Régine Robin: Ces lampes qu'on a oublié d'éteindre

Régine Robin: Ces lampes qu'on a oublié d'éteindre

Régine Robin-Maire (født Rivka Ajzersztejn), født i Paris i 1939, er Quebec-forfatter, historiker, oversætter og sociolog af fransk oprindelse. Uddannet fra Sorbonne i geografi (1962) og i historie (1963), men emigrerer i 1977 til Canada. Her bliver hun professor ved Université du Québec i Montréal.

Hun har skrævet en række bøger historie, sociologi og litteratur, så en bog om Modiano blev udgivet i 2019.

Régine Robin tager fat på en række hovedtemaer i Modianos forfatterskab med en utrolig skarphed og afdækker flere nye lag i Modianos forfatterskab. Hendes specielle indgangsvinkel et Modianos jødiske arv og hans forhold til hans jødiske far. Régine Robin opleve selv og barn "la rafle", hvor jøderne blev samlet og deporteret. Hun undgik det, da hendes mor gemte sig med hende, men som hos Modiano er besættelsestiden, identitet, hukommelse, minder og glemsel, ting hun kan tage fat på i beskrivelsen af Modianos forfatterskab,

Der bliver taget fat på det uklare budskab som Modianos forfatterskab udsender, men også en gennemgang af Modianos samarbejde med Louis Malle og filmen Lacombe Lucien bliver taget frem med eksempler på antisemitisme i Frankrig.

En meget vigtig bog til forståelsen af Modianos verden.

Udgivet i Canada 2019

Collection : Liberté grande

Boréal 

Mathieu Palain: Sale gosse

Mathieu Palain: Sale gosse

En debutroman der er skrevet med stor intensitet og indfølelse. Mathieu Palain er uddannet journalist og han vil bl.a. skildre sin fars arbejde som socialrådgiver ved PJJ (Protection judiciaire de la jeunesse). Han lader sig indskrive i en gruppe, som han følger i 6 måneder.

Bogen følger Wilfried, der er søn af Louise, der får ham som ganske ung. Han bliver fjernet fra hende og bliver placeret hos en plejefamilie. Der går nu 15 år, hvor moderen ikke giver lyd fra sig, men da plejeforældrene vil adoptere ham, kommer hans mor atter ind i billedet, for hun skal jo høres.

Wilfried er en let antændelig dreng, der er hurtig til at bruge destruktiv vold. Han er god til at spille fodbold og kommer på et ophold hos kubben i Auxerre. Det starter lovende, men det får en brat ende, da Wilfried slår en modspiller ned. Wilfrieds far er afrikaner og moderen franskmand, så han bliver offer for racistiske udfald.

Hvordan klarer Wilfried så både at hans ægte mor dukker op og et farvel til den sport som han havde satset alt på?

Hans skæbne er ikke en af de nemmeste, men han følges af socialrådgiveren Nina, der selv har haft en hård opvækst i forstadskvarteret, men som efter en hård tid har besluttet sig for at tage sig af dem som hun kender fra sin barndom.

Det er en rigtig god beskrivelse af en del skæbner, og det gælder både de unge og de folk der forsøger at få dem på ret køl. Det er en række problemer, som man møder i forstæderne i dag, men skildret med en følsomhed og interesse, der gør bogen til endnu et nyt billede af forstæderne set indefra og med forståelse.

Forlaget L'Iconoclaste 2019

13 à table 2020

13 à table 2020

Årets udgave af "13 à table" der udgives for at støtte indsamlingen til Les Restaurants du Coeur, (1 bog = 4 måltider) har i år valgt at lade voyage (rejse) være det gennemgående tema. 

Listen af forfattere er ganske imponerende bl.a. Philippe BESSON • Michel BUSSI • Yasmina KHADRA • Agnès MARTIN-LUGAND • Véronique OVALDÉ • Romain PUÉRTOLAS og Leîla SLIMANI

Det er nok den bedste samling af korte noveller, som jeg har læst i denne serie, og de forskellige forfatteres indgangsvinkel til temaet er virkelig en oplevelse, for rejser kan være så meget.

