Mathieu Belezi: Attaquer la terre et le soleil

 Mathieu Belezi: Attaquer la terre et le soleil

En formidabel god bog der sidder i én længe efter man har læst den. Attaquer la terre et le soleil fortæller historien om en håndfuld bosættere og soldater fanget i det glemte helvede af algierske kolonisering i det nittende århundrede. Med en tragisk skønhed, gennem en kvindes og en soldats stemmer, får vi indblik og en følelse af den galskab, det helvede, som denne kolonisering var.

Bogen har to fortællere, der skiftes til at berette uafhængigt af hinanden. Den første er Séraphine, der sammen med sin mand, sine tre børn og sin søster ankommer til Algeriet i begyndelsen af ​​Frankrigs kolonisering af landet i årene 1830-1840. I slutningen af ​​deres besværlige rejse finder bosætterne på trods af løfter om guld og grønne skove kun småstenene af et utaknemmeligt land, som de bliver nødt til at forsøge at udnytte under forfærdelige forhold: mudder og kulde om vinteren, hedebølger om sommeren; snavset og koleraepidemierne, som ødelægger dem i deres elendige kaserne af planker; manglen på alt og frygten, der griber dem, mellem arabiske angreb, plyndringer, hornede hugorme og ørkenløver,

Den anden fortæller er en soldat, der befinder sig i en eskadron af franske soldater der skal "pacificere" de erobrede områder uden anden strategi end at plyndre, voldtage og gennemføre totale massakrer.

Det er virkeligt skildret med de nødvendige ord og på en måde der fremstiller kolonisationen på den værst tænkelige måde.Ultrarealistisk maleri af rædsler med en uovertruffen effektivitet. Denne roman fortæller i en tone, der med faktuelle beskrivelser, fordømmer koloniseringens modbydelige realiteter. Her kommer europæere til de ukultiverede indfødte med en nedladenhed og uden menneskelig forståelse.

Efter at have læst denne bog falder man ikke mere for de alt for skønne fortællinger om kolonisation, hvor det så end måtte være. 160 sider der ryster én.

LE TRIPODE (01/09/2022)

Louise Mey: La deuxième femme

 Louise Mey: La deuxième femme

En roman der er uhyggelig som en krimi-roman, men meget mere på et realistisk plan omkring et samfundsmæssigt problem..

Den anden kone er den kone der kommer efter. Hun hedder Sandra, og kommer ind i en helt speciel situation, da hun ser en mand, der græder i fjernsynet på grund af sin forsvundne kone. Hun betages af ham, går med på en eftersøgning af den forsvundne, og det ender faktisk med at de flytter sammen.

Indtil den dag, hvor den, der var den første, som skulle være forblevet den eneste kvinde, dukker op igen, hvor Sandra er på vej til at blive et nyt offer for en meget autoritær mand.

Sandrine er den anden kone, en datter, som ikke var elsket af sin far. Slået, ydmyget lykkedes det Sandrine at tage afsted, for at skabe sit eget liv, men Sandrine kan ikke lide sig selv. Hun vil komme tættere på en mand, en "grædende mand", som sørger over sin første kone, der forsvandt, mens hun løb i skoven. Han græder, fordi han står alene med sin lille Mathias. Så som en gøgeunge smutter Sandrine ind i reden, ind i deres hus, hun bliver den anden kone. Hun vil tage sig af den lille og hendes mand, den grædende mand. Ah, ja, hun vil passe godt på dem. Sådan en mand er nødvendigvis rar, ikke som hendes far.

Men hvad sker der med den anden kvinde, når den første, hustruen, den rigtige mor, bliver fundet i live? Sandrine føler sig i fare, truet, vil hun miste alt?

En meget stærk beskrivelse af hovedpersonen, men også manden, den første kone og svigerforældrene spiller ind. Vil ikke afsløre for meget, men vold mod kvinder bliver behandlet på en særdeles kraftfuld måde og via Sandrine, der kæmper sine mange kampe. Vi er i Sandrines hoved: hvad kan hun overse, hvad vil hun acceptere?

En barsk roman hvis spændingen stiger langsomt, og i begyndelsen kan virke lidt lang, men pludselig befinder vi os i nettet af en ekstrem, uudholdelig psykologisk spænding.

LE MASQUE (15/01/2020)

Fred Vargas: Sur la dalle

 Fred Vargas: Sur la dalle

Så kom bind 10 endelig om Commissaire Jean-Baptiste Adamsberg, og selv om ventetiden har været lang (6 år), så er bogen ventetiden værd!

Bogen starter i Paris men skifter hurtigt over til at foregå i en mindre by i Bretagne, Louviec; hvor Adamsberg i øvrigt har et godt forhold til kommisær Mathieu, der arbejder i området.

Vi bliver vidner til en indviklet efterforskning à la Vargas, hvor detaljerne florerer, hvor Adamsbergs sind vil tænke sig godt om for at opdage, hvem der er morderen, der huserer i Louviec. 

Der er gode, indtagende og farverige karakterer, som kommissær Mathieu og som Chateaubriand, der kun vil én ting, at blive ladt i fred, for han ligner på en prik den berømte Chateaubriand fra starten af 1800-tallet. Johann, kroejeren med et stort hjerte, der står for maden til Adamsberg-holdet under efterforskningen, er en sand perle.

Undersøgelse, der går rundt i cirkler, som laver mange sidespring, før man kender resultatet. Vi må vente på, at de små bobler, der sniger sig ind i Adamsbergs hjerne, har tid til at bane vej.

