Friday, February 16, 2024

Jean-Christophe Rufin: D'or et de jungle

 Jean-Christophe Rufin: D'or et de jungle


Bestemt én af mine yndlingsforfattere der efter en lang serie med den særegne konsul Aurel nu tager fat på en fiktiv historie om et statskup, der rummer mange ikke-fiktive elementer og et stort kildemateriale.

Efter et forgæves kupforsøg på Magagaskar forsøger Ronald sig med et nyt koncept: et nøglefærdigt statskup, hvor hans velhavende digitale investorer, der er trætte af styret i Californien, kan overtage Brunei, hvor alle økonomiske og etiske spørgsmål vil blive fejet til side...

Som hjælper på stedet i Brunei opsøger Ronald Flora, som han tidligere har arbejdet sammen med. Det er det eventyr, som Flora, en ung dykkermester, der er fascineret af billedet af sin bedstefar, en berømt lejesoldat, som brugte sit liv på at vælte etablerede magter, tager ud på.

Hendes destination er som sagt sultanatet Brunei, et land med (sort) guld og jungle. Sammen med Flora og utallige andre karakterer kommer man trin for trin til opleve overtagelsen af et land, der umiddelbart aldrig var bestemt til at befinde sig i hjertet af verdensbegivenhederne. Alt er tilrettelagt minutiøst og uden megen brug af våben, men med fake news, en pensioneret professor der ved alt om revolutioner og statskup og hackere. Alt bliver bestemt i en plan der afsløres skridt for skridt for læseren. Spændingen er særdeles høj.

En roman, der kunne kaldes en guide til det perfekte statskup, lige så realistisk som den er alarmerende om den nye verdensorden, som de digitale giganter er ved at indføre i rasende fart.

Rufin kan trække på sin karriere som ambassadør for Frankrig mange steder og for sin ubændige eventyrlyst. Han skriver samtidig med en vidunderlig lethed og evne til at ramme det centrale.

En virkelig god bog, der samtidig kan åbne øjnene for meget der foregår i lukkede kredse.


CALMANN-LÉVY (07/02/2024)



No comments:

Erika Nadège: Mon petit

 Erika Nadège: Mon petit For Érika Nadège er det at skrive et bolværk mod smerte og uretfærdighed. Det er en anden måde at interessere sig f...