Olivier Adam: Tout peut s'oublier

 Olivier Adam: Tout peut s'oublier

Olivier Adam har hentet titlen i Jacques Brels "Ne me quitte pas", men som sangen antyder forlader hun ham og det samme sker i Olivier Adams nyeste bog, der på skift foregår i Bretagne og i Japan.

Adam har tidligere brugt Japn i sine bøger, og her får vi igen en smuk, men bitter beskrivelse af det smukke land. En tom lejlighed: det er det, Nathan finder, da han kommer for at hente sin lille dreng hos sin ekskone Jun. Meget hurtigt må han indse: Jun er vendt tilbage til Japan, sit hjemland, med deres søn Leo, der er fem år.

Han forstår ikke og gribes af panik: hvordan finder han dem igen. Han første forsøg ender blindt, og selv om han har hyret en detektiv, varer det længe, inden han forsøger igen. Problemet er den japanske lov, der ikke giver rettigheder til forældredeling, og deres politifolk er ikke ret blødsødne!

I Bretagne har han en lille biograf, der nærmest kan karakteriseres som en art cinema, men det går rundt. Nathan er en mand, der ikke er særlig udadvendt, snarere det modsatte, en drømmertype, der allerede har været ude for, at en kone forlader ham. Jun har han mødt i Japan, de har giftet sig og hun er flyttet til Frankrig. Nathan har ikke rigtigt forstået, at Jun ikke mere har følt sig tilpas i ægteskabet, men han flygter fra konfrontationer.

Sammen med Nathans historie kører der en historie med hans overbo Lise, der er fraskilt som Nathan. Hendes søn er blevet Blackbloc-medlem og frasagt sin familie, så hun har også mistet en søn.

Det er en rammende fortælling om forældres pludselig oplevelse af at have mistet et barn på hver sin måde, men det handler også om to kulturer der kolliderer. Japan er meget smukt skildret, men synes at have et middelalderagtigt retssystem. På den anden side lægger Adam ikke fingerene imellem, når han skildrer franskmændene. De lever slet ikke op til det billede som andre kan have af Frankrig som en kulturnation og frihed-lighed-broderskab. De er ofte nedladende overfor fremmede, storskrydende og uden medfølelse. Han kommer også ind på politivold og les gilets jaunes.

Det er på mange måde et lidt dystert billede, som Adam har af sin samtid. Hans mandlige hovedpersonerne er indelukkede og forstår ikke rigtigt, hvad der foregår.

Meget smukt spil mellem Bretagne og Kyota som åbner historien til et større perspektiv. Adam skriver og komponerer sine romaner til næsten fuldkommenhed. 

En bog man ikke lægger fra sig, når først man er startet på den!

Éditeur : FLAMMARION (06/01/2021)

Paris, lumières étrangères

 

Paris, Lumières étrangères

Mange er og har været tiltrukket af Paris, har gennemtravet byen på kryds og tværs og har fået deres specielle oplevelse af byen. Paris er mere end en by, det er på mange måder også en sindstilstand, en rejse i historie, kultur og årstider. Vi parisfarere har vores Paris, men vi ved, at der findes mange andre, og det får vi glimrende præsenteret i denne samling.

I denne novellesamling møder vi tyve forfattere fra mange andre steder og lande, der fortæller os en historie, hvor Paris spiller hovedrollen.

Med tekster af Chahla Chafiq, Amanda Devi, Sedef Ecer, Gauz, Khadi Hane, Luba Jurgenson, Katrina Kalda, Yanick Lahens, Fouad Laroui, Georgia Makhlouf, Eduardo Manet, Saber Mansouri, Arezki Metref, Naïri Nahapétian, Sonia Ristic, Andrea Salajova, Ryoko Sekiguchi, Shumona Sinha, Sami Tchak og Bernardo Toro der alle er skrevet på fransk, idet mange af forfatterne har opholdt sig i Paris i mange år. De er født i Afrika, Libanon, Chile, Cuba, Østeuropa, Rusland, Iran, Indien, Japan, Haiti, Mauritius og Tyrkiet.

Svært lige at give et overblik af de meget forskellige indtryk, som vi møder i novellerne, men det er fælles for mange af dem, at Paris har en magisk tiltrækning, og de har et kendskab til byen gennem litteratur og film, så da de endelig kommer til byen, bliver de overraskede over at det kendte også er ukendt. Gadenavnene og byens geografi kender de, men der er mere end det.

