Thibaud Gaudry: La Vénus au parapluie

  Thibaud Gaudry: La Vénus au parapluie

Sjov lille debutroman, ikke på mange sider men med et enomt forbrug af sprog om nogle forholdsvis enkle ting: en ung mand bliver forelsket, men kan ikke få det sagt til den udkårne.

Paris, en regnfuld decemberaften. Han beslutter sig for at se en gammel film i en lille biograf i latinerkvarteret. I køen tilbyder en ung kvinde med en paraply ham husly, mens de står i kø. Det er starten på en kærlighedshistorie for ham, der bliver forelsket med det samme. Vi hører ikke hendes udlægning.

Vi hører om den unge mands tanker, følelser, fantasier etc i et orgie af ord og vendinger med stor brug af gamle amerikanske film, kunst og musik. Virkelig meget voldsomt.

Det er poetisk, virtuost, men nok lidt rigeligt for mig, men en slags kærlighedshistorie er det, dog kun med en spiller.

Paris indgår også som en vigtig del, og det er del del jeg synes bedste om.

BUCHET-CHASTEL (17/08/2023)

François Bégaudeau: L'amour

François Bégaudeau: L'amour 

François Bégaudeau kender jeg bedst fra "Entre les murs", hvor jeg lavede en bog til undervisning "Klassen", så jeg blev umiddelbart nysgerrig, da jeg så en ny bog af ham med den flotte titel "L'Amour". Det er en forholdsvis kort bog (90 sider), men det var særdeles sjovt at læse den, for den er sprudlende i sin humor.

Det er så sandelig kærlighed med et lille "k", som François Bégaudeau taler til os om. Han siger, at han ville fortælle historien om kærligheden, som den opleves det meste af tiden af ​​de fleste mennesker: uden kriser eller begivenheder, og det lykkes til fulde.

Hovedpersonerne er Jeanne og Jacques Moreau, som mødes i begyndelsen af ​​1970'erne, næsten tilfældigt og uden nogen egentlig romantik, men som tilbringer omkring halvtreds år side om side. År, der går, består af rutine, for det meste harmløse begivenheder, små opmærksomheder, sjældne, men oprigtige, argumenter og kompromiser, indtil slutningen, hvad der end sker...

Fortalt med ømhed og humor i et levende sprog, der får læseren til at spekulere over alle de tomme fraser og hioldninger som vores dagligdag rummer. Men den er ikke ond, men følsom også i slutningen.

Der er mange specielle personer, typer, men også hints til de 50 år af Frankrigs historie.

En rigtig god roman!

GALLIMARD (17/08/2023)

Jean-Philippe Toussaint: L'Échiquier

 Jean-Philippe Toussaint: L'Échiquier

Denne bog af den belgiske forfatter Jean-Philippe Toussaint har en helt speciel tilblivelse, for den blev skrevet mens coviden slog sine første folder.

Gaderne er øde. I Bruxelles går fortælleren/forfatteren ind i sin gamle skole, og de sorte og hvide fliser som skakbrætbrikker minder ham om et skakbræt. Han får så en idé: hvorfor ikke flytte en skakbrik på skakbrættet som en tur rundt i hans minder og fortid? Skrive en bog med 64 små kapitler, da skakbrættet har 64 felter?

Værket er på samme tid en dagbog, en selvbiografi. Han har en evig søgen efter det rigtige ord med en sproglig rigdom, som forbliver flydende og naturlig. Forfatteren fortæller os sit liv i en original form, knyttet til skak, en af ​​hans passioner. 

Da jeg næsten ikke har nogen viden om emnet, udgør denne permanente forbindelse med skak ikke noget problem for mig, da det altid bringer os tilbage til forfatterens liv og hans spørgsmål, forstærket i den periode, hvor han var mere eller mindre indespærret. Det er også interessant, at han skrev denne bog sideløbende med en oversættelse af “Skaknovelle” af Stefan Zweig.

Der er mange interessante kapitler om skrivning, oversættelse og litteratur, men det er omgivet af klip fra et specielt liv og nogle meget personlige indslag.

En god og anderledes bog, men næppe til en Goncourt, som den er indstillet til i første runde.

EDITIONS DE MINUIT (31/08/2023)

Dominique Barbéris: Une façon d'aimer

 Dominique Barbéris: Une façon d'aimer

En roman der tager os tilbage til Afrika på et tidspunkt hvor Cameroun er på vej til selvstændighed (1960), og hvor vi følger den lille flok franskmænd, der skal tænke på, hvad der vil ske i fremtiden for dem.

