Monday, February 27, 2017


Erik Orsenna: L'origine de nos amours


Erikc Orsenna er en forfatter der altid er værd at læse. Hans beherskelse af det franske sprog og en række spændende historier er karakteristisk for hans værker.

Dette værk er meget selvbiografisk og alligevel alment. Til at begynde med får vi at vide, at Orsenna blev skilt i samme uge fra sin første kone som hans far blev skilt fra Eriks mor. Det må da kunne give anledning til overvejelser og diskussioner mellem de to, der ellers ikke tidligere har haft så nært et forhold.

De aftaler at møde på en café en gang om måneden og diskutere, hvorfor de har været mindre heldige i deres kærlighedsforhold. Faderen elsker at fortælle, og faktisk når han frem til, at det er en slags forbandelse der har hvilet længe over familien, der stammer fra Sydamerika.

Orsenna diskuterer også sin stilling som forfatter, hvad vil det egentlig sige at være forfatter? Er man ikke nødt til at lyve for at fortælle sandheden?

Bogen er også en hyldest til faderen, der var død inden bogen udkom: "Un écrivain, c'est celui qui prête sa voix à ceux qui ne l'ont pas ou plus. Les plus abandonnés sont les morts, ils ont besoin de nous ».

Det er en levende, både munter og sørgelig historie, men også en bog man har svært ved at slippe, da den trods den personlige baggrund rammer nogle almene problemstillinger. 

Læs den!



Stock, 2016


Saturday, February 18, 2017


Marie Modiano: Lointain


Marie Modiano udsendte i januar 2017 sin anden roman, der virker meget mere gennemarbejdet og sammenhængende end Upsilon Scorpi fra 2013.

Romanen arbejder med to historier, der er flettet sammen: den ene er Valentines oplevelser som 19-20 årig, hvor hun møder en amerikansk musiker og forfatter, der sidder og spiller på Pont des Arts. Han skriver på en roman, og hun giver ham husly og hjælper med at skaffe ham ro til at skrive. De har det på mange måder godt sammen og turer lidt rundt med venner. En dag forsvinder han dog ud af hendes liv, efter at han har fået succes som romanforfatter.

Det andet tema er teater og teaterturné. Valentine får en lille rolle og optages af kollektivet, der rejser rundt fra by til by i en meget lang turné. Det er denne følelse af at være sammen med nogen, men også af at være løsrevet fra alt og uden fast adresse, der beskriver Valentines liv. Hun synes mange gange at se forfatteren, men nu er det set fra en alder af 33 år, at hun beretter.

Han er fjern, men er der alligevel. Hvad der er blevet af ham afsløres først sent i romanen, og bygger sikkert på oplevelser fra Marie Modianos eget liv, men det er nu set med en betragters, ligesom en andens øjne. (Lointain er også betegnelsen for det tæppe eller mur der er længst tilbage i forhold til scenen).

Der er meget smukke passager i bogen og en dyb beskrivelse af ensomhed og forladthed, der er med til at give os et præcist billede af denne omrejsende figur uden egentlig fremtid, men på en turné i det uendelige. Fortiden lader sig dog ikke ryste af, og den ligger som et gemt lag i hende.

Nu skal man ikke beskylde Marie Modiano for at have overtaget alt fra sin far Patrick Modiano, men der er alligevel et glimt af Patrick Modiano i de mange kilometer der bliver travet i et utal af byer.

Stærk roman, som det har været en fornøjelse at læse.

Gallimard, 2017

Saturday, February 11, 2017


Hanane Charrihi et Elena Brunet: Ma mère patrie


Denne bog udspringer af de forfærdelige hændelser i Nice den 14. juli 2016, hvor forfatteren Hanane Charrihi mistede sin mor, der blev mejet ned som en af de første. Med hjælp fra journalisten Elana Brunet får hun sat ord på sine oplevelser og følelser og får formuleret et klart budskab om solidaritet og sammenhold.

Bogen starter med et kapitel med overskriften 15. juli hvor Hanane når frem til sine forældres lejlighed i Nice efter at have modtaget beskeden om moderens død. Hanane, der er 27 år, bor selv sammen med sin mand og sit barn på to år i et forstadskvarter til Paris.

Vi får skildret, hvad der er sket den 14. juli, hvor Hananes forældre med en søn og dennes kone og tre børn er taget ned for at se fyrværkeriet. Sønnen og faderen er gået hen for at starte bilen hjem, da lastbilen kommer drønende og rammer moderen Fatima. Vi får et klart billede af rædslen, og hvad der fulgte efter, folks frygt, lamslåethed og opgivelse. Hananes far går rundt som i en anden verden.

Efter denne start får vi en skildring af dagene efter terrorhandlingen og en skildring af Hananes mor, hendes godhjertethed og opofrelse. Hun har fået 7 børn, men opdraget dem med strenghed og forståelse og givet dem en opdragelse i Islam der bygger på fred og tolerance.Et smukt billede vi får af en enestående kvinde. 
Børnene har alle taget gode uddannelser og klarer sig fint i et Frankrig som Hanane bliver ved med at betragte som sit fædreland og hvis principper om frihed, lighed og broderskab hun i høj grad værdsætter.

Hanane får også fortalt om det had som møder dem som muslimer, selv nu i deres sorg og selv om en tredjedel af ofrene var muslimer.

Der bliver i det hele taget taget fat på mange centrale emner, og bogen fortjener at blive læst af alle, der har indgroede fordomme mod muslimer. Det kunne måske ændre lidt på deres holdninger.

Éditions de La Martinière, januar v2017

Philippe Djian: Faites vos jeux

Philippe Djian: Faites vos jeux Philippe Djian har været på min læseliste siden 37.2 le matin,  og han er stadigvæk i form til at levere en ...