Mange skriver meget selvbiografisk, og det er spændende at læse om, hvordan de kan klare sig i Paris uden penge, men fælles for dem alle er, at de ikke vil give op. En stor del bor i Belleville, mens andre finder små værelser i Latinerkvarteret. Der er selvfølgelig en positiv stemning i mange af historierne, men sandelig også kraftige indslag om parisernes måde at modtage fremmede på. Hvordan det føles at være andenrangspersoner eller endda uønskede? Visse finder sammen med andre indvandrere og skaber deres egen lille verden.

Der er også mange der er flygtet fra deres hjemland, så de kan ikke undlade at inddrage problemerne hjemmefra, hvor familierne ofte er blevet sprængt og endt i mange forskellige lande. Nogle er med i oprørsbevægelser mod det hjemlige diktatur.

Men det der især samler de tyve forfattere, det er sproget, det er fransk. I Frankrig nyder forfattere nemlig en stor agtelse, og når de her bidrager ved at skrive deres historier på fransk, bliver de en del af en stor, smuk og væsentlig kultur og litteratur.

Kan bestemt anbefales at læse, især hvis Paris er en del af ens liv.

Éditeur : MAGELLAN ET CIE (31/03/2017)

Anouk F.: Dans la rue de l'école

 

Anouk F.: Dans la rue de l'école

En dejlig social roman skrevet af en skolelærer, der er blevet kendt via sin blog (https://merci-maitresse.fr/) og en bog, der sammenfatter flere af hendes indlæg. 

I denne roman fra 2020 træder hun lidt ud af skolen, men ikke længere end til den gade hvor en skole ligger.

 

Bogen er bygget op over bestemte gadenumre i gaden, hvor der bor børn der går på skolen. Bogen har tre hovedafsnit: "Il, Elle", "Nous, Vous" og "Je, Tu", hvor det første afsnit er en præsentation af nogle opgange i forskellige ejendomme, deres beboere og de problemer der er. I anden del er vi tættere på at se de tidligere omtalte personer fungere i et gruppeforhold, fremkaldt af at et af børnene pludselig er væk og skal findes. I det sidste store afsnit er det hovedpersonerne, der fortæller hver deres historie efter dramaet.

Blandt de omtalte personer er der Richard, racist, alkoholiker, pusher mm; Karine, på nedtur med en søn hun ikke kan klare; Kamel, der opdrager sine to døtre alene, efter at hans kone blev indlagt på grund af psykiatriske lidelser; Julie, der ikke længere kan bære sit glatte og behagelige liv; Pitu, købmanden, der har boet i gaden hele sit liv og overtaget sin fars forretning og Marie, skoleinspektøren der er et samlingspunkt for gaden.

Anouk F. præsenterer mange sociale spørgsmål: social mangfoldighed, skolens rolle, små virksomheders overlevelse, vold mod kvinder, racisme; kvinde- og moderrollen; det moderne samfunds dyrkelse af egoet og fravalg af andre, og hun gør det med stor medmenneskelighed og ømhed for alle sine karakterer, selv de mindre sympatiske. Hun får os til at forstå, at de måske har oplevet brud og nedture i deres liv, eller at de skjuler deres følelser under en hård og usympatisk skal. I bogen er der en ekstraordinær begivenhed der afslører det gode i hver af os.

En meget velskrevet roman der trods nogle afsnit med tomgang formår at gribe sin læser. En bog der stiller børnene i første række uden at glemme forældrene og skolen.

Éditeur : LE CHERCHE MIDI (13/02/2020)

Nina Bouraoui: Otages

Nina Bouraoui: Otages

Bogen udspringer af et teaterstykke som Nina Bouraoui skrev i 2015, men hun har nu arbejdet videre på det og givet det form af en roman, selv om det er en kvindes enetale afbrudt af enkelte afsnit med mandsstemmer. Man kan således sagtens opleve det som en monolog af en kvinde, der har været præget af sin fortid, har evnet at lukke af for sig selv og leve på mændenes præmisser og krav.

Handlingen sættes brat i gang med Sylvie Meyer, 53 år, der fortæller, at hendes mand for et år siden har sagt, at nu går han. Hun accepterer det sådan set uden protest, for hun vil ikke være blødsøden og desuden har deres ægteskab ikke fungeret de seneste år. Hun tager sig af deres to drenge og har et ansvarfuldt job på en gummifabrik.

Mandens forsvinden opvejes fuldt ud af hendes arbejde, hvor hun har en lille afdeling af kvindelige arbejdere under sig. Hendes forhold til dem er gensidig sympati og tillid, men en dag bedes chefen, Victor Andrieu, om at lave en liste over de medarbejdere, der skal fyres ved en kommende fyringsrunde.