Dette er rammen for en lille speciel og godt skjult kærlighedshistorie og om Marianne.

Historien fortælles af Mariannes niece der efter hendes død rekonstruerer hendes hidtorie ud fra gamle billeder og en kuvert som hun efterlod.

Madeleine, en diskret og melankolsk skønhed fra 1950'erne, forlader Nantes, hvor hun voksede op i et beskedent miljø, for at følge sin mand, der er overflyttet til Cameroun. Den unge kvinde befinder sig nu i en fremmed, voldelig og storslået verden i modstrid med hendes franske provins. 

I Douala mødte hun under et delegationsbal Yves Prigent, civil administrator i Yaoundé, lidt af en eventyrer, som hun går lange ture med gennem byens gader. Han er diskret, hun siger ikke meget, men et eller andet gemmer sig mellem dem. Men afkoloniseringen er i gang...

Dominique Barbéris er formidabel godt til at genskabe en ramme for historien. Man føler sig ført rundt i byen Douala med en særegen og smuk natur. Vi får indblik i forskellen på livet for de rige hvide og lokalbefolkningen, mændenes uindskrænkede magt over kvinderne hos begge grupper. Kvinder må acceptere at blive betragtet som tilbehør.

En velskrevet og interessant roman, der dog kan virke lidt tung undertiden. Bogen er på listen til Goncourt, men jeg giver den ikke de store chancer for at vinde.

GALLIMARD (17/08/2023)

Éric Reinhardt: Sarah, Susanne et l'écrivain

 Éric Reinhardt: Sarah, Susanne et l'écrivain

En intéressant roman hvor forfatteren spiller en rolle som formidler mellem virkelighed og litteratur/kunst.

Udgangspunkt er, at Sarah betror sin voldsomme livshistorie til en forfatter, hun beundrer, så han kan skrive den om til en roman. I denne roman hedder Sarah Susanne.

Sarah fortæller ham om sine pinsler, om forholdet til den kolde mand der nærmest melder sig ud af familielivet sammen med parrets to børn. I Sarahs fortælling dechifreres sammenbruddet hos en kvinde konfronteret med sin mands ligegyldighed og egoisme. Sarahs oprør mod mandens skjulte overtagelse af tre fjerdedele af familiens værdier ender med isolation og social nedgradering.

Men en ting er Sarahs konkrete historie noget andet er forfatterens omsætning af den til historien om Susanne. Personerne er de samme, men handlingen ændres og kampen mod manden, mændenes magt og overklassen forstærkes.

Der er et spil mellem tre personer i romanens opbygning: Sarahs, Susannes og forfatteren og dette litterære greb tillader de to fyrreåriges kvinders skæbne at afspejle hinanden. Så meget, at læseren nogle gange ikke længere ved, hvem Susanne eller Sarah forfatteren fortæller historien om. Kun få detaljer gør det muligt at differentiere dem. 

Men det er faktisk ligegyldigt, fordi processen med at kæmpe imod og skabe sig en identitet er den samme i begge tilfælde. 

Men Eric Reinhardts roman er meget mere end en præcis og realistisk samtidshistorie. I dette spil med spejle mellem Sarah og Susanne væver han sit net i en enestående stil, der giver kunst og det religiøse en fremtrædende plads. Gennem historien er der også tale om et mystisk religiøst maleri fra 1600-tallet, en kniplingskirke eller endda et strandskalshoved inspireret af Francis Ponge.

Bogens svimlende opbygning giver ikke kun stemme til en kvinde, der nægter at opgive sine idealer i lyset af sin mands egoistiske ligegyldighed, men tager også læseren med på en rejse, med stor originalitet, til hjertet af den kreative proces.

Éric Reinhardt holder os i spænding fra den ene ende af historien til den anden. Absolut et bud på en kommende prisvinder.

GALLIMARD (17/08/2023)

Lilia Hassaine: Panorama

 Lilia Hassaine: Panorama

Vi har tidligere omtalt Lilia Hassaines bog Soleil Amer om indvandrerne fra Algeriet, men her er en helt anden historie, der forgår 2049. På grænsen mellem utopi og dystopi er det en fin roman med en interessant idé og skrevet i form af en thriller, hvis undersøgelse holder læseren hen i spænding.