Svært lige at vælge én favorit, så det bliver nok til to: 

Vi går tilbage i tiden med "Le dernier voyage de l'Impératrice" af Camille Pascal. Vi følger Hélène, der er mor til den første kristne romerske kejser , Konstantin den Store (ca 285-337 e. kr.), på hendes rejse til Jerusalem. Den er historisk underbygget, men fortalt intenst og med en skildring af en person der søger det ægte og oprindelige. 

Den anden er Leïla Slimanis "Je t'emmène" om rejsen til at blive så gammel, at man må forlade sit hjem og komme på et hjem. Svært for alle både den gamle og børnene. En smuk og følelsesfuld skildring.

Men som tidligere sagt: det er en virkelig gang guf. Skynd jer at købe den og støt et godt formål.



Pocket, november 2019

Sandrine Collette: Et toujours les forêts

Sandrine Collette: Et toujours les forêts

Corentin har fra sin barndom haft en krank skæbne, da ingen ville have ham. Hverken hans flygtede far eller især ikke hans mor, der gerne vil slippe af med ham. Han anbringer ham i familiepleje og til sidst hos sin bedstemor Augustine. Hun bor i et lille afsondret hus tæt ved skovene.

Corentin begynder senere at læse i Paris og sammen med vennerne isolerer de sig ofte i katakomberne. En dag indtræder den store katastrofe, alt brænder men Corentin overlever på mirakuløst vis, skjult i katakomberne. Da han vender tilbage til overfladen er alt ødelagt univers og alle er døde, nu er han alene.

Corentin møder næsten ingen og hans beslutter sig for at forsøge at vende hjem til Augustine.

Nu vil jeg ikke afsløre mere, men kan forsikre om, at det er spændende læsning. Kan hans enorme overlevelsestrang bære ham igennem. Kan han finde nogen andre? Er Augustine i live?

Det er virkelig et studie i et menneske, hvor rædslen og angsten har taget over i denne post-dommedag, men det er skrevet i en meget neddæmpet stil, der faktisk får det til at virke voldsommere.

Andre har skrevet om emnet, men Sandrine Collette har sin egen måde at skrive om det. En virkelig perle, der nok skal blive belønnet med diverse priser.!

JC Lattès, februar 2020

Jean Teulé: Héloïse, ouille !

Jean Teulé: Héloïse, ouille !

Har før læst gode bøger af Jean Teulé, så da jeg fik øje på denne her, måtte jeg hellere se at få ajourført historien om Héloïse og Abelard.

 Héloïse og Abelard er to berømte elskende fra middelalderen. Deres historie er en myte om umulig kærlighed.

Héloïse, en 16-årig pige, og Pierre Abélard, hendes lærer, der var en lærd matematiker, blev forelskede, men Heloises onkel nægter dog, at de kan leve sammen. For at kunne leve denne kærlighed tvinges Héloïse, gravid, derefter til at flygte med Abelard. De gifter sig og Héloïse går i kloster, så Abelard kan blive munk. Men onkelen beordrer sine tjenere til at forfølge Abelard, og de kastrerer den uheldige Abelard. 

De slipper dog aldrig hinanden og skriver sammen til Abélards død. Senere bliver de begravet sammen. I dag kan man se deres grav på Père Lachaise.

Teulé griber historien an på sin måde i et sprog fyldt med datidens gloser og et frisprog mellem de elskende der får et næsten pornografisk præg. Der spares heller ikke på beskrivelserne af deres seksuelle eksperimenter. Det minder på mange måder om Rabelais' Gargantua. Hvor man ikke nævner det i myten, hvor forholdet er meget åndeligt, får vi her historien om to kroppe der fortærer hinanden, men samtidig med en forvisning om at kærlighed ikke kun er ånd.

Det er roman på 350 sider, hvor især første del er saftig, men også meget morsom. Anden del efter adskillelsen bliver mest en skildring af deres prøvelser og kamp for at overleve.  Der er en meget smuk slutning, hvor de forenes.

