Armel Job: Sa dernière chance
Har igen fundet en lidt ældre bog af Armel Job og er igen blevet overvældet af hans sublime måde at skrive og fortælle på. Der skal bestemt graves mere i hans forfatterskab, for når selv Amélie Nothomb kalder ham Belgiens bedste forfatter, så er der være noget om det.
Bogens titel er som sædvanlig lidt tricky, for er det hans eller hendes eller hvis sidste chance og er det positivt eller negativt ment. Det afslører fortællingen for os.
Den 39-årige Élise, der er ugift, bor hos sin søster, en anerkendt gynækolog, og sin svoger, der er ejendomsmægler. Hun passer huset og tager sig af de fire børn i familien, og hendes tilværelse forløber således i en slags uforanderlig rytme: Élise har altid levet i sin søsters skygge. Men pludselig gør hun oprør.
Hun møder en antikvitetshandler, der opfører sig mere end lusket. Han ser ud til at være involveret i handel med stjålne religiøse kunstværker med hjælp fra en præst, der er endnu mere uærlig end ham selv.
Faktisk følger begivenhederne hurtigt efter hinanden; der er ingen pauser i denne roman: man forestiller sig scenerne og forstår dem med det samme, men tilbageblik til de få timer, der gik forud for handlingen, giver det, der lige nu udspiller sig, en ny dimension. Historien tager efterhånden en dramatisk og overraskende vending i stil med »fangeren bliver selv fanget«. Det er, tror jeg, kombinationen af tempoet, personerne og den subtile humor, der gør denne velskrevne fortælling så spændende.
Som altid morer Armel Job sig med at føre os på vildspor, der får os til at tage parti for den ene eller den anden, for derefter at vende det hele på hovedet. Han sætter os i samme situation som sine figurer og får os til at dømme andre og fordømme dem lidt for hurtigt. Denne roman fungerer som et spejl af vores egne mangler.
I denne roman skriver Armel Job om familie, kvinder, børn, begær og det indtryk, man giver andre, og han udforsker den sump af følelser, der ligger skjult under overfladen.
Armel Job skriver ikke som en lidt kedelig politirapport som han citerer flere gange. Der skal en forfatter til for at forklare sagen. Måden, han leger med sit eget forfatterskab på, er særdeles behændigt og giver romanen endnu et lag.
04/02/2021
Robert Laffont
Robert Laffont