Der knækker efterhånden noget i Sylvie, der fortæller at hun egentlig har haft et godt liv og haft respekt for sig selv, men nu er tråden brudt. Hun taler også flere gange om vold, men udskyder at fortælle os, hvad der er kilden til det.

En dag drager hun så pludselig afsted uden mål og med og...

Fortsættelsen må I læse jer til, men den er værd at kaste sig over.

Alt i alt bliver det en glimrende skildring af en kvinde, der kæmper mod det gamle kvindebillede, forsøger at skabe sig en ny identitet og være ansvarlig, men der er mange faktorer imod hende, så når hun det?

Det er en vældig godt skrevet roman og med klip fra mange kvinders dagligdag og spillet mellem ansat og fabriksarbejder.

Kan anbefales.

Éditeur : J.-C. LATTÈS (02/01/2020)

Nesrine Slaoui: Illégitimes

 

Nesrine Slaoui: Illégitimes

En debutroman fra Nesrine Slaoui der minder mere om en beretning om hendes eget og hendes families liv end om en roman. Der er ikke meget fiktion, men en beretning om en ung pige der frigør sig fra et arbejder- og indvandrermiljø i Apt for at tage en uddannelse på Science-PO i Paris.

Hun er ihærdig i skolen og i studierne og opnår meget fine resultater, men hendes problem er at hendes forældre er fra Marokko, og hun bliver derfor aldrig anset for at være en legitim franskmand, og hun bliver ofte mobbet. Hun er mørk i huden og hun er kvinde, så der er mange racistiske og sexistiske udfald mod hende både før og nu.

Det er interessant at følge hendes kamp, og man må umiddelbart føle sympati for hende, for det er et sejt træk der skal til, førend en invandrer kan føle sig som en legitim del af det franske samfund og ikke blive anset for at være anderledes.

Hun indser også selv, at hendes drømme må lide nederlag og måske var det heller ikke nogen drøm at blive pariserinde.

Bogen bliver på mange måder et fortvivlet råb og et hævnskrift, og det er slag mod lidt af hvert, men uden andet håb end at andre unge indvandrere kan se, at det kan lykkes at løsrive sig fra de sociale lag, men at det ikke altid er nok.

En lidt rodet bog, men med mange gode øjebliksbilleder, skildrin af forældre og bedsteforældre og med interessante indblik i en families historie.

Éditeur : FAYARD (06/01/2021)

 

Philippe Claudel: Un monde de fous !

 

Philippe Claudel: Un monde de fous !

En god bog med nogle af Philippe Claudels småtekster og kronikker de senere ord bl.a. i ugeavisen Le Un.

Der er meget forskelligt stof fra digte og debatstof til små noveller og tekster skrevet til et bestemt tema i Le Un. Det er alle stærke og skarpe tekster, der på hver sin måde tager fat på nutiden. 

Vi er som titlen siger alle blevet skøre og har forlængst lagt forholdet til andre bag os. Det er egoismen, frygten, selvforherligelsen der har erstattet en humanisme og et demokratiske samfund, som vi kendte før. Der er ikke længere tid til at overveje og vente, nej vi skal have det serveret her og nu ellers er præsidenten og politikerne uduelige.

Der er ingen grænser for, hvad folk kan fornøje sig med på nettet, se på afhugne hoveder som i teksten "Gnofrane" om en ung dreng, der skal hugge hovedet af en ikke-troende, mens det bliver omhyggeligt filmet og lagt på YouTube. I "Baignade interdite" fornøjer en mand sig med at gå ned og sætte sig på stranden hver dag for at se på de bådflygtningen som omkommer netop her hver dag. At hjælpe dem kunne han ikke forestille sig.

Der er en stærk tekst om retfærdighed og livet i fængler, men også om en dagligdagen under coronaen med teksten om "Papa télétravaille", der i øvrigt også er ret morsom. Der er en lille fremtidsfortælling der viderefører Me-too, for her bliver en mand arresteret fordi han ser på en pige og endda smiler til hende! Det skulle have været aftalt og underskrevet, inden han kunne gå så langt. Den sidste tekst "Le voisin" fik det til at løbe koldt ned ad ryggen.

Masser af provokerende stof, men skrevet med Claudels sædvanlige smukke måde at skrive og berette på.

Bør absolut læses

Éditeur : L'AUBE (22/10/2020)

Gauz: Black Manoo

 

Gauz: Black Manoo

En meget speciel og utraditionnel roman som jeg har haft stor fornøjelse ved at læse.

