Monday, December 25, 2017


Marie-Hélène Lafon: Nos vies


En lille roman af Marie-Hélène Lafon, der hører til mine foretrukne forfattere, specielt i hendes skildringer fra landet. Men her er vi i Paris, et Paris med ensomme mennesker, der søger en form for kontakt.

Fortælleren Jeanne er pensioneret, men karakteriserer sig selv som én der kan se og husker detaljer om sine opdagelser. Tidligere var det hende der skulle fortælle sin blinde bedstemor om alt, for hun var den bedste til det.

Denne præcision og detaljerigdom finder vi også i Jeannes beretning om en kassedame, Goldana, der har en stor udstråling, men en lukket karakter. Kun sjældent åbner hun sig for kunderne, måske fordi hun kommer fra et østland. Hun har også en klumpfod, der kan have givet hende komplekser. 

Jeanne køber ind to gange om ugen og lægger også mærke til, at der er en mand, Horacio, der altid vil betjenes ved Goldanas kasse.Det bliver dog aldrig til noget mellem dem. Det er blot to ensomme mennesker som så manger andre.

Fortælleren Jeanne har en fortid fra landet med de gamle traditioner og familieforhold, som hun har brudt med, specielt da hun i 17 år boede sammen med en algierer. Lidt efter lidt får vi indblik i de problemer, som det gav, og den tomhed som Jeanne oplevede, da han forlod hende.

En afsløring af storbylivets ensomhed og landets gammeldags struktur, som ikke levner megen plads til udfoldelse, racisme er også et tema.

Velskrevet i store passager, men lidt vigende afslutning. Det er dog stadig en fornøjelse at læse en bog af Lafon.


Buchet-Chastel, 2017

Saturday, December 23, 2017


Emma: Un autre regard 1 et 2


 


Den kendte blogger Emma (https://www.facebook.com/EmmaFnc/) har fået udgivet to bøger med tegninger og kommentarer, nogle af dem har også været præsenteret på hendes blog på FB

Emma vedkender selv helt klart, at hun er feminist og politisk aktiv på venstrefløjen.

Hendes små historier med gode tegninger og forklarende tekst er bestemt værd at beskæftige sig med. Hun tager selvfølgelig fat på en del emner omkring kvinden: fødsel, clitoris, arbejdsmarkedet og det hun kalder for "la charge mental": kvinden er den der altid skal have styr på alting, mad, børn, vaccinationer, tøjvask etc. Ja, det er nok rimeligt korrekt at kvinder opdrages til at påtage sig nogle faste roller.

Der er også andre alvorlige emner som behandlingen af indvandrere, politivold og hele vores tilværelse der er bygget op omkring det at arbejde. Hun mener nok, at familielivet bør komme i første række.

Alt er fortalt oprigtigt, med en bid af humor, men også med klare politiske bud, der undertiden kan virke lidt naive, men hun har sandelig ret i, at "un autre regard" kan være særdeles sundt for alle.

Massot Edition, 2017 

Thursday, December 21, 2017


Corbeyran - Le Roux:  La caverne du dragon juin 1917

14-18 Tome 8



Vi er nu nået til bind 8 i denne pragtfulde serie og situation er kampene ved Chemin des Dames i juni 1917.

Der er flere personlige historier bl.a. en begyndende kærlighedshistorie mellem Jules og en ung tysk pige. Den ender dog grusomt. Det vigtigste er den nye sergent som de har fået. Han viser sig at være komplet uduelig og en tøsedreng ved fronten.

Det går så vidt at han skyder nogle af sine egne soldater. Paul der har været under hans kommando fra starten tager dog hævn...

En rigtig god serie med både små personlige historier og et overordnet blik på krigen. Der er et klart angreb på hele styrelsen af kampene og generalernes manglende viden og bekymring om soldaternes kår. Tegningerne er omhyggelige og skildrer krigens grusomheder.

De sidste to bind kommer i 2018.

Edition Delcourt

Tuesday, December 12, 2017


Laure Manel: La délicatesse du homard


François har et center for heste og ridning i Bretagne. Han er blevet skilt for nogle år siden og har derefter været inkarneret single. 

En dag han rider på stranden, ser han en ung kvinde ved en klippe. Hun har mistet bevidstheden. Han samler hende og tager tager hende med til centret.

Han får tilkaldt læge og får hende installeret i et værelse i sit hus.Da hun vågner nægter hun nærmest at tale. Hun sover meget og efter nogle dage fortæller hun, at hun hedder Elsa. François forstår hurtigt, at hun ikke vil svare på spørgsmål, men han bliver fanget af den mystik, som hun omgiver sig med.

Romanen fortælles i skiftende kapitler af de to personer, og det er gjort så fint, så vi dels følger dem i nutiden, men også således at fortiden afsløres i små portioner. Det er nemlig ikke kun Elsa, der har haft problemer i fortiden, det gælder i højgrad for François også.

Det er en fint skrevet historie, der måske i nogle henseender er lidt for voldsom og usandsynlig, men sat ind i smukke skildringer af naturen i Bretagne, virker det egentligt fint.

Bogens titel spiller på flere ting og er godt valgt.



Michel Lafon, 2017


Monday, December 11, 2017


J.M.G. Le Clézio: Alma


Den nyeste roman af Le Clézio er på højde med tidligere mesterværker og en fornøjelse at fordybe sig i. 

