Yannick Haenel: La solitude des professeurs est infinie

 Yannick Haenel: La solitude des professeurs est infinie

Yannich Haenel fortæller via hovedpersonen Jean Deichel om sine første år som underviser. I præsentationen af bogen hedder det:

Jean Deichel, en ung fransklærer, er i praktik på en skole i en forstad til Paris. Om natten bor han i en tennisklub i Deuil-la-Barre; om dagen opdager han både de udfordringer og de dybe glæder, som faget byder på, samt skolens vold og skønhed.

Jean er også en eventyrlysten digter, der er opsat på at finde lyset fra det »rigtige liv« midt i den mest grå hverdag: i virkelige eller drømte haver, ved bredden af en sø, under udflugter til Pompeji og Tarquinia, men frem for alt i den skrøbelige ynde ved en vellykket time. Mellem politisk virkelighed og eksistentielt mysterium er lærernes liv en roman.

Bogen er på den måde konkrete oplevelser i skolen men samtidig en digters søgen efter sig selv. Skoledelen er for mig det absolut bedste ved bogen. 

Jean er en lidt vild person med sine egne ideer om undervisning, selv om han aldrig rigtigt har prøvet at stå i situationen, men hans vigtigste pointe er, at eleven skal være i centrum. Men læreren skal være den der åbner døre for nye oplevelser og nye fordybelser i sprog og kultur. Litteratur er et middel.

Da Jean starter, får han at vide, at man aldrig skal smile til eleverne, men være aflukket og bestemmende. De passer slet ikke på Jean, og vi får mange eksempler på, at han lykkes med sine ideer. Da han efter et års pædagogikum, endelig bliver godkendt (man kan ikke afvise ham, da man mangler lærere), får han lejlighed til at fremføre sine ideer, der på mange måder er kætteriske mod det franske autoritative system.

Men skolerne i forstæderne er en umådelig mundfuld at klare, og sammen med Jean personlige og psykiske nedbrud betyder det hans farvel til undervisningen.

Jeans historie er meget mere end skolen, hans vilde ideer, løssluppenhed, forhold til kvinder er andre dele i en person der er splittet.

Har læst med fornøjelse hans introduktion til en første skoledag i en skole, hans kolleger og en verden, der er noget andet end studier, men jeg kan også lide hans grundtanke, at en lærer skal formidle, åbne for nye verdener og ikke lade sig kue af et system, der er alt andet end frihed. Friheden har han dog alene i klasseværelset, men ensomheden er voldsom.

20/08/2026
Gallimard  

Armel Job: La Cuisinière du Kaiser

 Armel Job: La Cuisinière du Kaiser

Endnu en bog af Armel Job, som jeg kommer til at holde mere og mere af som forfatter. I denne roman der tager udgangspunkt optegnelser om krigen i 1914-18, som den foregik i de belgiske Ardenner.

Det er på en måde en familiesaga (fra 1885 til 1929) om Magda, mor til otte børn, og som i 1918 lavede mad i toget til Kejser Wilhelm II. 

Bogen starter med, at den gamle dommer François Martin overdrager nogle familiedokumenter til en fætter, der er historiker, og som måske kan bruge dem til at skrive en artikel. Fortælleren modtager et gammelt foto, der er reddet fra en brand, samt et manuskript skrevet på tysk, hvis forfatter vi først får kendskab til ved fortællingens afslutning

Bogen bliver et smukt portræt af en kvinde med hendes styrker og svagheder. Alligevel er Magda en stærk og dominerende kvinde, der ikke lader sig trampe på. Men hun ved jo godt, at i hendes tid, mellem 1880 og 1920, var det mændene, der bestemte, især når man var gift.

Der er intet værre end at miste et barn. Magda vil forsøge at forstå, hvorfor hendes 14-årige søn Guillaume blev skudt af kejserens hær under invasionen af Belgien i 1914. Det fører til et møde med Kejser Wilhelm II, der opholder sig i Spa. 

Men sammen med Magdas liv følger hendes families hårde og til tider tragiske liv, hvor vi i den store historie får dybt kendskab til den lille historie i denne saga.