Gauz er Patrick Armand-Gbaka Bredes forfatternavnet. Hen blev født i 1971 i Abidjan i Elfenbenskysten. Han har en master i bio-kemi, men arbejder nu med film, journalistik og som forfatter. Har boet i Paris, men er nu vendt tilbage til Elfenbenskysten. Har skrevet flere prisbelønnede romaner, men dette er den første, men ikke den sidste jeg har læst af ham.

Black Manoo ankommer til Paris med et forfalsket forretningsvisum. Han vandrer rundt i Belleville i et højrødt antræk, som hans kultur byder ham som nytilkommen. Gennem ham møder vi et helt galleri af figurer: indvandrere som ham, folk uden papirer og bolig, forhandlere og forbrugere af stoffer, ejeren af en hemmelig bar, gamle oprørere, musikere og endda en mand fra Auvergne.

Black Manoo var stofmisbruger i Abidjan og møder en tidligere pusher i Paris. Denne ven sørger for at han bliver rimelig stoffri, selv om han lever af at sælge. Det er i sig selv en sjov historie. 

Vi er i Belleville i 1990'erne og alle disse små historier og oplevelser bliver fortalt med Black Manoos sprudlende sprog, der har et stort repertoire af slang fra Afrika og en række betegnelse for diverse folk og grupper: "tlenteulos" kaldes de kinesiske prostituerede (de har svært ved at udtale -r-), en poulet bicyclette er en kylling opdrættet i det fri, om et af børnene: Le plus grand est en seconde « arabes-et-noirs », comme on désigne les classes de lycées professionnels.

Det er simpelt hen en hylende morsom beskrivelse af forholdene, selv om det er livet i besætterhuse og andre forfaldne bygninger.

I en række korte kapitler svinger det mellem fresker om afrikansk indvandring og en radioskopi af Belleville. Black Manoo har og videregiver et blik, der overskrider spørgsmålet om hudfarve for at fortælle det usete. Vi føler bag alt dette en skarp tunge, fuld af humor med en stil af glædelig opfindsomhed. Pariserne og franskmændene får en skrap behandling, hvor racisme og udnyttelse er hovedemnerne.

Black Manoos filosofi er, at man ikke skal give op, det er altid muligt at komme op og komme videre. Hans rejse er værd at tage med på.

En vidunderlig bog!

Éditeur : LE NOUVEL ATTILA (28/08/2020)

Laurent Gaudé: Paris, mille vies

 

Laurent Gaudé: Paris, mille vies

En kort (80 sider) men meget intens bog om Paris, om liv og død, om alle der har gået rundt i Paris på et eller andet tidspunkt.

Bogen starter med forfatterens fortælling om, at han møder en lidt mærkelig mand, da han kommer ud fra Gare de Montparnasse, der stiller ham spørgsmålet: Hvem er du? Det får ham til at begynde at tænke på sit liv, alt imens han opsøger steder i Paris, som har betydet meget for ham. Først til kvarteret nær Cimetière Montparnasse hvor han boede som barn. Her er også den gade hvor hans far ved at uheld faldt ned fra 6. sal.

En detaljeret tur rundt i latinerkvarteret. Skikkelsen fra banegården er hele tiden lidt foran ham og følger ham på vej. Det bliver med hidtoriske tilbageblik til f.eks. 2. Verdenskrig ved Place Denfert-Rochereau og Boulevard Saint-Michel, hvor han se marmorpladerne med navne på de modstandsfolk der blev dræbt i 1944.

Vandringen fortsætter gennem Paris til Gare de l'Est, hvor det er ved at blive dag, så han vender rundt og går tilbage. Undervejs har han inddraget Villon, Hugo, Rimbaud, Artaud og mange andre. Han ser også, at de millioner der har gået gennem Paris' gader gennem tiderne også fortjener at blive husket, men hvordan kan han hjælpe dem? Han kan skrive om den, for tekster kan fastholde dem. 

Men han ved også, at han selv skal dø engang, så hvordan skal han forholde sig til det? Han kommer til at tænke på la danse macabre, hvor skeletterne danser og på den måde opsluges af rusen og glemmer døden.

Men tanken om døden er også en ode til livet: lev fuldt ud, mens du stadigvæk kan med intensitet og dybde. Forlad ikke livet med noget tomt bagved dig.

Det er stærk og lyrisk-poetisk tekst med spor tilbage til alt det, som har skabt os, både den konkrete far, men også alle de digtere, helte og almindelige personer, der har givet Paris en fylde som enhver kan suge af.

En bog der sætter tanker i gang på en vandring gennem Paris

Éditeur : ACTES SUD (07/10/2020)