Marie-Paule Istria: Sur qui tombe la nuit
Foreløbig eneste bog fra denne forfatter, der ellers har en meget omfattende kulturel aktivitet. Hun er født i Algeriet, og det præger også hendes bog.
1952, Mondovi, Algeriet: Den ti måneder gamle Anna og hendes søster Line, der er lidt ældre, bliver taget til sig af deres bedsteforældre efter deres mors uforklarlige forsvinden. Tredive år senere dukker hun op igen, som et spøgelse, i Annas liv.
Anna er mor til tre børn, som hun opdrager så godt hun kan, med stor kærlighed, og det er der god grund til, for hun har aldrig haft status som »datter af«. Hendes eksmand Simon er netop gået bort, og sorgen og smerten vækker minder om en fortid, der var delt mellem to lande.
Anna tilbragte en del af sin barndom i Algeriet hos sine bedsteforældre, men blev derefter tvunget til at flytte til sin far i Frankrig for at undgå en usikker situation og en krig – en form for livsvigtig rodløshed.
2020, Paris. Anna står over for endnu et tab: hendes eksmand Simon. Omkring hende forsøger deres børn, Bastien, Laura og Manon, der nu er voksne, at komme over deres sorg, hver på sin måde. Det er da, at fortiden dukker op igen.
Vi følger Annas personlige oplevelser gennem hendes forskellige minder og personer, der bestemt ikke altid er hende særligt venligtsindede, men hun er en overlever, selv da hun rammes af kræft,
Et af romanens mest markante træk er den måde, hvorpå den fletter personlige skæbner sammen med den historiske kontekst.
Annas barndom udspiller sig i et Algeriet, der gradvist glider ind i en krigssituation. De politiske og sociale spændinger trænger sig ind i hverdagen, selv når børnene endnu ikke forstår dem.
Et fin måde at kombinere det personlige med det historiske, en det kniber med at holde tråden lige, da det også er en families historie, der er præget af andre problemer og tavsheder.
En følsom og dybt menneskelig skrivestil, men hun vil næsten for meget på en gang. Her kunne hun udmærket have delt det op i to-tre romaner.
LIVRES AGITES
No comments:
Post a Comment