Bogen er bygget op omkring to fortællinger, og det meste af bogen foregår på Ile Maurice (Mauritius). Den ene fortæller er Jérémie Fersen, efterkommer i en familie, der i sin tid var blandt øens overklasse og havde store værdier i form af plantager med sukkerproduktion. Hans far flyttede til Frankrig, da det økonomiske eventyr var ovre, men har givet sin søn et forstenet æg fra en dronte (her kaldet dodo), fuglen der i sin tid levede på øen, men som nu er uddød.

Jérémie er på mange måder skuffet over det han ser under sin jagt efter de sidste rester af familien og de forestillinger han har. Alt hvad familien ejede er væk, og selve området er forvandlet til en indkøbs- og kulturcenter med navnet Maya. Det er illusionens verden.

Den anden fortæller er Dominique, kaldet Dodo, han hører til en udstødt del af familien, da hans far gik sine egne vegne. Dodo er blevet overladt til sig selv efter forældrenes død. Som ung pådrager han sig hos en prostitueret en pest der æder hans næse væk. Han bliver øens berømte vagabond, og det ender med at han bliver sendt til Paris for at være et godt eksempel på en vagabond.

Men Mauritius er sammensat af en meget blandet befolkning fra de oprindelige beboere over europæerne, slaverne, inderne, kineserne etc. Vi får i romanen mange modsætninger ført frem, men også respekten for slaverne, der på en måde slettes fra glemslen, da de bliver nævnt her.

Vi får pragtfulde naturskildringer, historiske uddybninger og en billede af den moderne, hensynsløse og overfladiske intethed.

Det er også en delvis selvbiografisk roman, da Le Clézio har tilbragt en del af sin barndom på øen og betragter sig selv som præget af både sin mauritanske og sin franske del.

En væsentlig roman, der føjer sig til rækken af romaner med kultursammenstød, de store horisonter, drøm og virkelighed. En både poetisk og kritisk skildring.

Saturday, November 25, 2017


Marie Richeux: Climats de France



Endnu en af de nye bøger, hvor Algeriet igen bliver en form for hovedperson sammen med arkitekten Fernand Pouillon. Fortælleren Marie binder de forskellige historier sammen, men slet ikke kronologisk. Hvert kapitel bliver i dets overskrift placeret tidsmæssigt, men ellers må læseren selv holde styr på kronologien. Ganske fikst lavet, men det kræver nogle opslag frem og tilbage.

Marie blev født midt i 1980'erne i Frankrig. Hendes forældre er fra Algeriet. Hun tager i 2008 til Alger og får en oplevelse da hun opdager bygningen "Climats de France", der har samme arkitekt som det kompleks, som selv er opvokset i i Meudon-la-Forêt, bygget i 60'erne, nemlig Fernand Pouillon. Hun kan genkende stenene og de små finesser. Komplekset i Alger blev bygget med 1000 lejligheder for at slippe af med den voldsomme slum. Bygningen blev foretaget på forbløffende tid, men da Marie ser det i 2008 er det noget forsømt.

Bogen er nu bygget op omkring arkitektens indsats og ideer fra hans lange karriere, der starter i 1934 i Aix-en-Provence. Han bliver lidt af en helt for Marie, selv om han på et tidspunkt kommer i fængsel.

Andre vigtige personer er en taxachauffør Malek fra hendes ejendom. Hun husker stadigvæk en aften i 1997, hvor der blev sunget i hans lejlighed hele natten. Det viser sig at være på grund af hans søns død. Sønnen var blevet narkoman, for det er jo ikke usædvanligt i forstadskvartererne. Disse kvarterer får vi skildret via Maries fortællinger om barndom og opvækst.

Malek blev af sine forældre sendt til Frankrig i 1956, for at han ikke skal blive involveret i krigen, men Marie får gennem sine spørgsmål til ham besked om de ting der skete både i Algeriets men også i Frankrig i forbindelse med krigen. Grusomme afsløringer.

Der er i det hele taget et enormt materiale fra perioden gennem de konkrete skildringer af byggeri og de deltagende arbejdere og beboere.

Bogen virker selvbiografisk, men også som en biografi over Pouillons indsats. Samtidig bruger den også romangenren, og det gør den til en fascinerende og spændende historie.

Editeur Sabine Wespieser, 2017

Wednesday, November 15, 2017


Yves Simon: Génération(s) éperdue(s)


En dejlig opsamling af sangtekster fra Yves Simon, der også har illustreret og kommenteret en stor del af de 140 tekster, som bogen rummer. Der er også en del fotomateriale.

Yves Simons første album udkom i 1973 : Au pays des merveilles de Juliet med titler som Les bateaux du métro og Rue de la Huchette. Det var ikke for ingenting, at han havde været gademusikant i Paris.. I Respirer, chanter fra 1974 starter vi i Paris, men kommer ellers ud i verden: J'ai rêvé New York og Manhattan, hvor der er en poetisk, men barsk skildring. 

Yves Simon kredser i sine næste albummer omkring de udsatte, de farvede og de unge der søger en form for kærlighed, som er svær at finde. Et af de bedste album er Demain, je t'aime, der både musikmæssigt og tekstmæssigt er på højt niveau. Mine favoritter er Petite fille, p'tite misère (Tu voudrais pouvoir crier tout haut tes rêves Avant que la nuit s'achève), Attention futur og Une pierre roule.

