil udrydde jøderne, med andre ord nazisterne, for eventyret er en fortælling om, hvad der skete under 2. Verdenskrig i Frankrig.

Vi har et ungt par, der lige har fået tvillinger. De bliver ført til Drancy og sat på et tog. Undervejs får manden den ide at kaste den ene af tvillingerne ud af et åbent vindue, da toget kører gennem en skov. Hans kone vil ikke tale med ham mere, de skilles i lejren, men han overlever. I sit sind tror han stadigvæk på, at datteren har overlevet, og hans søgen starter.

Det er en historie, der har sin rod i en virkelig historie, men denne oversættelse til et eventyr giver den et ekstra sving, for er det ikke tale om menneskene generelt? Der er de gode og de onde i forskellige grader, men historiens forløb har vist, at ondskaben ikke kan udryddes. Ingen ide eller religion kan begrunde udryddelsen af hele eller dele af folk. Menneskeligheden kan for nogle undertiden erstattes af umenneskelighed, og det bør man kæmpe imod.

En lille og stærk historie fortalt i en medrivende stil, der giver meget stof til eftertanke.



Seuil, januar 2019

Sunday, February 10, 2019


Eric Vuillard: La bataille de l'occident


Efter for nylig at have læst Vuillards seneste bog "La guerre des pauvres" fik jeg lyst til at læse hans bog omkring "La Grande Guerre", der i hans udlægning faktisk bliver til "La Bataille d'Occident". Bogen er fra 2012, men den er bestemt værd at læse nu, hvor der er gået mere end hundrede år, siden krigen sluttede.

Det er ikke en roman, for den beskæftiger sig med reelle personer og begivenheder, men heller ikke en historisk beretning, for Vuillard elsker at trænge ind i folks tanker. Hvorfor gør det mon det de gør? Når man ser på de folk med ansvar, der kastede Europa ud i en krig, der kostede så mange liv, må man nok konstatere, at det var det rene vanvid.

Vuillard giver sig god tid til at beskrive situationen før det katastrofale pistolskud i Sarajevo, de forskellige landes modvilje mod at erklære krig, men styret af såkaldte militæreksperter ender det med at der blive sat gang i krigshandlingerne. Den tyske Schliffen har skrevet den detaljede plan, så det er bare at gå igang.

Det er på mange måder rystende læsning og fyldt med meget stof, som bøger om krigen ikke fortæller. Vuillard fortæller både konkret, men også ironisk og spydigt. Han indfletter også poetiske beskivelser af natur for at skabe kontrast til uhyrlighederne.

En mageløs bog om flere kejserrigers og staters sammenfald og en revolution tilligemed. Det gamle vesten gik til grunde sammen med flere ungdomsårgange og åbnede for en vej for fascismen og nazismen. Når man læser Vuillards bog, får man belæg for, at denne krig aldrig burde være startet, men krigsgale eksperter i alle lande, våbenindustrien i Tyskland mm havde overtaget.

Desværre kommer man hurtigt til at tænke på andre unødvendige krige i vor tid, når man har læst bogen, herunder Danmark som krigsførende nation!


Actes Sud, 2012

Thursday, January 31, 2019


Salomé Berlioux/Erkki Maillard: Les Invisibles de la République



Nylig udgivet bog om de unge i det som man med en dansk betegnelse vil kalde udkants-Frankrig. Bogen er enormt fint dokumenteret og behandler emner med mange konkrete eksempler, henvisninger til undersøgelser, politiske beslutninger og udsagn fra diverse eksperter.

Starten på bogen er stærk: "C'est une jeunesse oubliée. À l'abandon. Notre jeunesse. Celle de la France dite « périphérique ». Près de deux jeunes sur trois y cumulent les difficultés. L'isolement qu'ils subissent sabote toute cohésion sociale. Favorise la montée des extrêmes. Met en péril la République." Og når man så fortsætter med at fortælle, at det er 60% af Frankrigs unge, der befinder sig i denne situation, så må man blive forbavset, for det tegner ikke godt for de unge, hvis man ikke snart gør noget ved det.

