Sunday, November 26, 2023

Jean Teulé: L'histoire du roi qui ne voulait pas mourir

 Jean Teulé:  L'histoire du roi qui ne voulait pas mourir


Jean Teulé der så tragisk døde af en medforgiftning i oktober 2022 efterlod første del af et værk om Louis XI. Et værk i hans serie om at genlæse eller måske omlæse historiske emner f.eks. hans "Azincourt par temps de pluie", der udkom et halvt år før hans død.

Jean Teulé efterlader første del af det manuskript, han var ved at skrive. Historien om Louis XI, den enestående monark, som var en af dem, der lagde grunden til den franske nation, men som samtidig begik de mest forfærdelige forbrydelser, man kan forestille sig.

Hans venner overtalte forlaget til at udgive denne ufærdige tekst. Philippe Jaenada, Enki Bilal, Dominique Gelli, Florence Cestac, François Delebecque, Philippe Druillet og Benjamin Planchon har improviseret tekster og billeder til Jean Teulés sidste værk.

Denne roman ville have været for god, hvis Jean Teulé havde været i stand til at gøre den færdig; de første 15 kapitler (ca 80 sider) sætter den perfekte scene for en historie, vi ville elske at læse. Det hele er der allerede: humoren, det erotiske, det tegneserieagtige ordforråd osv.
Anden del af bogen er også meget rørende, hvor nogle af hans venner hylder ham på hver deres måde.

Jean Teulé tager fat på kong Louis XI, som siges at have været den grusomste af Frankrigs regenter. Vi får alt fra hans bade i blodet fra babyer, hans hængende fængselsbure, voldtægten af Mary Stuart hans unge hustru. Vi bliver ikke skånet for noget: hverken hans blodtørst, smerterne fra hans hæmorideanfald eller den hæslighed, der kendetegnede ham.

Med sin berømte barber-morder med metaltænder bliver Ludvig XI her portrætteret som et væsen uden empati og bange for sin egen død. Som altid giver forfatterens karakteristiske stil os et væld af ofte tragiske historiske anekdoter.

Louis XI er så bange for at dø, at han vil gøre alt for at forblive i live, så for nogle er han et nemt bytte, hvis de har en god ide. Andre bliver ryddet af vejen, hvis de ikke behager kongen.
Men Louis XI brugte også sine grusomme metoder til at samle et splittet Frankrig, indførte et postvæsen, lavede standardmål mm.

Ærgerligt at romanen aldrig blev skrevet færdig, men selv uden slutning er den værd at læse, for den er helt i Teulés ånd og stil.


MIALET BARRAULT (18/10/2023)

Sunday, November 19, 2023

Jean-Baptiste Andrea: Ma Reine

 Jean-Baptiste Andrea: Ma Reine


Efter Jean-Baptiste Andreas Veiller sur elle som vinder af årets Prix Goncourt fik jeg lyst til at læse hans første roman, Ma Reine, der også fik mange priser.

Det er en historie om nogle lidt skæve eksistenser, der har svært ved at indpasse sig til de normale skemaer men snarere lever i harmoni med en verden, der er lidt vendt på hovedet. At være anderledes kan vise sig at være en stor fordel for at kunne leve i frihed og med fantasi.

Asse-dalen. Provence. Sommeren 1965. En dreng bor på en tankstation med sine ældre forældre. Der kører ikke mange biler forbi. Shell er holdt op med at gå i skole. En anderledes lille dreng, der ser livet og dem omkring sig med en forskudt og utilpasset forståelse. En dag beslutter han sig for at rejse. For at gå i krig og bevise, at han er en mand. Men han kommer ikke længere end til toppen af plateauet...

Men på plateauet med udsigt over dalen er der ingen krig. Der er kun stilhed og lugten af maquis. Og en pige, som et luftsyn, dukker op foran ham. Med hende bliver alting opfundet, og det umulige bliver sandt. Matti, en gammel og fåmeldt fårehyrde, dukker også op, og en dramatisk indvielsesfortælling tager fart.

Der er nogle meget sansede og anderledes beskrivelser. Shells ord og ideer er overraskende, sjove, skæve, men logiske, poetiske og farverige. Vi ser alting fra et anderledes barns syn og verden.

En fornøjelse at læse.


L' ICONOCLASTE (30/08/2017)

Thursday, November 16, 2023

Philippe Claudel/Lucille Clerc: Rature

 Philippe Claudel/Lucille Clerc: Rature


Har modtaget Philippe Claudels og "Rature" i dag på udgivelsesdagen, for jeg er en stor fan af ham, og denne bog var en ny overraskelse fra ham.

