Amélie Nothomb: L'adolescence du perroquet

 Amélie Nothomb: L'adolescence du perroquet

Så starter vi på Rentrée littéraire 2026, og som sædvanlig åbner vi med årets Amélie Nothomb, der på mange måder er lidt utraditionel. Der er dels titlen, men også at det er en mandlig fortæller og så selvfølgelig, at bogens hovedperson er en papegøje!

I sin 35. roman fortæller Amélie Nothomb på 160 sider historien om Alban, en ugift mand i fyrrerne, der er radiokommentator hos France Inter. Fortælleren, der er en ubetinget elsker af Louvre, beslutter sig en dag, efter at have læst en annonce, for at adoptere en papegøje: en grå papegøje fra Gabon ved navn Jo. En fugl med en formidabel intelligens, som forfatteren kender godt, da hun har været passioneret af fugle af alle slags, siden hun var 11 år.

Denne nye bog markerer et brud. Den vender tilbage til det moderne, grusomme eventyr i stil med »Hygiène de l’assassin«. I »Papegøjens ungdomsår« skildrer forfatteren en grå papegøje fra Gabon midt i sin vanskelige ungdom. Men i modsætning til den menneskelige variant kan fuglens ungdom vare op til femten år. Men da Alban, bogens fortæller, indser det, er det for sent. 

Ved første blik på denne lille kugle med det uforholdsmæssigt store næb bliver han grebet af en ubetinget kærlighed. En hemmelig lidenskab, da den lille er født af en papegøje, som en nabo har anskaffet via smugleri, og som derfor ikke har nogen tilladelse. Hvis en dyrlæge afslører dens tilstedeværelse, vil den blive konfiskeret. Papegøjen hedder Jo, der jo kan være både hankøn og hunkøn.

Jo nøjes ikke med at gentage, den taler, forstår, »fløjter« melodier inspireret af Aretha Franklin og efterligner til perfektion alle mulige lyde, lige fra det »klik«, når den vil have Alban til at slukke lyset, til lyden af et toiletskyl for at vise sin misbilligelse. Efterhånden som den vokser op, bliver fortælleren mere og mere betaget af denne fugl, som han kun deler én fælles passion med: smagen for croissanter.

Men fuglen er grusom og hævngerrig og gengælder Albans kærlighed med had, for selv om han elsker fuglen, behøver det ikke at betyde, at den elsker ham. Den er upålidelig og lunefuld som unge i puberteten, og dens skrig af utilfredshed tvinger Alban ud af lejligheden om dagen. Imens raserer papegøjen hans hjem.

Det kommer der virkelig en historie ud af, som også drejer sig om Albans forhold til Louvre (kunst) og musik.

Her genfinder man Amélie Nothombs lette, absurde og ironiske tone i denne korte roman, der er skrevet som et eventyr med temaer som forældreroller, opdragelse, magt - afmagt, kærlighed som et offer der accepteres, vold kontra skønhed (kunst) og musik. Papegøjen kan glemme sin angst ved at synge som Alban kan glemme sin angst gennem sine ophold på Louvre.

Der kan siges meget mere om denne korte roman, der er sprudlende i sit sprog og med de mange små latterudbrud man får under læsningen.

Bestemt godkendt!

 

19/08/2026
Albin Michel