Herligt fortællende i et frit sprog med humor og ironi, men også følsomhed. Teulé er ikke bange for at gøre nar af diverse gejtlige og andre af datidens lærde. Et nyt billede af datidens samfund.

Editions Julliard, 2015

J.M.G. Le Clézio: Chanson bretonne suivi de L'Enfant et la guerre

J.M.G. Le Clézio: Chanson bretonne suivi de L'Enfant et la guerre

Et par dejlige fortællinger fra fortidens bekymringsløse barndom og om gamle dage, hvor alt var anderledes.

Det er en selvbiografisk fortælling fra somrene i Bretagne, hvor drengene blev sluppet løs og nød at være i Bretagnes natur og i landbysamfundet. Her er det livet i den lille landsby Sainte-Marine, der skildres uden nostalgi, men med en bevidsthed om, at trods den truende krig var der her mulighed for at nyde livet simpelt og enkelt. 

Det er en hyldest til Bretagne, hvor Le Clézio flere gang bruger det bretonske sprog og begræder den skæbne det har fået. Hvor han kom til en lille fiskerby, er der nu store dele bebygget til turister. Folk fra Paris og andre steder indtager det om sommeren nu, hvor de to drenge (Le Clézio og hans bror) før kunne opleve naturen uden forstyrrelser. Markerne har ikke længere de mange hegn, men er lagt ud til storbrug.

Det er ikke uden bagtanke, at den første histoire, det første minde er Chanson Bretonne, for det er en hyldestsang. Den anden historie er Enfant et la guerre og her er tonen mere dyster og problemerne meget større. 

Le Clézio er født i Nice i 1940 og hans evne til at huske starter vel i krigens slutning, hvor der er  bombninger tæt ved det hus, hvor de bor, og alt forekommer berøvet en mening. Det er beskrivelsen af frygten og angsten og den evige mangel på mad. En barndom uden tryghed.

Men denne sidste del af bogen skulle selvfølgelig med, selv om han som barn ikke forstår hvad krigen er. Når man har læst erindringerne om tiden i Nice under krigen, fortstår man bedre glæden ved at tilbringe sommeren i Bretagne.

Et dejligt værk, der mere end normalt er bundet op til Le Clézios familie og hans opvækst.

Bør absolut læses.

Gallimard, marts 2020

Charles Sitzenstuhl: La Golf blanche

Charles Sitzenstuhl: La Golf blanche

En debutroman om en søns forsøg på at leve sammen med en tyrannisk far.

Det er en ganske almindelig familie: Moren er en lærer, der tager rundt i Alsace alt efter de vikariater hun får. Faderen er teknisk leder i en fabrik der fremstiller køkkener. De har to børn: Charles, den ældste og en lille pige, Flora. De bor i en villa i et roligt kvarter i Sélestat, en mellemstor by på grænsen mellem Bas og Haut-Rhin. Man skulle tro, at de har alt, eller næsten alt, til at være lykkelig.

Men faderens bil er en stor hvid Golf, og den bliver et symbol på en voldsom og destruktiv person, der fejer alt andet til side både fysisk og psykisk. Med en næsten sadistisk trang ydmyger og nedværdiger han sin kone og dernæst Charles, som han slet ikke synes er værdig til at være hans søn. Altid får han at vide, at han ikke er god nok til hverken det ene eller det andet. Faderen er tysker og slår ofte over i tysk, når han vil være endnu mere grusom.

Vi følger udvikling gennem flere år fra Charles er seks år til han er tretten: så kommer opgøret. Historien tager form af skildringer af det daglige liv. Som alle andre middelklassefamilier renoverer de deres hus, tager på vandreture eller tager til en sø for at bade. De deltager regelmæssigt i familiens måltider og faderen motionerer.

Der er ingen tvivl om, at romanen er ret selvbiografisk og fortæller om en søn, der på en måde beundrer og ser op til sin far, men hans kærlighed bliver ikke gengældt og ændrer sig derfor til had.

Ganske godt skrevet, for spændingen holdes oppe med faderens stadig stigende nervesammenbrud og grusomheder. Undertiden bliver det lidt for barsk.

Gallimard, januar 2020