Vi får i romanen en historie om gennemsigtighedens mareridt, der er skubbet til det absurde. Fremtiden, som Lilia Hassaine forestiller sig, er orwellsk, gysende af hykleri og tilbageholdt vold, hvor sten har givet plads til glas. Vivarium-husene i glas, bygget for at befri Frankrig fra det onde, ligger åbne for naboers og forbipasserendes alt for velvillige blikke. Resultat: volden falder og alle holder øje med alle. Men er det den rette løsning

 

I 2049, i en verden, der alligevel er sat under høj overvågning, bliver Hélène, en kommisær kaldet beskyttelsens vogter, opfordret til at foretage en undersøgelse, der destabiliserer samfundet: et par, Royer-Dumas og deres unge dreng er forsvundet i en verden, og trods glashusene, trods årvågenheden, er der mærkeligt nok ingen, der har set eller observeret noget. 

Den nye verden lever i Transparence (gennemsigtighed), et system, der blev født efter Revenge Week i 2029, hvor ofre kunne dræbe deres bødler for at tage hævn for retfærdighed, der blev betragtet som for slap med alt for milde straffe. Lilia Hassaine fortæller subtilt om populismens ubønhørlige stigning og borgernes accept af at afgive alt privatliv i sikkerhedens navn. En udveksling, der ikke kun vil gøre folk glade.

Ud over detektivhistorien skildrer forfatteren et samfund, der er dybt opdelt, splittet, styret af frygt, hurtigt til at fordømme. Et dehumaniseret samfund, som håbet har forladt. Det er i denne kvælende atmosfære, at kommissær Hélène, mens hun kæmper med sine komplicerede kærlighedsforhold, forsøger at gennemføre sin undersøgelse, der får en overraskende afslutning.

Lilia Hassaine er en god og suveræn fortæller, der også har et budskab. Panorama er bestemt en væsentlig roman.

GALLIMARD (17/08/2023)

Jean-Baptiste Andrea: Veiller sur elle

 Jean-Baptiste Andrea: Veiller sur elle

Jean-Baptiste Andrea er en glimrende romanforfatter  of hans nyeste værk Veiller sur elle lever fuldstændigt op til de forventninger som jeg havde til hans nyeste roman ved la rentrée littéraire. Han har allerede fået FNACs pris for årets roman og måske venter der mere.

Bogen starter i 1986 i et italiensk kloster, hvor en mand ligger på sit dødsleje. Michelangelo Vitaliani, med tilnavnet Mimo, har boet sammen med munkene i 40 år for at Veiller sur elle.

Dette er hans seneste værk, en statue af udefinerbar magt, som forstyrrer alle dem, der ser på den.

Men hvad er hemmeligheden bag denne statue?

Mimo der er dværg og som har været stum i klostret om sit liv og sin fortid fortæller eller rettere genoplever i sit indre, hvad han har gået igennem. Det er en magesløs historie. 

En historie om Mimo og om Viola, der er modsætninger. Han kommer fra et meget fattigt miljø og er blevet forladt af sin mor. Faderen har lært ham lidt om billedhugning, men han dør under 1. Verdenskrig. Men Mmo har magi og geni i sig. 

Men så er der Viola, en pige fra en god familie, dem, der har magt og penge. Hun lever dog i en spændetrøje, på et tidspunkt, hvor kvinder ikke kan forestille sig at forlade deres sociale underkastelse.

Alt modarbejder dem, intet skulle få dem til at mødes. Og alligevel vil et bånd så usikkert som det er ubrydeligt binde dem. Paradoks af en historie, der overskrider kærligheden, som en rød tråd, der vil krydse årtier og to krige.

Dette menneskelige eventyr begynder ved begyndelsen af ​​det 20. århundrede, i et italienske landdistrikt, og fortsætter indtil 1980'erne i Vatikanets mysterier. Hvordan vil en stakkels lille billedhugger blive et af de største talenter, verden nogensinde har kendt, og hvordan formår en kvinde med en klar skæbne at påtvinge omgivelserne sin egen natur?

Når vi taler om genialitet og magi, er det to ord, der passer perfekt til Jean-Baptiste Andreas prosa. Hans pen og hans måde at forme karakterer på rører virkelig det sublime. Vi får en tur gennem historien i Italien i det 20. århundrede og samtidig en kunstnerisk rejse i litteratur.

Er absolut en bog (ca 600 sider) man ikke slipper, når først man er startet på den.

L' ICONOCLASTE (17/08/2023)