Bogen gennemgår gennem konkrete eksempler de unge i udkants-Frankrig, der er grebet af manglende selvtillid, er bange for at forlade den trygge landsby, familie og venner for at studere i en større by. Hvis de så endelig får taget mod til sig for at prøve, mødes de af en lang række konkrete problemer: transporttid, økonomi, mangel på generel viden om politik og kultur, for de har måske aldrig været i teater o.lign. De føler sig meget isolerede og fremmede, når de f.eks. kommer til Paris.

Der er mange forhindringer, men bogens forfattere ser et håb i de forsøg på at hjælpe, der gives af andre, der har kendt problemet. De unge kan blive taget under vingerne af folk, der har kæmpet sig igennem, og som vil hjælpe og dele erfaringer. Det skildres i det afsluttende kapitel "Kévin en 2030", hvor man forestiller sig, at vejen frem for den unge Kévin er blevet lettere på grund af den støtte fra en eller flere faddere, som han får.

Bogen er meget omhyggelig med at vise, hvor problemerne er, men også til at konkretisere, hvad man kan gøre. På den måde er den måske ikke så negativ, som starten på bogen viser, men det er nu, at der skal ske noget!



Robert Laffont, januar 2019

Sunday, January 20, 2019


Éric Vuillard: La guerre des pauvres


Mit første bekendtskab med Éric Vuillard og bestemt ikke det sidste! Éric Vuillard tager historiske emner og perioder op, men tilfører de historiske emner et strejf af litteratur, forklaring og nogle helt klare muligheder for at forbinde til nutiden.

Denne bog drejer sig først og fremmest om de fattiges oprør i 1524 i det sydlige Tyskland. Det er specielt oprørets anfører, præsten Tomas Münzer, der er centrum i bogen.

Når der tales om de fattige, er det især de fattige bønder, der udsættes for stærkere krav om at betale skat til adelen. Vuillard inddrager også England, hvor der allerede i 1400-tallet var voldsomme oprør ledet af Wiclyf, Ball og Tyler. Det ender dog med at bønderne bliver nedkæmpet.

"SON PÈRE avait été pendu. Il était tombé dans le vide comme un sac de grain. On avait dû le porter la nuit sur l’épaule, puis il était resté silencieux, la bouche pleine de terre. Alors, tout avait pris feu. Les chênes, les prés, les rivières, le gaillet des talus, la terre pauvre, l’église, tout. Il avait onze ans." Sådan starter beretningen om Tomas Münster, og vi følger ham gennem en tilværelse, hvor han som præst er på de fattiges side, hans opfordringer til oprør og hans forhold til fjenderne, de rige. Der tegnes et billede af en højst usædvanlig mand med hans gode og mindre gode karaktertræk.

Det er enormt spændende læsning for det er et oprør mod autoriteter, der også besidder magten. Det er opgøret med den katolske kirke, der dømmer Münster til at være kætter, men Luther overtager denne del af oprøret. 

Det er jo ingen hemmelighed at ganske få mennesker ejer størstedelen af jordens rigdomme, så bøndernes nej til at betale mere i skat, kan jo nemt få én til at tænke på "les gilets jaunes", hvis oprør starter med benzinpriserne. I Vuillards beretning øges vold og krav i højere krav, når der ikke er noget svar. Det bliver til krav om slaveriets oprør, hvor det moderne oprør er et krav om republikkens ophør.

Rigtig god læsning der fører til mange overvejelser hos læseren, for historien har det jo ofte med at gentage sig. Sker det også i Frankrig i dag?


Actes Sud, januar 2019

Delphine de Vigan: Les Gratitudes For et års tid siden udsendte Delphine de Vigan en kort roman med titlen " Les Loyautés "...