Friday, October 29, 2021

Sorj Chalandon: Enfant de salaud

 Sorj Chalandon: Enfant de salaud


Det foreløbig bedste bud på årets Goncourt 2021, som jeg har læst. En forunderlig blandig af personlige oplevelser i forfatterens liv og en reportage som journalist fra retssagen mod Klaus Barbie i Lyon i maj 1987.

Bogen åbner meget stærkt med en skildring af forfatterens næsten angst for at nærme sig et hjem for børn lidt udenfor Lyon, der i 1944 blev offer for gestapos aktiviteter. Hjemmet var nemlig et gemmested for jødiske børn. Alle børn og seks voksne blev sendt til koncentrationslejre. Kun en overlevede!

Denne skildring åbner i sin rædsel for en historie om fortælleren og hans forholod til sin tyranniske far. Fortælleren er nu 35 år, men har aldrig rigtigt fået svar på hvad faderen lavede under besættelsen. Faderen fortæller gerne vidt og bredt, men fortælleren tør aldrig spørge sin far direkte om det.

Han er uforudsigelig, denne far. Voldelig, finurlig. Nogle siger endda, at han er skør. I lang tid fyldte han sin søn med sine bedrifter som modstandsmand, indtil barnets bedstefar mistede besindelsen. "Un jour, grand-père m’a dit que j’étais un enfant de salaud." "Le salaud, c’est le père qui m’a trahi.". Med denne udmelding fra bedstefaderen kan man godt forstå, at barnet får problemer, men det er først nu, at han begynder at gøre sig klar til en kamp. 

I maj 1987, da retssagen mod den nazistiske forbryder Klaus Barbie åbnede i Lyon, erfarer sønnen, der dækker retssagen som journalist, at hans fars sagsakter ligger i en juridisk afdelingens arkiver i Nordfrankrig. Her får fortælleren lidt mere konkret at vide om faderens liv end de løgne han hidtil har hørt. Faderen har hidtil været i stand til at narre alle, selv sin egen søn, men nu skal han til at forklare sine løgne. Eller hvad?

På samme tid skal Klaus Barbie også forklare sine løgne, der bliver vist tilbage af nogle voldsomme vidnesudsagn, der bestemt ikke dækker over hans sadistiske og uhyrlige væsen.

Barbie bliver nødt til at stå til ansvar for sine forbrydelser. Faderen bliver nødt til at forklare sine løgne og romanen fortæller om disse krige parallelt. Fortalt af en søn og af en journalist.

Det er et mesterværk med dybe rødder i en periode som Frankrig endnu ikke har fået tilstrækkelig selverkendelse om. Hvem var det bl.a. der afslørede børnehjemmet til Gestapo? Hvem var helte og hvem var skurke? Historien om fortællerens far er et glimrende indlæg i den debat.

Éditeur : GRASSET (18/08/2021)

Saturday, October 23, 2021

 Christine Angot: Le voyage dans l'Est


En roman, et vidnesbyrd om incest, der udspringer direkte fra forfatterens eget liv, som hun tidligere har skildret i flere af sine romaner.

Christine er tretten år, da hun endelig møder sin far Pierre Angot i Strasbourg. Han arbejder i Europarådet som oversætter på højt niveau (han hævder at tale tredive sprog). Desværre kommer dette møde slet ikke til at blive som hun forestillede sig, da hendes far ikke ser hende som sin datter, men nærmere en slave som han kan udsætte for seksuelle krav, med andre ord incest, for det er hans datter. Denne incest vil fortsætte i lang tid, for Christine, fortvivlet, er ude af stand til at gøre en ende på det. 

Det er en meget stærk bog, som efterlader læseren forbløffet og fortørnet. Christine Angot forklarer med stor klarhed og finesse karakteren af ​​incest, som ikke kun er seksuel, men involverer hele offerets person: « Vous ne vous rendez pas compte, de ce que ça fait d'avoir un père qui refuse que vous soyez sa fille. Pour vous, l'inceste, c'est juste un truc sexuel. Vous ne comprenez pas. Vous ne comprenez pas. » Hvis en far efter 13 år endelig vil se sin datter, er det ikke for at optage hende i sin familien, men for at udnytte, tingsliggøre og underkaste hende.

I bogen graver hun i de grå områder i disse perioder og skildrer sine forskellige reaktioner. Hun undersøger sit traume for at forsøge bedre at forstå reaktioner eller rettere fraværet af reaktion fra dem, der står hende nær, og for at undersøge grundlaget for dette sår så intimt og så dybt. Alt dette fortælles i en meget neutral stil og uden forhåbninger. Der inddrages også en dagbog, som hun ellers har gemt langt væk, for den rummer nogle meget sårbare områder. Hendes eneste umiddelbare reaktion var at tie, at glemme, være ligeglad, skjule sine følelser, kaste sig ud i ligegyldige seksuelle kontakter.

