Anne Boquel: L'enfant de la rage

Anne Boquel: L'enfant de la rage 

En voldsom bog som bør læses for sin skildring af et familiedrama, der opstår i forbindelse med et samfund, der er på vej til at forsøge at vælge nye veje.

Det er historien om en syttenårig dreng, Yohann, hvis mor spekulerer på, om han ikke er født med modsigelser i blodet. Yohann slutter sig til en ZAD (Zone à défendre er en betegnelse for et område, der er ulovligt besat af aktivister, ofte fra den ekstreme venstrefløj, for at modsætte sig byggeprojekter, der anses for at være skadelige for miljøet.) i Morvaillan både af overbevisning og provokation. Efter et sammenstød med CRS bliver Yohann fundet liggende på jorden, i live, men stærkt skadet og i koma.

For hans forældre, Laurence og Loïc, er det starten på et andet liv med håb og forventning om at sønnen kommer sig, men også af uforståenhed og vrede. I sidste ende bliver Yohann et påskud for at forstå vores verdens tilstand og den nuværende generationskløft. Yohann kommer fra en meget beskeden familie og vokser op med en far, der knokler for at få råd til sin lille jordlod. Men i Yohanns øjne er der så mange andre ting, der er vigtigere...

Vi følger en lidende families hverdag. Laurence, som først og fremmest er en mor i sorg, vil forsøge at forstå sin søns valg ved gradvist at slutte sig til ZAD, mens Loïc, faderen, helt afviser denne mulighed og giver gruppen skylden for sin søns tilstand. 

Bag Anne Boquels ord finder vi en mors kærlighedsskrig. Et moderinstinkt, der er klar til at gøre alt for at forstå sit barns valg. Ved at blive medlem af ZAD bliver Laurence, som altid har levet i skyggen af sin mand, frigjort. 

Boquels historie er helt i tråd med vores tid. Historien om unge mennesker, der bliver bevidste om den jord, som deres ældre har efterladt dem, og som kæmper for den. Det er en roman, der er meget aktuel i forhold til de emner, den tager op, især den økologiske krise, der griber den yngre generation, men også tidløs i forhold til de temaer, den udforsker omkring forældre-børn og fællesskab..

Den store styrke i roman er dens nuancer. Når man læser den, er det umuligt at tage parti for Loïc eller Laurence eller sætte spørgsmålstegn ved zad-medlemmernes engagement. De har alle til fælles en søgen efter et ideal, hvad enten det er samfundsmæssigt, personligt eller familiemæssigt. 

Forfatterens skriver i en stil der er meget nøgtern, meget præcis og meget smuk, især dialogerne er meget veludførte.

Klar anbefaling til at læse bogen.

ROBERT LAFFONT  (11/01/2024)