Det er historien om en fisker og hans familie. I skolen blev han kaldt for Rature (overstregning), fordi han altid stregede det ord ud, som han prøvede at skrive. Han var heller ikke god til at regne, men sejle en båd og fiske er han mester i, godt opdraget af fin far, der også var fisker. Han fik en kone, sin egen båd "Rature" og en søn. På hans lille kutter har han to medarbejdere, og hans søn skal nok med, da han bliver større.

Rature er altid den første båd, der forlader havnen, og den sidste, der vender tilbage, og faderen ved, at han er der på præcis det sted på jorden, hvor han hører til. Få ord, mest fagter, altid det samme, og en måde at forstå verden på, at læse himlen, skyerne, stjernerne, dette sprog er hans. Den dag, han tog sin søn med ud at fiske, husker han som en drøm. Hans søn. Som ville blive fisker, ligesom han var blevet efter sin far.

Men der sker noget dramatisk: sønnen er væk en morgen efter en dramatisk fisketur. Skal fiskeren håbe på, at han vender tilbage?

En enkel historie men det vigtigste er beskrivelsen af fiskeren og hans erhverv, hans specielle verden og hans opdagelse af, at han er, hvor han skal være.

Illustratoren Lucille Clerc har transskriberet alle tekstens nuancer for at gengive og ledsage den ved hjælp af tegning, materialer og teknikker, ætsning, blæk, fotos... Hvordan formidler man kulden, savnet, tristheden, men også kærligheden, styrken i båndene, overleveringen, glæden ved at være sammen. Hendes illustrationer legemliggør på fantastisk vis al historiens følsomhed.

En usædvanlig smuk bog og det gælder både tekst og billeder. Det er ikke en fjern betragtning, men en sand indlevelse og deltagelse.


STOCK (15/11/2023)


Tuesday, November 14, 2023

13 à table 2024

 13 à table 2024


Årets "13 à table!" er på gaden, og køber du den, svarer det til 5 måltider til "Les Restos du Coeur", så køb den!

"Jeg er ti år gammel!
13 à table! er allerede ti år gammel.
Mere end nogensinde har Restos du Coeur brug for hjælp. Igen i år tilbyder 15 forfattere en novelle, så du kan sørge for måltider.
Temaet for denne samling var indlysende: Jeg er ti år gammel. Med venlig hilsen fra Alain Souchon og Laurent Voulzy."

Det er 15 noveller/historier, der tager udgangspunkt i et barn der er eller bliver ti år, men der er sandelig mange måder at tackle det emne på. For det meste er det meget vellykket, og der er kun få forbiere.

Paradoksalt nok for denne jubilæumsudgave er de temaer, som forfatterne tager op, ikke særlig muntre. Mellem død, ligegyldighed og mobning beskæftiger størstedelen af historierne i samlingen sig med følsomme emner. Så der er ingen underholdning her, kun et øjebliks refleksion og medfølelse.

Hvad er det så vi møder. Her er et lille resume:

Philippe Besson
Da han var ti, indså han, at han var bøsse.
Som tiårig bliver han konfronteret med døden for første gang.

Michel Aussi
Historien om Dilara, ti år gammel, og hendes rejse fra Kurdistan til England.

Maxime Chattam
I en alder af ti år er en lille dreng vidne til en præsidents død, flere årtier senere, den 22. november...

François d'Epenoux
I 2032, i en alder af 69 år, vil staten tilbyde os et meget specielt valg!

Lorraine Fouchet
I 2023 er barnet 10 år gammelt, han starter sin dagbog, og lang tid senere vil hans søn læse den....

Karine Giebel
Chloé, en tiårig pige som ingen anden.

Raphaëlle Giordano
En ti år gammel vaskemaskine fortæller historien om sine ejere!

Philippe Jaenada
Som tiårig indser en lille dreng på sin konfirmationsdag, at historien om Gud og Jesus er noget værre vrøvl!

Alexandra Lapierre
Coralie på ti år siger fra over for sin mor juleaften, selv om det betyder, at hun ikke får nogen gaver.

Cyril Lignac
Han giver os simpelthen opskriften på den marbré, han lavede, da han var ti.

Agnès Martin-Lugand
Fortryder Eric og Sophia, hvad der skete med dem for ti år siden?

Tania de Rosnay
Når to forretningskvinder skændes fra det øjeblik, de mødes... (eller det tror de!)

Leila Slimani
En historie om indespærring.

Frank Thilliez
Der sker noget meget mærkeligt med Bob, da han vender tilbage til sit barndomshjem.

Der er noget at tage fat på og prisen på bogen er helt latterlig. Kun 6 € for disse strålende noveller.