Det, hun oplevede, er ubeskriveligt, og alligevel formår hun endelig at sætte ord på det på en meget mere direkte og eksplicit måde end i sine tidligere bøger. Det er ikke specielt de seksuelle handlinger, der fortælles om, men om arten af ​​det forhold, hun havde til denne mand med utrolig egoisme, der går så langt som at fortælle hende, at hun var heldig at opleve det. Hvis hun begyndte at skrive, var det takket være ham. 

Det er en fascinerende bog, som kan læses på én gang, men det efterlader en med dybt ubehag, især nu hvor mange andre incest-sager og misbrug af børn og unge er kommet frem. Det kan ikke blot afvises, men skal afdækkes og stoppes. Men det synes at være umuligt for offeret at skride til en anmeldelse, så omgivelserne skal være vågne.


Éditeur : FLAMMARION (18/08/2021) 


Thursday, October 21, 2021

Astérix et le griffon

 Astérix et le griffon


Endnu et pragtalbum med Jean-Yves Ferri og Didier Conrad på tekst og billede for femte gang.

Vores helte kommer på en ekspedition til det østlige Europa, hvor der er koldt og underligt.
Befolkningen er et matriarkat, hvor kvinderne er krigere og mændene går hjemme i landsbyen.

Astérix, Obélix, Panoramix er blevet tilkaldt af den lokale druide, da romerne truer landet. De vil hente et fabeldyr "le griffon" til Cæsar. I spidsen for ekspeditionen står Terrinconnus, der er geograf og som i øvrigt ligner Houellebeck. Romerne har nemlig taget en af de kvindelige krigere til fange. Hun hedder Kalachnikovna, og navnet siger jo lidt om hende.

Det er en sprudlende fantasi der navngiver personer som Cèkankondine og Fakenius for blot at nævne et par stykker. Bogen er faktisk ret morsom og også lidt anderledes med henvisninger til både covid, Houellebeck, overtro og sjove ordspil og navne.

Skal den ikke finde plads blandt de 38 andre? Min gør i hvert fald!

Udgivet 21. oktober 2021


Tuesday, October 19, 2021

David Diop: La porte du voyage sans retour

 David Diop: La porte du voyage sans retour


En fantastisk god roman, der i starten lader læseren undre sig lidt over, hvad det her er for noget, for derefter at gribe os i et voldsomt drama med perspektiver til vores nutid til trods for at romanen foregår i 1700- og 1800-tallet.

"La porte du voyage sans retour" er tilnavnet til øen Gorée i Senegal, hvor millioner af afrikanere blev sejlet bort i tiden med sort slavehandel.

Inspireret af  ​​Michel Adanson, fransk naturforsker (1727-1806), skriver David Diop om hans ophold der i tiden omkring 1750. Han var kommet til Senegal for at studere den lokale flora. Som botaniker værner han om drømmen om at etablere et universelt leksikon i et århundrede, hvor oplysningstiden starter. 

Da han hører historien om en ung afrikansk kvinde, der er blevet solgt til slaveri, og som har  formået at flygte og finde tilflugt et sted på grænsen til det senegalesiske land, ændres hans rejse og hans skæbne sig til en søgen efter denne tabte kvinde, der efterlader sig tusind spor og lige så mange legender.

Alt er vellykket i denne roman. Startende med at konfrontere oplysningstidens idealer med slaveriets virkelighed. Trængslerne for den helt unge Adanson i Senegal har minder om Voltaire, især når han siger « il fallait donc que nous continuions à manger du sucre imprégné de leur sang», en klar hentydning til Voltaires Candide. 

Adanson opdager Senegal med alle sanser vakt og uden fordomme. Han anser det for nyttigt at lære Wolof for at kunne tale med lokalbefolkningen, fordi « leur langue est la clef qui m'a permis de comprendre que les Nègres ont cultivé d'autres richesses que celles que nous poursuivons juchés sur nos bateaux ».Han mener, at man skal afskaffe slaveri, idet han forstår, at afrikanernes formodede mindreværd kun er en illusion for at legitimere slavehandlen.

Romanens skildring af forholdet mellem Adanson og negerpigen Maram udvikler sig til et stort dramatisk epos med mindelser om myten om Orfeus og Eurydike i dette samfund, hvor den hvide mand ser sig som erobrer og hvor de indfødte er uden kultur.

Det er en meget stærk skildring og vi kommer dybt ind i negrenes liv og samfund og bliver belært om de værdier de besidder.

Romanen kan stærkt anbefales.

Éditeur : SEUIL (19/08/2021)

 

Dany Laferrière: Sur la route avec Basho

 Dany Laferrière: Sur la route avec Basho


Et nyt tegnet skrevet værk af Dany Laferière, hvor han nu er nået til det tredje. Desværre er formatet noget mindre end ved det sidste og det er lidt ærgerligt, da det er rene kunstværker vi præsenteres for gennem hans tegninger.

Bashô, den japanske munke-digter fra det 18. århundrede, en af forfatterens konstante inspirationer. Basho rejste rundt i Japan og fordybede sig ofte i detaljer.