Armel Job leverer et imponerende værk, der griber læseren stille og roligt. Der er hele tiden noget nyt der afsløres om en familie, der siden 1. Verdenskrigs slutning har forsøgt at nedtone, omfortolke og senere helt glemme en meget voldsom hændelse fra 1914.

Det kan ikke skrives meget bedre.

20/02/2025
Robert Laffont  

Serge Joncour: Une histoire d'amours

 Serge Joncour: Une histoire d'amours

En dejlig roman om to kærlighedshistorier der spejler hinanden med 200 års afstand.

Franck og Léa er to parisere, der netop er flyttet ind i en gammel mølle i le Morvan. Léa arbejder stadig af og til i Paris. De lærer deres naboer, Joss og Kelly, at kende, som bor i portnerboligen ved det forladte Josserand-slot. 

Kelly og Franck er begge interesseret i ruinerne af slottet og især i »Chapelle des amants«, et sted, der er forbundet med en kærlighedshistorie fra det 19. århundrede. Det vækker Francks nysgerrighed, og han opdager kærlighedshistorien mellem Joséphine, datteren af baronen, der ejer slottet, og Rodolphe, en sundhedsofficer. Deres historie er centreret omkring 1824.

Franck og Kelly føler sig tiltrukket af hinanden. De har begge problemer i deres ægteskab: Joss lever lidt på kant med loven og er ofte brutal og voldelig. Léa har fortrudt, at hun har forladt Paris og kan ikke følge hverken Francks eller deres børn begejstring for den rige natur i området.

Det er imponerende, hvordan fortællingen er opbygget på tværs af to tidsplaner – to romaner i én – for de to historier spejler hinanden, svarer hinanden, og forfatteren har meget dygtigt vævet forbindelser mellem dem. Med to århundreder imellem er der rige resonanser.

Denne roman handler om to kærlighedshistorier (deraf »s'et« på et sted, hvor man ikke nødvendigvis forventer det), som giver hovedpersonerne mulighed for at åbenbare sig selv og være sig selv.

Slottet har et sydligt område, hvor naturen er utæmmet. Sumpene er en helt egen karakter: De er rammen om al krybskytteri og ulovlig handel, fordi de er svært tilgængelige; de er stedet, hvor hemmelige kærlighedsforhold udspiller sig; de er et frirum, hvor naturen ikke kan tæmmes, men de er også smittekilder til feber og sygdomme på grund af deres stillestående vand og de mange myg. De er allestedsnærværende i baggrunden i denne roman.

Selvom bogen er på næsten 400 sider, læser man den i ét stræk. Den er spændende, rørende og rummer meget om samfundets udvikling i løbet af de to hundrede år, men samtidig er der noget centralt menneskeligt som ikke forandres.

.

Denne sammenligning af forskellige epoker giver i øvrigt læseren mulighed for at stille sig selv spørgsmål ved at sammenligne vores nuværende rettigheder med de ældre og mere begrænsede rettigheder (især for kvinder). Udviklingen af lægevidenskaben er en vigtig del af historien.

En vældig roman, velskrevet og afsæt for mange tanker om før og nu.

19/08/2026
Albin Michel  

Amélie Nothomb: L'adolescence du perroquet

 Amélie Nothomb: L'adolescence du perroquet

Så starter vi på Rentrée littéraire 2026, og som sædvanlig åbner vi med årets Amélie Nothomb, der på mange måder er lidt utraditionel. Der er dels titlen, men også at det er en mandlig fortæller og så selvfølgelig, at bogens hovedperson er en papegøje!

I sin 35. roman fortæller Amélie Nothomb på 160 sider historien om Alban, en ugift mand i fyrrerne, der er radiokommentator hos France Inter. Fortælleren, der er en ubetinget elsker af Louvre, beslutter sig en dag, efter at have læst en annonce, for at adoptere en papegøje: en grå papegøje fra Gabon ved navn Jo. En fugl med en formidabel intelligens, som forfatteren kender godt, da hun har været passioneret af fugle af alle slags, siden hun var 11 år.

Denne nye bog markerer et brud. Den vender tilbage til det moderne, grusomme eventyr i stil med »Hygiène de l’assassin«. I »Papegøjens ungdomsår« skildrer forfatteren en grå papegøje fra Gabon midt i sin vanskelige ungdom. Men i modsætning til den menneskelige variant kan fuglens ungdom vare op til femten år. Men da Alban, bogens fortæller, indser det, er det for sent. 

