Thélyson Orélien: C'était ça ou mourir

  Thélyson Orélien: C'était ça ou mourir  

Romanen er blevet udnævnt til årets "roman événement", og efter at have læst den eller snarere slugt den kan jeg kun givet forlaget ret. Det her er en sensationel roman af flere grunde: den handler om flygtninge og migranter, men set fra migranternes side, men samtidig er det en roman, der er fortalt i et enkelt men præcist og sprudlende sprog med både humor og poesi. Den griber læseren med en forbløffende og forførende  fortælleteknik.

Thélyson Orélians første roman er allerede årets litterære fænomen i 2026. »C’était ça ou mourir« har erobret Québec og vil snart erobre hele verden med sin fortælling om Jonas Dorléons odysse.

Efter at hans kvarter i Port-au-Prince angrebet af en lokal bande er gået op i flammer, tager Jonas næsten intet med sig, da han forlader Haiti: et eksamensbevis, en notesbog med digte, et foto af sin mor. Et helt liv i en plastikpose fra Carrefour. Først søger han tilflugt i Den Dominikanske Republik, derefter i Brasilien og Mexico. 

Jonas krydser grænserne, f.eks. om bord på en overophedet bus, der kører time efter time uden at holde pause. Han kommer gennem en jungles dybe skove ved Panama på vej til USA. På hver etape dukker ansigter op, falder kroppe om, døde efterlades, men solidaritetsbånd knyttes og brydes igen. I håb om at nå frem til Canada og den lille familie, han har tilbage, befinder Jonas sig ved grænsen til USA, alene over for ICE-agenterne og en administration, der er parat til alt for at føre sin jagt på migranter. Afslutningen skal jeg ikke røbe.

Denne roman, der er lige så nutidig som universel, skildrer migration i nutiden — ikke som et begreb, men som en fysisk oplevelse: at gå, at være sulten, at komme til skade, at le af rædslen for ikke at give op.

Romanen indgår i en sammenhæng, hvor migrationsspørgsmålet indtager en central plads i den offentlige debat. Man taler ofte om migranter i form af tal, bølger eller kriser. Man siger: Der er for mange. Det koster dyrt. Men alt for ofte glemmer man at sige: Det er mennesker, mænd, kvinder, børn, navne, stemmer, med en historie, drømme og værdighed.

De, der klager over indvandringen, burde læse den. I Vesten forstår man ikke, hvor heldige vi er, og hvordan vores handlinger i høj grad har bidraget til det rod, man ser i lande som Haiti.

Det er en tekst, der både rører hjertet og åbner øjnene – en roman, der giver dem, som alt for ofte reduceres til det simple ord »migranter«, et ansigt, en stemme og værdighed tilbage.

Der bør indkøbes et eksemplar til medlemmerne af folketinget, når den danske oversættelse udgives, for der er nok ikke mange af dem, der kan læse den på fransk.

19/08/2026
Grasset