Fortælleren af ​​denne nye historie rejser verden rundt i dag fra Amerika til Japan, og meget overrasker ham. Hvem ville være mistænksom over for en drømmer? Han drømmer slet ikke. Han beundrer de kvindelige forfattere, han læser, fra Jean Rhys til Zora Neale Hurston. 

Han husker voodoo -guderne. Han føler kærlighed over for en af ​​sine naboer, mens han opholder sig i New York. Stiliserede tegninger løber gennem teksten, som måske er drømmescener hos ​​denne fortæller "i denne ubarmhjertige verden". På rejse i den nutidige verden kan han kun bemærke, at truslen er overalt. 

Han tegner det, han ser, men skriver også ord for eksempel disse: «Black lives matter». «Un nègre est un homme et tout homme est un nègre» siger han i begyndelsen af ​​sin rejse. Så neger er demonstranterne i Hong Kong, som han ser kræve frihed. 

Men hans hensigt er ikke at ændre verden, siger han til os, «simplement d’y vivre». Og så forstår vi, at som Pavese sagde, at leve er et erhverv.

Heldigvis er der litteratur, jazz, elegante kvinder, caféer og blomster. Der er stadig solstråler.

En dejlig bog at have ved hånden og fordybe sig i tekst og tegninger.

Éditeur : GRASSET (13/10/2021)


Monday, October 11, 2021

Jean-Baptiste Del Amo: Le fils de l'homme

 Jean-Baptiste Del Amo: Le fils de l'homme


Romanen blev valgt til årets FNAC 2021. Selv om jeg var med i juryen, fik jeg ikke denne med i de 8 bøger, jeg skulle udtale mig om. Måske godt det samme for jeg er ikke specielt begejret for bogen.

Efter 6-7 års fravær dukker en mand op igen hos sin kone og deres unge søn, der nu er 9 år. Konen er både glad for at få ham hjem igen, men er også lidt bange. Manden tager dem hurtigt med til Les Roches, et gammelt hus isoleret i bjergene, hvor han selv voksede op med en hensynsløs far. Omgivet af vild natur ser mor og søn faderen forlænge sit greb om dem og vedtage mystiske love for deres nye eksistens.

Hjemsøgt af sin fortid, fortæret af jalousi, synker manden langsomt ind i galskab. Naturen vil ham det heller ikke godt, da et mægtigt uvejr ødelægger det mest af det, han har lavet Snart synes enhver tilbagevenden umulig. 

Et af temaerne hos Jean-Baptiste Del Amo er at undersøge temaet om overførsel af vold fra en generation til en anden og om den evige tragedie, der knytter sig mellem fædre og sønner.

Før den nutidige handling begynder, følger vi en lille forhistorisk stamme, der via jagt og fiskeri forsøger at overleve i et koldt og nådesløst klima. Det er det primitive liv, som de tre personer næsten også kommer til at leve i total isolation.

Der er storslåede og minutiøse naturskildringer og forsøg på at forstå og forklare de tre personers reaktioner og deres kamp for at overleve og deres kamp mod de andre, men det lykkes ikke altid.

Lidt blandede følelser omkring denne voldsomme og mørke roman.


Éditeur : GALLIMARD (19/08/2021)


Patrick Modiano: Chevreuse

 Patrick Modiano: Chevreuse


Så kom den nye roman af Patrick Modiano på gaden, og som trofast læser af hans værker, var det med sædvanlig spænding, at jeg begyndte på bogen.

Den kredser om alle de kendte temaer og afslører alligevel lidt mere end tidligere.

Chevreuse fortæller historien om en mand, Jean Bosman, der husker sine minder for halvtreds år siden, da han kom lidt sammen med Camille kendt som "Tête de mort". Han er romanforfatter og har ofte svært ved at skelne mellem virkelig og fantasi.

Patrick Modiano bruger altid den samme proces: minder, mærkelige og luskede karakterer, byen Paris ... og alligevel lykkes det hver gang at lave en anden roman af det.

Måske har Modiano aldrig været så tæt på Proust: ikke for formuleringen, men på denne helt særlige måde at fortælle - for at genopdage - hans tabte tid.

Chevreuse er historien om noget, der allerede er oplevet, transformeret af hukommelsen, og som kan ende på de sidste sider med løftet om et værk, netop det, vi læser.

Der arbejdes med at overlejre de tre faser i et liv: fjern barndom i Jouy-en-Josas (Yvelines) der skjuler en mærkelig hemmelighed; ungdommen i 1960'erne, hvor telefonnumre begyndte at have syv cifre og ikke længere et kvarternavn, så man kunne spore nummeret og endelig nutiden. Bosmans ser ud til at undersøge hele sit liv for at få fantomerne frem og udryddet.

Som sædvanlig er romanens slutning ikke klarere end begyndelsen. Det er en meget god Modiano, som jeg kun kan anbefale.


Éditeur : GALLIMARD (07/10/2021)


Jean-Paul Dubois: L'origine des larmes

 Jean-Paul Dubois: L'origine des larmes Den vidunderlige  Tous les hommes n'habitent pas le monde de la même façon  fik fortjent sin...