Une vie comme ca fra 1981 har jeg hørt utallige gang. Alle tekster er rettet mod fremtiden, hvad vil den bringe, hvad kan vi tage med os og hvad vil vi betyde. Fremragende album.

Desværre blev der lidt længere mellem udgivelserne: 1983, 1985, 1987, 1999, 2007 og de blev måske musikalsk og teknisk bedre, men manglede lidt nogle samlende temaer. Der er dog en række guldkorn i alle albummer.

Man kan sagtens finde Yves Simons musik på de forskellige platforme, lyt til ham og ha' teksterne ved hånden.

Vi må jo ikke glemme at nævne , at Yves Simon efterhånden er blevet romanforfatter med en 10-15 titler, der bestemt også er værd at læse.

Flammarion, 2017

Saturday, November 04, 2017


Patrick Modiano: Nos débuts dans la vie



Samtidig med en roman udsendte Modiano også et teaterstykke, og i udsendelsen "La Grande Librairie" fortæller han, at teaterstykket var en slags forløber for "Souvenirs dormants". At skrive i replikker var mere konkret og præcist end romanformen. Da han i øvrigt som barn ofte havde været i teatret med sin mor, der var skuespiller, blev stykket i virkeligheden til et teaterstykke, der handler om teatret.

Vi ser igen Modiano operere med flere parallelle verdener i stykket. Hovedpersonen Jean (20 år) vil som ung gerne være forfatter, men har ingen støtte hos moderen Elvire (ca 50 år) eller moderens samlever Caveux (ca 50 år). Derimod får han støtte hos sin kæreste Dominique (20 år), der netop er ved at indstudere sin rolle i Tchekhovs "Mågen". I teatret ved siden af spiller moderen i en boulevardkomedie, så der er forskel på niveauet.

Modiano udnytter teaterstykkernes indhold i sine hovedpersoners opgør, for Jean lægger ikke fingrene imellem i sin kritik af moderen, der aldrig har haft tid til at tage sig af ham som barn, mens hun nu lader som om hun vil frelse ham fra forholdet mellem ham og Dominique. Caveux deltager også i dette spil og kritiserer voldsom det romanudkast, som Jean er i færd med at skrive færdigt. Jean går i øvrigt nu rundt med det i en kuffert der er lænket til hans håndled.

Hele dette spil på flere scener samtidig iblandet en drømmeverden, en forskydning i tid og sted gør stykket særdeles spændende at læse. Brug af diverse rekvisitter kalder også på en fortolkning f.eks. Jeans kuffert. 

Modiano havde ikke selv forslag til, hvem der kunne spille det, for det kunne jo spilles i forskellige tempi. Nu må vi se om det kommer op på et tidspunkt.

Der er ingen tvivl om, at Modiano spiller på sit eget forhold til moderen og hendes samlever (Jean Cau), men vi får samtidig dette lidt mystiske univers mellem virkelighed, drøm og minder, som uddybes i romanen. Samtidig er det også et brud med fortiden, for Jean og Dominique kan nu starte på deres "débuts dans la vie".

Igen en perle fra Modiano.

Gallimard. 26. oktober 2017

Wednesday, November 01, 2017


Patrick Modiano: Souvenirs dormants


Endelig kom der en ny bog af Modiano efter hans Nobelpris, men den var værd at vente på.
Der er ikke tale om en egentlig roman, men snarere en søgen efter de minder som sover i os, med eller mod vores vilje.

Fortælleren Jean D., der også er forfatter, kan næsten kun være Modiano selv, der afslører lidt mere af sin fortid og om sine unge år fra han var 17 til 22 år. Når man har læst hans tidligere bøger, kan man genkende en del af de personer, han nævner i denne bog, fra tidligere bøger, og temaerne er også velkendte: flugt, drøm-virkelighed, Paris, ensomhed og angst.

Han husker tilbage på de lystavler, der tidligere var i metroen: man kunne trykke på sin endestation og så blev det med farvede lys vist, hvordan man kunne tilrettelægge sin tur. Jean D. tror, at man måske en dag vil kunne trykke på en knap og møde de folk som man har mistet kontakt til eller som indgik i ens fortid.

I bogen får vi flere eksempler på møder med kvinder, som så pludselig forsvinder, men som han så senere møder tilfældigt på gaden. Det er den slags sammentræf, der fascinerer ham, og som han selv søger at skabe.

Selv om det er mere end 50 år siden, er der en bestemt hændelse som han ikke kan afsløre alt om. Det er en kvindelig bekendt, der ringer til ham og indtrængende beder ham om at komme hen til en bestemt lejlighed. Han tager derhen, men ser at der ligger en død person på gulvet. Hun forklarer det som en ulykke, men de skynder sig væk og skjuler sig i lang tid. Dette skete i 1965, og det er egentlig først når han skriver om det nu, at han føler sig ubekymret og fri.

Vi får at vide, hvordan han arbejder med små sedler, notater og diverse gamle aviser, bøger og kort, for på den måde kan han fastholde glemte personer og minder. Hvor meget der er virkelighed og hvor meget der er drøm, kan han selv komme i tvivl om. Bogens slutning er måske også en start på en ny søgning baseret på nogle notater fra sidst i 60'erne. Det venter vi på med spænding.

For en inkarneret fan af  Modiano er denne bog en sand gave. Vi bliver ført længere ind i dette univers af drøm og virkelighed i hans sædvanlige smukke sprog, og oplever samtidig hvordan tiden opløses. Disse tilfældige møder og begivenheder kan på de rette tidspunkter annullere den tid der gået.