Ved første blik på denne lille kugle med det uforholdsmæssigt store næb bliver han grebet af en ubetinget kærlighed. En hemmelig lidenskab, da den lille er født af en papegøje, som en nabo har anskaffet via smugleri, og som derfor ikke har nogen tilladelse. Hvis en dyrlæge afslører dens tilstedeværelse, vil den blive konfiskeret. Papegøjen hedder Jo, der jo kan være både hankøn og hunkøn.

Jo nøjes ikke med at gentage, den taler, forstår, »fløjter« melodier inspireret af Aretha Franklin og efterligner til perfektion alle mulige lyde, lige fra det »klik«, når den vil have Alban til at slukke lyset, til lyden af et toiletskyl for at vise sin misbilligelse. Efterhånden som den vokser op, bliver fortælleren mere og mere betaget af denne fugl, som han kun deler én fælles passion med: smagen for croissanter.

Men fuglen er grusom og hævngerrig og gengælder Albans kærlighed med had, for selv om han elsker fuglen, behøver det ikke at betyde, at den elsker ham. Den er upålidelig og lunefuld som unge i puberteten, og dens skrig af utilfredshed tvinger Alban ud af lejligheden om dagen. Imens raserer papegøjen hans hjem.

Det kommer der virkelig en historie ud af, som også drejer sig om Albans forhold til Louvre (kunst) og musik.

Her genfinder man Amélie Nothombs lette, absurde og ironiske tone i denne korte roman, der er skrevet som et eventyr med temaer som forældreroller, opdragelse, magt - afmagt, kærlighed som et offer der accepteres, vold kontra skønhed (kunst) og musik. Papegøjen kan glemme sin angst ved at synge som Alban kan glemme sin angst gennem sine ophold på Louvre.

Der kan siges meget mere om denne korte roman, der er sprudlende i sit sprog og med de mange små latterudbrud man får under læsningen.

Bestemt godkendt!

 

19/08/2026
Albin Michel  

 

Eliette Abécassis: Ruptures

 Eliette Abécassis: Ruptures

Denne novellesamling, der består af omkring tyve selvstændige noveller, udforsker en universel oplevelse, som alle på et eller andet tidspunkt kommer ud for: bruddet. Naturligvis i kærlighedslivet, men også i familien, blandt venner eller endda på et eksistentielt plan.

Forfatteren udviser stor fantasi og formår at undgå, at læseren nogensinde keder sig. Hendes historier er skiftevis morsomme, dramatiske og gådefulde, og nogle af dem fører os ind i en mere eller mindre nær fremtid. Disse historier tegner et ret dystert billede af fremtiden, især hvad angår menneskelige relationer.

At elske virker naturligt. At gå fra hinanden er derimod ofte en sand kamp. Det er ud fra denne tanke, at Eliette Abécassis bygger sin bog op.

Hver novelle skildrer en anden situation: en omhyggeligt iscenesat forsvinden, en skilsmisse på afstand, et virtuelt møde baseret på løgne, par, der ikke længere genkender hinanden, digitale svig eller glemte lidenskaber.

Forfatteren skriver ikke kun om kærlighedsbrud. Hun udforsker også brud i familien, venskaber, der smuldrer, og bånd, der langsomt løsnes, indtil de bliver uigenkendelige.

Denne mangfoldighed af situationer beriger fortællingen i høj grad. 

Der er manden der får et brev fra en tidligere kæreste som pludseligt har brudt med ham for tyve år siden og som beder ham om at undskyld. Han husker hende bare slet ikke. Der er også skilsmissen via Zoom eller de to ægtemænd der beslutter sig for at bytte koner for at slippe for dem. Der er virkelig et godt arsenal af spændende brud!

Værd at læse!

29/04/2026
Grasset  

Marie-Paule Istria: Sur qui tombe la nuit

 Marie-Paule Istria: Sur qui tombe la nuit

Foreløbig eneste bog fra denne forfatter, der ellers har en meget omfattende kulturel aktivitet. Hun er født i Algeriet, og det præger også hendes bog.