Der er små hints igennem bogen til morderens identitet, men jeg var først rigtigt på sporet 50 sider før bogen sluttede.

En god sommerferie læsning, hvis man kan lide den specielle Adamsberg og hans hold.

FLAMMARION (17/05/2023)

Annie Ernaux: Les années

 Annie Ernaux: Les années

Har efter lidt besvær fået læst mig igennem dette værk af Annie Ernaux fra 2008. En bog på ca 250 sider der forsøger at skildre en lang periode i hendes liv, samtidig med at det giver en slags oversigt over Frankrigs historie og udvikling krydret med internationale begivenheder.

Gennem billeder og minder om begivenheder, ord og ting, får Annie Ernaux os til at mærke årenes forløb, fra efterkrigstiden til i dag (ca 2007). Samtidig indskriver den tilværelsen i en ny form for selvbiografi, upersonlig og kollektiv.

Annie Ernaux forklarer selv, hvad det er hun vil med denne bog: « Ecrire une sorte de destin de femme, qui ferait ressentir le passage du temps en elle et hors d'elle, dans l'Histoire, un roman total. Ce sera un récit glissant, dévorant le présent au fur et à mesure jusqu'à la dernière image d'une vie » . Det er med andre ord ikke hendes selvbiografi, men en biografi om en kvinde i den lange periode.

Teksten bliver ofte meget upersonlig, opremsende, næsten klinisk, men der kommer dog lidt ud mellem sidebenene set fra hendes venstreorienterede synsvinkel. Undertiden lidt humor, men mere sarkasme.

Det er imponerende hvad hun kan grave frem fra hukommelsen og søgen efter diverse produkter, skikke, musik, film fra hele perioden, men det er ikke for alvor interessant. Bogen bliver simpelt hen for lang og burde have fanget noget mere centralt end alle afskygninger af et samfund/en kvinde i dets udvikling.

Det er bestemt ikke hendes bedste bog.

GALLIMARD (07/02/2008)

Virginie Grimaldi: Les possibles

Virginie Grimaldi: Les possibles

Endnu en lille sommerlæsningsbog fra Virginie Grimaldi. Førsteudgaven er fra 2021.

Fortælleren er Juliane, 39, der får vendt op og ned på sit liv, da hendes særegne fars hus er brænder ned, og han kommer til at bo hos hende. Hun har sønnen Charlie og manden Gaëtan.

Jean, hendes far, er en lidt excentriske natur, en gammel 68er af sind og opførsel, men da hans lidt underlige opførsel bliver for meget, begynder de at få mistanke om, at han har en begyndende Alzheimer. Han er dog kun 67 år og på hospitalet får han en test.

Hans sygdom viser sig at være en progressiv mental degeneration.

Der er dog en lang periode, hvor det ikke er så alvorligt. Gaëtan er ret underholdt af den finurlige stedfar og Charlie er glad for denne spændende morfar. Julianes mor er vidne til alt dette på afstand, fordi de har været skilt i årevis.

Således er alle ingredienserne klar til at fortælle en både sjov og vemodig historie med diverse overraskende indslag.

Bogen bliver nok lidt for lang og slutter med en lidt mærkelig oplevelse hos Julianes søster i USA.

Ikke absolut en nødvendighed at læse, men er i perioder meget morsom, når faderen folder sig ud.

LE LIVRE DE POCHE 

 

Blaise Cendrars: J'ai tué suivi de J'ai saigné

 Blaise Cendrars: J'ai tué suivi de J'ai saigné

Fandt en gammel tekst af Blaise Cendrars om hans deltagelse i La Grande Guerre, og da det er en periode som interesserer mig meget, må jeg absolut læse denne udgave der er fra et schweizisk forlag.

Bogen består af to korte stykker : J'ai tué fra 1918 og det lidt lænegere J'ai saigné fra 1938.

J'ai tué er et direkte, foruroligende og rystende vidnesbyrd om dehumanisering af soldater i krigstiden, som får ret til at DRÆBE...for at overleve! Med en ubeskriveligt heftig sindstilstand forsøger Blaise Cendrars  at overleve. Under rydningen af en tysk skyttegrav hvor der stadigvæk er tyskere, er Cendrars udstyret med en kniv og kaster sig over en tysk soldat, han løber ind i. Han skærer nærmest hovedet af ham i sit raseri. 

På kun 12 sider får Cendrars faktisk alt med fra oplevelsen krigens umenneskelighed, skildrer det i korte sætninger, opremsende og som udråb, og først til sidst siger han "jeg" i stedet for "man".

J'ai saigné er som sagt fra 1938 tager en mere klassiske form af en selvbiografisk beretning, men som nok er en af ​​de mest gribende tekster, jeg har læst om La Grande Guerre.

Persongalleriet er særligt imponerende og dækker på få sider hele menneskehedens abscisseakse, fra det bedste til værste, med den beundringsværdige Adrienne P. og hendes overmenneskelige dedikation til at tjene de alvorligt kvæstede, på den anden side den beskidte general og læge fra Paris, der demonstrerer al sin viden, råt og ubarmhjertigt på en uheldig ung martyrsoldat, som han faktisk slår ihjel.

Et par barske historie som jeg kun kan opfordre til at læse, for ikke alene har Cendrars noget voldsomt at berette om, men han besidder også evnen til at berette om det med sit sprudlende og præcise sprog.

EDITIONS ZOÉ (06/03/2015) AUTRES EDITIONS