Gallimard, 26. oktober 2017

Wednesday, October 25, 2017


Yves Bichet: Indocile


Endnu en bog om Algierkrigen i dette års høst af bøger, men det er denne gang et oprør mod at deltage, om at blive militærnægter, at dertere og tage afstand til en krig som man ikke forstår.

Vi er i september 1961, hvor Theo(dore) besøger sin ven Antoine, der er indlagt på et hospital ved Lyon. Han er blevet sendt hjem fra krigen i Algeriet, er i coma og der synes ikke at være meget at gøre. Théo er dybt rystet og frygter selv at blive indkaldt, da han er blevet 18 år. Antoines skæbne udrulles viere hen i bogen.

Théo er en ung mand med lyst til at finde en kæreste og leve et liv som et ungt menneske uden bekymringer. Han møder pigen Mila, der er præget af, at hun er blevet forbrændt ved et lynnedslag og har nogle familiemæssige problemer. Hun har en enorm trang til frihed og vil ikke underkaste sig.

Théo og Mila indleder et forhold, men det må vige, for Théos indkaldes på session, hvor han trods flere tricks alligevel bliver indkaldt. Under et besøg hos Antoine på hospitalet kommer der et forhold i gang mellem Théo og Antoines mor, der er advokat.

Nu går det ellers heftigt til, for de gemmer sig i hendes sommerhus, og Théo udebliver fra sin indkaldelse.

Nu vil jeg ikke fortælle hele historien, men den er ret hæsblæsende med skift mellem Théos, Milas og Antoines liv, som bliver vist i flash-backs. Det er smukt komponeret.

Det mest betagende i bogen er skildringen af de personer, der mod deres vilje faktisk bliver inddraget i krigen, og de konsekvenser det har for dem selv, deres venner og familie. Vi får en række baggrunde for personernes væremåde præsenteret, og vi bliver dermed stærkt involveret.

Der bliver bestemt ikke lagt fingrene imellem, når vi får beskrevet både soldaternes, FLNs og OAS' metoder. Det er hård læsning.

Bogen er bestemt med til at åbne for det tabu som Algierkrigen stadigvæk er for mange franskmænd. Den er vældig god som pendant til de øvrige nye bøger om perioden.

Mercure de France, 2017

Thursday, October 19, 2017


Jean-Yves Ferri/Didier Conrad: Astérix et la Transitalique



Vi er nu nået til album nr. 37 i Asterix-serien, og det er tredje gang af parret Ferri/Conrad har skrevet og tegnet historien. Lad mig sige det med det samme: det er også denne gang lykkedes i stor stil!

Adskillige gange under læsningen har jeg været ved at bryde sammen i latterkrampe.

Historien handler i korte træk om en slags "Tour de France", men denne gang i Italien, deraf titlens Transatlantique.

En korrupt senator ved navn Lactus Bifidus, der har ansvaret for de romerske vejes tilstand, bliver anklaget for at bruge pengene på orgier og ikke på vedligeholdelse af vejene, hvis tilstand er elendig. Som forsvar foreslår han at afholde et løb med hestevogne gennem hele Italien for at vise deres gode tilstand. Cæsar går ind for ideen, idet det skal vise sammenholdet i det romerske rige, men det skal være en romer der vinder! Alle folkeslag i områder i det romerske rige har nemlig mulighed for at deltage.

På en måde er det Obelix der får hovedrollen, da han bliver spået til at vinde et løb. Vi følger nu løbet gennem Italiens provinser, og hvem der vinder kan I jo nok gætte, men det bliver under svære prøvelser.

Hæftet er fyldt med alle de sædvanlige ordspil, anakronismer, karikaturer og de stereotype opfattelser af andre folkeslag sammen med latinske citater. Herligt!

Men ud over denne side af historien er der også gok til doping i sporten, de multinationale selskabers magt, de politiske skandaler, det europæiske samarbejde etc. Blandt de deltagende barbarer er kimbrerne også repræsenteret i en ikke helt pæn rolle. Vi får også en sjov gennemgang af Italiens regioner og blandt personerne genkender man Berlusconi, Sophia Loren, Pavarotti, ja selv Mona Lisa optræder! 

Bestemt værd at læse og genlæse - glæder mig allerede til næste nummer.

Udkommer i dag den 19. oktober 2017

Tuesday, October 10, 2017


Brigitte Giraud: Un loup pour l'homme


Endnu en roman fra årets "rentrée littéraire", hvor Algeriet er i cemtrum. Her er det et ungt par, der forsøger et få en abort, da manden Antoine indkaldes til militæret i 1960. De får afslag og Antoine tager afsted. Han vil ikke bære våben og har fået en uddannelse som sygeplejerske, så han kan blive udstationet på hospitalet i Sidi-Bel-Abbès.

Lila der ikke vil føde et barn der skal leve uden far tager modigt også til Sidi-Bel-Abbès for at være tættere på Antoine.

Men det er bestemt ikke nemt for nogen af dem. Antoine der ikke ville være i direkte krig får på mange måde krigen meget tættere på, da han dag efter dag må tager sig af sårede unge soldater, sårede på både krop og sjæl. Antoine har ikke nogen større indsigt i hverken Algerierts historie eller baggrunden for konflikten, men han møder de rædsler som soldaterne fortæller om. Grufuld tortur fra begge sider og en udvikling som styres fra ledere langt fra den barske hverdag.