1952, Mondovi, Algeriet: Den ti måneder gamle Anna og hendes søster Line, der er lidt ældre, bliver taget til sig af deres bedsteforældre efter deres mors uforklarlige forsvinden. Tredive år senere dukker hun op igen, som et spøgelse, i Annas liv.

Anna er mor til tre børn, som hun opdrager så godt hun kan, med stor kærlighed, og det er der god grund til, for hun har aldrig haft status som »datter af«. Hendes eksmand Simon er netop gået bort, og sorgen og smerten vækker minder om en fortid, der var delt mellem to lande.

Anna tilbragte en del af sin barndom i Algeriet hos sine bedsteforældre, men blev derefter tvunget til at flytte til sin far i Frankrig for at undgå en usikker situation og en krig – en form for livsvigtig rodløshed.

2020, Paris. Anna står over for endnu et tab: hendes eksmand Simon. Omkring hende forsøger deres børn, Bastien, Laura og Manon, der nu er voksne, at komme over deres sorg, hver på sin måde. Det er da, at fortiden dukker op igen.

Vi følger Annas personlige oplevelser gennem hendes forskellige minder og personer, der bestemt ikke altid er hende særligt venligtsindede, men hun er en overlever, selv da hun rammes af kræft,

Et af romanens mest markante træk er den måde, hvorpå den fletter personlige skæbner sammen med den historiske kontekst.

Annas barndom udspiller sig i et Algeriet, der gradvist glider ind i en krigssituation. De politiske og sociale spændinger trænger sig ind i hverdagen, selv når børnene endnu ikke forstår dem.

Et fin måde at kombinere det personlige med det historiske, en det kniber med at holde tråden lige, da det også er en families historie, der er præget af andre problemer og tavsheder.

En følsom og dybt menneskelig skrivestil, men hun vil næsten for meget på en gang. Her kunne hun udmærket have delt det op i to-tre romaner.

12/03/2026
LIVRES AGITES 

Armel Job: Sa dernière chance

 Armel Job: Sa dernière chance

Har igen fundet en lidt ældre bog af Armel Job og er igen blevet overvældet af hans sublime måde at skrive og fortælle på. Der skal bestemt graves mere i hans forfatterskab, for når selv Amélie Nothomb kalder ham Belgiens bedste forfatter, så er der være noget om det.

Bogens titel er som sædvanlig lidt tricky, for er det hans eller hendes eller hvis sidste chance og er det positivt eller negativt ment. Det afslører fortællingen for os.

Den 39-årige Élise, der er ugift, bor hos sin søster, en anerkendt gynækolog, og sin svoger, der er ejendomsmægler. Hun passer huset og tager sig af de fire børn i familien, og hendes tilværelse forløber således i en slags uforanderlig rytme: Élise har altid levet i sin søsters skygge. Men pludselig gør hun oprør.

Hun møder en antikvitetshandler, der opfører sig mere end lusket. Han ser ud til at være involveret i handel med stjålne religiøse kunstværker med hjælp fra en præst, der er endnu mere uærlig end ham selv.

Faktisk følger begivenhederne hurtigt efter hinanden; der er ingen pauser i denne roman: man forestiller sig scenerne og forstår dem med det samme, men tilbageblik til de få timer, der gik forud for handlingen, giver det, der lige nu udspiller sig, en ny dimension. Historien tager efterhånden en dramatisk og overraskende vending i stil med »fangeren bliver selv fanget«. Det er, tror jeg, kombinationen af tempoet, personerne og den subtile humor, der gør denne velskrevne fortælling så spændende.

Som altid morer Armel Job sig med at føre os på vildspor, der får os til at tage parti for den ene eller den anden, for derefter at vende det hele på hovedet. Han sætter os i samme situation som sine figurer og får os til at dømme andre og fordømme dem lidt for hurtigt. Denne roman fungerer som et spejl af vores egne mangler.

I denne roman skriver Armel Job om familie, kvinder, børn, begær og det indtryk, man giver andre, og han udforsker den sump af følelser, der ligger skjult under overfladen.

Armel Job skriver ikke som en lidt kedelig politirapport som han citerer flere gange. Der skal en forfatter til for at forklare sagen. Måden, han leger med sit eget forfatterskab på, er særdeles behændigt og giver romanen endnu et lag.

04/02/2021
Robert Laffont