POCKET (02/11/2023)

Sunday, November 12, 2023

Dany Lafferière: Un certain art de vivre

 Dany Lafferière: Un certain art de vivre



Dany Lafferière har altid været en af mine yndlingsforfattere gennem efterhånden mange bøger, og hans nyeste bog ændrer intet ved det. En samling tanker, digte, beskrivelser der forsøger at samle sammen på, hvad han har oplevet, tænkt og følt gennem de sidste halvtreds år. Som forsidebilledet på bogen viser, er han en afslappet og anderledes person, der på mange måder stadigvæk er et barn i sin umiddelbare og uspolerede måde at opfatte og være på.

I sit forord skriver han: "Det varme vand i badet giver mig mulighed for at løbe væk og ønske, at jeg havde gjort det på visse tidspunkter, som dengang jeg undlod at tage den lille grusvej, der har kaldt på mig så længe, selvom jeg ikke ved, hvor den vil føre mig hen. Jeg vil tilføje, at det er, når man ikke har noget at lave, at tiden bliver dyrebar. Men da jeg tror, at livet er lineært, forsøger jeg forgæves at komme ud af det ved at tage den rigtige vej på det forkerte tidspunkt. Til sidst indså jeg, at disse små noter, som farveklatter, maler et naivt billede af mig. Denne tynde bog har taget mig længere tid end nogen anden."

Han er taget til Borneo, et sted han ikke kender, for at sidde på et hotelværelse og se livet passere.

For at vise lidt om hvad man kan finde i bogen, vil jeg give fire citater:

Une journée est parfaite
quand on se met subitement
à danser avec la chaise
sur laquelle on était assis.

-

L'aventure c'est de rendre possible la découverte
de nouveaux paysages intérieurs
et non d'aller au bout du monde pour contempler
ce que tout le monde peut voir n'importe où.

-

Le mauvais lecteur cherche
à se débarrasser de tout ce qui
ne ressemble pas à ce qu'il a déjà lu.

-

Chaque individu croit
peut-être avec raison
que le monde commence
à sa naissance
et se termine à sa mort.

En bog man kan blive rigtig klog af at læse, for Dany Lafferrière er i besiddelse af en virkelig visdom.


GRASSET (18/10/2023)



Tuesday, November 07, 2023

Antoine Sénanque: Croix de cendre

 Antoine Sénanque: Croix de cendre


En roman der bringer én helt ud af hverdagen og 600-700 år tilbage i tiden. Vi bliver bragt tilbage til tiden før, under og efter de store udbrud af pest i Europa, der kostede ufatteligt mange døde og en forråelse og mangel på tro hos de overlevende.

1348: Den sorte død fejer hen over Europa.1367: Fra klosteret Verfeil i Languedoc sender den gamle prior Guillaume to unge dominikanermunke, Antonin og Robert, til Toulouse for at finde pergament af god kvalitet, da han vil skrive sine erindringer.

De to unge mænd er henrykte over at forlade klostrets strenghed for at rejse rundt på vejene og opdage byen og dens fristelser. Men det var uden at tage hensyn til overvågningen fra inkvisitoren, Louis de Charnes, som er bekymret for Guillaumes fremtidige tilståelser. Guillaume ved noget, som Louis ikke vil have frem, og han får fængslet munkene. Kun Antonin vender tilbage, mens Robert forbliver i de frygtede fængsler som gidsel. 

For disse bekendelser fra Guillaume gemmer på hemmeligheden om Mester Eckhart, en af middelalderens mest fantastiske skikkelser, en prædikant med kraftfulde prædikener, som blev beundret og derefter forbandet efter sin retssag for kætteri og sin mystiske forsvinden. De kunne true selve grundlaget for kirken.

Dette er ligesom kernen i historien, der er spændende som kriminalroman, for der venter hele tiden en ny gåde, som skal afsløres.

Antoine Sénanque tegner et religiøst portræt af Europa i det 14. århundrede med alle mulige afvigelser, oprettelsen af beginerklostre, hvor kvinder samledes uden at aflægge deres løfter, men ofte på grænsen til kætteri. Pavedømmet befandt sig stadig i Avignon men på vej til Rom, dominikanerne stødte sammen med franciskanerne, og kampen for indflydelse havde allerede nået et højdepunkt! Kort sagt; det vigtigste var ikke mere det religiøse men det politiske, og det eneste mål var magt!

En lærerig og eventyrlig læsning, der hvirvler op i begivenheder i en middelalder, der bestemt ikke manglede saft.

Kan stærkt anbefales som en historisk krimi med stort indhold.


GRASSET (16/08/2023)

Hervé Le Tellier: Le nom sur le mur

 Hervé Le Tellier: Le nom sur le mur Hervé Le Tellier slog sit navn fast med Goncourt-prisen L'Anomalie i 2020, en lidt dyster fremtids...