Specielt en patient, Oscar, der har fået amputeret et ben, fanger Antoines opmærksomhed. Oscar taler ikke, men gennem et venskab der styrkes, viser han efterhånden Antoine så megen tillid, at han åbner sig for ham. Deres venskab er en bærende søjle i romanen.

Lila føder på en specialklinik og får efterhånden et godt forhold til en ung araber Fatima, men det kan ikke holde til de trusler, der efterhånden udvikler sig med bomber og brande og et tydeligt skel mellem franskmænd, harkier, indfødte, FLN, OAS etc.
Krigen ødelægger ethvert venskab og de kulturelle forskelle styrkes.

Det er en stærk roman, der igen forsøger at fortælle historien, der ofte er blevet fortiet, for kan man egentligt fortælle den? Brigitte Giraud er selv født i Sidi-Bel-Abbès, og hun har kunnet bruge dele af sin egen historie i bogen.

Det er en helt anden historie end i Alice Zeniters L'Art de perdre og Kaouther Adimis: Nos richesses, men alle tre romaner giver et billede af en periode af Frankrigs historie som det er værd at beskæftige sig med.

En utroligt velskrevet og medrivende fortælling der giver os en ny vinkel på problematikken om de unge der mistede deres liv, førlighed og ungdom.

Flammarion, 2017




Marie Darrieussecq: Notre vie dans les forêts


En meget speciel og lidt underlig fortælling fra en kvinde, der skriver dybt inde i en skov. Hun fortæller om, hvordan hun er født med en dobbeltperson, der sover, men som kan bruges til at erstatte organer, der svigter i hendes egen krop.

Vi har at gøre med en grufuld distopi, hvor vi følger mennesket der via lægernes herredømme er begyndt at ødelægge sig selv. Står det til de herskende, bliver vi bare til en form for robotter, der kan få svigtende elementer udskiftet. Ja, i romanen er det faktisk mere eller mindre robotterne der overtager en del af hverdagen og som bliver mere og mere styrende.

Det er en fremtidsversion der fremstilles gennem notater fra en tidlige psykoterapeut, der er flygtet fra systemet og som har gemt sig i skovene med en flok oprørere, der forsøger at redde dobbeltgængere ud fra hospitalerne.

Det er megen alvor, men også med skildringer der rummer en barsk humor, at forfatteren indbyder os til at interessere os for hvad vi måske er på vej til. Skildringen fra kvindens hånd viser med stor præcision, hvordan et menneske kan gå i opløsning både kropsliogt og menneskeligt. Fremragende.

Marie Darrieeussecq er en meget speciel forfatter, men bestemt værd at læse, da hun kan sætte nogle tanker i gang med sine ofte lidt bizarre romaner.

P.O.L 2017


Saturday, September 30, 2017


Jean-Luc Seigle: Femme à la mobylette



En roman om de udsatte, om dem der kun med nød og næppe klarer sig igennem dagligdagen, men som alligevel har en livslyst, der kan sætte sig igennem.

Hovedpersonen Reine, arbejdsløs, alene med tre børn efter at faderen har forladt dem og uden økonomisk støtte. De bor i et lille hus, og det der før var en lille have er fyldt med skrammel som faderen har samlet.

Reine er på grænsen til at slå sine børn og sig selv ihjel, men står imod. Hun får ryddet haven og finder en gammel knallert, som kan bringe hende lidt væk fra huset. Hun får et arbejde hos en bedemand, får en elsker, der er lastbilchauffør. Det ene mirakel efter det andet. Man kan det vare ved? Er der ikke en trussel der nærmer sig. Læs det selv, for det er en historie, der griber én.

Jean-Luc Seigle skriver meget følsomt om Reine og hendes situation, og i et lille efterskrift til romanen, skriver han om en tur til New York og om kvindens og de fattiges entré i fransk litteratur. Det er ingen mindre end Lamartine, der introducerer den nye socialrealistiske litteratur.

Turen til New York handler også om de millioner af mennesker, der af nød flygtede til USA og var med til at bygge New York. Men hvad gør man nu mod de økonomiske flygtninge? Man spærrer af for dem i stedet for at bruge deres kunnen og ideer.

Det er en meget dyb og voldsom bog, som kan sætte mange tanker i gang. Gør vi nu egentlig det rigtige? Skal vi lukke af eller åbne.

Læs bogen - den er et vigtigt element at få med. Vi ser også et Frankrig, som ikke ofte skildres i litteraturen.

Flammerion, 2017

Sunday, September 24, 2017


Pauline Dreyfus: Le déjeuner des barricades



En herlig lille roman, der meget morsomt skildrer en dag under studenteroprøret i 1968 i Paris på det berømte Hôtel Meurice.

Anledningen er overrækkelsen af en check til vinderen af årets Prix Nimier den 22. maj midt under oprøret, hvor venstre bred er mere eller mindre besat af studenterne. Prisen tilfalder Patrick Modiano for hans første roman "Place de l'Étoile".

Personalet på hotellet stemmer for selvstyre samme morgen og afsætter direktøren, men beslutter sig alligevel for at den store frokost i forbindelse med overrækkelsen af prisen skal gennemføres.

