Sorj Chalandon: Enfant de salaud

 Sorj Chalandon: Enfant de salaud

Det foreløbig bedste bud på årets Goncourt 2021, som jeg har læst. En forunderlig blandig af personlige oplevelser i forfatterens liv og en reportage som journalist fra retssagen mod Klaus Barbie i Lyon i maj 1987.

Bogen åbner meget stærkt med en skildring af forfatterens næsten angst for at nærme sig et hjem for børn lidt udenfor Lyon, der i 1944 blev offer for gestapos aktiviteter. Hjemmet var nemlig et gemmested for jødiske børn. Alle børn og seks voksne blev sendt til koncentrationslejre. Kun en overlevede!

Denne skildring åbner i sin rædsel for en historie om fortælleren og hans forholod til sin tyranniske far. Fortælleren er nu 35 år, men har aldrig rigtigt fået svar på hvad faderen lavede under besættelsen. Faderen fortæller gerne vidt og bredt, men fortælleren tør aldrig spørge sin far direkte om det.

Han er uforudsigelig, denne far. Voldelig, finurlig. Nogle siger endda, at han er skør. I lang tid fyldte han sin søn med sine bedrifter som modstandsmand, indtil barnets bedstefar mistede besindelsen. "Un jour, grand-père m’a dit que j’étais un enfant de salaud." "Le salaud, c’est le père qui m’a trahi.". Med denne udmelding fra bedstefaderen kan man godt forstå, at barnet får problemer, men det er først nu, at han begynder at gøre sig klar til en kamp. 

I maj 1987, da retssagen mod den nazistiske forbryder Klaus Barbie åbnede i Lyon, erfarer sønnen, der dækker retssagen som journalist, at hans fars sagsakter ligger i en juridisk afdelingens arkiver i Nordfrankrig. Her får fortælleren lidt mere konkret at vide om faderens liv end de løgne han hidtil har hørt. Faderen har hidtil været i stand til at narre alle, selv sin egen søn, men nu skal han til at forklare sine løgne. Eller hvad?

På samme tid skal Klaus Barbie også forklare sine løgne, der bliver vist tilbage af nogle voldsomme vidnesudsagn, der bestemt ikke dækker over hans sadistiske og uhyrlige væsen.

Barbie bliver nødt til at stå til ansvar for sine forbrydelser. Faderen bliver nødt til at forklare sine løgne og romanen fortæller om disse krige parallelt. Fortalt af en søn og af en journalist.

Det er et mesterværk med dybe rødder i en periode som Frankrig endnu ikke har fået tilstrækkelig selverkendelse om. Hvem var det bl.a. der afslørede børnehjemmet til Gestapo? Hvem var helte og hvem var skurke? Historien om fortællerens far er et glimrende indlæg i den debat.

Éditeur : GRASSET (18/08/2021)