Det er den amerikanske millionær Mme Gould, der er fastboende på hotellet, der betaler for frokost og prisen til forfatteren. Hun er i sig selv et studie værd sammen med andre af hotellets gæster bl.a. Salvador Dali og J. Paul Getty. Dali har i øvrigt sin ocelot boende hos sig. Den æder i øvrigt under frokosten Mme Goulds pekingeser. Ja, der er meget sjove scener, selv om de også kan være lidt tragiske.

Vi får virkelig den gamle verden vist frem med en række højreorienterede forfattere der samarbejdede med tyskerne under krigen, en minister der bruger hotellet til sine elskerinder, et personale, der slet ikke kan finde ud af at tage magten, en række opgivende hotelværter for de fineste hoteller og sådan kunne vi fortsætte. Virkelig en komedie.

Den stakkels sky Modiano forlader hastigt festen efter frokosten!

Meget velskrevet og sjov beretning. Kan anbefales, men husk at se billeder fra hotellet på nettet, medmindre I kender det indefra.

Grasset 2017


FRANÇOIS-HENRI DÉSÉRABLE: Un certain M. Piekielny




En meget speciel og spændende bog der drejer sig om fatteren selv, der er gået lidt i stå og søger nye udfordringer,  Romain Gary og også Patrick Modiano.

Gary hed oprindeligt Roman Kacew og boede som barn i Wilno (nu Vilnius). Hans mor så ham som et kommende berømt person og fortalte det til alle og enhver. Det fik en dag én af beboerne til at sige til ham: "Quand tu rencontreras de grands personnages, des hommes importants, promets-moi de leur dire : au n°16 de la rue Grande-Pohulanka, à Wilno, habitait M. Piekielny". 

Da Gary senere blev berømt som modstandsmand, diplomat, forfatter som både Romain Gary og Émile Ajar overholdt han dette. Dette beretter han om i sin selvbiografi "Les Promesses de l'Aube".

F-H Désérable, har læst denne selvbiografi og bemærket denne sætning, så han iværksætter nu i sin bog en eftersøgning af denne Piekielny, mens vi samtidig får indblik i Romain Garys liv og karriere. Det er en sand karruseltur både i tid og sted, samtidig med at der hele tiden indflettes hypoteser om Romain og om Piekielny. 

Det kan være lidt svært at bevare overblikket og bedst som man tror, at man er med, kommer der nye vinkler. Modiano er med, for det er jo et gennemgående tema i hans romaner, at man leder efter noget efter en tilfældig adresse eller avisnotits og aldrig rigtigt finder det. Vi får også et morsomt resumé af en udsendelse i Apostrophes, hvor Romain og Modiano mødes.

Wilno var Lituaens Jerusalem i starten af det 20. århundrede med mere end 60000 jøder og et stort antal synagoger. Vi følger nu Désérable i Vilnius, hvor der stort set ingen jøder er tilbage. Udryddet næsten totalt i 2. Verdenskrig. Var det for at fastholde et jødisk navn og en jøde i fremtiden, at Romain Gary skriver om ham. Eksisterede han egentligt eller er han en symbolsk hæder for alle de forsvundne og udryddede? Hvad er virkelighed, og hvad er litteratur? Kan litteratur overtage en person, så virkeligheden bliver overskygget. Hvor mange masker havde Gary Romain egentlig? Hvorfor begik han selvmord?

Alle disse spørgsmål bliver taget op i bogen, og her må den siges at have sin styrke, så den ikke blot er en jagt efter en bestemt person, men en hel periode og et forsøg på at fastholde noget, som man ellers kan gå hen og glemme.

Oplagt til en pris i dette efterår.



Gallimard, 2017






Tuesday, September 12, 2017


Kaouther Adimi: Nos richesses


En roman, der på samme tid fortæller om Algeriets historie, om en boghandler og forlægger, Edmond Charlot, der i 1935 åbner en boghandel i Alger og endelig om en ung mand, Ryad, der i 2017 skal tømme det forladte lokale.

Disse tre spor optræder skiftevis i bogen med hver deres fortløbende kronologi. Smukt komponeret og hele tiden med et bredere billede til læseren af forholdene.

Edmond Charlot er en person, der har eksisteret og hans historie er delvis fortalt via hans dagbogsnotater (til dels opdigtede). Han startede en boghandel og et forlag med henblik på at give plads til forfatterne fra Middelhavsområdet. Blandt de forfattere han udgiver er Albert Camus og Jules Roy. Boghandlen hedder "Les vraies richesses" og det er en sand kærlighedserklæring til bogen., hvor man kan finde den sande rigdom. Vi følger Charlots enorme indsats, der besværliggøres af mangel på papir under og efter 2. Verdenskrig, problemer i forbindelse med FLNs overtagelse af magten etc. En idealist, der kæmper for sine overbevisninger. Spændende, men også lidt trist historie.

Den unge Ryad studerer i Paris, men har fået som sommerferiejob at rydde boghandlen, der har været lukket i mange år. Der er dog én person, der har bestyret den, nemlig Abdallah, der stadig bor ved siden af. Gennem ham får Ryad lige pludselig nogle perspektiver på litteratur og bøger, som han ellers ikke har smag for. Et herligt spil mellem de to.

Forfatteren, der har opdaget den lille boghandel og er blevet fascineret af den, iværksætter et stort eftersøgningsarbejde for at finde historien bag den. Dette er historien om Edmond Charlot. Men samtidig formår hun at give et billede af Algeriets historie, de voldsomme konflikter og en skildring af byen Alger. Vi får samtidig et indblik i de store litterære talenter, som Algeriet har rummet, men som mere eller mindre tvinges til at flytte til Frankrig.

En mageløs roman/fortælling, der griber én. En vældig god bog at læse sammen med Alice Zenithers L'art de perdre.

Denne bog må bestemt også være selvskrevet til en litterær pris.


Seuil, 2017

Friday, September 08, 2017


Alice Zeniter: L’art de perdre



Dette er uden tvivl én af de bedste bøger jeg har læst om Algeriet, og om hvordan "les harkis" er blevet behandlet i såvel Algeriet som i Frankrig. Det er et stort værk på mere end 500 sider, men det er mageløst godt skrevet og fortalt.

Forfatteren Alice Zeniter er datter af en kabyler og en mor fra Normandiet, og bogen har uden tvivl mange selvbiografiske træk. Men det er samtidig en skildring ud fra et veldokumenteret materiale, der rækker langt videre end det personlige.

Fortællingen har tre hovedpersoner Ali, Hamid og Naïma og en række personer omkring dem. Ali er bedstefaderen, der kæmper sig frem til en fremtrædende plads i en lille landsby, men da FLN begynder at starte oprørsbevægelsen, vælger Ali at være på franskmændenes side, mest fordi en anden vigtig familie har valgt FLN. Ali kommer ud af Algeriet i 1962 og næste afsnit foregår som harki i forskellige lejre i Frankrig. Virkelig nogle skrækkelige forhold, der betyder at al agtelse for Ali forsvinder. 

Hamid er den mest intellegente af sønnerne i familien med 8 børn og ham følger vi i hans afstandstagen til familien under sine studieår. Han bliver gift og de får 4 piger. Hamid vil aldrig tale om sin fortid og pigerne opdrages til at indgå i det franske samfund. Hamid isolerer sig og vil kun leve i nuet.

En af døtrene Naîma lever sit liv i Paris som journalist og ansat i et galleri. Hun får en dag en opgave i forbindelse med en udstilling med kunstneren Lalla der er kabyler, men flygtet til Frankrig. Naïma har aldrig været i Algeriet og har ikke tænkt meget på det, men nu får hun pludselig behov for at kende sine rødder, også fordi hun er berørt af attentaterne i Paris i 2015. Hvor er hendes tilknytning? Hvem er hun egentlig? Hun kan ikke få meget ud af sin far Hamid, Ali er død og bedstemoderen har hun svært ved at kommunikere med. Naïma begynder så at skaffe sig materiale om familiens tid i Algeriet, FLN, selvstændigheden i 1962. Hun søger også kontakt til diverse andre familiemedlemmer og folk der har kendt Ali. Alt dette indgår i skildringen af familiens liv, skildret nøgternt med både grusomheder og morsomme episoder.

Bogens tre store afsnit hedder 1) L'Algérie de Papa  2) La France froide  3) Paris est une fête, og de er alle med til at give en både bred, men også personlig skildring af  Algeriet og Frankrig fra 1930 til nu gennem de tre generationer.

Det er en skildring af kulturforskelle, som Naïma selv møder, da hun tager til Algeriet i 2016, men også af de politiske kampe, behandling af harkierne og hvordan man med fællesskab kan modstå de værste katastrofer og tab af ære, fædreland og identitet.

Det må afgjort være en kommende prisvinder, som Alice Zeniter fortjener til fulde. Det er en helt unik bog. Kan absolut anbefales at anskaffe sig.


Flammarion 2017



Thursday, September 07, 2017


Amelie Nothomb: Frappe-toi le coeur


Som sædvanlig udsender Amélie Nothomb en roman i august, og i år er det "Frappe-toi le coeur", der for mig starter la rentrée littéraire. Der er mange gode værker at kaste sig over, så nu går vi i gang.

"Frappe-toi le coeur, c'est là qu'est le génie" (Alfred de Musset) er udgangspunktet for romanen, der analyserer en række følelser og fortæller om folk, der lader sig styre af følelser, snarere end af fornuft.

Først er det Marie, der er landsbyens smukkeste i bogen der starter i 70'erne. Hun bliver som 19-årig gravid med apotekerens søn. Hun føler, at hendes ungdom er slut, for nu er hun ikke mere så feteret. Hendes glæde er andres misundelse. Hun får en datter Diane, som hun ikke tager sig meget af. Senere føder hun en søn, som hun er mere stolt ved og viser sin kærlighed, endelig endnu en pige som hun nærmest kvæler i moderkærlighed.
Det er altså den nærmest givne kærlighed mellem mor og barn og barn og moder der illustreres med spørgsmålstegn.

Det er Diane, der bærer historien, idet vi følger hendes opvækst i en mangel på kærlighed, men alligevel i et beskyttende forhold til den kolde mor. Diane er begavet og begynder at studere. Hun bliver her venner med én af lærerne Olivia, der på den ene side tager sig af den ensomme Diane, men på den anden side udnytter hende. Det kommer der en stærk handling ud af.

Nu skal jeg ikke afsløre for meget, men vi kommer omkring følelser som bl.a. kærlighed-had, misundelse - lyst, nedladenhed - beundring, venskab - jalousi. Alt er fortalt i Nothombs sædvanlige stil og bestemt værd at læse.

Specielt opgøret mellem de forskellige kvinder kan få én til at tænke på "Antéchrista", hvor det også er kampen mellem den smukke og nedladende kontra den naive og selvudslettende. I denne nye roman går vi et skridt videre.

Måske ikke én af hendes bedste romaner, men alligevel på et godt niveau.


Albin Michel, 2017

Léturgie/Erroc: Les Profs - Tome 19



Som pensioneret lærer kan man jo ikke lade være med at følge skolelivet her i Frankrig gennem den glimrende serie "Les Profs" Vi er nu nået til bind 19 og løjerne fortsætter på bedste vis. Det gennemgående tema er "La rentrée" og det giver anledning til mange sjove episoder, der bestemt er hentet fra konkrete begivenheder i dagligdagen i skolen.

Vi følger den faste flok af lærere, der jo er faste typer, men der bliver tilført nye træk. 

Den hidsige engelsklærerinde bliver pludselig forelsket, det samme gør tillidsmanden, der til en strejke vil gå med et skilt, hvor han skriver, at han er forelsket i undervisningsministeren (det må være fra den foregående regering). 

Der tages dog også mere alvorlige emner op som lærernes stress, smartphones og det stærkt hierarkiske system.

Det er meget morsomt og fint fortalt i billeder og tekst.

Kan kun anbefales!

Corbeyran - Le Roux: Le Diable Rouge (Avril 1917)



Vi er nu nået til bind 7 i denne imponerende serie om 1. Verdenskrig. Vores flok af soldater, der bliver mindre og mindre, bliver efter Verdun sendt vestpå. Under general Nivelle forsøger franskmændene for anden gang at lave et fremstød ved Chemin des Dames, men atter forgæves og med enorme tab.

Det er virkelig en krig som udkæmpes på generalernes tegnebræt og ikke med kendskab til de faktiske forhold.

Påvirket af forholdene i Rusland forsøger Jacques at opildne kammeraterne til at gøre oprør og nedlægge våbnene, men det får katastrofale følger.

Parallelt med beretningerne fra slagmarkerne følger vi soldaternes koners dagligdag i deres forsøg på at bære sorg og afsavn. Har de efterhånden fået nok af at producere dele til våbenindustrien?

Det er en stærk serie, godt fortalt og realistiske tegninger af krigens gru.
Ser frem til næste bind!

Friday, August 11, 2017


Jean-Christophe Rufin: Rouge Brésil



Da jeg efterhånden har læst en del bøger af Rufin og generelt synes, at det er inspirerende og gode bøger, er jeg så småt begyndt at læse mig ind i hele hans forfatterskab, der rummer mere end 30 bøger. Der er således et godt stykke vejtil jeg når igennem :-)

Rouge Brésil hører til blandt hans første romaner, og den fik Prix Goncourt i 2001. Romanen bygger på nogle faktiske historiske begivenheder, som flere andre af hans værker, og fortæller om Frankrigs forsøg på at kolonisere Brasilien i 1500-tallet. I 1555 forlader to skibe Le Havre for at sejle til Brasilien, hvor de skal forsøge at skabe mulighed for at grundlægge en fransk koloni. Admiral Nicolas Durand de Villegagnon leder ekspeditionen, og de når til en lille ø i Rio-bugten, hvor det lykkes for dem at at lave et fort, der kan beskytte deltagerne på rejsen.

Inden man tog afsted forsøgte man at få folk til at melde sig, men da det ikke gav noget godt resultat, bliver skibet fyldt op med frigivne fanger og forbrydere samt fem børn, der skal være tolke. Man har nemlig en forståelse af, at børn hurtigt kan lære sprog. Blandt de fem er Colombe og Just, som måske ikke helt er forældreløse, men de kommer med alligevel, dog mod at Colombe kommer med forklædt som dreng.

Bogen bygger som sagt på mange historiske beretninger og fakta, men de er vævet omkring de Colombe og Justs oplevelser og opvækst fra barn til voksen. Her kommer fiktionen til sin ret.

Det er særdeles interessant at få adgang til et stykke fransk historie, som man ellers ikke hører meget om, men det er også et møde med renæssancens kultur og de vilde kannibaler, for det er de rygter som man har fået om indianerne på stedet. 

Et andet vigtigt emne er religionen, da der er en gruppe katolikker og en grupper huguenotter på øen, der efterhånden kommer til at stå stejlt overfor hinanden. Vi ser her optakten til de voldsomme religionskrige i Europe udspillet på en ø i Sydamerika.

Sproget er præget af et ordvalg der tilhører det 16. århundrede for en dels vedkommende, beskrivelserne er lange og detaljerede, så der skal tid til at læse de 550 sider, men det er besværet værd.

De mange rædsler som de overlever på overfarten på skibet er beskrevet så levende, at man kan føle, hvordan det har måttet være for dem. Jeg vil ikke fortælle yderligere om handlingen, men kan love, at man kommer tæt på hovedpersonerne og deres forskellige valg, oplever indianerne set fra deres side og har lejlighed til at tænke på vores tid set i bagklogskabens lys.

Et enkelt citat fra bogens vise mand, der har levet blandt indianerne i 30 år: "Ce n'est pas l'homme qui a été chassé du paradis terrestre, mais Dieu. Et l'homme s'est emparé de la création, pour la détruire."


Gallimard, 2001

Corbeyran/Le Roux: La lune en héritage (Novembre 1918) Så kom 10. og sidste bind af tegneserien om 14-18, som jeg har læst med stor ...